Kommercialisering

KU har ansat en ny universitetsdirektør, Jørgen Honoré. Ankommet fra DTU skal han nu overbevise de ansatte på alle fakulteter om at han er direktør for hele universitetet, og ikke kun for de afdelinger, hvis forskning er mest beslægtet med DTU's. I den nye (15.03.2007) udgave af det elektroniske nyhedsbrev KUreren (kureren.ku.dk) serverer Honoré derfor det ene guldkorn efter det andet. I artiklen “Forskning, formidling - og forretning”, skrevet af Lene Düwel, omtales en ny afdeling med navnet Innovations- og Forskerservice, som skal “hjælpe forskere på KU med at få succes med de store fondsansøgninger – og med at tjene penge på deres forskning.” (Nu er det vel det offentlige, som forventes at tjene på forskningen, og ikke de enkelte forskere?) Her er et par smagsprøver på den visionære direktørs tankegang:

“Tingene hænger jo sammen. Det kan være svært at adskille, hvornår forskningen bliver så relevant, at den bliver til et innovationsprojekt.”

Aha. “Forskning”, “relevans” og “innovation” er åbenbart tre trinbræt på samme linie hvis endestation er industrien? Hvis han var blevet direktør for Teknologisk Institut ville udtalelsen nok ikke være helt gal.

[Lene Düwel:] “Universitetsdirektøren har ingen forventninger om, at alle forskere har fokus på innovationspotentialet i deres forskning med det samme:” [min fremhævning, CE]
[Honoré:] “Vi begynder der, hvor forskerne i forvejen er tæt på erhvervslivet. Og derefter vil det brede sig som ringe i vandet, når kolleger ser, hvordan man gør. Så det er en læringsproces, der naturligt vil tage nogle år. Og efter dette læringsforløb, vil vi naturligvis konstatere, at der stadig er forskningsmiljøer, der ikke har nogle kontrakter med erhvervslivet, og det kan der jo være gode grunde til. Så det er ikke sådan, at alle mand skal have sin kontrakt med erhvervslivet,” forklarer han.

Aha. Hvordan skal de universitetsansatte forstå udtalelsen? Tolkning af ledernes udtalelser og tankegang er jo blevet en meget vigtig akademisk disciplin på universiteterne, hvor det at kunne krybe ind i hjernen på en universitetsdirektør eller en rektor virkelig kan få stor betydning for ens fremtidige CV. En tolkning er nærliggende: Om få år bliver det ifølge universitetsdirektøren sådan, at forskere vil blive bedt om at forklare sig om grundene til at de endnu ikke har kontrakter med erhvervslivet! Her tæller så kun gode undskyldninger. Og man kan spekulere på om det er en god nok grund - eller undskyldning - at man er ansat på et universitet, der bedriver grundforskning.
I 1985 skrev de amerikanske biologer R.C. Lewontin og R. Levins i artiklen The Commoditization of Science: “For forskerne er de eksterne midler blevet en nødvendighed. Og forholdet mellem den eksterne bevilling og forskningen har gradvist ændret sig: Hvor bevillingen for videnskabens entreprenører engang var et middel til at kunne forske, bliver forskningen nu et middel til at opnå midler.”
Den akademiske kapitalisme er ikke et helt nyt fænomen. Det nye, set fra en dansk vinkel, er dens øgede synlighed og indtrængen på steder, der blot så ud til at bedrive statsfinancieret grundforskning, og hvor det var legitimt for forskere at se deres aktiviteter som blot drevet af lysten til at blive klogere på mennesket, samfundet og naturen, og underkaste dogmer og fordomme kritiske undersøgelser.