Jeg hørte i dag en fantastisk spændende udsendelse på P1 kl. 17:10 (produceret af Karen Hjulmand) om en ny bog, Håbets Teknologi. En større, tværfaglig gruppe forskere har med udgangspunkt i stamcelleforskningen forsøgt at afdække, hvad selve materialet i en forskningsmæssig succes består af. Bogens titel er velvalgt, for ikke alene knyttes der store forventninger til hvilke alvorlige sygdomme stamcelleforskningen vil kunne bidrage til at bekæmpe, det viser sig samtidigt, at en forudsætning for forskningens succes i høj grad er de forventninger, som samfundet nærer til den. Medvirkende var én af bogens redaktører, professor Lene Koch fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved KU. (Her er et - sikkert meget flygtigt - link til udsendelsen).
Den forskning bogen fremlægger er interessant, både fordi den udvider vores opfattelse af den medicinsk-naturvidenskabeligt orienterede forsknings drivkræfter generelt, men også fordi den provokerer visse fordomme om samfundsvidenskabelig forskning. Det vises gennem det arbejde bogen formidler, at STS (Science and Technology Studies) er et nyttigt værktøj til at opnå nye indsigter i forskningens drivkræfter. STS i praksis er meget langt fra den konstruktion, som feltets mere ideologisk interesserede kritikere stadigt fremfører imod 'socialkonstruktivisme' og 'politisk korrekthed' o.l. - STS som en samfundsvidenskabelig forskning, der er alt andet end moraliserende eller fordækt "politisk korrekt".
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Interessant indlæg - og spændende at høre, at STS (også) anvendes i sådan en sammenhæng. Jeg blev lidt nysgerrig angående indlæggets afslutning:
"STS i praksis er meget langt fra den konstruktion, som feltets mere ideologisk interesserede kritikere stadigt fremfører imod 'socialkonstruktivisme' og 'politisk korrekthed' o.l. - STS som en samfundsvidenskabelig forskning, der er alt andet end moraliserende eller fordækt "politisk korrekt".
Hvem er er disse 'feltets ideologisk interesserede kritikere'? Det lyder nærmest som om du mener, at der findes en eller anden sammensværgelse mod STS i samfundsvidenskabelig forskning? Mit indtryk er ellers, at STS (og det teoretiske gods denne 'retning' bygger på) vinder mere og mere indpas rumt omkring i netop disse miljøer...
Jeg er forbruger, ikke producent af STS, og som ikke-ekspert ved ikke om det generelt vinder indpas. Der er publiceret mange interessante studier af videnskab og teknologi og jeg synes de bedste dele af STS-feltet aftvinger respekt. Det gjorde derfor indtryk på mig at se, at folk som forsker indenfor denne ramme, fortsat finder den misforståelse udbredt at STS er lig med ubrugelig socialkonstruktivisme - se fx interviews i nyhedsbrevet Hugin og Munin med Brit Ross Winthereik - her:
http://www.nbi.dk/%7Enatphil/hugin-og-munin/218.htm#stafet%201
- og Maja Horst - her:
http://www.nbi.dk/%7Enatphil/hugin-og-munin/220.htm#stafet%201
Det er min fornemmelse, at en del af de, som kan huske Sokal-affæren og gjorde sig morsom overfor postmodernistiske indslag i tænkningen, generelt er skeptiske mht. om samfundsvidenskab overhovedet er videnskab eller man mener, samfundsvidenskab ikke er forpligtet på at bidrage til samfundsdebatten med kritiske perspektiver. Sokal-affæren var vældig underholdende, men var også en del af en lidet frugtbar “science wars” mellem forskellige dele af det intellektuelle landskab i USA. Lad os ikke genopføre den her.
Send en kommentar