fredag den 27. april 2007

Konsulent-universitetet

Det sidste nummer af FORSKERforum (nr. 203, april 2007, s. 19) indeholder en glimrende artikel - "Tenure: den frie intellektuelle" - som påpeger den nødvendige forbindelse mellem (a) universiteterne som funktioneller baser for opbyggelige ting som solidarisk samfundsiagttagelse og uafhængig, upartisk videnskabelig rådgivning i den politiske proces, også helt nødvendig for social fornyelse, og (b) et minimum af sikkerhed i ansættelsen - ideelt set tenure - for de universitetsansatte, der er forpligtet på en sådan opgave. Den danske "fastansættelse" er ikke så stærk og indeholder ikke de samme garantier som det amerikanske tenure-system, men er dog bedre end det konsulent- og projekt-universitet, vi er på vej ind i: Lyt her til en af stemmerne fra de ph.d.-studerendede ved de humanistiske og samfundsvidenskabelige hovedområder:
"Herude har vi haft debatten på gangene og i kaffekøen i kantinen i forlængelse af en række møder, som vores nye institutleder indkaldte til. Baggrunden for disse møder var, at vi i stigende grad skal forsøge at finansere forskningen vha eksterne midler. Det vil sige væk fra fastansættelse og hen imod projektansættelser, som jo i langt højere grad vil være styret "udefra" og "oppefra". Jeg tror ikke, at mange herude er uenige med det, I [Humanistisk Forum (red.)] skriver i dagens Information, men holdningen fra ledelsen har været noget i stil med "vi kan lige så godt forsøge at få del i midlerne udefra, når vores egne midler er så begrænsede". Blandt ph.d.erne har det selvfølgelig skabt en del uro, at det ser ud til at de faste stillinger ligeså stille forsvinder efterhånden som lektorerne går på pension."

3 kommentarer:

nai sagde ...

Jeg tror alle der kender til universiteterne er enige om at der er behov for, ikke nødvendigvis sikrere, men i hvert fald klarere ansættelsesforhold, men forskerne er klar over kriterierne for deres ansættelse og har en sikkerhed som gør at de kan planlægge deres liv som minimum et par år frem. Får man ikke disse ansættelsesforhold står universiteterne tilbage med dem som 1) ikke havde andre muligheder 2) har ganske andre præferencer i livet end den almindelige men veluddannede befolkning (som faktisk ønsker karriere, indkomst, prestige osv.)
Men jeg er simpelthen ude af stand til at forstå hvorfor universiteterne skal være en funktionel base for solidarisk samfundsiagttagelse og social fornyelse.
Er jeg bare gammel og konservativ når jeg troede at universiteternes formål var at skabe viden og formidle denne viden? Måske er det den underlige smag af marxistisk kaudervælsk som kommer i vejen, men jeg kan altså ikke forstå det.
Hvis man nu tager fx litteraturvidenskaben som en gang var mit felt. Her var formålet efter min bedste overbevisning at læse vigtigt bøger og skabe en viden om tolkningsmulighederne, som gav senere læsere mulighed for mere kvalificeret fortolkning af teksterne. Der findes naturligvis forskellige skoler med forskelligt ideologisk indhold, men det som binder dem alle sammen er vel at bedriver videnskab og formidler viden.
Skulle man i stedet beskæftige sig med "solidarisk samfundsiagttagelse", så smutter alt der der hedder videnskab til fordel for et politisk program, og så er universiteterne da for alvor blevet et fattigt sted, uanset om man sympatiserer med dette program eller ej.

/Nicolai

Sune Auken sagde ...

Jeg er ret sikker på, at I i praksis ikke er ret langt fra hinanden. Claus' formulering kunne have været bredere, men hvis man skal have det hele med hver gang, ville ens sprog slå knuder. Jeg deler helt Nicolais beskrivelse af det felt, vi i et vist omfang deler, men jeg ser ikke modsætningen til Claus´ synspunkter. Jeg forstår ikke, at Nicolai synes, det virker marxistisk. Jeg synes, det gør alt andet, og at det ligger fint i tråd med mit tidligere formulerede forskningspolitiske credo, der netop erklærede sig som borgerligt og i modsætning til en revolutionær unversitetsforståelse.

Tingene hænger sammen: Jeg synes, den videnskabelige læsning af skønlitteraturen har alle de træk, Nicolai beskriver, og jeg synes, at den binder sig helt naturligt sammen med Claus' program, fordi den giver rum og stemme til alt muligt andet end den banale vidensinstrumentalisering og den indskrænkede forståelse af samfundet og mennesket, den er udtryk for.

Nicolai, kig dig omkring, du er blandt venner. Universitetets formål er "at skabe viden og at formidle denne viden", og det er netop i denne rolle, det kan spille den rolle, Claus opridser, bedst.

Claus Emmeche sagde ...

Jeg kan supplere Sunes præcise svar med at understrege, at jeg går ind for at universiteter som kerneværdier har, at deres “forskning er fri af økonomiske, ideologiske og politiske særinteresser. Forskningen udvider grænserne for erkendelse og udfordrer vante forestillinger”, og desuden, at universitetets “er en ansvarlig og kritisk deltager i samfundsdebatten” (som fx KU har formuleret det i sit værdigrundlag).