Først velkommen til hvæseren - en ny feature på bloggen. Vores maskot, og en lille sensitiv skabning, som - langt tidligere end travle videnskabsfolk, ph.d.’ere, bureaukrater, managers, og karriereræsere - fornemmer faretruende tensenser i forskningens og universiteternes verden. Skulle nogle læsere opfatte alle bidragydere som hvæsere, så tager vi det på os med stolthed.I en pressemeddelelse fra Forsknings- og innovationsstyrelsen af 14. marts 2007 med overskriften “750 millioner kroner til strategisk forskning i 2007” forlyder det at, vi citerer, “Det Strategiske Forskningsråd (DSF) udbyder 750 mio. kr. til nye strategiske forskningsprojekter”, og “Det Strategiske Forskningsråd er kommet godt fra start med udmøntningen af globaliseringsinitiativerne. Med de 750 mio. kr. bidrager rådet til at styrke et vigtigt område, og jeg er sikker på, at vi vil se mange spændende og banebrydende projekter, siger Helge Sander.” -- Her burde vi vel allesammen få armene op, men bloggens hvæser har jo den tunge rolle som spielverderber. Pressemeddelelsen fortsætter:
“Væsentlige samfundsmæssige udfordringer
Det Strategiske Forskningsråd har særlig fokus på at øge samspillet mellem den offentlige og den private forskning. Rådet prioriterer også forskeruddannelse som en integreret del af projekterne, siger DSF’s formand Peter Elvekjær.”
Hertil indvender hvæseren: Er det bare altid evigt herligt at øge samspillet mellem Videnskab og Kapital? (hvæseren benytter sig ofte af sproglige relikter fra ‘68). Nej, det kan faktisk medføre skævvridning af forskningen, og det er der endda empirisk evidens for. Som jeg skrev i går i en kommentar til rektor Ralf Hemmingsens tale om sit nye Tech-Trans kontor på KU (som han lancerede 13/3 på sin blog), viser amerikanske erfaringer fra biotek-forskning, at den såkaldte akademiske kapitalisme, som kendetegner den nye vidensøkonomi, medfører at den offentlige forskning i højere grad kommer til at afspejle den private forskning, som allerede foregår i industrien. Hvis ‘academic entrepreneurship’ får en for fremtrædende plads, vil frit defineret forskning, som kunne have været i en bredere offentligheds interesse, vige for et mere snævert fokus på kommercielle interesser. Rektor Ralf Hemmingsen er nok klar over problemet, og iværksætter (måske) en mere bredt orienteret Tech-Trans-indsats, men der mangler klare politikker, der kan medvirke til at dæmme op for faren for skævvridning. Se hele kommentaren her...
9 kommentarer:
Well.
Hvis alternativet er planstyring er kapitalisme klart at foretrække.
Eller I længes måske mod en dansk Lysenko-affære?
I øvrigt er der alt for meget politisk forskning i Danmark.
Alt hvad der hedder "xxxxx studier" (udskift xxxxx med din yndlingsoffer- eller undertrykkergruppe) er rent normativ politiseren og burde straks afskæres fra alle midler betalt af skatteyderne.
Kapitalisme er langt, langt bedre for forskningen end nogen form for politisk styring - hvadenten den kommer indefra eller udefra.
Jeres blog har været god til at kritisere den styring, der kommer udefra, men I har en blind plet hvad politisk styring indefra angår (hint: den kaldes værdier).
Hvis I skulle have lyst, kan vi godt tage en længere diskussion om forskellige typer af orden og videnskab.
Jeg kan anbefale Michael Polanyi. "Two Kinds of Order" og hans bog "Science, Faith, and Society."
Kommentaren skal vist ikke tages for gravalvorligt. Men man kunne dog spørge Lennart Kiil, om der ikke kan tænkes andre muligheder end de to, "planstyring" (som desværre øges med Sanders forslag til ny universitetslov, som bla. indebærer at han kan pålægge universiteter bestemte forskningsopgaver) og "kapitalisme"? Kunne man forestille sig en liberal, uafhængig pluralisme i forskningspolitikken? Og skal dit indlæg forstås sådan, at den normative politisering er resultat af statsstyring?
Jeg er enig i, at Sanders nye lov øger "planstyring," og det er noget, jeg har skrevet om og kritiseret forskellige steder.
Helt fundamentalt kan opdagelser ikke planlægges.
Nej, normativiteten er netop ikke nødvendigvis en funktion af statsstyring. Staten har dog altid (per definition) politiske interesser.
Der findes på universitet selv rigeligt med interesser. Værdier kaldes de der.
Den enste værdi en forsker bør have i sit virke er at søge sandheden.
En liberal, pluralistisk forskningpolitik følger, hvis man tager Popper og Polanyi seriøst.
Markedet for ideer skal være frit.
Jeg tilslutter mig både Popper og Polanyi, men metaforen med "marked" er i denne sammenhæng misvisende og kan let lede på afveje. Det følger af elementær økonomisk teori, at grundviden ikke kan produceres på markedsvilkår i bogstavelig forstand, altså af private virksomheder med vareudveksling, prismekanismer og regulering af produktionen via udbud og efterspørgsel. Hvis der ikke kan sikres patentrettigheder, kan der ikke tjenes penge til aktionærerne, og så vil private firmaer ikke investere i det. Hvis private virksomheder skal tjene penge på forskning, vil de naturligt søge at sikre rettigheder til udnyttelse af forskningsresultater for sig selv. Omvendt, hvis det ikke kan lade sig gøre, vil de ikke investere i det.
Det er også grunden til, at erhvervslivet i dag, i de vidensintensive sektorer, er så ivrige efter at skatteyderne skal være med at betale grundlæggende, strategisk forskning, som man håber senere kan udnyttes erhvervsmæsigt, og for at være med til styre offentlig forskning ved at komme med ved bordet, fx i bestyrelser i universiteterne.
Ja, der findes økonomiske teorier, der holder at et frit marked vil optimere hen mod nul innovation.
Det andet du taler om, er vel blot en form for konkurrenceforvridning, hvor udvalgte virksomheder statsstøttes.
Jeg har skrevet lidt om det her:
http://zensci.dk/blog/lennart-kiil/viden-i-en-kreativ-kultur
I øvrigt er "grundlæggende strategisk" i mine øjne næsten et oxymoron
Opfattelsen, at grundvidenskabelig viden som et kollektivt gode ikke vil kunne produceres på markedsvilkår er ikke bare noget "der findes", det er den dominerende og almindeligt anerkendte opfattelse blandt økonomer og andre, der har indsigt. Mest anvendte lærebogseksempler på kollektive goder er vist nok fyrtårne, men grundvidenskabelig viden er et andet klart eksempel.
Dertil kommer, at sikring af den åbne adgang til forskningsresultater i høj er funktionel, både af hensyn til spredning og videre udnyttelse af resultaterne, men også og ikke mindst af hensyn til mulighederne for kritisk efterprøvning og af resultaterne - altså ud fra målet om at producere ny sand viden. Omvendt vil det være diskfunktionelt, hvis det privatiseres, så der bliver økonomisk interesse i at begrænse adgangen. Bedst beskrevet er dette i videnskabssociologien, især Robert Merton, der formulerede principperne om "organized scepticism" og "communism" som vigtige elementer i moderne videnskabers etos (CUDOS-normerne). Helt i tråd med Popper. Se iøvrigt også økonomen Joseph Stiglitz's kommentar i dagens Politiken om "Monopol. Patenter gør verden fattigere".
Videnskaber der kan overholde Robert K. Mertons sæt af normer bør vel støttes af samfundet.
Det vil sige naturvidenskaberne.
En distinktion også Karl Mannheim arbejdede med.
Karl Popper kaldte det demarkation
Selv Thomas Kuhn indrømmede senere at forskere i naturvidenskab var effektivt isolerede overfor politiske interesser.
Naturligvis har der siden Thomas Kuhn været stor aktivitet i den lejr der vil forsøge at fjerne enhver distinktion.
Hvorfor mon?
Og hvorfor forstår disse senmoderne amatøragtige sociologer ikke at deres eget arbejde må underlægges tilsvarende kriterier?
Det symmetriske princip, hvad?
Hele den sociologiske vending er endt i en absurd antividenskabelighed, hvoraf toppunktet i Danmark ses, når Videnskabernes Selskab inviterer den ID forsvarende sociolog Steve Fuller.
OK. I det mindste tager han konsekvensen af sin epistemologi.
Naturvidenskabelig forskning bidrager med meget til samfundet, så det er rimeligt samfundet investerer i grundforskning inden for naturvidenskaberne. Der er simpelthen tale om en god forretning.
Men hvorfor skal undergravende studier som "kønsstudier" og "europastudier" etc etc støttes?
Det akademiske miljø på mange af universitetets ikke naturvidenskabelige afdelinger er indavlet og præget af politisk konsensus tænkning.
Det så man blandt andet i H. Nyborg sagen.
Hvor man efterfølgende talte om at hans resultater ikke var i overensstemmelse med afdelingens "værdier."
Det vil sige resultatet var ikke som det "burde" være.
Men forskning handler altså om at følge sandheden, også når den leder bort fra det vi gerne ville have den skulle være.
Folk gennemskuer sagtens den slags. Folk er ikke dumme. De ved godt hvorfor Nyborg blev behandlet så dårligt. De ved godt at man ikke længere kan tage universitetet seriøst.
Som sagt, universitetet har lige så mange problemer med politisk styring indefra som udenfra.
Så længe der ikke bliver luftet grundigt ud kan jeg ikke tage den megen snak om truslen "politisk styring" udenfra alt for seriøst.
Rektor Ralf Hemmingsen har svaret på min kommentar om akademisk kapitalisme og Tech Trans på sin blog, læs svaret her: http://blogs.ku.dk/lykkeogralf/?p=309
Mange tak for grundigt svar!
Send en kommentar