Studenterevalueringer på nettet: Kokkehue-points

Indlæg bragt i Universitetsavisen (Københavns Universitet)

En af de foreslåede ændringer af universitetsloven går ud på at de studerendes evalueringer af undervisningen fremover skal lægges ud på internettet. Dette tiltag hævdes at være et led i informationen til offentligheden om hvordan det står til med kvaliteten af universiteternes arbejde – og et bidrag til vejledningen af nye studerende om hvor de kan finde god undervisning.
De studerendes evalueringer af undervisningen er blevet sammenlignet med smiley-ordningen, bl.a. af videnskabsminister Helge Sander i Information 14. feb. – altså de smileys som fødevarekontrollen bruger til karaktergivning af restauranters og madbutikkers evne til at overholde loven og holde hygiejnen i orden. Men den sammenligning er helt misvisende. Skal de studerendes evaluering af undervisningen ikke snarere sammenlignes med de kokkehuer som aviserne uddeler til restauranterne?
Huerne fortæller om den umiddelbart oplevede kvalitet – om maden smager godt og for alt i verden ikke er kedelig, om den kommer i en behagelig rækkefølge og om serviceringen i det hele taget er i top.

Studenterhuer
Bevares, jeg har selv haft fornøjelsen af at modtage et pænt antal - skal vi kalde dem studenterhuer? - og selvfølgelig bliver man glad for dem, ellers skulle man da være et skarn. Og selvfølgelig lægger mange studerende et stort arbejde i at give grundig og relevant respons.
De studerendes umiddelbare reaktioner i evalueringer er ét lille input til kvalitetssikring af undervisningen, men gennem eksponering på internettet hæves de til en betydning der er helt ude af proportioner.
For nu at blive i metaforen: Lige som kokkehuerne intet fortæller om madens næringsværdi, må man som underviser spørge sig om studenterhuerne faktisk er den bedste målestok for det væsentligste: Soliditeten af den læring og faglige udvikling der er foregået. Den viser sig nemlig ofte først over væsentligt længere tid. Lige som man sikkert godt kan få flere kokkehuer af at bruge mere piskefløde i saucen, kan man også godt få flere studenterhuer af at skrue op for servicen. Ingen af delene er nødvendigvis sunde og rigtige i et større perspektiv.
Gourmander kan godt se forskel på det friske og det fordærvede, men de kan ikke tælle vitaminer og ikke uddele smileys, det skal der eksperter til – bromatologer og mikrobiologer og bioanalytikere. På samme måde er det med vurdering af undervisning og læring: Der skal fagfolk til.


Faglig kvalitetssikring
Undervisningsvurdering kræver tilstedeværelsen af fagligt og kollegialt gode miljøer der har ressourcer til systematisk evaluering og udvikling af undervisningens form og indhold – gerne med inddragelse af censorer og andre konstruktive kritikere. Videnskabelige artikler vurderes gennem peer-reviews – altså velansete fagfællers nøje granskning og efterprøvning af data og argumenter i skriftligt arbejde. Kunne undervisning ikke have gavn af noget lignende?
I klummen ’Politikerpennen’ i seneste nummer af Universitetsavisen (16. feb.) åbner formanden for Folketingets Videnskabsudvalg Hanne Severinsen for at andre løsninger end studenterevalueringer på nettet måske kunne bruges – og tak for det! Mit forslag er: Byg på at man som universitetsansat er drevet af faglig begejstring – mere kontrol og mistænkeliggørelse er ødelæggende. Lad være med at tage os for givne.
Når studenterevalueringer fremhæves som kvalitetsmålestok er det udtryk for tendensen til at gøre de studerende til kunder i universitetsbutikken – og kunden har jo som bekendt altid ret – og den tilsvarende tendens til at gøre underviserne til servicemedarbejdere. Denne markedsmodel gør studerende og undervisere til modparter i en handel med serviceydelser, i stedet for at man betragter universitetet som vores fælles arbejdsplads hvor vi har forskellige pligter og opgaver, og hvor resultaterne først og fremmest kommer af ens egen indsats og bidrag til samarbejdet. De studerende skal ikke lade sig spise af med mindre.