torsdag den 12. april 2007

Til nye læsere og lidt om AC

Bloggens redaktion har fået overvældende mange positive henvendelser fra forskerkolleger på alle universiteter over initiativet til at ytre en besindig men kritisk røst vendt mod videnskabsministeriets management-hysteri, og der er ingen tvivl om at den lede mod de nye ledelseslag, som for få dage siden omtaltes i dagbladet Information, vil brede sig med de tiltag til "kvalitetsindikatorer", som truer med at føre til reel ranking af danske universiteter (og vil kræve nye ressourcer til point-tælling og andre demotiverende procedurer som fuldt vil kunne måle sig med den berygtede ø-tid til lærere i Folkeskolen og andre centralistiske tiltag).

Til nye bloglæsere: rul ned til "seneste kommentarer i højre-spalten" hvis du vil tjekke ny debat om tidligere postede indlæg. Der har senest været debat om indikatorsystemet (her) - som videnskabsministeriet i lukkede forhandlinger forsøger at påtvinge universitetsverdenen. Der er en vis utilfredshed med AC's rolle (Akademikernes Centralorganisation) - som en bidragyder skrev:
"Kan vi på universiteterne bekæmpe disse Kafka’ske tiltag? Måske, men det vil nok kræve at langt flere af kollegerne træder frem og protesterer – måske også organiserer sig. Genoplivning af 80ernes universitetslærerforening som et alternativ til de eksisterende akademikerorganisationer, hvis interesse for universitetsansattes forhold ikke er til at få øje på, kunne være en mulighed. En udmeldelse af DJØF, DM, IDA osv. i større stil kunne gøre det klart for disse organisationer, at det er helt uacceptabelt, at AC konstant forhandler helt henover hovedet på universitetsansatte i alle forskningspolitiske spørgsmål."

AC's rolle har også undret mig, især da jeg så, at AC har deltaget i udarbejdelsen af strategirapporten fra Globaliseringsrådet (som spillede en vis rolle i forbindelse med regeringens politikken for universiteterne). Jeg skrev til AC's repræsentant i Globaliseringsrådet Sine Sunesen for at høre, om AC bakker op om rapportens forskningspolitik. Sine Sunesen svarede i dag (12/4-2007):

Kære Claus Emmeche
Indledningsvis er det nok vigtigt at oplyse om, at Globaliseringsrådet alene var rådgivende i forhold til regeringen, og at strategien og forslagene i globaliseringsstrategien står for regeringens egen regning.

AC fandt generelt, at regeringens oplæg på forskningsområdet var sobert og fremadrettet, men at vi også havde følgende overordnede kritikpunkter:

1) at der manglede en investeringsplan (som siden er kommet),
2) at politisk styring og prioritering af forskning bør foregå på de overordnede linjer og ikke som en detaljeret udvælgelse af forventede vækstområder og succerige projekter
3) at målinger af forskningskvalitet skal tilpasses de enkelte videnskabelige hovedfelter og forskningsfelter - antal citationer/publikationer fanger ikke hele kvaliteten
4) I takt med forøgelsen af ph.d.-optaget må man også gradvis øge antallet af postdoc-, adjunkt- og lektorstillinger, så der tegner sig tydelig og troværdige karriereveje.

Der var desuden enighed i ACs forretningsudvalg om, at AC generelt skulle være opmærksom på de risici, der er for uheldige følger af regeringens forslag. Der blev bl.a. peget på, at en større andel af forskningsmidlerne i fri konkurrence kunne medføre flere tidsbegrænsede forskeransættelser. Endvidere at politisk styring af forskningsmidlerne kunne indsnævre rammerne for den frie forskning, og at kvalitet i forskningen også handlede om at se på andet end naturvidenskabelige og tekniske områder. Disse synspunkter forfægter vi løbende i vores brede dialog med ministeriet og andre aktører.

AC's sekretariat følger arbejdet med indikatormodellen, men at vi ikke er blevet inddraget og foreløbig er vi kun blevet informeret om arbejdet via Rektorkollegiet, idet der ikke er fremlagt noget officielt samlet udspil til model fra ministeriet. Derfor har modellen hidtil kun været til - kritisk - drøftelse i AC's Uddannelses- og Forskningspolitiske Udvalg og har endnu ikke været præsenteret for bestyrelsen.

med venlig hilsen
Sine Sunesen

Jeg synes det er en alt for spag holdning AC har indtagt i denne sag. Det ville være rart nu at få åbnet processen med arbejdet med indikatormodellen for den undrende og i stilhed afventende universitetsoffentlighed, så vi ikke skal nøjes med de - i heldigste fald - indforståede henvisninger fra dekanblogs m.v. Hele protestbølgen på KU-Humaniora imod pointsystemet viser, at det ikke nødvendigvis altid er det smarteste blot at vente til at ledelse og embedsværk har udarbejdet, færdigforhandlet og reelt besluttet sig for en bestemt model. Vi vil slet ikke have den slags ranking - der er mig bekendt ikke nogen dokumenterede positive effekter af ranking for universiteternes forskningskvalitet.

Åbningen af disse forhandlinger, eller bare et løft af en flig af sløret, er et godt eksempel på en sag for professionel, opsøgende kritisk journalistik.

4 kommentarer:

nai sagde ...

I min studietid på KUA kunne jeg da godt have drømt om at der var bare en eller anden form for ledelse, som sikrede at det ikke kun var den enkelte forskers samvittighed, der afgjorde om han reelt gjorde en indsats. Jeg kan fx nævne den fordrukne lektor som ikke publicerede og var sygemeldt til hver anden undervisningsgang. Der var professoren der siden 1989 kun har publiceret et par forord til antologier. Samtidig var der også sindsygt engagerede og dygtige forskere og undervisere. Men kunne bare ikke se forskel på dem, og der var ingen synderlig belønning af de som faktisk gjorde noget for at gøre det til en god oplevelse at studere på universitet. I praksis var der selvfølgelig nogen som hver gang fik forlænget deres årsvikariat, men det er jo ikke lige der man holder på de bedste kræfter. Hvis bare man havde turdet give de uduelige sparket ville der jo være ressourcer til ordentlige forhold for de der ville.
Hvordan skal man som bevilligende myndighed forholde sig til den slags ledermæssig slendring. Skal man bare blive ved med at sende pengene til en virksomhed, som ikke har vist vilje og evne til at prioritere, eller skal man presse på for at få synlige evalueringsværktøjer.
Tænk hvis pengene til sygehuse skulle bevilliges på samme facon. Dvs. "vi ved egt. ikke hvad I laver, hvor meget I laver og hvad der foregår, men vi har hørt at nogen er meget godt tilfredse og nogen er mindre tilfredse, men vi tror nok at I er vigtige for samfundet, så værsgo her er pengene"
Jeg kan sagtens forstå at man som ansat i universitetsverdenen kan blive frustreret over spildtid til evaluering, dokumentation osv., men i stedet for bare at være sure over at skulle stå til regnskab for sin løn, må I jo spille ud med et alternativ.
Jeg har før her på bloggen spurgt til hvordan politikerne skal have en chance for at vide om pengene bliver brugt fornuftigt. Hvis det ikke er rankingsystemer, hvad er det så der skal til?

/Nicolai

Sune Auken sagde ...

Jeg er overbevist om, at Claus har fuldstændig ret i dette. Diskussioner med og protester imod forslag, der er undervejs, må netop sætte så tidligt ind som muligt. Man kan ikke bare lade en uforstående eller døv ledelse eller et ministerium køre frihjul. Kommer man senere ind i processen, vil man blive afvist med, at "beslutningen er truffet". Det er automatreaktion nr. 1, der altid er til rådighed imod irriterende velargumenterede indvendinger.

Men man skal forberede sig på, at en ledelse, der kommer i argumentatorisk knibe, helst vil alt andet end svare på argumenterede indvendinger. Når vores prodekan for forskning Mette Thunø svarede Johnny Kondrup og undertegnede i sidste nr. af universitetsavisen, så var der ikke noget svar på de rejste indvendiger, men kun et stykke linjevogteri. Interessen for sagforholdet kunne vi kigge i vejviseren efter. Deprimerende.

Curt Hansen sagde ...

Jeg er enig med Sune. Den debat fra Universitetsavisens sidste nummer han omtaler kan ses i arkivet her. Det er korrekt, at ledelsen reelt ikke svarer på kritikken - som bl.a. er at målingen bliver en primitiv optælling, som IKKE lever op til ministeriets krav fordi der netop IKKE bliver tale om fordeling af midler efter kvalitet. (Og som Sune og Johnny Kondrup skrev, er dette sikkert ikke noget de opdager i ministeriet!).

Til Nicolai vil jeg sige, at der mig bekendt ikke længere findes typer som de, han beskriver fra sin studietid, og at man allerede dengang, med midler som "forskningsvogtning" o.l. (som ledelsen stadigvæk råder over) kunne have grebet ind - og stadig kan gribe ind - overfor det, der under store overskrifter (men spinkelt reelt indhold) blev kaldt "nulforskere".

Sune Auken sagde ...

Burde have svaret Nicolai før. Havde ikke set hans kommentar. Sorry. Svaret er tvedelt og i virkeligheden ret simpelt. Altså: Hvad skal man gøre?

En del af problemet løser helt enkelt sig selv. Den nye generation af forskere, som kommer ind på universitetet nu, har været igennem en helt anderledes strid procedure end den forrige generation. Dermed skal man have vist, at man kan levere, før man overhovedet kommer ind. Nulforskere kommer bare ingen vegne. Den nemme adgang taget i betragtning er det egentligt forbløffende, hvor mange i den forrige generation, som har lavet et fremragende arbejde.

Dette løser selvsagt ikke hele problemet. Der vil altid være tilfælde, hvor en ansat ikke varetager sit job kompentent. Dette må være den lokale ledelses ansvar - altså i første omgang institutlederens. Kun han har en rimelig chance for at vide, om en forsker står stille eller han er ude på den lange, lange vej til et større forskningsmæssigt gennembrud. Lederen skal i denne sammenhæng som på andre arbejdspladser have styrke, opbakning og kompetance til at tage fat i medarbejdere, der underpræsterer og få problemet løst så vidt muligt ved at få medarbejderen på ret køl og ellers - ultimativt - ved en afskedigelse. Men det forudsætter igen at ledelsen har legitimitet på arbejdspladsen, og det får den ikke ved at vedtage eller forsvare meningsløse regler.

Derudover to generelle kommentarer:

Jeg mener og er ikke alene om at mene det, at kravet om dokumentation i den offentlige sektor på mange punkter er gået for vidt. Det vil altid være et spørgsmål om at finde en passende grænse, men når dokumentationskravet fører til, at der arbejdes dårligere, er den overskredet.

Endelig: et universitet er ikke et sygehus. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt målekravene på sygehusene for tiden har et rimeligt omfang, der er for lidt, det er rigtigt balanceret, eller det er gået amok (den generelle tendens i den offentlige sektor giver mig en fæl mistanke om det sidste, men jeg ved det ikke), men vil man have en institution til at fungere, må man vurdere den som sig selv. En af de ting, som altid har bragt universitetet fremad, er den akademiske frihed. Kontroller den, og du taber mere, end du aner! Der har været en pris at betale for den, og den har ofte været høj (også på den anden side af katederet: Det er givetvis heller ikke specielt sjovt at være den lektor, som drikker sig i stykker i frihed). Men forsøget på at bringe den ned, må ikke koste den akademiske frihed livet. Det nytter ikke noget, at man hæmmer alle dem, der laver deres arbejde ordentligt (og det er et klart flertal) for at få knaldet dem, der ikke gør.