Studenterevalueringer på nettet: Kokkehue-points

Indlæg bragt i Universitetsavisen (Københavns Universitet)

En af de foreslåede ændringer af universitetsloven går ud på at de studerendes evalueringer af undervisningen fremover skal lægges ud på internettet. Dette tiltag hævdes at være et led i informationen til offentligheden om hvordan det står til med kvaliteten af universiteternes arbejde – og et bidrag til vejledningen af nye studerende om hvor de kan finde god undervisning.
De studerendes evalueringer af undervisningen er blevet sammenlignet med smiley-ordningen, bl.a. af videnskabsminister Helge Sander i Information 14. feb. – altså de smileys som fødevarekontrollen bruger til karaktergivning af restauranters og madbutikkers evne til at overholde loven og holde hygiejnen i orden. Men den sammenligning er helt misvisende. Skal de studerendes evaluering af undervisningen ikke snarere sammenlignes med de kokkehuer som aviserne uddeler til restauranterne?
Huerne fortæller om den umiddelbart oplevede kvalitet – om maden smager godt og for alt i verden ikke er kedelig, om den kommer i en behagelig rækkefølge og om serviceringen i det hele taget er i top.

Studenterhuer
Bevares, jeg har selv haft fornøjelsen af at modtage et pænt antal - skal vi kalde dem studenterhuer? - og selvfølgelig bliver man glad for dem, ellers skulle man da være et skarn. Og selvfølgelig lægger mange studerende et stort arbejde i at give grundig og relevant respons.
De studerendes umiddelbare reaktioner i evalueringer er ét lille input til kvalitetssikring af undervisningen, men gennem eksponering på internettet hæves de til en betydning der er helt ude af proportioner.
For nu at blive i metaforen: Lige som kokkehuerne intet fortæller om madens næringsværdi, må man som underviser spørge sig om studenterhuerne faktisk er den bedste målestok for det væsentligste: Soliditeten af den læring og faglige udvikling der er foregået. Den viser sig nemlig ofte først over væsentligt længere tid. Lige som man sikkert godt kan få flere kokkehuer af at bruge mere piskefløde i saucen, kan man også godt få flere studenterhuer af at skrue op for servicen. Ingen af delene er nødvendigvis sunde og rigtige i et større perspektiv.
Gourmander kan godt se forskel på det friske og det fordærvede, men de kan ikke tælle vitaminer og ikke uddele smileys, det skal der eksperter til – bromatologer og mikrobiologer og bioanalytikere. På samme måde er det med vurdering af undervisning og læring: Der skal fagfolk til.


Faglig kvalitetssikring
Undervisningsvurdering kræver tilstedeværelsen af fagligt og kollegialt gode miljøer der har ressourcer til systematisk evaluering og udvikling af undervisningens form og indhold – gerne med inddragelse af censorer og andre konstruktive kritikere. Videnskabelige artikler vurderes gennem peer-reviews – altså velansete fagfællers nøje granskning og efterprøvning af data og argumenter i skriftligt arbejde. Kunne undervisning ikke have gavn af noget lignende?
I klummen ’Politikerpennen’ i seneste nummer af Universitetsavisen (16. feb.) åbner formanden for Folketingets Videnskabsudvalg Hanne Severinsen for at andre løsninger end studenterevalueringer på nettet måske kunne bruges – og tak for det! Mit forslag er: Byg på at man som universitetsansat er drevet af faglig begejstring – mere kontrol og mistænkeliggørelse er ødelæggende. Lad være med at tage os for givne.
Når studenterevalueringer fremhæves som kvalitetsmålestok er det udtryk for tendensen til at gøre de studerende til kunder i universitetsbutikken – og kunden har jo som bekendt altid ret – og den tilsvarende tendens til at gøre underviserne til servicemedarbejdere. Denne markedsmodel gør studerende og undervisere til modparter i en handel med serviceydelser, i stedet for at man betragter universitetet som vores fælles arbejdsplads hvor vi har forskellige pligter og opgaver, og hvor resultaterne først og fremmest kommer af ens egen indsats og bidrag til samarbejdet. De studerende skal ikke lade sig spise af med mindre.

Ytringsfrihed ...

... er temaet for et nyt sejt nummer af Magisterbladet. Du får det ind ad døren, hvis du betaler kontingent til DM - fagforening for højtuddannede, som dog er generøse nok til publicere en stor del på nettet: gå til www.dm.dk og følg: Forside > Magisterbladet > Arkiv > 2007 > 20. april (nr. 7). Der er flere historier om anslag imod universitetsansattes ytringsfrihed. Er du til gysere og savner nye, så prøv dette nummer!

Mere om "kvalitetetsmåling"

Sagen om det formodede system til "måling" af "kvalitet" på Københavns Universitets humanistiske fakultet bliver mere og mere fascinerende og forbløffende, som tiden skrider frem. Sidste nummer af Universitetsavisen (nr. 6, 27. april 2007) rummer først et referat fra stormødet på fakultetet om pointsystemet den 11. april 2007 og siden et indlæg om sagen af dekan Kirsten Refsing. Begge er bemærkelsesværdige.

Det mest slående udsagn på stormødet kom fra en af systemets ophavsmænd: professor Peter Harder fra Engelsk. Han vinder min respekt på dette punkt, skønt vi er uenige, dels fordi han svarer relevant på indvendinger, dels fordi han på mødet erklærede, at det vigtige ved systemet slet ikke er målingen af forskningskvalitet. Det handler i stedet

"om at Humaniora har brug for et system der kan overbevise omverden, rektor og videnskabsministeriet om at de for noget for de penge de poster ind i humaniora. "Så lad være med at kalde det kvalitetsmåling. Det er det ikke, det er et skalkeskjul," sagde Haarder."

Senere citeres han for at "den såkaldet kvalitetsmåling bare er en måde at holde "de glubske ulve" på afstand". Vi, der var til stede ved mødet, kan bevidne, at professor Haarder ikke er for skarpt citeret, var hans indlæg noget, var det skarpere endnu. Jeg er enig hele vejen igennem, men drager den modsatte konklusion. Gad vide, hvad rektor og ministeriet siger til denne erklæring om at ville præsentere dem for et skalkeskjul.

Helt så skarpt formulerer dekan Kirsten Refsing sig ikke i sin KUmmentar om målesystemet. Men hun erklærer sig dog enig i et af de centrale kritikpunkter, når hun siger, at "en simpel kvalitetsindikator som fagfællebedømmelse naturligvis ikke er udtryk for en differenteret kvalitetsmåling i sig selv. Enestående og middelmådige tidsskriftsartikler der begge er fagfællebedømte vil i modellen opnå samme pointtal" og fortsætter "der findes næppe objektive og målbare vurderinger af kvaliteten af humanistisk forskning".

Vi må da vist snart til at give dimsen et andet navn end "forskningskvalitetsmålingssystem", når alle nu er enige om, at den ikke måler forskningskvalitet. At Kirsten Refsing alligevel forestiller sig, at systemet vil fremme en hensigtsmæssig adfærd, forekommer mig tvivlsomt al den stund, den adfærd, systemet åbenlyst opfordrer til, ikke så meget er fagfællebedømmelsen som en høj publikationshyppighed, da man pointbelønnes efter antallet af publicerede enheder, ikke efter hvor gode de er.

Organisationen politiseres

Der er tegn på at den øgede fokus på universiteterne og regeringens reform-iver er ved at politisere organisationen og ledelsen på universiteterne. Man kan som en hjemmeøvelse i policy-studies overveje forskelle på Københavns og Århus Universitet i forhold til regeringens forskningspolitik ved at sammenligne følgende to statemens, først et om ansættelse af en ny prorektor i Århus: Den nye prorektor for videnspredning skal ifølge dagspressen

"kommunikere og koordinere universitetets viden- og teknologioverførsel til erhvervslivet, udvikle og modernisere den samlede organisation, følge op på universitetets resultatkontrakter og myndighedsberedskab og i det hele taget bidrage til at tegne universitetet i den offentlige debat og til at kommunikere universitetets intentioner." (mere her).

Dernæst denne udtalelse fra prodekan for formidling (bemærk de betegnende titler!) på Det Naturvidenskabelige Fakultet i København:

"Universiteternes opgave er at finde frem til ny viden. Det er hovedmålet. (...) efter at vi har fået et videnssamfund, så har vi også en forpligtelse til at få den viden ud i samfundet. Men her opstår en misforståelse, så folk tror, at forskerne skal gøre noget der er relevant for samfundet. Men sådan er det ikke efter min mening. Vores opgave er at finde ny viden." (se her).

Vi forventer derfor, at Videnskabsministeriet snart dikterer særlige løntillæg for den retoriske impactfaktor af videnspredningsdiskursen blandt de nye ledelser!

Konsulent-universitetet

Det sidste nummer af FORSKERforum (nr. 203, april 2007, s. 19) indeholder en glimrende artikel - "Tenure: den frie intellektuelle" - som påpeger den nødvendige forbindelse mellem (a) universiteterne som funktioneller baser for opbyggelige ting som solidarisk samfundsiagttagelse og uafhængig, upartisk videnskabelig rådgivning i den politiske proces, også helt nødvendig for social fornyelse, og (b) et minimum af sikkerhed i ansættelsen - ideelt set tenure - for de universitetsansatte, der er forpligtet på en sådan opgave. Den danske "fastansættelse" er ikke så stærk og indeholder ikke de samme garantier som det amerikanske tenure-system, men er dog bedre end det konsulent- og projekt-universitet, vi er på vej ind i: Lyt her til en af stemmerne fra de ph.d.-studerendede ved de humanistiske og samfundsvidenskabelige hovedområder:

"Herude har vi haft debatten på gangene og i kaffekøen i kantinen i forlængelse af en række møder, som vores nye institutleder indkaldte til. Baggrunden for disse møder var, at vi i stigende grad skal forsøge at finansere forskningen vha eksterne midler. Det vil sige væk fra fastansættelse og hen imod projektansættelser, som jo i langt højere grad vil være styret "udefra" og "oppefra". Jeg tror ikke, at mange herude er uenige med det, I [Humanistisk Forum (red.)] skriver i dagens Information, men holdningen fra ledelsen har været noget i stil med "vi kan lige så godt forsøge at få del i midlerne udefra, når vores egne midler er så begrænsede". Blandt ph.d.erne har det selvfølgelig skabt en del uro, at det ser ud til at de faste stillinger ligeså stille forsvinder efterhånden som lektorerne går på pension."

Fra indsamlinger i verdenshavet til 12 kvadratmeter-forskning

Vi har før her på bloggen kritiseret NPM, New Public Management. En af denne markedsstyringsideologis konsekvenser for universitetet er areal-indskrænkninger; pga. det faktum, at universiteterne (der var statsejede før de blev "selvejende") nu skal betale "husleje" til staten. Grotesk, ikke sandt? Dette rammer Det Naturvidenskabelige Fakultet ved KU meget hårdt, bl.a. fordi det rummer museer, feltstationer og store bygninger med brede gange (som Geologisk Institut).
Der var i går åbnings-tamtam af Galathea-udstillingen på Zoologisk Museum med selveste HKH samt ministrene Sander og Haarder, fakultetets dekan Nils O. Andersen, direktøren for SNM (Statens Naturhistoriske Museum) Morten Meldgaard og fakultetets andre notabiliteter. Jeg var selv forhindret i at komme, men fik denne stemningsrapport tilsendt af en god kollega:

"Fin tale af SNM direktør Meldgaard, og 5 min optimist-sludder om eventyret og samlingernes og forskningens vigtighed og Danmark på verdenskortet fra Sander-XXX [tilnavn på ministeren bortcensureret (red.)].
Helt flot sat i relief af, at SNM medarbejdere netop har modtaget udkast til 30-40 % arealnedskæringer fra Meldgaard, som er pålagt dette af dekanen (som jo ikke har skyggen af viden om samlinger) som 1/3 af Fakultetets samlede areal-reduktion ! (Hvor meget skal I indskrænke på Niels Bohr Instituttet ?) Til professor Eske Willerslevs folk, som nu skal rykke over på Biologisk Institut, skal de snarest til at sætte skillevægge op gennem kontorer, der er dobbelt så store som de må være med de nye standarder (12 m² til hver professor eller lektor, 6m² pr TAP og 4 studerende i et rum på 12 m²). Helt grotesk er skrumpe-forslaget for afdelingernes lokale og Zoologisk Museums centrale biblioteker, som skal reduceres med 95% ! (Det siges at være ned til størrelsen på blot krebsdyr-biblioteket). Samlingslokaler og værksteder skal selvfølgelig også reduceres kraftigt. Sandeligt et 'eventyr' for de få forskere, der er tilbage - og fint i tråd med museets officielle visioner om et nyt museum i kanten af Botanisk Have til ca 1 milliard ! Jeg burde skrive en kronik om dette mummespil, for der var desværre ingen lejlighed til at sige det i hovedet på ministre, Dekan og HKH med masser af journalister på." (...)
Samme kollega fortsætter, i anledning af et opmuntrende møde med megen diskussion om 'science' med en ung udenlandsk videnskabsfilosof fra USA med danske rødder:
"Det er helt patetisk få dage efter at opleve virkeligheden for universiteter her i landet, som jo skal være verdens bedste 'videnssamfund' (der jo forhåbentlig hurtigt kan omsættes i patenter til erhvervslivet - eller til betaling af vor husleje for universitetes arealer)."

Rektorer: Hvor er selvstyret?

Nyhed udsendt af nyheder@forskeren.dk:
Statusnotat fra Rektorkollegiet oplister om politikerne har opfyldt deres løfte om "selveje" og "selvstyre" til universiteterne.
Svaret er nej. Se www.forskerforum.dk

Universitetspolitisk aforisme

Universitetet er det, der findes i sprækkerne mellem Universitetsorganisationens strukturer.

KU-symposium om forskningsfrihed

Seminar/workshop, d. 2. maj, 2007.
Kl. 15:00-17:00, Festsalen, Frue Plads, Københavns Universitet.
Begrebet ’forskningsfrihed’ er til debat. Skal universiteterne have flere eller færre "frie" basismidler? Hvilken betydning vil universitetsfusionerne og inkorporeringen af sektorforskningen få? Og hvad er forholdet mellem den akademiske ledelse og den enkeltes forskningsfrihed?
Rektoratet inviterer til internt symposium om forskningsfrihed i Festsalen på Frue Plads, onsdag d. 2. maj 2007 kl. 15 – 17. Alle forskere og andre interesserede på Københavns Universitet er velkomne.
Program:
• Velkomst og introduktion v. rektor Ralf Hemmingsen
• Forholdet mellem forskningsledelse og forskningsfrihed, ved prodekan Katherine Richardson
• Forholdet mellem samfundets krav og den enkeltes forskningsfrihed, v. professor Peter Birch Sørensen
• Praksisudvalgets rapport, v. formand for praksisudvalget Carsten Henrichsen og medlem af udvalget Peter Sandøe
• Debatoplægget fra Forskningspolitisk Udvalg under Videnskabernes Selskab, v. professor Peter Harder
• Debat
Ordstyrer: rektor. Arrangør: Rektoratet. Arrangørs e-post: symposium@adm.ku.dk
Målgruppe: Forskere og andre interesede på KU. Pris: gratis. Tilmelding: symposium@adm.ku.dk

[se referat fra mødet her (red.)]

Tech Trans hindrer grundforskning

En væsentlig del af forskningen består i uhindret adgang til udveksling af ny viden med fagfæller indenfor de samme forskningsområder. Man publicerer sine resultater, og kan få kritik af disse; andre forskergrupper kan bruge dem, teste dem og forske videre for at nærme sig løsningen på de gåder, der arbejdes med.
Dette sættes der nu stopper for med forpligtelsen til at indberette til Tech Trans enheden (på det lokale universitet) opdagelser som -- måske, måske ikke -- kan udnyttes i patenter. Så snart en forskergruppe har meddelt enheden deres opdagelse, får de reelt mundkurv på: De må vente, ikke i uger, men i måneder, ja måske år, på at få lov til at publicere deres opdagelse. Reelt vente på at kunne forske videre på normal vis, i kontakt og samarbejde med kolleger andre steder. Dette er ikke fiktion, men dagens realitet på biomedicinske og lignende biotek-, info-tek og nanotek-orienterede forskningsfelter på danske universiteter. Det er endnu et voldsomt anslag på den akademiske forskningsfrihed. I hvor stor udstrækning gælder en sådan Tech Trans-indberetnings-forpligtelse, og hvad er juraen i dette?
Indrømmet: Jeg var lettere rystet, da jeg modtog en universitetsforskers beretning om dette i dag. Goddag til den akademiske kapitalisme: det er blevet sværere at se forskel på et universitet og et privatejet forskningslaboratorium!

Forskingsfrihed og myndighedsopgaver

Som det også fremgik af oversigten i bladet Forskerforum (omtalt her tidligere), er det ret enestående, at det nu bliver lovbestemt, at samtlige landets universiteter skal udføre myndighedsopgaver. Det er jo en konsekvens af de fusioner, der foregik 2006. Det har vist ikke har nævnt her på bloggen, at et rektorudvalget på KU faktisk gennemførte en mindre udredning om, hvilken betydning indfusionering af sektorforskning og dermed af myndighedsopgaver kan få i forhold til forskningsfrihed. Der findes, som bilag, også en meget klar gennemgang af gældende jura i loven vedrørende individuel forskningsfrihed (her). Konklusionen er, at det helt er ledelsens ret at afgøre, om de enkelte forskere har fri forskningstid.

Hvornår formidler forskeren?

Der må være en historik, men jeg kender den ikke. Det midlertidige slutresultat er i hver fald givet: Der er blevet føjet et ekstra led på universitetets forpligtelser: Formidlingen – eller om man vil: vidensudvekslingen med det omkringliggende samfund. Tidligere var universitetet defineret ved at skulle forske og undervise. Indimellem det var der i de forskellige definitioner af de ansattes vilkår skudt nogen administration, så man kunne være ansat til fx 50% undervisning, 40% forskning og 10% administration. Eller som den vist har heddet i nyere tid 50% undervisning (indbefattet 5% undervisningsadministration) og 50% forskning (indbefattet % forskningsadministration) Nu om dage skal vi forske, undervise og formidle. Det åbner et indtil videre lidt upåagtet spørgsmål: Hvornår formidler forskeren? Fordelingen mellem undervisning, forskning og administration har i hidtidige definitioner fyldt 100% af de ansattes tid – og al praktisk erfaring viser, at hvis man tager forpligtelserne alvorligt betyder dét noget mere end 37 timer om ugen. Dermed står universiteternes ledelser med et interessant problem: Hvordan definerer man formidlingen ind i den ansattes opgaver. Her er for at provokere tanken lidt forskellige modeller, der vistnok alle er uspiselige for mindst den ene af aktørerne:

1. Formidlingen er en ekstra forpligtelse, som lægges oven i de eksisterende opgaver uden yderligere kompensation. Det er i overensstemmelse med det skjulte mantra i forvaltningen af offentligt ansattes arbejdsforpligtelser: ufinasieret merarbejde. Det er i et vist omfang tilfældet nu. Der lægges et vist pres på de ansatte for at få dem til at formidle (indtil videre er det ikke meget hårdt, men det kan komme), men ingen taler om, at der skal afsættes plads i deres timeplaner til det. Det kan muligvis fungere, så længe formidlingspresset ikke er så hårdt, men hvis man vil have en mere intensiv formidlingsindsats fra de ansattes side, kan man ikke gå ret meget længere ad den vej uden at få en række utilsigtede negative konsekvenser. Den stillingsbeskrivelse, der lyder på, at en 100% ansættelse rummer 50% undervisning, 10% administration, 40% forskning og 40% formidling har et indbygget matematisk problem.

2. Formidlingen ligestilles med forskning og undervisning i definitionen af en stilling. Det vil sige, at stillingen defineres som 1/3 undervisning, 1/3 forskning og 1/3 formidling. Hver med ca 3% administration indlejret. Modellen ville muligvis være acceptabel for de ansatte, fordi den nok reducerede deres forskningstid, men til gengæld lettede noget af undervisningspresset og gav dem mere fleksibilitet til at løse deres opgaver. Risikoen – hvis det er en risiko – ville selvfølgelig være, at nogen ville vælge at opfatte hele den tid, hvor der ikke skulle undervises som forskningstid, så det måtte overvåges relativt nøje. Til gengæld er modellen helt uspiselig for ledelsen – især den økonomiske ledelse – fordi den ville tvinge universitetet til en omfattende nyansættelsespolitik for overhovedet at få dækket behovet for undervisning. Man ville modtage for få konfrontationstimer per ansat, og det ville aldrig løbe rundt.

3. Ligestilling af forskning og formidling, men ikke undervisning. Så skulle en stilling defineres som 50% undervisning, 25% forskning og 25% formidling (eller, om man vil, 50% undervisning, 10% administration, 20% forskning og 20% formidling). Det ville blive totalt uacceptabelt for de ansatte, der ville få et fortløbende, kollektivt og velbegrudnet hysterianfald i den anledning.

4. Det fastholdes, at de ansatte på universitetet, som det er nu, bruger en rimelig mængde af tid på at formidle, og der oprettes i stedet støttefunktioner, hvis formål er at effektivisere det udbytte, der kommer ud af de ansattes ikke helt klart definerede tidsforbrug til formidling. Det lægger for Gud ved hvilken gang et ekstra lag af administration ind på universitetet, som endnu engang flytter penge fra den centrale og værdiskabende funktion, de VIP- of DVIP-ansatte har, til administrationen.

Det ville være interessant med en åben debat om dette spørgsmål. Det ville være godt, hvis universiteternes ledelser ville spille ud med, hvordan de vil løse de ressourceproblemer, der er forbundet med de ansattes ”formidlingsforpligtelse”. Men allermest interessant ville en politisk melding være: Når man fra politisk hold gerne ser universiteterne bruge flere ressourcer på at formidle, hvorfra skal de så tages? For de skal jo tages et sted fra i systemet, da det vel er utopisk at forestille sig mulighed nummer 5: Opgaver og ressourcer følges ad, idet universiteterne tilføres ekstra ressourcer i et omfang, som svarer til det behov, der skal opfyldes, før der kan formidles på samme ”højeste” niveau, som der undervises og forskes på.

NPM på uni er helt galt tænkt

Flere har efterlyst teoretiske værktøjer til bedre at forstå hvorfor det går så galt som det gør med den danske (og i en vis grad også internationale) universitetspolitik. Hvorfor, mere præcis, fejler fx tænkning inspireret af New Public Management på mange offentlige institutioner som offentlig ældrepleje eller forskning og undervisning. Jeg tror, efter at have læst Frederik Stjernfelts grundige introduktion, at Francis Fukuyamas bog State Building kan yde en væsentlig og konstruktiv inspiration, ikke mindst organisationsteoretisk, til den kritik, som er nødvendig for at formulere holdbare alternativer. Det hævdes ofte, at det er så let at kritisere, men uden alternativer (eller klargøring af 'basis' for kritikken) går det slet ikke. Måske. Men præcise analyser er nødvendige, før man overhovedet giver mere 'visionære' alternativer til den herskende elendighed end det letteste, og mest konservative alternativ, nemlig "tilbage til det sådan som det var for 20 år siden". Læs introduktionen her! (Fra Kritiks temanummer om staten).

"det er let nok at kritisere, men..."

Sune syntes for længe siden jeg skulle have en hund der skulle hedde Snuseren, for at matche bloggens lille Hvæser. I dag fandt jeg den, på RUC! Den stod i solen og lugtede til et mødeopslag, som handler om Kritik! Se:
"Konference om samtidens kritik og kritik af samtiden den 26.-27. april på RUC. Konferencen Kritik i dag lægger op til en bred diagnose af, hvad det i dag vil sige at være kritisk, at stille kritiske spørgsmål, at lave kritisk teori og kritiske samtidsdiagnoser af tidens tendenser og samfundets krisetegn. Spørgsmålet er med andre ord helt grundlæggende: hvad er kritik, hvem er de kritiske og hvad er det kritisable i dag? Er der overhovedet brug for kritik i dag, og hvilken type af kritik, er der i så fald er brug for?
Kan man kritisere uden at kende samtiden – og kan en ordentlig samtidsdiagnose omvendt undgå at være kritisk? (...)"
Når vi nu altid er så satans kritiske her på bloggen, var spørgsmålene måske værd at overveje. Se programmet, og vovsen, på:
http:// www.ruc.dk/ upload/ application/ pdf/ ab381472/ informationer.pdf

Pressenævnet frikender ForskerForum

For et par dage siden (14/4-2007) skrev redaktøren på HippoCampus (RUCs alternative blad - mere om det senere) Nina Trige Andersen under denne overskrift om sagen mod FORSKERforum, som netop i går modtog denne blogs hyldest:

"De universitetsansattes medlemsblad, ForskerForum, bruger metoder, der er i strid med god presseskik, mener Peter Bogason, forvaltningsprofessor på RUC. Men den kritik har Pressenævnet nu skudt ned med en utvetydig frikendelse af ForskerForum.

Despotisk ledelse på RUC og kollegialt angiveri. Det var nogle af påstandene i ForskerForums artikler i november og december 2006. Men ForskerForum havde ikke reel dækning for historierne, mener Peter Bogason, der indklagede ForskerForum for Pressenævnet for brud på god presseskik. Pressenævnet har imidlertid ikke fundet grundlag for at udtale kritik af ForskerForums journalistiske praksis.

Foreløbigt punktum
Pressenævnets frikendelse sætter et foreløbigt punktum i sagen efter en heftig og langvarig storm over de ansattes medlemsblad. En storm, der blandt andet indeholdt en opfordring fra 12 professorer til fagforeningerne DJØF og DM om at trække den økonomiske støtte ud af ForskerForum, mens andre universitetsansatte gik til forsvar for det kontroversielle medlemsblad. ForskerForum er kontroversielt, fordi det går tæt på konflikterne i universitetsverdenen, og ofte bruger anonyme kilder til at understøtte historier om for eksempel kritik af ledelsen. At de ofte lægger sig ud med de højere lag i universitetsverdenen, lægger ForskerForum da heller ikke skjul på. På forsiden har de hver gang dette citat fra Helge Sander:
”Jeg kender godt bladet ForskerForum, men jeg er forlængst holdt op med at læse det”."

Respekt! - Uhyggeligt!

Honnør for bladet FORSKERforum, som i sit seneste nummer (203) bringer et såkaldt 'Frihedsindeks' over statsindflydelse, politisering, struktur og styring samt forskernes medindflydelse og forskningsfrihed i Danmark og en række af de lande, som vi normalt sammenligner os med. Gæt hvem der ligger i bunden? Dermed besvarer bladet spørgsmål, som ministeren ikke ville svare på i Folketinget (under debatten om L140).
Jørgen Øllgaards store bidrag til bladet er respektindgydende, og denne historie er mildest talt uhyggelig læsning.

Mener de akademiske råd noget ?

Læser man referaterne fra nye de akademiske råd på universiteterne, er det slående, at de sjældent formulerer nogen selvstændig stillingtagen, der afviger fra ledelsen. Det støtter den karakteristik af dem som rene ekspeditionskontorer uden reel indflydelse, som for nyligt blev fremsat i FORSKERforum (nr. 202, s. 12, marts 2007).
Jeg vil give et eksempel, som stammer fra Århus Universitets møde i Det Akademiske Råd på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet den 26/2-2007 (referatet findes p.t. på nettet her), men det kunne lige så godt have været fra andre AR-møder ved andre fakulteter. Her er et citat fra referatet, om ranking og indikatormodellen for basismidlerne, som netop nu diskuteres her på bloggen:

"Udmøntning af globaliseringspuljen indenfor forskning.
Dekanen orienterede om aftalen om globaliseringsmidlerne. Af særlige interesse for Aarhus Universitet er midlerne til forskning og uddannelse, som efter den fulde udmøntning af globaliseringsmidlerne stiger fra 11 til 16 mia. kr., hvormed Barcelona-målsætningen på 1 % af BNP opfyldes. Ikke alle globaliseringsmidlerne er endnu udmøntet til konkrete formål. Det vil ske ved de årlige finanslovsforhandlinger.
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har lagt op til, at fordelingsprincippet ændres – ikke kun for globaliseringsmidlerne, men for alle basismidler. Et forslag har været forelagt Rektorkollegiet. Heri indgik fordelingsparametrenes omkostningseffektivitet, forskningskvalitet, uddannelseskvalitet og videnspredningskvalitet. Formålet med et nyt fordelingsprincip er blandt andet at sikre en større konkurrence universiteterne imellem, hvilket medfører, at et universitet kan få reduceret sin basisbevilling, hvis kvaliteten falder i lighed med situationen i f.eks. England og Norge."

Mønsteret er: dekanen orienterer rådet - men rådet er tavst? I al fald siger referatet intet om hvad rådet så mente om det emne, orienteringen omhandlede. (Det kunne da fx tænkes, at de mente, at det var uhensigtsmæssigt, at man i uheldigste fald kunne risikere at fyre gode forskere som følge af nedskæringer pga. uventede ændringer i tildelingen af midler ... )

Til nye læsere og lidt om AC

Bloggens redaktion har fået overvældende mange positive henvendelser fra forskerkolleger på alle universiteter over initiativet til at ytre en besindig men kritisk røst vendt mod videnskabsministeriets management-hysteri, og der er ingen tvivl om at den lede mod de nye ledelseslag, som for få dage siden omtaltes i dagbladet Information, vil brede sig med de tiltag til "kvalitetsindikatorer", som truer med at føre til reel ranking af danske universiteter (og vil kræve nye ressourcer til point-tælling og andre demotiverende procedurer som fuldt vil kunne måle sig med den berygtede ø-tid til lærere i Folkeskolen og andre centralistiske tiltag).

Til nye bloglæsere: rul ned til "seneste kommentarer i højre-spalten" hvis du vil tjekke ny debat om tidligere postede indlæg. Der har senest været debat om indikatorsystemet (her) - som videnskabsministeriet i lukkede forhandlinger forsøger at påtvinge universitetsverdenen. Der er en vis utilfredshed med AC's rolle (Akademikernes Centralorganisation) - som en bidragyder skrev:

"Kan vi på universiteterne bekæmpe disse Kafka’ske tiltag? Måske, men det vil nok kræve at langt flere af kollegerne træder frem og protesterer – måske også organiserer sig. Genoplivning af 80ernes universitetslærerforening som et alternativ til de eksisterende akademikerorganisationer, hvis interesse for universitetsansattes forhold ikke er til at få øje på, kunne være en mulighed. En udmeldelse af DJØF, DM, IDA osv. i større stil kunne gøre det klart for disse organisationer, at det er helt uacceptabelt, at AC konstant forhandler helt henover hovedet på universitetsansatte i alle forskningspolitiske spørgsmål."

AC's rolle har også undret mig, især da jeg så, at AC har deltaget i udarbejdelsen af strategirapporten fra Globaliseringsrådet (som spillede en vis rolle i forbindelse med regeringens politikken for universiteterne). Jeg skrev til AC's repræsentant i Globaliseringsrådet Sine Sunesen for at høre, om AC bakker op om rapportens forskningspolitik. Sine Sunesen svarede i dag (12/4-2007):

Kære Claus Emmeche
Indledningsvis er det nok vigtigt at oplyse om, at Globaliseringsrådet alene var rådgivende i forhold til regeringen, og at strategien og forslagene i globaliseringsstrategien står for regeringens egen regning.

AC fandt generelt, at regeringens oplæg på forskningsområdet var sobert og fremadrettet, men at vi også havde følgende overordnede kritikpunkter:

1) at der manglede en investeringsplan (som siden er kommet),
2) at politisk styring og prioritering af forskning bør foregå på de overordnede linjer og ikke som en detaljeret udvælgelse af forventede vækstområder og succerige projekter
3) at målinger af forskningskvalitet skal tilpasses de enkelte videnskabelige hovedfelter og forskningsfelter - antal citationer/publikationer fanger ikke hele kvaliteten
4) I takt med forøgelsen af ph.d.-optaget må man også gradvis øge antallet af postdoc-, adjunkt- og lektorstillinger, så der tegner sig tydelig og troværdige karriereveje.

Der var desuden enighed i ACs forretningsudvalg om, at AC generelt skulle være opmærksom på de risici, der er for uheldige følger af regeringens forslag. Der blev bl.a. peget på, at en større andel af forskningsmidlerne i fri konkurrence kunne medføre flere tidsbegrænsede forskeransættelser. Endvidere at politisk styring af forskningsmidlerne kunne indsnævre rammerne for den frie forskning, og at kvalitet i forskningen også handlede om at se på andet end naturvidenskabelige og tekniske områder. Disse synspunkter forfægter vi løbende i vores brede dialog med ministeriet og andre aktører.

AC's sekretariat følger arbejdet med indikatormodellen, men at vi ikke er blevet inddraget og foreløbig er vi kun blevet informeret om arbejdet via Rektorkollegiet, idet der ikke er fremlagt noget officielt samlet udspil til model fra ministeriet. Derfor har modellen hidtil kun været til - kritisk - drøftelse i AC's Uddannelses- og Forskningspolitiske Udvalg og har endnu ikke været præsenteret for bestyrelsen.

med venlig hilsen
Sine Sunesen

Jeg synes det er en alt for spag holdning AC har indtagt i denne sag. Det ville være rart nu at få åbnet processen med arbejdet med indikatormodellen for den undrende og i stilhed afventende universitetsoffentlighed, så vi ikke skal nøjes med de - i heldigste fald - indforståede henvisninger fra dekanblogs m.v. Hele protestbølgen på KU-Humaniora imod pointsystemet viser, at det ikke nødvendigvis altid er det smarteste blot at vente til at ledelse og embedsværk har udarbejdet, færdigforhandlet og reelt besluttet sig for en bestemt model. Vi vil slet ikke have den slags ranking - der er mig bekendt ikke nogen dokumenterede positive effekter af ranking for universiteternes forskningskvalitet.

Åbningen af disse forhandlinger, eller bare et løft af en flig af sløret, er et godt eksempel på en sag for professionel, opsøgende kritisk journalistik.

Borgerjournalistik

Bloggen her er ny (januar 2007) og jeg ved ikke om den kan kaldes et eksempel på borgerjournalistik - et begreb, som netop har været diskuteret på P1-programmet Harddisken som spørger:

"Er bogerjournalistik en død sild i Danmark?
I Danmark har borgerjournalistikken, hvor grupper af private slår sig sammen for at producere medie-alternativer til det etablerede, ikke særligt meget vind i sejlene. Det ene medie efter det andet tilbyder deres læsere og seere blogging - at folk kan skrive deres egne tekster på mediets website - men det er på ingen måde en trussel imod de etablerede medier ... og det er vel heller ikke meningen, set fra mediernes side."

Svaret herfra lyder: Jeg har for stor respekt til godt journalistisk håndværk til at ville påstå, at bloggen her, kan komme op på siden af opsøgende, undersøgende journalistik. Værdien i bloggen her er bla., at den tillader forskere at ihukomme deres rolle ikke blot som professionelle tavse funktionærer, men netop som forskere, undersøgere, og i samfundsanliggender også intellektuelle, dogmekritikere, kald det hvad du vil. Om det så svarer til et bestemt begreb om borgerjournalistik, ved jeg ikke. Måske, for husk, at bloggen er en modvægt til den tavshedskultur, som desværre har bredt sig på de danske universiteter, og som vitterligen er en uting slige steder.
Harddisken har selv en blog, hvor man kan diskutere borgerjournalistik her.

Forhandlinger i Folketinget om L140

Fra: FORSKERforum nyt, modtaget d. 10. april 2007:

Fusionsuniversiteteter - Danmark kører solo

Folketingets Videnskabsudvalg har i morgen de afsluttende 'politiske forhandlinger om lovforslag L140 om "fusionsuniversiteter". Udvalget må finde sig i, at universitetsminister Helge Sander ikke vil besvære sig med at sammenstille den drastiske danske reform med vilkår i udlandet. Han hverken kan eller vil fortælle, hvordan det danske varierer fra de andre nordiske lande, Storbritannien, Holland, Tyskland og USA.
Det fremgår af svar til Videnskabsudvalget: ”Organiseringen og styringen varierer fra land til land. Der er ingen entydig model herfor”, svarede ministeren med tilføjelsen: ”For regeringen har det ikke været afgørende at etablere en løsning svarende til andre landes, men derimod at finde den løsning, som er bedst for Danmark”.
Men når ministeren ikke vil svare på spørgsmål om globaliserede sammenligninger, så kan dagens nummer af FORSKERforum fortælle, at de danske politikere kører solo og det danske fusionsuniversitetet bliver ganske enestående: Kun i få lande har man stats- og top-styring, som ligner (Nordkorea er dog ikke undersøgt).

Politiserende embedsmandsvælde

Da den første redaktør navngav denne blog "professorvældet" protesterede flere professorer, som - med rette - mente, at navnet var misvisende, fordi dét, som det nu handlede om, var at kritisere det nye embedsmandsvælde, som stod bag universitetsreformerne og den nye universitetslov, snarere end det hedengangne professorvælde.
Der er bestemt behov for kritisk belysning af det nye embedsmandsvælde. Men det er, selv i et demokrati som Danmark, svært at trænge ind bag de lukkede processer omkring ministerierne, hvor afgørende beslutninger om rammerne for offentlig dansk forskning tages. Embedsmandsværket er jo nærmest pr. definition anonymt, og selvom bestemte centrale topembedsmænd sandsynligvis har haft en væsentlig betydning for den nye universitetslov, ja, selv for udformningen af de nye universiteters vedtægter - en rolle man næppe kan tiltænke ministeren selv - så er de som professionelle magtudøvere som regel godt skjult i en tåge af anonymitet og lukkethed.
Derfor var det interessant at læse Jørgen Ølgaards artikel "Edderkopperne bag det nye regime" i FORSKERforum nr. 199 (nov. 2006, s. 22-23) - et forsøg på at afdække centrale knudepunker i Sanders ministerielle embedsnetværk. Man bemærker blandt andet:
• skiftet til et forvaltningsregimen, der politiserer, og hvor de mere saglige argumenter og indsigter tendentielt spiller en mindre rolle i beslutningsprocessen (en kilde udtaler: "der skete en modernisering af forvaltningen. Det gav plads til dygtige og professionelle karriere-embedsmænd, som dog ikke har særlig forstand på forskning")
• fascinationen af selve magtspillet (det siges fx om vicedirektør Rene Bugge Bertramsen, at "Han er en helt moderne embedsmand. Han interesserer sig ikke for forskning, men for 'det politiske game'. Det handler om at finde løsninger, at håndtere magt, ikke hvad resultatet bliver i praksis. Konsekvenserne ude på institutionerne er han ligeglad med").
Artiklen diskuterer selvkritisk faren for at tillægge individuelle embedsmænd en alt for stor betydning, fordi embedsværket også arbejder i teams, og uanset om de konkrete udtalelser om navngivne embedsmænd i artiklen kan underbygges eller ej, er det primært selve skiftet i tilgang fra det saglige til det politiserende, der vækker til eftertanke. Ikke underligt, at de senere års universitetsreformer og -fusioner har manglet saglige argumenter og dokumentation for, at de tilsigtede effekter ved reformerne ville indtræffe.

Hvornår mon der indføres et indikatorbaseret kvalitetsmålingssystem for langsigtede konsekvenser af forskningsorganisatoriske innovationer udgående fra videnskabsministeriets embedsmandsværk?

Ufrie universiteter

Jørn Lund, medlem af KU's bestyrelse, er aktuel med bogen Det Faglige Løft. I den anledning interviewes han i sidste nummer af Weekendavisen, og udtaler bl.a.:

»Så er der noget tilbage, man kunne kalde den frie forskning, og i disse år bliver den frie forskning mere og mere ufri. Det er den, staten støtter, og nu vil ministeriet i stigende grad bestemme, hvad pengene skal gå til. Man siger, at noget er vigtigere end andet og laver puljer til højteknologi. Det kan være fornuftigt i en periode med særlige indsatsområder. Men hvis man siger, at pengene skal gå til sundhedsvidenskab og naturvidenskab, men ikke humaniora, så er det igen et indgreb i universiteternes forskningsforvaltning, der ikke er klogt. Det så vi ske for nylig, hvor der kom flere midler til de såkaldte ph.d.'er. Der skulle udklækkes flere i Danmark, fandt Videnskabsministeriet ud af, og det er godt. Men så sagde man altså, at det gør vi på den måde, at halvfems procent af midlerne skal gå til de såkaldt »våde« fag, det vil sige til de naturvidenskabelige og de sundhedsvidenskabelige fag.«

Læs hele interviewet her...

Tech Trans, patenter og innovation

KU-rektor Ralf Hemmingsen holdt for kort tid siden en tale om arbejdet med at udvikle en større teknologioverføringsenhed ved KU, som bl.a skal tage sig af patentering og, som det hedder på denne enheds hjemmeside (www.tt.ku.dk), "contribute to economic growth in society by further developing and commercialising Copenhagen University's most promising technologies and inventions in collaboration with the private sector". Jeg kommenterede rektors tale (her) og fik et længere svar, hvor Ralf Hemmingsen bl.a. skriver:

"Når Tech Trans Enheden indgår aftaler med industrien, som giver et økonomisk afkast, går 1/3 af disse indtægter tilbage til instituttet og kan således gå tilbage til forskningen. De sidste 2/3 fordeles ligeligt mellem forskergruppen og universitetet. Der er aldrig ikke tale om et valg mellem publicering og kommercialisering – begge elementer er en central del af KU´ s strategi." [...]
"Det er dog ikke kun kommercialiseringen der måles – dokumentation af forskningen er ikke mindst en del af øvelsen. Vi er i dialog med regeringen om at udvikle praktiske og realistiske resultatmål. For Københavns Universitet er det vigtigt, at de mål der udvikles faktisk er mål, som universitetet har indflydelse på. F.eks. har vi ikke indflydelse på, hvor hurtigt et lægemiddel kommer på markedet og bl.a. derfor mener jeg ikke, at vi kan måles på kommercielle indtægter fra industrien." [1]

Det sidste kan man jo kun være enig i. Men hjælper en sådan Tech Trans enhed i virkeligheden den forskning, der kun på lang sigt viser sig at være virkelig innovativ? Jeg kom til at tænke på en klumme af SDU-professor i biokemi Peter Roepstorff, som bl.a. skrev:

"Min egen forskning er et godt eksempel. Da jeg for ca. 40 år siden startede forsøg på at analysere proteiner ved en teknik kaldet massespektrometri, blev det betragtet som ren utopi, og jeg ville aldrig med dagens udmeldinger have fået bevillinger til sådan forskning. Ikke desto mindre lykkedes det efter godt 10 år, hvilket medførte, at danske virksomheder var blandt de første i verden til at udnytte denne teknik i deres udviklingsarbejde og derved fik et forspring på ca. 5 år. I dag er massespektrometri standard i alle større farmaceutiske og bioteknologiske virksomheder. Studerende, vi har uddannet, er eftertragtede i både danske og udenlandske virksomheder. Da først resultatet af det lange seje træk forelå, var det ikke svært at få bevillinger, men i startfasen var det støtte fra fremsynede virksomheder og visionære forskningsprogrammer, som løftede os." [2]

Det er nærliggende at spørge Peter Roepstorff, om han mener, at det ville have været lettere for ham at komme igennem med sin forskning, dersom der havde eksisteret en teknologioverførselsenhed som fx den, der nu er under opbygning ved KU. Hertil svarer Roepstorff:

"Jeg tror ikke en Tech Trans enhed som den rektor på KU beskriver ville have kunnet hjælpe den situation jeg beskriver i min klumme. Vejen fra en videnskabelig vision til noget der kan have praktisk/industriel anvendelse er ofte meget lang. Det væsentlige i videnskabelig forskning er, at ting, som i starten ser ud til at være ret vilde, får mulighed for at blive udviklet uden krav om umiddelbar praktisk anvendelse. I mit tilfælde tog det mere end 10 år før kombinationen af min egen forskning og udviklingen indenfor andre felter gjorde, at visionen kunne blive til praktisk virkelighed. Det næste og nærmest paradoksale var at farma- og biotek-industrien kunne se mulighederne før forskningsbevillingssystemet og universiteterne kunne. De støttede mig økonomisk inden resten af systemet kunne erkende perspektiverne. Det skal også bemærkes at jeg ikke har patenteret noget af det jeg lavede. Jeg har principielt været modstander af at offentlig financieret akademisk forskning skulle patenteres, fordi patenteringskravet medfører langt mindre udveksling af ideer og viden mellem forsknere både nationalt og internationalt. Jeg mener at det hæmmer innovativen i forskningen." [3]

Der er al mulig grund til at tage en bredere og grundigere debat om den flytning af grænserne mellem offentlig og privat financieret forskning, der foregår på universiteterne i disse år, hvis man ikke skal risikere, at de mange gode viljer etablerer strukturer, der ikke bare hæmmer den frie grundforskning, men reelt virker stik imod hensigten - også set fra erhvervlivets perspektiv.
Noter

[1] kommentar af Ralf Hemmingsen af 22/3-2007 på dennes blog (http://blogs.ku.dk/lykkeogralf/?p=309)
[2] Peter Roepstorff: "Kan Danmark blive førende videns- og innovationssamfund?", NYviden (SDU) nr. 6, 2006.
[3] email fra Roepstorff til Emmeche, d. 2/4-2007. (Tak for tilladelse til at bringe citatet).

Status for universiteternes selvstyre

Kort nyt: Rektorkollegiet udgiver løbende holdningsnotater, m.v. om emner, der berører universitetssektoren. For få dage siden offentliggjordes en fem siders "Status for universiteternes selvstyre - marts 2007". Opsummerende lyder det her,

"Arbejdsdelingen mellem politikerne, der som repræsentanter for vælgere og skatteborgere har en legitim interesse i, at universiteterne bruger deres bevillinger fornuftigt, og universiteternes ansvarlige ledelser, der har det faglige og strategiske ansvar for universiteternes udvikling og opgaveløsning, er også forsøgt beskrevet som en mål/middel-kæde; det vil sige en arbejdsdeling, hvor politikerne opstiller en række overordnede målsætninger, som universiteterne derefter opfylder på den måde, de ud fra deres faglige indsigt mener, bedst opfylder formålet." [...]
"Efter vedtagelsen af universitetsloven i 2003 har de danske universitetsledelser imidlertid reelt ikke fået øget deres muligheder for at disponere ledelsesmæssigt særlig meget, uanset at både forligsteksten fra 2002 og lovforslaget fra 2003 understreger behovet for at give universiteterne større frihedsgrader."

Udover at rektorerne synes at mene, at de får for lidt i løn ("Der er endnu ikke opnået politisk og administrativ forståelse for, at en professionalisering af universitetsledelsen indebærer, at aflønningen af de ansatte ledere skal følge med markedsniveauet"), nævnes en række punkter, hvor den ministerielle trang til detailstyring er et gennemgående træk. Om selveje og financiering hedder det bl.a., at "Det lykkedes aldrig at tilvejebringe den startkapital, der kunne have givet de danske universiteter reelt selveje."

Kvalitetsvægten for universitet nr. j i år t

Dekan for det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Århus Svend Hylleberg har på sin blog i dag i to indlæg ("Fordelingen af basismidler til universiteterne" og "Forskningskvalitetsindikatoren er en hjælp til den trængte grundforskning") løftet lidt af sløret for de incitamenter og andre mekanismer, der diskuteres som det, der skal bestemme fordelingen af basismidler til de danske universiteter. Det første indlæg måtte i pdf-format for at kunne rumme den smukke formel, vi gengiver ovenfor, som Hylleberg gør sig umage for at forklare - i korthed:

"Det enkelte universitets basisbevilling for år t kan herefter beregnes som universitetets kvalitetsvægt gange universitetets basisbevilling for år (t-1) gange med forholdet mellem de samlede basisbevillinger i år t og summen af alle universiteters kvalitetsvægt gange basisbevilling for år (t-1)."

I sit andet indlæg forsøger dekanen at gengive kritikken af den slags indikatorer og dele sol (kritik) og vind (sin lederrolle som legitimerende mediator) lige:

"At undgå at blive vejet og målt er imidlertid ikke en politisk mulighed, og her synes jeg faktisk, at indførelsen af en kvalitetsindikator for forskningen er et afgjort fremskridt."

Han afslutter med denne kritik af Rektorkollegiet:

"Noget uforståeligt har Rektorkollegiet i høj grad forsøgt at promovere den såkaldte 50:40:10 model som grundlag for tildeling af forskningsmidler. Efter min opfattelse trækker denne model i alt for høj grad vægten væk fra den basale grundforskning og over mod den forskning, der umiddelbart synes anvendbar, idet modellen giver en vægt på 0.4 til de eksterne bevillinger et universitet har opnået. Og de eksterne bevillinger har jo givetvis en bias mod det anvendelsesorienterede.
Så til alle os, der også vil lægge vægt på de langsigtede mål, er forslaget om en kvalitetsindikator for forskningen baseret på opgørelser af forskningspublikationerne, vægtet efter selv en ufuldstændig kvalitetsopgørelse af publikationskanalerne, et skridt i den rigtige retning."

Det sidste kan jo nok diskuteres, og bør blive det. Bloggens læsere opfordres til at bidrage!

P.S.:
Svend Hylleberg refererer i sit første indlæg til "det såkaldte Dialogmøde mellem VTU om universiteterne den 29. november 2006" - det drejede sig, har jeg googlet mig frem til, om en "ny model for kvalitetsbaseret fordeling af basisforskningsmidlerne": Af et notat fra SDU's sider (her) fremgår fgl.:

"Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) under VTU indbyder bestyrelsesformænd, rektorer og universitetsdirektører til dialog møde onsdag den 29. november 2006. Ifølge regeringens globali­seringsstrategi skal universiteterne fra 1. januar 2008 tildeles basismidler efter en samlet bedømmelse af resultater for kvalitet af forskning, uddannelse og videnspredning relativt til universi­tetets størrelse. Fra Syddansk Universitet deltager rektor Jens Oddershede i mødet."

pps: beklager fejlstavningen som nu er rettet, navnet er ikke Hyllebjerg !

Akademisk kapitalisme (II)

Dagbladet Information bringer i dag mere om effekterne af øget erhvervsorientering i forskningen, som vi før har omtalt her på bloggen under navnet akademisk kapitalisme. Hele artiklen kan læses her.
Pointen er, at når universiteterne i disse år opretter patent- og teknologioverførselskontorer, bør der udvikles politikker til at modgå tendensen til mere ensrettet forskning.

PS: til avislæserne og til mit værtsinstitut: Det er journalistens opfindelse, ikke min, at jeg skulle være professor ved NBI. Jeg er ansat som lektor og centerleder ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, som hører direkte under det Naturvidenskabelige Fakultet, og som har Niels Bohr Instituttet som sin fysiske vært.

Fusionsbølgen fortsætter

Erfaringerne fra de succesrige fusioner af de danske universiteter videreføres nu internt, og får Københavns Universitet til at lække planer om sammenlægning af de otte fakulteter til kun to. KUs fusionssekretariat fremsætter i et internt notat forslag om at fusionere det Juridiske, det Teologiske og det Samfundsvidenskabelige fakultet til et nyt fakultet for Højere Økonomisk Regulering (HØR), og at fusionere det Biovidenskabelige, Farmaceutiske, Sundhedsvidenskabelige, Humanistiske og Naturvidenskabelige fakultet til et nyt storfakultet, som skal hedde Fakultetet for Livskvalitet, Oplevelsesøkonomi og Produktion (FLOP).

Fusionssekretariatet begrunder forslaget med strategiske studier af pressemeddelelser fra videnskabsministeren, bestyrelsen og rektoratet, og udtaler i notatet, at det er bedst hurtigt og frivilligt at indlede de nødvendige omstruktureringer, der vil skabe de to største og dermed bedste fakulteter i Ørestadsregionen og Medicon Valley. Det forlyder, at der er indledt drøftelser mellem rektor og dekaner om hvem der skal forfremmes til de to nye superdekanstillinger og hvem der skal beklæde de nye poster som fakultetsoverdirektører, prærektorer og postprodekaner.