De tre små ord

Enhver, som har levet i et længerevarende parforhold med den offentlige debat, ved, at de tre små ord, som betyder alt, ikke er, "jeg elsker dig!", men "Hvad sagde jeg!"

Jeg skrev i 2002 (Weekendavisen 29. november) nedenstående om de planlagte forandringer i universitetsloven, som vi nu ser effekterne af. Er der nogen, der kan genkende noget?

Vi risikererstyring af holdninger

DET er befriende, at Weekendavisens leder skribent omtaler den nye universitetsreform som en afskaffelse af universitetsdemokratiet. Når man gennem længere tid har måttet leve med videnskabsministerens New Speak om emnet, hvor det, at der indsættes en stærk eksternt domineret ledelse til at styre universiteterne omtales som »selvstyre«, gør det godt, at en tilhænger af reformen endelig kalder en spade for en spade. Til gengæld er det mildt bekymrende, at Henrik Wivels argumenter mod universitetsdemokratiet lidt vel let vil kunne overføres på demokratiet som sådan, og det er decideret ærgerligt, at det blokerer for en fornuftig debat om emnet. Dermed ligner han alligevel på uheldig måde videnskabsministeren.

Reformen er blevet til i en dialog, som viste sig ikke at være en dialog, for så vidt som den ene part, ministeren, ikke på noget punkt af betydning lod sit synspunkt påvirke af, hvad han hørte, selv ikke når hans diskussionspartner strakte sig langt. Men uanset, at man kan kritisere forløbet, så må vi nu stoppe op og overveje, hvad universitetet overhovedet er, og hvad det er for en rolle, det skal udfylde i samfundet. Dette spørgsmål er så meget des mere påtrængende, fordi det i diskussionen i alt for vidt omfang er blevet opfattet som et spørgsmål om erhvervsrettethed. Det er for reduceret, og vi risikerer at gøre skade ikke bare på universiteterne, men også på deres mulighed for at udfylde deres nødvendige plads i samfundet, hvis vi ikke tænker situationen igennem på et mindre indskrænket grundlag. Det er udmærket, hvis universiteterne kan bidrage til samfundsøkonomien, de gør det i høj grad allerede, og det er godt, hvis deres bidrag kan blive større, men det er ikke deres grundlæggende funktion. Universiteterne er samfundets højeste videninstans, og det er af vital interesse for samfundet, at de har denne funktion. Universitetet skal for det første levere den uafhængige ekspertise, der kan give et kvalificeret fagligt underbygget svar til antagelser i det politiske og offentlige rum uden hensyntagen til andet end sagen selv. For universitetet skal for det andet være forpligtet på at opsøge ny viden, selv når den ikke har samfundets umiddelbare bevågenhed. Vi har jo aldrig adgang til al relevant information, og vi ved ofte ikke engang, hvad det er, vi ikke ved. Universitetets opgave er så vidt muligt at grave denne viden frem. Det kan kun ske, hvis man kan koncentrere sig om sagen selv, kan bedrive grundforskning uden hensyntagen til den umiddelbare samfundsmæssige anvendelse af den. Universiteterne skal for det tredje opstille en refleksion over sammenhænge, brudflader og strukturer i samfundet, der tillader samfundet og dets enkelte borgere at forstå sig selv og deres verden i større bredde og i mere komplekse mønstre, end de dominerende ideologiske og politiske horisonter tillader. Disse funktioner, som langt mere end værdiforøgelsen er betingelsen for universitetets samfundsmæssige legitimitet og nødvendighed, kan universitetet kun udføre, hvis det grundlæggende tillades den enkelte forsker at arbejde frit og i den retning, hans eget arbejde fører ham, uden at skulle please denne eller hin ledelsesinstans. En væsentlig del af pointen med den demokratiske ledelsesstruktur på universitetet var netop at sikre, at forskerne selv havde det afgørende ord at skulle have sagt om de vilkår, de var underlagt, og at sikre, at der kun i begrænset omfang skete styrende indgreb fra en ledelse, der er fjernt fra forskningens egne problemer og dermed mangler den nødvendige forståelse for, hvad der er relevant og irrelevant på et forskningsfelt. Dette peger på den helt centrale fare, som lurer på den nye ledelse. Strukturen sikrer måske en handlekraftig og stærk ledelse, men netop det har sine egne problemer. Handlekraft er ikke nødvendigvis et gode. En ledelse, der radikalt har magten over sine undergivne, står i fare for at blive magtfuldkommen og for at gennemføre sine ideer uden at ville gå i dialog. Hvad værre er: som ledelsesreformen ser ud nu, kan ledelsen ramme eller lukke munden på interne kritikere såvel som bærere af budskaber, bestyrelsen (erhvervslivet?) ikke vil have ud. Ligeledes kan den fjerne eller omdefinere hele forskningsfelter uden at behøve orientere sig efter den fagkundskab, som er på området. Konsekvensen af begge dele kan blive dramatisk. Det sidste, samfundet har gavn af, er, at dets højeste videninstans underlægges en holdningsstyring fra en ledelse, der vil fremme bestemte interesser. Det er ikke givet, at det sker. Vi må håbe og bede til, at vi får en ledelse, som kender sin plads og sin funktion, og som også forstår at vise tilbageholdenhed på de områder, hvor det er påkrævet. Men risikoen for, at det går anderledes, er stærkt forøget med ledelsesreformen, for nu er de formelle muligheder til stede. Dermed har regeringen og Socialdemokratiet åbnet mulighed for, at samfundet tager skade på sin højeste videninstans. Den har gjort samfundets uafhængige intelligens afhængig. Det er ikke ufarligt og det havde klædt Henrik Wivel at indrømme denne fare.