I går den 29. marts kunne man i Politiken læse en kronik skrevet af syv offentlige ledere (inkl. et par universitetsansatte bosser) og en enkelt privat - som bad om tilgivelse for deres ungdoms vildfarelse: at resultatkontrakter som styringsredskab i det offentlige aldrig ville vokse sig til det vilde bureakratiske krat, vi ser i dag. En nærliggende association her er universiteternes udviklingskontrakter, men er det retfærdigt? Svært at sige. Men mens skaberne af "columbusægget" erkender deres fejl, vokser det fuldt udklækkede fuldmægtigvælde sig stadig større. Kan kontrollanterne kontrolleres?
I dag, 30/3 i Information, serveres historien om Helge Sanders hemmeligholdelse af ministeriernes høringssvar til universitetslovsrevisionen. Den historie har Curt Hansen bemærket, ligesom han har set sig nødsaget til at grundlægge Sanderologien som en ny tværfaglig disciplin. Bør kommunikationsrådgivning til Sander ikke indgå som myndighedsopgave for universiteterne?
fredag den 30. marts 2007
torsdag den 29. marts 2007
Universitetslovsrevision in progress
Fredag den 30. marts 2007 er der i Folketinget (se her) 1. behandling af lovforslag nr. L 179, "Forslag til lov om ændring af universitetsloven. (Vejledning af studerende og afleveringsfrist for speciale)." ... det er en del af den samlede lovrevision, som p.t. pågår.
Og så er der denneher (se www.folketinget.dk og søg under "Universitetsloven"):
Og så er der denneher (se www.folketinget.dk og søg under "Universitetsloven"):
"L 112 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af universitetsloven og lov om forskningsrådgivning m.v. (Konsekvensændringer som følge af oprettelse af Akkrediteringsinstitutionen)." "Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. marts 2007";
2. § 3, stk. 2, affattes således:Nogen synspunkter?
»Stk. 2. Hvis en eksisterende uddannelse på et universitet ikke godkendes eller godkendelsen bortfalder, jf. § 10 i lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser, kan det pågældende universitet ikke optage studerende på uddannelsen. Ministeren fastsætter en plan for, hvordan allerede optagne studerende på uddannelser nævnt i 1. pkt. kan færdiggøre deres uddannelsesforløb. Ministeren kan i den forbindelse pålægge andre universiteter at optage disse studerende eller at overtage ansvaret for uddannelsesforløbet på det pågældende universitet.«
Breaking the Spell
Offentlig forelæsning med Daniel Dennett. Se nærmere på http://klemenskappelsblog.blogspot.com/2007/03/offentlig-forelsning-med-daniel-dennett.html
tirsdag den 27. marts 2007
Seminar: Videnskab mellem tro og politik
Fredag d. 20. april
KUA, lokale 27.0.09
11.15 – 12.00 Lars Binderup: Tro, viden og epistemisk relativisme
Den videnskabelige videns indflydelse i liberale demokratier er kontroversiel på mindst to måder: For det første kan mindre uenigheder inden for det videnskabelige kollektiv på særligt politisk følsomme områder udnyttes politisk og gøre videnskaben til en brik i et uheldigt politisk spil. Men en anden problemstilling rejser sig, når grupperinger forkaster videnskabens autoritet som sådan og stiller krav om, at deres ’alternative form for viden’ respekteres politisk på lige fod med den ’etablerede videnskab’. Oplægget vil se på filosofiske – og politiske – strategier for svar til en epistemisk relativist, der hævder, at vi ikke kan begrunde den ’videnskabelige rationalitet’ uden at ende i en begrundelsescirkel.
12.00 – 12.45 Klemens Kappel: Liberal neutralitet og videnskabens priviligerede rolle
En vigtig normativ antagelse i det liberale demokrati er, at den liberale stat forholder sig neutral i en række religiøse og værdimæssige spørgsmål. Imidlertid har den liberale stat traditionelt tildelt videnskab en særstatus, og har netop ikke været neutral i uenigheder mellem etablerede videnskabelige opfattelser og ’alternative’ synspunkter, der afviser traditionelle videnskabelige tilgange til verden. Det til trods for, at positive og negative holdninger til videnskab undertiden kan minde om værdimæssige eller religiøse uenigheder. I mit oplæg vil jeg karakterisere dette problem, og diskutere, hvordan tilhængere af liberale demokratier kan forsvare at tildele videnskab en særlig priviligeret rolle.
12.45 – 13.30 Frokost
13.30 – 14.15 Claus Emmeche: Både viden og tro. Om politik, positivisme og postnormal videnskab
Viden og tro kan opfattes som dele af samme flerdimensionale erkendelsesmæssige spektrum, hvor viden(skabelighed) er en metode til at opnå en særlig form for tro, og en sådan tro indebærer refleksiv viden om sine egne grænser. I dag er den positivistiske opfattelse af viden overskredet som epistemologi, mens den på det politiske plan lever videre i form af "det positivistiske etos”. På områder som klimaforskning, stamcelleforskning eller bioteknologi kan det i konflikter være svært at se klare skel mellem politisk og videnskabelig overbevisning, bl.a. fordi videnskaben ikke fremstår entydigt som autoritet, men som parthaver i sager og arena for kampe, der såvel er politiske som videnskabelige. Dette er en udfordring for såvel demokratiet som for samfunds- og videnskabsteorien.
14.15 – 14.30 Kaffe
14.30 – 15.15 Jens Morten Hansen: Hellere lille og sikker end stor og usikker?
Væsentlige dele af 1900-tallets naturvidenskab er præget af konflikter mellem 'små sikre' – positivistiske - og 'store usikre' - perspektiverende - teorier, hvor langtidsholdbarheden af de samlede resultater viser, at begge tilgange er nødvendige. Klimaforskningen, Lomborg-sagen, Lauge Kock-sagen i 1930'erne og en række tidligere konflikter mellem især naturhistorikere og matematisk funderede naturforskere afspejler en række troslignende argumenter, der minder om diskussionerne i de forudgående århundreder mellem naturvidenskaben og teologien. Med udgangspunkt i en sammenligning af 'Danmarks Natur' (udgivet i 1970) og 'Naturen i Danmark' (under udgivelse) gennemgås eksempler fra naturhistorien på, hvordan begreberne 'tro' og 'viden' også giver mening i naturvidenskabelig sammenhæng.
15.15 – 16.00 Afsluttende diskussion
Tilmelding ikke nødvendig.
Kontakt: eva.agnete.krzeminski@sociology.ku.dk
Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (Københavns Universitet), Satsningsområdet i teoretisk filosofi, Dansk Epistemologi Netværk
KUA, lokale 27.0.09
11.15 – 12.00 Lars Binderup: Tro, viden og epistemisk relativisme
Den videnskabelige videns indflydelse i liberale demokratier er kontroversiel på mindst to måder: For det første kan mindre uenigheder inden for det videnskabelige kollektiv på særligt politisk følsomme områder udnyttes politisk og gøre videnskaben til en brik i et uheldigt politisk spil. Men en anden problemstilling rejser sig, når grupperinger forkaster videnskabens autoritet som sådan og stiller krav om, at deres ’alternative form for viden’ respekteres politisk på lige fod med den ’etablerede videnskab’. Oplægget vil se på filosofiske – og politiske – strategier for svar til en epistemisk relativist, der hævder, at vi ikke kan begrunde den ’videnskabelige rationalitet’ uden at ende i en begrundelsescirkel.
12.00 – 12.45 Klemens Kappel: Liberal neutralitet og videnskabens priviligerede rolle
En vigtig normativ antagelse i det liberale demokrati er, at den liberale stat forholder sig neutral i en række religiøse og værdimæssige spørgsmål. Imidlertid har den liberale stat traditionelt tildelt videnskab en særstatus, og har netop ikke været neutral i uenigheder mellem etablerede videnskabelige opfattelser og ’alternative’ synspunkter, der afviser traditionelle videnskabelige tilgange til verden. Det til trods for, at positive og negative holdninger til videnskab undertiden kan minde om værdimæssige eller religiøse uenigheder. I mit oplæg vil jeg karakterisere dette problem, og diskutere, hvordan tilhængere af liberale demokratier kan forsvare at tildele videnskab en særlig priviligeret rolle.
12.45 – 13.30 Frokost
13.30 – 14.15 Claus Emmeche: Både viden og tro. Om politik, positivisme og postnormal videnskab
Viden og tro kan opfattes som dele af samme flerdimensionale erkendelsesmæssige spektrum, hvor viden(skabelighed) er en metode til at opnå en særlig form for tro, og en sådan tro indebærer refleksiv viden om sine egne grænser. I dag er den positivistiske opfattelse af viden overskredet som epistemologi, mens den på det politiske plan lever videre i form af "det positivistiske etos”. På områder som klimaforskning, stamcelleforskning eller bioteknologi kan det i konflikter være svært at se klare skel mellem politisk og videnskabelig overbevisning, bl.a. fordi videnskaben ikke fremstår entydigt som autoritet, men som parthaver i sager og arena for kampe, der såvel er politiske som videnskabelige. Dette er en udfordring for såvel demokratiet som for samfunds- og videnskabsteorien.
14.15 – 14.30 Kaffe
14.30 – 15.15 Jens Morten Hansen: Hellere lille og sikker end stor og usikker?
Væsentlige dele af 1900-tallets naturvidenskab er præget af konflikter mellem 'små sikre' – positivistiske - og 'store usikre' - perspektiverende - teorier, hvor langtidsholdbarheden af de samlede resultater viser, at begge tilgange er nødvendige. Klimaforskningen, Lomborg-sagen, Lauge Kock-sagen i 1930'erne og en række tidligere konflikter mellem især naturhistorikere og matematisk funderede naturforskere afspejler en række troslignende argumenter, der minder om diskussionerne i de forudgående århundreder mellem naturvidenskaben og teologien. Med udgangspunkt i en sammenligning af 'Danmarks Natur' (udgivet i 1970) og 'Naturen i Danmark' (under udgivelse) gennemgås eksempler fra naturhistorien på, hvordan begreberne 'tro' og 'viden' også giver mening i naturvidenskabelig sammenhæng.
15.15 – 16.00 Afsluttende diskussion
Tilmelding ikke nødvendig.
Kontakt: eva.agnete.krzeminski@sociology.ku.dk
Arrangør: Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (Københavns Universitet), Satsningsområdet i teoretisk filosofi, Dansk Epistemologi Netværk
INSTITUT FOR MEDIER , ERKENDELSE & FORMIDLING
KØBENHAVNS UNIVERSITET
KØBENHAVNS UNIVERSITET
søndag den 25. marts 2007
The Social Irresponsibility of Scientists
Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier inviterer til foredrag med
The future of the world depends upon scientists – men and women who are constantly striving to advance our knowledge. Yet most of them claim to bear no responsibility for the consequences of their work: as J. Robert Oppenheimer, the “father” of the bombs that destroyed Hiroshima and Nagasaki, used to say, physics has known sin, but let’s not confuse the actor and the instrument. Today, scientists play a variety of roles: as researchers, experts, strategists, diplomats, in the military and in trade, as industrialists or spies, even as traffickers or mercenaries; they are at home as advisors in government circles, military HQs and on boards of directors. Many are both warriors and missionaries for peace, defining a community in denial which questions whether there is still a place for socially responsible science or whether the courage of individual “dissidents” like Einstein, Bohr and Sakharov remains the only model for resisting the temptations and pressures from the military-industrial complex they nourish but also rely on.
Flere oplysninger om arrangementet fås på http://inespe.org/lectures/
Jean-Jacques Salomon:Abstract:
The Social Irresponsibility of Scientists
Tidspunkt: Torsdag den 29. marts, kl. 14.15 til 16.00
Sted: Auditorium A, Niels Bohr Institutet,
Blegdamsvej 17, 2100 København Ø
The future of the world depends upon scientists – men and women who are constantly striving to advance our knowledge. Yet most of them claim to bear no responsibility for the consequences of their work: as J. Robert Oppenheimer, the “father” of the bombs that destroyed Hiroshima and Nagasaki, used to say, physics has known sin, but let’s not confuse the actor and the instrument. Today, scientists play a variety of roles: as researchers, experts, strategists, diplomats, in the military and in trade, as industrialists or spies, even as traffickers or mercenaries; they are at home as advisors in government circles, military HQs and on boards of directors. Many are both warriors and missionaries for peace, defining a community in denial which questions whether there is still a place for socially responsible science or whether the courage of individual “dissidents” like Einstein, Bohr and Sakharov remains the only model for resisting the temptations and pressures from the military-industrial complex they nourish but also rely on.
Flere oplysninger om arrangementet fås på http://inespe.org/lectures/
Ytringsfrihed og tankefrihed
Modstand mod forskning kan tage mange former. Se http://klemenskappelsblog.blogspot.com/2007/03/ytringsfrihed-og-tankefrihed.html
Henvisningerne er til debatindlæg i Politiken, Berlingske, Jyllandsposten og andre steder, og de centrale skribenter er Lone Nørgaard, Lars Hedegaard, Michael Pihl og Ole Hyltoft. Her er en smagsprøve af Lars Hedegaard (Berlingske, 1.2.2007)
Henvisningerne er til debatindlæg i Politiken, Berlingske, Jyllandsposten og andre steder, og de centrale skribenter er Lone Nørgaard, Lars Hedegaard, Michael Pihl og Ole Hyltoft. Her er en smagsprøve af Lars Hedegaard (Berlingske, 1.2.2007)
Filosofi eller demokrati
Filosoffen Nils Holtug har fået syv millioner kr. til et nye center på Københavns Universitet, der bl.a. skal undersøge, hvordan ytringsfriheden bør afvejes over for respekten for religiøse følelser. Det forekommer at være aldeles overflødigt. Denne afvejning har ikke noget med forskning at gøre, men er et rent politisk anliggende og for længst foretaget i den danske grundlov, der ikke tillægger religiøse følelser ringeste vægt over for retten til frit at udtrykke sine synspunkter.
Vil man have denne tilstand ændret – og det er naturligvis en legitim demokratisk ret at nære et sådant ønske – er der tale om en politisk programudvikling, som hidtil ikke er faldet ind under forskningsrådenes kompetence.
Man giver jo heller ikke forskningsmidler til udarbejdelse af de politiske partiers programmer. Og da det kun er imamer og islamister, der har forlangt, at ytringsfriheden skal vige for deres sårede følelser, ville det være mere nærliggende at bede Abu Laban lave en liste over alt det, han vil have lavet om, for at han kan blive tilfreds med at opholde sig her i landet. Det vil blive en lang liste. Til gengæld tør Groft sagt næsten garantere, at han vil lave den uden beregning.
Derimod er der et oplagt behov for at kaste sig over to andre forskningsprojekter: 1) Hvad har krav om indskrænkninger af demokratiet med filosofi at gøre? 2) Hvordan er det lykkedes islamistiske kredse at skaffe sig så stor indflydelse over forskningsbevillingerne, at Nils Holtug kan få syv millioner til at bane en filosofisk vej for shariaen?
Men det får man nok ikke Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation til at sætte penge i.
Lars Hedegaard
lørdag den 24. marts 2007
Udkast til et forskningspolitisk credo
Nu har der nogle gange på bloggen været påtaler af den tendens, bloggen var skrevet ud fra. Det er derfor på tide, at der bliver gået til bekendelse. Hvad tror vi på forskningspolitisk? Det er ikke nok at forsage Sander og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hvis ikke vi er villige til selv at arbejde med at formulere - eller reformulere - alternativet, går kritikken ikke på to ben. Det følgende er et omrids af mit bud.
Et forskningspolitisk credo altså. Det må selvfølgelig blive tentativt, men derfor er det ikke mindre nødvendigt - også for at kritikken af os kan ramme os. Man kunne kalde det en art forskningspolitisk falsifikationisme: Hvis ikke man gør sig tydelig og kritiserbar (men NB ikke kritisabel!), bliver man umulig at diskutere med, hvad der straks straffer sig af ironiske bagveje, idet man vil blive ramt af uberettiget kritik, fordi kritikeren ikke kan se, hvad det er, han kritiserer. En passende straf for ikke at have formuleret sig præcist nok må vel være, at man ikke bliver kritiseret præcist nok.
For mit eget vedkommende lyder credoet således: Jeg tror på det borgerlige universitet,
Jeg tror på den universitære åndsfrihed som et umisteligt samfundsmæssigt gode, der blev forsvaret imod den revolutionære universitetsforståelses ensretning i halvfjerdserne, og jeg tror på forsvaret af denne åndsfrihed imod de angreb, nutidens enøjede universitetspolitik udsætter den for. Alle disse tre punkter må forstås i deres sammenhæng med hinanden.
En central uenighed i striden mellem den borgerlige og den revolutionære universitetsforståelse udsprang af deres forskellige syn på forholdet imellem menneske og samfund og en deraf følgende forskel i deres syn på universitetets funktion. For den revolutionære er det borgerlige samfund en undertrykkelsesmekanisme, der holder mennesket i et greb af ideologi, uvidenhed og falsk bevidsthed. Universitetet skal derfor angribe og nedbryde den falske bevidsthed med henblik på en fornyet forståelse af de objektive forhold i samfundet (altså undertrykkelsen) og en deraf følgende fundamental, revolutionær forandring af samfundet i mere menneskevenlig retning.
Det borgerlige universitet hævder i modstrid med dette, at det borgerlige samfund med alle sine bræk og brøst er menneskets rette omgivelser, at der altså fundamentalt er tale om et fællesskab og ikke om en undertrykkelsesstruktur. Det tror på en fundamental loyalitet imellem samfund og borgere, som kan være af meget forskellig karakter, men som har det grundlæggende træk, at samfundsmagten skal opfatte sig som forpligtet over for borgernes interesse, og at borgerne på deres side ikke må nedbryde samfundet for deres egne interessers skyld. Derfor bliver universitetet et led i samfundets interne balance. Det skal sikre, at samfundet har adgang til den bedst mulige forståelse af en række emner, der er relevante for samfundet og dets indbyggere, og det skal sikre, at der i loyalitet med samfundet kan rettes sagligt begrundet kritik af problemer i samfundet. Samtidig er det det borgerlige universitets kendetegn, at det bevarer og udvider samfundets base af viden og fortolkninger ud fra den betragtning, at ingen ved, hvad hvem har brug for at vide nu, og endnu mindre hvad hvem har brug for at vide imorgen. Havde man i 1970'ernes begyndelse fortalt os, at arabisk ville blive et centralt fag på universitetet i 2007, var man blevet grinet baglæns ud af auditoriet.
Det borgerlige universitets sejr over det revolutionære er et gode for både samfund, borgere og universitet. Det sikrer, at samfundet har adgang til en selvkritik, der er loyal over for det, og som det derfor trygt kan låne øren, idet kritikken sigter imod at forbedre samfundet, ikke imod at nedbryde det.
Problemet er imidlertid, at universitetets helt centrale samfundsmæssige funktion er blevet glemt. I stedet har vi fået en økonomisk kalkule, som sigter imod at universitetets arbejde skal omsættes til mest mulig samfundsmæssig nytte på andre og reducerede vilkår. Nytte defineres her som to ting: 1) Økonomisk fremgang, særligt for erhvervslivet 2) løsning af konkrete og af samfundet enten opstillede eller på forhånd legitimerede problemer. Dette sker ganske vist bag en række floskler om grundforskning og forskningsfrihed, men reduktionen bliver ikke mindre af den grund, for i den konkrete udmøntning af politikken trækkes der hele tiden imod erhverslivet, og der trækkes imod den anvendte forskning, mens grundforskningen - skønt den givet er universitetets vigtigste funktion - opfattes som det, der skal legitimere sig - og vel at mærke legitimere sig på vilkår, som ikke er dens egne.
Der er derfor brug for, at nogen fastholder og kæmper for, at både universitetet og samfundet lider skade, hvis ikke universitetet får lov at operere frit - i borgerlig loyalitet med samfundet og netop derfor kritisk over for samfundet. Dette må ske i en løbende kritisk stillingtagen til nye initiativer på området og med et konstant blik på konsekvenserne af allerede implementerede strukturer. Det må også ske med skarphed, ikke blot fordi der er meget at kritisere, men også fordi den bedøvende enighed imellem de største partier og ledelsesstrukturernes entydige magt over de ansatte nødvendiggør anvendelsen af den skarpe lud.
Et forskningspolitisk credo altså. Det må selvfølgelig blive tentativt, men derfor er det ikke mindre nødvendigt - også for at kritikken af os kan ramme os. Man kunne kalde det en art forskningspolitisk falsifikationisme: Hvis ikke man gør sig tydelig og kritiserbar (men NB ikke kritisabel!), bliver man umulig at diskutere med, hvad der straks straffer sig af ironiske bagveje, idet man vil blive ramt af uberettiget kritik, fordi kritikeren ikke kan se, hvad det er, han kritiserer. En passende straf for ikke at have formuleret sig præcist nok må vel være, at man ikke bliver kritiseret præcist nok.
For mit eget vedkommende lyder credoet således: Jeg tror på det borgerlige universitet,
Jeg tror på den universitære åndsfrihed som et umisteligt samfundsmæssigt gode, der blev forsvaret imod den revolutionære universitetsforståelses ensretning i halvfjerdserne, og jeg tror på forsvaret af denne åndsfrihed imod de angreb, nutidens enøjede universitetspolitik udsætter den for. Alle disse tre punkter må forstås i deres sammenhæng med hinanden.
En central uenighed i striden mellem den borgerlige og den revolutionære universitetsforståelse udsprang af deres forskellige syn på forholdet imellem menneske og samfund og en deraf følgende forskel i deres syn på universitetets funktion. For den revolutionære er det borgerlige samfund en undertrykkelsesmekanisme, der holder mennesket i et greb af ideologi, uvidenhed og falsk bevidsthed. Universitetet skal derfor angribe og nedbryde den falske bevidsthed med henblik på en fornyet forståelse af de objektive forhold i samfundet (altså undertrykkelsen) og en deraf følgende fundamental, revolutionær forandring af samfundet i mere menneskevenlig retning.
Det borgerlige universitet hævder i modstrid med dette, at det borgerlige samfund med alle sine bræk og brøst er menneskets rette omgivelser, at der altså fundamentalt er tale om et fællesskab og ikke om en undertrykkelsesstruktur. Det tror på en fundamental loyalitet imellem samfund og borgere, som kan være af meget forskellig karakter, men som har det grundlæggende træk, at samfundsmagten skal opfatte sig som forpligtet over for borgernes interesse, og at borgerne på deres side ikke må nedbryde samfundet for deres egne interessers skyld. Derfor bliver universitetet et led i samfundets interne balance. Det skal sikre, at samfundet har adgang til den bedst mulige forståelse af en række emner, der er relevante for samfundet og dets indbyggere, og det skal sikre, at der i loyalitet med samfundet kan rettes sagligt begrundet kritik af problemer i samfundet. Samtidig er det det borgerlige universitets kendetegn, at det bevarer og udvider samfundets base af viden og fortolkninger ud fra den betragtning, at ingen ved, hvad hvem har brug for at vide nu, og endnu mindre hvad hvem har brug for at vide imorgen. Havde man i 1970'ernes begyndelse fortalt os, at arabisk ville blive et centralt fag på universitetet i 2007, var man blevet grinet baglæns ud af auditoriet.
Det borgerlige universitets sejr over det revolutionære er et gode for både samfund, borgere og universitet. Det sikrer, at samfundet har adgang til en selvkritik, der er loyal over for det, og som det derfor trygt kan låne øren, idet kritikken sigter imod at forbedre samfundet, ikke imod at nedbryde det.
Problemet er imidlertid, at universitetets helt centrale samfundsmæssige funktion er blevet glemt. I stedet har vi fået en økonomisk kalkule, som sigter imod at universitetets arbejde skal omsættes til mest mulig samfundsmæssig nytte på andre og reducerede vilkår. Nytte defineres her som to ting: 1) Økonomisk fremgang, særligt for erhvervslivet 2) løsning af konkrete og af samfundet enten opstillede eller på forhånd legitimerede problemer. Dette sker ganske vist bag en række floskler om grundforskning og forskningsfrihed, men reduktionen bliver ikke mindre af den grund, for i den konkrete udmøntning af politikken trækkes der hele tiden imod erhverslivet, og der trækkes imod den anvendte forskning, mens grundforskningen - skønt den givet er universitetets vigtigste funktion - opfattes som det, der skal legitimere sig - og vel at mærke legitimere sig på vilkår, som ikke er dens egne.
Der er derfor brug for, at nogen fastholder og kæmper for, at både universitetet og samfundet lider skade, hvis ikke universitetet får lov at operere frit - i borgerlig loyalitet med samfundet og netop derfor kritisk over for samfundet. Dette må ske i en løbende kritisk stillingtagen til nye initiativer på området og med et konstant blik på konsekvenserne af allerede implementerede strukturer. Det må også ske med skarphed, ikke blot fordi der er meget at kritisere, men også fordi den bedøvende enighed imellem de største partier og ledelsesstrukturernes entydige magt over de ansatte nødvendiggør anvendelsen af den skarpe lud.
torsdag den 22. marts 2007
Udlicitering af forskningsopgaver
Det er interessant at læse de fragmenter af debatten om § 33 stk.2 som omtalt andetsteds (her), - især faldt jeg over denne passage "sektorforskningsopgaverne skal kunne konkurrenceudsættes" - noget som Rektorkollegiet åbenbart har tilsluttet sig. Men hvad betyder det i praksis?
Konkurrence mellem forskere har ofte en positiv klang af et sundt kapløb om at komme først med et gennembrud, og der indgår ofte momenter af samarbejde i konkurrencen mellem forskergrupper indenfor et bestemt felt. Men det her er vist etwas ganz anders !?
Ministeren svarer på bekymringen om myndighedspålagte opgaver, at "Som anført [...] forventer videnskabsministeren ikke at anvende hjemlen til at pålægge universitetet myndighedsopgaver fra det tidspunkt, hvor opgaven efter at have været konkurrenceudsat er eller kunne have været overgået til en anden leverandør. Det pres på universitetet, som Rektorkollegiet udtrykker bekymring for, vil derfor ikke komme på tale i den pågældende situation."
Nåda! Jammen er det ikke udlicitering, der spøger her? Er dette scenarium helt usandsynligt?: 1. Universiteterne indfusionerer sektorforskningsinstitutioner. 2. Div. forhold umuliggør opfyldelse af alle myndighedsopgaver. 3. Disse udliciteres. 4. Opgavene løses af andre virksomheder eller institutioner. 5. De indfusionerede sektorforskningsinstitutioner mister betydning, og - hvem ved - opløses som en fagocyteret bakterie slugt af en amøbe. Men hvor amøben får mad, mister universitetet måske snarere midler...
Konkurrence mellem forskere har ofte en positiv klang af et sundt kapløb om at komme først med et gennembrud, og der indgår ofte momenter af samarbejde i konkurrencen mellem forskergrupper indenfor et bestemt felt. Men det her er vist etwas ganz anders !?
Ministeren svarer på bekymringen om myndighedspålagte opgaver, at "Som anført [...] forventer videnskabsministeren ikke at anvende hjemlen til at pålægge universitetet myndighedsopgaver fra det tidspunkt, hvor opgaven efter at have været konkurrenceudsat er eller kunne have været overgået til en anden leverandør. Det pres på universitetet, som Rektorkollegiet udtrykker bekymring for, vil derfor ikke komme på tale i den pågældende situation."
Nåda! Jammen er det ikke udlicitering, der spøger her? Er dette scenarium helt usandsynligt?: 1. Universiteterne indfusionerer sektorforskningsinstitutioner. 2. Div. forhold umuliggør opfyldelse af alle myndighedsopgaver. 3. Disse udliciteres. 4. Opgavene løses af andre virksomheder eller institutioner. 5. De indfusionerede sektorforskningsinstitutioner mister betydning, og - hvem ved - opløses som en fagocyteret bakterie slugt af en amøbe. Men hvor amøben får mad, mister universitetet måske snarere midler...
Forskningsanalyse og holdningsløse tidende - svar
Fra Kamma Langberg ansat på CFA; AU (Dansk Center for Forskningsanalyse, Århus Universtitet) - og medforfatter til notat....
Det er altid rart, når der er nogen, der læser det, man sender ud i verden ....... spørgsmålet er jo så, hvorfor man sender noget ud, der tilsyneladende hverken er ’teoridrevet’ eller ’drevet af bestemte problemstillinger’ .... og det kan have sine årsager.
Når vi på CFA påtager os ’sektorforskningsopgaver’ så forsøger vi at tilrettelægge dem sådan, at vi senere kan anvende de data, der bliver indsamlet i andre - gerne forskningsmæssige sammenhænge, ligesom vi også gerne lader andre forskere sidde her på CFA og anvende dem (vi ’klipper’ dog nogle af oplysningerne ud af databaserne f.eks. e-mailadresser, ligesom personer, der arbejder med vores data skal skrive under på, at de ikke vil offentliggøre noget, hvor enkeltpersoner kan genkendes).
Vi har nemlig den holdning, at når vi har indsamlet data, så må andre gerne anvende dem.
IHME-OECD-undersøgelsen var en sådan undersøgelse (en international undersøgelse om finansiering af højere uddannelsesinstitutioner - den endnu ikke er tilgængelig på OECDs hjemmeside). Denne undersøgelse medførte bl.a., at vi lavede en spørgeskemaundersøgelse blandt universitetsansatte. IHME-OECD-undersøgelsen er finansieret af VTU.
IHME-OECD-undersøgelsen var drevet af problemstillinger omkring finansiering af universiteterne (og andre højere uddannelsesinstitutioner). Det fremgår af den danske delrapport vi har fremsendt til OECD (og som alle andre også gerne må læse: den findes på
(www.oecd.org/edu/workingpapers).
Det er et princip for os, at de personer, der har svaret på vores undersøgelser meget hurtigt skal kunne se nogle af de vigtigste resultater. Når vi laver notater som det omtalte (Universitetsforskeres holdninger og arbejdsvilkår Universitetsforskerundersøgelsen 2006. En del af IHME-OECD-undersøgelsen) er det således
*for at give deltagerne i undersøgelsen mulighed for at se nogle resultater
*for at give andre forskere muligheder for at få et indtryk af, hvad der ligger i vores databaser
*for at give alle, der er interesseret i emnet adgang til kvantitative oplysninger om det, så diskussioner ikke kun baseres på egne erfaringer, forældede undersøgelser - og/eller myter
Spørgeskemaundersøgelsen blev tilrettelagt sådan, at vi kunne sammenligne svar med en tidligere undersøgelse. Hvilket giver os mulighed for at lave en database her på stedet, hvor man kan analysere ændringer (fra 2000/2001 til 2006). Sådanne baser giver os (og andre forskere) mulighed for at lave artikler og tænkt engang - artiklerne indeholder også teoretiske overvejelser...... Der kan findes henvisninger til artikler der blandt andet anvende data indsamlet i spørgeskemaundersøgelser på vores hjemmeside http://www.cfa.au.dk under de enkelte forskere.....
Og så til sidst - når vi anvender spørgsmål af typen, hvor man skal svare ’helt enig’ osv. så ligger der faktisk hypoteser bag. Men hypoteserne går sjældent på de enkelte svarkategorier eller spørgsmål, de er som hovedregel rettet mod forskelle i besvarelser (f.eks. forskelle i besvarelser fra humanister og andre) og på grupper af spørgsmål. Det skriver vi sjældent noget om i de enkelte notater, men jeg har skrevet lidt om det i CFA-WP 2004/4.
Og holdninger - dem har jeg mange af - også om benchmarking - det vil jeg skrive om en anden gang
Det er altid rart, når der er nogen, der læser det, man sender ud i verden ....... spørgsmålet er jo så, hvorfor man sender noget ud, der tilsyneladende hverken er ’teoridrevet’ eller ’drevet af bestemte problemstillinger’ .... og det kan have sine årsager.
Når vi på CFA påtager os ’sektorforskningsopgaver’ så forsøger vi at tilrettelægge dem sådan, at vi senere kan anvende de data, der bliver indsamlet i andre - gerne forskningsmæssige sammenhænge, ligesom vi også gerne lader andre forskere sidde her på CFA og anvende dem (vi ’klipper’ dog nogle af oplysningerne ud af databaserne f.eks. e-mailadresser, ligesom personer, der arbejder med vores data skal skrive under på, at de ikke vil offentliggøre noget, hvor enkeltpersoner kan genkendes).
Vi har nemlig den holdning, at når vi har indsamlet data, så må andre gerne anvende dem.
IHME-OECD-undersøgelsen var en sådan undersøgelse (en international undersøgelse om finansiering af højere uddannelsesinstitutioner - den endnu ikke er tilgængelig på OECDs hjemmeside). Denne undersøgelse medførte bl.a., at vi lavede en spørgeskemaundersøgelse blandt universitetsansatte. IHME-OECD-undersøgelsen er finansieret af VTU.
IHME-OECD-undersøgelsen var drevet af problemstillinger omkring finansiering af universiteterne (og andre højere uddannelsesinstitutioner). Det fremgår af den danske delrapport vi har fremsendt til OECD (og som alle andre også gerne må læse: den findes på
(www.oecd.org/edu/workingpapers).
Det er et princip for os, at de personer, der har svaret på vores undersøgelser meget hurtigt skal kunne se nogle af de vigtigste resultater. Når vi laver notater som det omtalte (Universitetsforskeres holdninger og arbejdsvilkår Universitetsforskerundersøgelsen 2006. En del af IHME-OECD-undersøgelsen) er det således
*for at give deltagerne i undersøgelsen mulighed for at se nogle resultater
*for at give andre forskere muligheder for at få et indtryk af, hvad der ligger i vores databaser
*for at give alle, der er interesseret i emnet adgang til kvantitative oplysninger om det, så diskussioner ikke kun baseres på egne erfaringer, forældede undersøgelser - og/eller myter
Spørgeskemaundersøgelsen blev tilrettelagt sådan, at vi kunne sammenligne svar med en tidligere undersøgelse. Hvilket giver os mulighed for at lave en database her på stedet, hvor man kan analysere ændringer (fra 2000/2001 til 2006). Sådanne baser giver os (og andre forskere) mulighed for at lave artikler og tænkt engang - artiklerne indeholder også teoretiske overvejelser...... Der kan findes henvisninger til artikler der blandt andet anvende data indsamlet i spørgeskemaundersøgelser på vores hjemmeside http://www.cfa.au.dk under de enkelte forskere.....
Og så til sidst - når vi anvender spørgsmål af typen, hvor man skal svare ’helt enig’ osv. så ligger der faktisk hypoteser bag. Men hypoteserne går sjældent på de enkelte svarkategorier eller spørgsmål, de er som hovedregel rettet mod forskelle i besvarelser (f.eks. forskelle i besvarelser fra humanister og andre) og på grupper af spørgsmål. Det skriver vi sjældent noget om i de enkelte notater, men jeg har skrevet lidt om det i CFA-WP 2004/4.
Og holdninger - dem har jeg mange af - også om benchmarking - det vil jeg skrive om en anden gang
§33 stk.2 og tung tyktflydende bunkerolie
I fremtiden får universiteterne mange interessante opgaver ved siden af forskning, undervisning og forskningsformidling. DTU skal fx bekæmpe kogalskab og lignende sygdomme, hvis disse bryder ud i Danmark, og Århus Universitet skal bekæmpe olieforurening. Og de kan ikke sige nej til det. Det er eksempler på de myndighedsopgaver, som universiteterne fremover vil blive pålagt, fordi sektorforskningsinstitutioner er blevet opslugt i dem. De nye institutionelle hybrider, som Helge Sander - eller måske snarere en kreativ håndfuld embedsmænd med bistand fra Anders Fogh Rasmussen - har kreeret, er altså noget anderledes end de universiteter, vi kendte. Læs mere her...
onsdag den 21. marts 2007
Skæbnefællesskab
Som det fremgår af nedenstående link, er der nu indkommet en massiv protest fra lærerne på Frederiksberg imod, at de ukompenseret pålægges at udarbejde elevplaner for hver enkelt elev:
http://politiken.dk/uddannelse/article269196.ece
Max Ulrich Larsen, der er lærer ved Skolen på La Cours Vej, citeres i artiklen for følgende svada:
»Elevplanerne er et konstruktivt arbejdsredskab, men vi vil ikke acceptere at udarbejde dem gratis, og det er det, der forventes af os. Vi er nået til det punkt, hvor vi ikke bare kan være flinke mere«
Problemet er, at der administrativt opfindes en ny arbejdsopgave, som pålægges de ansatte,. Det er, hvad det er, men samtidig forventes de fortsat at løse alle arbejdsopgaver, de tidligere har haft (hvad der tidligere har været regnet for arbejde på fuld tid og formentlig reelt været mere), uden nogen form for arbejdsreduktion, afspadsering eller økonomisk kompensation. Er der nogen, som kan genkende noget?
http://politiken.dk/uddannelse/article269196.ece
Max Ulrich Larsen, der er lærer ved Skolen på La Cours Vej, citeres i artiklen for følgende svada:
»Elevplanerne er et konstruktivt arbejdsredskab, men vi vil ikke acceptere at udarbejde dem gratis, og det er det, der forventes af os. Vi er nået til det punkt, hvor vi ikke bare kan være flinke mere«
Problemet er, at der administrativt opfindes en ny arbejdsopgave, som pålægges de ansatte,. Det er, hvad det er, men samtidig forventes de fortsat at løse alle arbejdsopgaver, de tidligere har haft (hvad der tidligere har været regnet for arbejde på fuld tid og formentlig reelt været mere), uden nogen form for arbejdsreduktion, afspadsering eller økonomisk kompensation. Er der nogen, som kan genkende noget?
Grænsen mellem videnskab og politik
... volder ofte vanskeligheder. Forskningspolitik er i sig selv et område, hvor denne grænse udfordres. Idealtypisk taler vi om grænsen mellem institutionen videnskab, som søger sandheden om et emne, og institutionen politik, som - ved retorikkens list, argumentets overbevisningskraft eller magtens åbenlyse og skjulte teknikker - fordeler goder, regulerer adfærd, og medierer interessemodsætninger mellem stat, klasser og samfund for at sikre borgerne forudsætninger for 'det gode liv' i fællesskaber. I forskningspolitikken fik vi billedet af den klassiske kontrakt mellem en (interesse)fri samfundsbetalt forskning, og et samfund hvis partikulære grupperinger kan udnytte videnskabens resultater i egne interesser, men hvor den videnskabelige produktionsproces ikke underlægges nogen ydre styring hvad angår dens egne erkendelsesteknikker ("den videnskabelig metode").
Det klassiske billede krakkelerer muligvis i videnssamfundet, når grundforskning kan foregå udenfor universiteternes vidensmonopol, når politikken programstyrer 'strategisk' forskning, og når vidensforbrugere er med til at definere forskningsprocessen fra dens første faser til dens endelige produkter. (At billedet for længst var afsløret som ideologi af de økonomiske analyser af videnskaben som en vare lader vi ligge i denne omgang). I denne transformation ønsker vi på universiteterne ikke at forsvare et klassisk og forældet billede af forskning [billedet af forskning som noget rent akademisk (egen tilføjelse, CE)] som virkelighedsbeskrivelse, for virkeligheden har flyttet sig, men vi ønsker at undgå at barnet - kerneværdier i den klassiske akademiske forskning - hældes ud med en malstrøm af postakademisk management, politisk spin, og statskontrol kamoufleret som selvstyring, selveje, 'gensidige' kontrakter og andre styringsredskaber, som risikerer at føre til centralisme, selvcensur og dårlig forskning. Vi ønsker at fastholde, at forskningen befinder sig i en virkelighed, som er samfundsskabt, og som vi selv som forskere har - og kræver - indflydelse på. Denne minimale aktivisme er en forpligtelse på klassiske værdier i videnskaben (sandhedssøgen, offentlighed, kritisk undersøgelse af dogmer, efterprøvbarhed etc.), og bør vel også være en ledetråd i afdækningen af den forskningspolitiske situation.
Derfor er det ikke uinteressant at overveje hvilke dogmer, illusioner, eller blinde pletter vi selv måtte være underlagt. Denne blog er i dag blevet pænt anmeldt på forsker.net (her), dog med en dråbe malurt i bægeret:
Det klassiske billede krakkelerer muligvis i videnssamfundet, når grundforskning kan foregå udenfor universiteternes vidensmonopol, når politikken programstyrer 'strategisk' forskning, og når vidensforbrugere er med til at definere forskningsprocessen fra dens første faser til dens endelige produkter. (At billedet for længst var afsløret som ideologi af de økonomiske analyser af videnskaben som en vare lader vi ligge i denne omgang). I denne transformation ønsker vi på universiteterne ikke at forsvare et klassisk og forældet billede af forskning [billedet af forskning som noget rent akademisk (egen tilføjelse, CE)] som virkelighedsbeskrivelse, for virkeligheden har flyttet sig, men vi ønsker at undgå at barnet - kerneværdier i den klassiske akademiske forskning - hældes ud med en malstrøm af postakademisk management, politisk spin, og statskontrol kamoufleret som selvstyring, selveje, 'gensidige' kontrakter og andre styringsredskaber, som risikerer at føre til centralisme, selvcensur og dårlig forskning. Vi ønsker at fastholde, at forskningen befinder sig i en virkelighed, som er samfundsskabt, og som vi selv som forskere har - og kræver - indflydelse på. Denne minimale aktivisme er en forpligtelse på klassiske værdier i videnskaben (sandhedssøgen, offentlighed, kritisk undersøgelse af dogmer, efterprøvbarhed etc.), og bør vel også være en ledetråd i afdækningen af den forskningspolitiske situation.
Derfor er det ikke uinteressant at overveje hvilke dogmer, illusioner, eller blinde pletter vi selv måtte være underlagt. Denne blog er i dag blevet pænt anmeldt på forsker.net (her), dog med en dråbe malurt i bægeret:
"Som jeg har læst bloggen indtil videre, bekymrer skribenterne sig meget over ekstern styring af universitetsforskning. Det er der også god grund til. Hvad det angår, finder man ikke bedre danske ressourcer på nettet. Intern politisk styring, eventuelt i forklædning som ledelsesmæssige værdier, tager bloggen ikke rigtigt fat om, og det gør at den mister troværdighed. Tanken om at skribenterne blot frygter for tab af egen politisk indflydelse bliver alt for nærliggende"
skriver Lennart Kiil, som har lovet at følge kritikken op på forsker.net. Nu er jeg lidt i tvivl om hvad "intern politisk styring" dækker. Men vi vil naturligvis være lydhøre, og ser frem til at blive bedre til at styre vores egen lille indre forskningspolitiker, når og hvis vi agerer i rollen som værdineutrale forskere. (Selv)tillid er godt, men (selv)kontrol er endnu bedre.
tirsdag den 20. marts 2007
Håbets teknologi
Jeg hørte i dag en fantastisk spændende udsendelse på P1 kl. 17:10 (produceret af Karen Hjulmand) om en ny bog, Håbets Teknologi. En større, tværfaglig gruppe forskere har med udgangspunkt i stamcelleforskningen forsøgt at afdække, hvad selve materialet i en forskningsmæssig succes består af. Bogens titel er velvalgt, for ikke alene knyttes der store forventninger til hvilke alvorlige sygdomme stamcelleforskningen vil kunne bidrage til at bekæmpe, det viser sig samtidigt, at en forudsætning for forskningens succes i høj grad er de forventninger, som samfundet nærer til den. Medvirkende var én af bogens redaktører, professor Lene Koch fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved KU. (Her er et - sikkert meget flygtigt - link til udsendelsen).
Den forskning bogen fremlægger er interessant, både fordi den udvider vores opfattelse af den medicinsk-naturvidenskabeligt orienterede forsknings drivkræfter generelt, men også fordi den provokerer visse fordomme om samfundsvidenskabelig forskning. Det vises gennem det arbejde bogen formidler, at STS (Science and Technology Studies) er et nyttigt værktøj til at opnå nye indsigter i forskningens drivkræfter. STS i praksis er meget langt fra den konstruktion, som feltets mere ideologisk interesserede kritikere stadigt fremfører imod 'socialkonstruktivisme' og 'politisk korrekthed' o.l. - STS som en samfundsvidenskabelig forskning, der er alt andet end moraliserende eller fordækt "politisk korrekt".
Den forskning bogen fremlægger er interessant, både fordi den udvider vores opfattelse af den medicinsk-naturvidenskabeligt orienterede forsknings drivkræfter generelt, men også fordi den provokerer visse fordomme om samfundsvidenskabelig forskning. Det vises gennem det arbejde bogen formidler, at STS (Science and Technology Studies) er et nyttigt værktøj til at opnå nye indsigter i forskningens drivkræfter. STS i praksis er meget langt fra den konstruktion, som feltets mere ideologisk interesserede kritikere stadigt fremfører imod 'socialkonstruktivisme' og 'politisk korrekthed' o.l. - STS som en samfundsvidenskabelig forskning, der er alt andet end moraliserende eller fordækt "politisk korrekt".
lørdag den 17. marts 2007
Forskeres ytringsfrihed i USA
På Integry of Science blog kunne man for et par dage siden læse (her...) at
The House of Representatives today (March 14) overwhelmingly passed the Whistleblower Protection Enhancement Act, which would, for the first time, grant federal scientists and contractors the right to expose political interference in their research without fear of retribution. The bill passed by a 331 to 94 vote, with 229 Democrats and 102 Republicans voting in favor.Ian Hart kommenterer, at "The wide and bipartisan support for this bill in the House suggests it stands a chance of passing through the Senate reasonably unscathed. Knock on wood. What do you all think of this?" -- Vi håber han har ret!
The House soundly rejected an amendment from Rep. Bill Sali (R-Idaho) that would have stripped all protections for scientists from the legislation. Instead, the legislators included an amendment by Rep. Bart Stupak (D-Mich.) giving scientists the right to present their research at conferences and in peer-reviewed journals.
fredag den 16. marts 2007
Kommercialisering
KU har ansat en ny universitetsdirektør, Jørgen Honoré. Ankommet fra DTU skal han nu overbevise de ansatte på alle fakulteter om at han er direktør for hele universitetet, og ikke kun for de afdelinger, hvis forskning er mest beslægtet med DTU's. I den nye (15.03.2007) udgave af det elektroniske nyhedsbrev KUreren (kureren.ku.dk) serverer Honoré derfor det ene guldkorn efter det andet. I artiklen “Forskning, formidling - og forretning”, skrevet af Lene Düwel, omtales en ny afdeling med navnet Innovations- og Forskerservice, som skal “hjælpe forskere på KU med at få succes med de store fondsansøgninger – og med at tjene penge på deres forskning.” (Nu er det vel det offentlige, som forventes at tjene på forskningen, og ikke de enkelte forskere?) Her er et par smagsprøver på den visionære direktørs tankegang:
“Tingene hænger jo sammen. Det kan være svært at adskille, hvornår forskningen bliver så relevant, at den bliver til et innovationsprojekt.”
Aha. “Forskning”, “relevans” og “innovation” er åbenbart tre trinbræt på samme linie hvis endestation er industrien? Hvis han var blevet direktør for Teknologisk Institut ville udtalelsen nok ikke være helt gal.
[Lene Düwel:] “Universitetsdirektøren har ingen forventninger om, at alle forskere har fokus på innovationspotentialet i deres forskning med det samme:” [min fremhævning, CE]
[Honoré:] “Vi begynder der, hvor forskerne i forvejen er tæt på erhvervslivet. Og derefter vil det brede sig som ringe i vandet, når kolleger ser, hvordan man gør. Så det er en læringsproces, der naturligt vil tage nogle år. Og efter dette læringsforløb, vil vi naturligvis konstatere, at der stadig er forskningsmiljøer, der ikke har nogle kontrakter med erhvervslivet, og det kan der jo være gode grunde til. Så det er ikke sådan, at alle mand skal have sin kontrakt med erhvervslivet,” forklarer han.
Aha. Hvordan skal de universitetsansatte forstå udtalelsen? Tolkning af ledernes udtalelser og tankegang er jo blevet en meget vigtig akademisk disciplin på universiteterne, hvor det at kunne krybe ind i hjernen på en universitetsdirektør eller en rektor virkelig kan få stor betydning for ens fremtidige CV. En tolkning er nærliggende: Om få år bliver det ifølge universitetsdirektøren sådan, at forskere vil blive bedt om at forklare sig om grundene til at de endnu ikke har kontrakter med erhvervslivet! Her tæller så kun gode undskyldninger. Og man kan spekulere på om det er en god nok grund - eller undskyldning - at man er ansat på et universitet, der bedriver grundforskning.
I 1985 skrev de amerikanske biologer R.C. Lewontin og R. Levins i artiklen The Commoditization of Science: “For forskerne er de eksterne midler blevet en nødvendighed. Og forholdet mellem den eksterne bevilling og forskningen har gradvist ændret sig: Hvor bevillingen for videnskabens entreprenører engang var et middel til at kunne forske, bliver forskningen nu et middel til at opnå midler.”
Den akademiske kapitalisme er ikke et helt nyt fænomen. Det nye, set fra en dansk vinkel, er dens øgede synlighed og indtrængen på steder, der blot så ud til at bedrive statsfinancieret grundforskning, og hvor det var legitimt for forskere at se deres aktiviteter som blot drevet af lysten til at blive klogere på mennesket, samfundet og naturen, og underkaste dogmer og fordomme kritiske undersøgelser.
torsdag den 15. marts 2007
Hvæseren advarer imod akademisk kapitalisme
Først velkommen til hvæseren - en ny feature på bloggen. Vores maskot, og en lille sensitiv skabning, som - langt tidligere end travle videnskabsfolk, ph.d.’ere, bureaukrater, managers, og karriereræsere - fornemmer faretruende tensenser i forskningens og universiteternes verden. Skulle nogle læsere opfatte alle bidragydere som hvæsere, så tager vi det på os med stolthed.I en pressemeddelelse fra Forsknings- og innovationsstyrelsen af 14. marts 2007 med overskriften “750 millioner kroner til strategisk forskning i 2007” forlyder det at, vi citerer, “Det Strategiske Forskningsråd (DSF) udbyder 750 mio. kr. til nye strategiske forskningsprojekter”, og “Det Strategiske Forskningsråd er kommet godt fra start med udmøntningen af globaliseringsinitiativerne. Med de 750 mio. kr. bidrager rådet til at styrke et vigtigt område, og jeg er sikker på, at vi vil se mange spændende og banebrydende projekter, siger Helge Sander.” -- Her burde vi vel allesammen få armene op, men bloggens hvæser har jo den tunge rolle som spielverderber. Pressemeddelelsen fortsætter:
“Væsentlige samfundsmæssige udfordringer
Det Strategiske Forskningsråd har særlig fokus på at øge samspillet mellem den offentlige og den private forskning. Rådet prioriterer også forskeruddannelse som en integreret del af projekterne, siger DSF’s formand Peter Elvekjær.”
Hertil indvender hvæseren: Er det bare altid evigt herligt at øge samspillet mellem Videnskab og Kapital? (hvæseren benytter sig ofte af sproglige relikter fra ‘68). Nej, det kan faktisk medføre skævvridning af forskningen, og det er der endda empirisk evidens for. Som jeg skrev i går i en kommentar til rektor Ralf Hemmingsens tale om sit nye Tech-Trans kontor på KU (som han lancerede 13/3 på sin blog), viser amerikanske erfaringer fra biotek-forskning, at den såkaldte akademiske kapitalisme, som kendetegner den nye vidensøkonomi, medfører at den offentlige forskning i højere grad kommer til at afspejle den private forskning, som allerede foregår i industrien. Hvis ‘academic entrepreneurship’ får en for fremtrædende plads, vil frit defineret forskning, som kunne have været i en bredere offentligheds interesse, vige for et mere snævert fokus på kommercielle interesser. Rektor Ralf Hemmingsen er nok klar over problemet, og iværksætter (måske) en mere bredt orienteret Tech-Trans-indsats, men der mangler klare politikker, der kan medvirke til at dæmme op for faren for skævvridning. Se hele kommentaren her...
onsdag den 14. marts 2007
Humanistisk Forum springer ud
En ny organisering af forskere som er bekymrede over den forskningspolitiske elendighed har set dagens lys - Humanistisk Forum, som vi sikkert vil høre mere til på bloggen her. Efter en række møder i efteråret og starten af januar fremsætter de en udtalelse om "Angreb på universiteternes uafhængighed". Heri lyder det bl.a.:
"Regeringens globaliseringsstrategiske opfattelse af, at al forskning skal kunne faktureres hurtigst muligt, truer universiteternes og den enkelte forskers medindflydelse på, hvilken forskning, der er relevant, også selv om den samfundsmæssige gevinst ikke ligger lige bag næste hjørne. Den truer også de reelle muligheder for virkelig at sætte en dagsorden på de områder, hvor Danmark besidder spidskompetencer. Og hvad der er endnu væsentligere at understrege, er, at der hermed vil ske et skred i prioriteringen af forskningen. Den langsigtede grundforskning, hvor erkendelser, opdagelser, indsigt og opfindelser skabes – den forskning, der kender sit felt, men skaber overraskende og dogmebrydende erkendelse – står i fare for at vige til fordel for en kortsigtet anvendelsesorienteret og markedsstyret forskning. At relevante samfundsøkonomiske bekymringer over globalisering fører til kortsigtede uddannelses- og forskningspolitiske strategier med en stram styring af universiteterne, er ødelæggende for den langsigtede grundforskning og får også konsekvenser for undervisningen."Læs hele kommentaren i dagens Information (d. 14/3-2007) eller her...
tirsdag den 13. marts 2007
Steve Fuller i København
Da Videnskabernes Selskab afholdt sit møde, som omtalt tidligere her på bloggen, var en af gæsterne Steve Fuller, som flere af bloglæserne sikkert kender. Det kunne have været interessant at høre ham, så jeg spurgte ham om tekstlige substitutter for hans levende ord, og han svarede blandt andet at
this link contains two papers of mine that might be of interest to your blog: http://www.lums.lancs.ac.uk/events/9501/
You might be also interested in the establishment of new degree programme: DBA (HEM), i.e. Doctoral in Business Administration for Higher Education Management. This degree is administered in Bath University, where I'll be addressing the students on Thursday. In my Danish Royal Academy talk, I mentioned that the competencies and attitudes needed to run a university are not reducible to those needed to manage an ordinary business firm. It requres special training and dedication, which will be increasingly needed to protect the university from both state and industry.
http://www.bath.ac.uk/management/courses/hem/dba.html
mandag den 12. marts 2007
Ralf & Lykke lægger kølle død
Læs KU-prodekan Lykke Friis' indlæg på den rektorale blog: blogs.ku.dk/lykkeogralf/?p=307. Citat:
"Vi frygter, at forligspartierne pønser på at tilføje et kølleslag mod kvaliteten i vore uddannelser ved at indrette taxameteret på en måde, der primært belønner universiteter, som lader de studerende suse gennem studiet. I hastighedens navn vil de studerende måske forledes til at droppe udlandsophold, studenterjob, tværfaglighed og andre vigtige aktiviteter. At sænke niveauet, så alle studerende kan kravle over overliggeren ville være et stort fejltrin. I forvejen er vi langt fra verdensklassen, når vi taler kroner per studerende."
Censorkorpsets rolle er helt afgørende
[Formanden for fysikcensorkorpset Per Morgen har sendt bloggen denne kommentar til indlægget den 4. marts om censorkorpsene (red.)]:
Af Per Morgen
Som universitetslærer siden 1969 har jeg oplevet en stor ændring i holdningerne til forskningen og undervisningen på de højere læreranstalter i samfundet og fra myndighedernes side. Jeg tror stadig at kandidater i fysik fra danske universiteter, eller de udenlandske kandidater, vi uddanner, er på niveau med andre landes. I Danmark har der tidligere, fra Niels Bohr, været en accept af, at forskningen drives af forskerne på deres præmisser. Det sker i langt mindre grad nu, men endnu mindre i lande, vi sammenligner os med, og det er vores opgave, at prøve at holde fast i noget af den frie forskning.
Undervisningen har tidligere været et stedbarn på universiteterne indtil nogle undervisere beviste at gruppeundervisning, og projekter, i stedet for timevis af én-vejs forelæsninger, er en bedre proces for indlæring. Andre tiltag, med såkaldt programmeret undervisning, har jeg deltaget i i Brasilien, hvor man opfandt et system med hjælp til selvhjælp blandt de studerende under indtryk af knappe lærerressourcer. Standarden i undervisningen lider i dag under for mange nye tiltag, der går ud på at effektivisere, uden at tage hensyn til årtiers indvundne praksis også i gruppeundervisningen, hvis fordel netop er, at de studerende afsætter den fornødne tid til at gøre et projekt ordentligt færdigt.
Det vigtigste krav for fysik i det 21' århundrede som fag er fornyelse, hvilket universiteterne sikrer gennem opbygning af forudsætninger for god forskning, og bevillingsmæssige muligheder for at nogle af miljøerne udvikler sig til at spille en væsentlig rolle i den internationale forskning, og til udvikling af undervisningen som noget, der er meriterende for lærerne. Det sidste kniber det oplagt med at få indarbejdet i systemet.
Censorkorpsets rolle i denne fornyelse er kritisk, hvilket erfaringen viser. Censorerne i fysik har bygget bro mellem alle de forskellige universiteter, og inspireret hinandens undervisning. Censorkorpsets formandsskab bør bringes i spil ved vurdering af påtænkte studiereformer (og bremse nogle af de lidt for "poppede" uddannelser), indførelse af kvartalsundervisning og anvisning af, hvilke krav interesserede gymnasieelever skal stille til deres fag i gymnasiet, for at være sikre på den rigtige ballast til universitetsstudier i naturvidenskab og ingeniørvidenskab.
Censorkorpset skal naturligvis også rumme repræsentanter for aftagerne af vore kandidater, som i dag, men absolut ikke kun dem, hvorved man ville miste den helt afgørende gensidige dialog mellem fysikundervisningsmiljøerne på de højere læreranstalter i Danmark.
Per Morgen
Forskningsleder og formand for fysikcensorkorpset
Institut for Fysik og Kemi
Syddansk Universitet
Campusvej 55
DK-5230 Odense M
Denmark
+45 6550 3529 mobile: +45 60113529
per [at] ifk . sdu . dk
____________________________________
Bog på Gyldendal: Nanoteknologi, af H.-G. Rubahn, oversat af Per Morgen
søndag den 11. marts 2007
Forskningsanalyser og holdningsløse tidende
Dansk Center for Forskningsanalyse er et lille tidligere sektorforskningsinstitut, der nu er lagt ind under Århus Universitet. Det har stået for mange gode arrangementer og megen interessant forskning, og dets leder, Karen Siune, benyttes af og til af journalister, der ønsker en forskningspolitisk kommentar. Centeret bidrager som anden sektorforskning til beslutningsgrundlaget for det eller de ministerier, der arbejder med forskning, men centeret driver så vidt jeg ved også egendefinerede forskningsprojekter. Jeg ved ikke hvilken af de to kategorier nedenstående publikation falder i, men jeg vil ganske kort (og uden at yde den fuld retfærdighed) omtale en undersøgelse som kan downloades fra centerets hjemmeside, og som publiceredes i januar 2007:
- Kamma Langberg og Kresten Simonsen Boel (2006): Universitetsforskeres holdninger og arbejdsvilkår. Universitetsforskerundersøgelsen 2006 (En del af IHME-OECD-undersøgelsen), Notat 2006/4, Dansk Center for Forskningsanalyse (ISBN: 87-91527-34-1), den kan downloades her:
- http://www.cfa.au.dk/Publikationer/Notater/Notat_2006_4.pdf (linket til denne fra http://www.cfa.au.dk/News.htm bør iøvrigt rettes til det netop anførte).
Undersøgelsen handler om flere ting (fagområder, arbejdsfordeling, arbejdsvilkår) end det jeg fokuserer på her, nemlig universitetsansattes holdninger. Datamaterialet for at belyse disse er spørgsskemaundersøgelser, og der sammenlignes med en tidligere gennemført undersøgelse. Her er et citat fra konklusionen:
"Generelt kan det konstateres, at der blandt forskerne er opbakning bag de ændringer i ledelsesforholdene, som universitetsloven har medført, men at den enkelte forsker ikke forventer positive ændringer i egne arbejdsforhold som følge af loven." (s. 44).
"Udviklingen i holdningerne til indflydelse på egne opgaver, adgang til ressourcer og akademisk frihed fra 2000 til 2006" (s.45); "En række af spørgsmålene var gengangere fra en tilsvarende undersøgelse i 2000/2001, blandt disse var fire udsagn:Holdningsundersøgelsen i rapporten er spækket med figurer som denne: "Figur 2.13 Universitetsforskernes svar på: ’Jeg forventer ikke positive ændringer i mine arbejdsforhold som følge af den nye universitetslov’"
• ’Jeg har stor indflydelse på mine arbejdsopgaver’
• ’Jeg har de midler, jeg ønsker til min forskning’
• ’Der er afgørende for mig som forsker, at jeg selv kan vælge projekter’
• ’Forskningsfriheden er for mig det vigtigste incitament til at forblive på universitetet’
Der var ikke forskel i besvarelserne i 2000 og 2006 i forhold til indflydelse på egne arbejdsopgaver eller forskel i forhold til udsagnet om, at det er afgørende for forskerne, at de selv kan vælge projekter. Der var over 80 procent, der var enige i at de har stor indflydelse på arbejdsopgaverne og over 90 procent var enige i, at det er afgørende for dem, at de selv kan vælge projekter. Men der var forskel i forhold til besvarelser om spørgsmål om ressourcer og forskningsfrihed: færre mente, at de havde midler nok til rådighed til forskningen og flere gav udtryk for at forskningsfriheden var et vigtigt incitament til, at de blev på universitet." (s.45)
"Som det ses af figur 2.13 forventer næsten halvdelen af forskerne ikke positive ændringer i arbejdsforholdene som følge af universitetsloven - igen svarer over en tredjedel hverken/eller. Under en femtedel er uenige i udsagnet." (s. 18)
Undersøgelsen afslører andre ting (som iøvrigt næppe overrasker), bl.a. stor modstand mod taxametersystemet. Det er muligvis godt at den er gennemført på bedste positivistiske vis som en holdningsløs monitering af studieobjekternes holdninger, men man må alligevel spørge sig selv hvad studieobjekterne - os - og ministeriets embedsmænd kan få ud af at læse den slags? Og selvfølgelig om hvor dybt man i grunden kan undersøge holdninger via spørgeskemaer. Det kunne have været interessant, hvis undersøgelsen havde været en anelse mere teoridrevet og forsøgt at bekræfte eller afkræfte bestemte forestillinger om fx beslutningsstruktur eller organisationsformer. Og fremfor alt: Hvad er vigtigst, forventninger til ledelse, bevillinger, beslutningsstrukturer osv., ellers disses faktiske funktion og konsekvenser? Er du, kære læser, helt enig, enig, uenig, hverken-eller, eller overvejende superuenig med mig i det?
fredag den 9. marts 2007
Forskningsfrihed og akademisk frihed
... er det mon det samme? Jeg har fået anbefalet en norsk rapport om akademisk frihed, og anbefalingen sendes hermed videre (pdf-fil). Den giver en god oversigt over de mange dimensioner af emmet - herunder udfordringer som statslig styring, kontrakter, forskningsledelse, m.v. - og jeg synes den bør omtales grundige her på bloggen.
Husk iøvrigt også at læs dagens udgaver af Weekendavisen og Information, som refererer det møde, Curt Hansen omtalte i tirsdags. Her kritiserede formanden for Videnskabernes Selskab Helge Sanders universitetspolitik:
Husk iøvrigt også at læs dagens udgaver af Weekendavisen og Information, som refererer det møde, Curt Hansen omtalte i tirsdags. Her kritiserede formanden for Videnskabernes Selskab Helge Sanders universitetspolitik:
"Universiteterne har aldrig før været underlagt en statsstyring som den, vi oplever nu. Man har indført en hierarkisk ledelsesform, hvor hvert niveau er bundet af kontrakter med det ovenstående led og derfor altid gør, hvad der bliver sagt oppefra - man tænker på, hvad der er i organisationens interesse. Og det er ikke det samme som videnskabernes interesse,"
indledte Fenchel, og sammenlignede med andre lande, hvor forskningsfriheden er stadfæstet i grundloven. I den danske universitetslov er forskningsfriheden sikret - men ikke tilstrækkeligt. Fenchel:
"Der står mere eller mindre, at der er forskningsfrihed, hvis institutlederen giver lov til det. Og det er ikke forskningsfrihed. Reel forskningsfrihed omfatter frit valg af metode, frihed til at offentliggøre resultater og frihed til offentligt at kritisere andre forskere og institutioner."
torsdag den 8. marts 2007
De tre små ord
Enhver, som har levet i et længerevarende parforhold med den offentlige debat, ved, at de tre små ord, som betyder alt, ikke er, "jeg elsker dig!", men "Hvad sagde jeg!"
Jeg skrev i 2002 (Weekendavisen 29. november) nedenstående om de planlagte forandringer i universitetsloven, som vi nu ser effekterne af. Er der nogen, der kan genkende noget?
Vi risikererstyring af holdninger
DET er befriende, at Weekendavisens leder skribent omtaler den nye universitetsreform som en afskaffelse af universitetsdemokratiet. Når man gennem længere tid har måttet leve med videnskabsministerens New Speak om emnet, hvor det, at der indsættes en stærk eksternt domineret ledelse til at styre universiteterne omtales som »selvstyre«, gør det godt, at en tilhænger af reformen endelig kalder en spade for en spade. Til gengæld er det mildt bekymrende, at Henrik Wivels argumenter mod universitetsdemokratiet lidt vel let vil kunne overføres på demokratiet som sådan, og det er decideret ærgerligt, at det blokerer for en fornuftig debat om emnet. Dermed ligner han alligevel på uheldig måde videnskabsministeren.
Reformen er blevet til i en dialog, som viste sig ikke at være en dialog, for så vidt som den ene part, ministeren, ikke på noget punkt af betydning lod sit synspunkt påvirke af, hvad han hørte, selv ikke når hans diskussionspartner strakte sig langt. Men uanset, at man kan kritisere forløbet, så må vi nu stoppe op og overveje, hvad universitetet overhovedet er, og hvad det er for en rolle, det skal udfylde i samfundet. Dette spørgsmål er så meget des mere påtrængende, fordi det i diskussionen i alt for vidt omfang er blevet opfattet som et spørgsmål om erhvervsrettethed. Det er for reduceret, og vi risikerer at gøre skade ikke bare på universiteterne, men også på deres mulighed for at udfylde deres nødvendige plads i samfundet, hvis vi ikke tænker situationen igennem på et mindre indskrænket grundlag. Det er udmærket, hvis universiteterne kan bidrage til samfundsøkonomien, de gør det i høj grad allerede, og det er godt, hvis deres bidrag kan blive større, men det er ikke deres grundlæggende funktion. Universiteterne er samfundets højeste videninstans, og det er af vital interesse for samfundet, at de har denne funktion. Universitetet skal for det første levere den uafhængige ekspertise, der kan give et kvalificeret fagligt underbygget svar til antagelser i det politiske og offentlige rum uden hensyntagen til andet end sagen selv. For universitetet skal for det andet være forpligtet på at opsøge ny viden, selv når den ikke har samfundets umiddelbare bevågenhed. Vi har jo aldrig adgang til al relevant information, og vi ved ofte ikke engang, hvad det er, vi ikke ved. Universitetets opgave er så vidt muligt at grave denne viden frem. Det kan kun ske, hvis man kan koncentrere sig om sagen selv, kan bedrive grundforskning uden hensyntagen til den umiddelbare samfundsmæssige anvendelse af den. Universiteterne skal for det tredje opstille en refleksion over sammenhænge, brudflader og strukturer i samfundet, der tillader samfundet og dets enkelte borgere at forstå sig selv og deres verden i større bredde og i mere komplekse mønstre, end de dominerende ideologiske og politiske horisonter tillader. Disse funktioner, som langt mere end værdiforøgelsen er betingelsen for universitetets samfundsmæssige legitimitet og nødvendighed, kan universitetet kun udføre, hvis det grundlæggende tillades den enkelte forsker at arbejde frit og i den retning, hans eget arbejde fører ham, uden at skulle please denne eller hin ledelsesinstans. En væsentlig del af pointen med den demokratiske ledelsesstruktur på universitetet var netop at sikre, at forskerne selv havde det afgørende ord at skulle have sagt om de vilkår, de var underlagt, og at sikre, at der kun i begrænset omfang skete styrende indgreb fra en ledelse, der er fjernt fra forskningens egne problemer og dermed mangler den nødvendige forståelse for, hvad der er relevant og irrelevant på et forskningsfelt. Dette peger på den helt centrale fare, som lurer på den nye ledelse. Strukturen sikrer måske en handlekraftig og stærk ledelse, men netop det har sine egne problemer. Handlekraft er ikke nødvendigvis et gode. En ledelse, der radikalt har magten over sine undergivne, står i fare for at blive magtfuldkommen og for at gennemføre sine ideer uden at ville gå i dialog. Hvad værre er: som ledelsesreformen ser ud nu, kan ledelsen ramme eller lukke munden på interne kritikere såvel som bærere af budskaber, bestyrelsen (erhvervslivet?) ikke vil have ud. Ligeledes kan den fjerne eller omdefinere hele forskningsfelter uden at behøve orientere sig efter den fagkundskab, som er på området. Konsekvensen af begge dele kan blive dramatisk. Det sidste, samfundet har gavn af, er, at dets højeste videninstans underlægges en holdningsstyring fra en ledelse, der vil fremme bestemte interesser. Det er ikke givet, at det sker. Vi må håbe og bede til, at vi får en ledelse, som kender sin plads og sin funktion, og som også forstår at vise tilbageholdenhed på de områder, hvor det er påkrævet. Men risikoen for, at det går anderledes, er stærkt forøget med ledelsesreformen, for nu er de formelle muligheder til stede. Dermed har regeringen og Socialdemokratiet åbnet mulighed for, at samfundet tager skade på sin højeste videninstans. Den har gjort samfundets uafhængige intelligens afhængig. Det er ikke ufarligt og det havde klædt Henrik Wivel at indrømme denne fare.
onsdag den 7. marts 2007
Research, Politics, Money - and Journalism
Foreningen Danske Videnskabsjournalister (website), som arbejder for at fremme kommunikation og journalistik om videnskab, og udveksle erfaringer blandt videnskabsjournalister i Danmark og internationalt, afholder den 1. juni 2007 dette arrangement:
Research, Politics, Money - and Journalism
Society has an interest in research and its results. Today, society also has the resources to influence the subjects of science. What happens if society does not stop at influencing the subjects of science and tries to influence the results – for economical or ideological reasons?
The Danish Science Journalists' Association invites you to participate in a one-day conference on the role of science and science journalism under political and economical pressure.
Venue:
Biocenter, University of Copenhagen, Ole Måløes Vej 6, 2200 Copenhagen N
Date: Friday, June 1st. 2007, 08:30-16:30
Price: DV-members and students, 100 kr, others: 200 kr.
Program under udarbejdelse - om tilmelding m.v.:
Følg med på www.dissensus.dk
PS:
se Robin's omtale eftermødet her
Research, Politics, Money - and Journalism
Society has an interest in research and its results. Today, society also has the resources to influence the subjects of science. What happens if society does not stop at influencing the subjects of science and tries to influence the results – for economical or ideological reasons?
The Danish Science Journalists' Association invites you to participate in a one-day conference on the role of science and science journalism under political and economical pressure.
Venue:
Biocenter, University of Copenhagen, Ole Måløes Vej 6, 2200 Copenhagen N
Date: Friday, June 1st. 2007, 08:30-16:30
Price: DV-members and students, 100 kr, others: 200 kr.
Program under udarbejdelse - om tilmelding m.v.:
Følg med på www.dissensus.dk
PS:
se Robin's omtale eftermødet her
tirsdag den 6. marts 2007
Forskningsfrihed i Videnskabernes Selskab
Videnskabernes Selskab hylder de traditionelle videnskabelige normer om forskningsfrihed, åbenhed osv., men de fremstår somme tider selv som en lidt lukket loge. I al fald diskuterer de i eftermiddag forsknings- og ytringsfrihed ud fra bl.a. et debatoplæg, som allerede er blevet kommenteret offentligt. Læs mere her...
Et af de spørgsmål, som oplægget især beskæftiger sig med, er hvad man kunne kalde 'politisk provokende forskning' (se under dette emne i arkivet), hvor debatoplægget gør op med et Webersk skarpt skel mellem værdier og kendsgerninger: "Som metodeprofessor Hector Estrup har formuleret det, så findes der ikke faglige eller politiske argumenter, men kun gode og dårlige argumenter."
Et af de spørgsmål, som oplægget især beskæftiger sig med, er hvad man kunne kalde 'politisk provokende forskning' (se under dette emne i arkivet), hvor debatoplægget gør op med et Webersk skarpt skel mellem værdier og kendsgerninger: "Som metodeprofessor Hector Estrup har formuleret det, så findes der ikke faglige eller politiske argumenter, men kun gode og dårlige argumenter."
Klarhed og præcision
- er videnskabelige dyder. Det glædede mig at se, hvor klar i mælet den nye prodekan for formidling, Katherine Richardson (Naturvidenskab, KU), er i spørgsmålet om det stigende pres på universiteterne for at vise samfundsrelevans: Hun kalder det en misforståelse, og siger
"Universiteternes opgave er at finde frem til ny viden. Det er hovedmålet. (...) efter at vi har fået et videnssamfund, så har vi også en forpligtelse til at få den viden ud i samfundet. Men her opstår en misforståelse, så folk tror, at forskerne skal gøre noget der er relevant for samfundet. Men sådan er det ikke efter min mening. Vores opgave er at finde ny viden." (i FORSKERforum nr. 202, marts 2007, s. 19)
Altså: Først basal forskning. Dernæst: gør det, som kan bruges, brugbart! Det sidste er vigtigt, men må ikke overskygge eller fordreje det første. Og "samfundet" kan godt omfatte andre end erhvervslivet... (Om prodekanens betragtninger også gælder for samfundsvidenskaberne kan vi altid diskutere senere).
søndag den 4. marts 2007
Censorkorpsene bliver - men hvor længe?
Skønt man allerede i marts sidste år kunne læse om regeringens forslag til afskafning af det nuværende censorkorps og dets erstatning af eksterne korps udpeget af universiteternes aftagerpaneler, er det ikke meget omtale, det har fået. Det ser dog ud til at censorkorpsene bliver, men måske senere omstruktureres.
I en kronik i Berlingske Tidende sidste år (6/3-2006) lagde to censorformænd op til en vis varsomhed:
I en kronik i Berlingske Tidende sidste år (6/3-2006) lagde to censorformænd op til en vis varsomhed:
"Når der alligevel også er en god faglig grund til igen at overveje censorinstitutionens plads i vores universitetsuddannelser, hænger det sammen med, at vi har fået en ny universitetslov, der bl.a. rummer nye bestemmelser om, hvordan de lange videregående uddannelser løbende skal kvalitetsudvikles. I den proces spiller censorerne en vigtig rolle, og hvis de nye muligheder for at udnytte censorernes ekspertise til kvalitetsudvikling gribes rigtig an, kunne det hænde, at det censorsystem, som rundt omkring nok mest betragtes som endnu en dansk pudsighed, kunne gå hen og blive en model til efterfølgelse!" - De konkluderer at der bør "satses på en revitalisering af det danske censorsystem, således at de store og berettigede kompetencekrav til kandidaterne, som samfundet og virksomhederne stiller – og som universiteterne gerne vil honorere – kvalitetssikres gennem effektive og uafhængige censorkorps".
I en ledende artikel skrev Weekendavisen d. 2/2-2007:
"Tid til at uddanne sig svarende til international standard inden for de forskellige fag får man således ikke længere; på ethvert fag skal man skrive speciale på maksimalt seks måneder. Ellers bliver man noteret som dumpet. Gruppeeksaminer er afskaffet helt uden nogen saglig begrundelse, også på fag, hvor man uddanner folk til teamwork eller ledelse af grupper. Og for at ingen skal opdage, at standarden viger, er det nu også tanken at afskaffe de uafhængige censorkorps , så der ikke længere vil være nogen instans i landet, der repræsenterer fagenes egentlige indhold."
KU valgte i sit høringssvar af 10.1.2007 til universitetsloven at hilse aftagerpanelerne velkommen, men kun som rådgivende funktion, og fastholde den eksisterende censorordning, da den sikrer landsdækkende “ensartet bedømmelse og uafhængighed ved beskikkelse”. Det fremgår af høringssvarene (Folketinget, notat L 140 - Bilag 1), at universiteter og censorformandskaber generelt er kritiske over forslaget til ny censorordning. Behovet for landsdækkende censorkorps der er uafhængige af universiteterne fremhæves. Denne opfattelse deles af AC, DM, DSF og censorformandskaberne. På baggrund de indkomne høringssvar fremgår af samme notat, at forligskredsen (Venstre, Konservative og Socialdemokratiet) er enig i følgende:
"Censorordningen udgår af forslaget, og aftagerpanelerne får dermed alene en rådgivende funktion. Der er imidlertid behov for en faglig og økonomisk analyse af den eksisterende censorordning, herunder dennes uafhængighed af universiteterne. Der igangsættes derfor et analysearbejde mellem Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og repræsentanter fra universiteterne, censorformandskaberne og de studerende. Dette arbejde afsluttes i løbet af 2007. På dette grundlag drøftes med forligspartierne rammerne for en fremtidig censorordning."
Der er derfor grund til at følge dette nøje, og de involverede, ikke mindst censorformændene, opfordres hermed til at lade offentligheden få indblik i processen.
Universitetsoprør ønskes
Af Universitetsavisen fra KU fremgår, at dele af oppositionen i Folketinget vil arbejde for at slippe universiteterne ud af den ministerielle spændetrøje - og stille forslag om genindførelse af et ægte universitetsdemokrati: "Kun et universitetsoprør kan i dag vende den triste udvikling, der hele tiden flytter magten væk fra universiteterne og væk fra medarbejdere og studerende." (Læs mere her...).
Læs også en videnskabshistorisk baseret kommentar til universitetsfusioner og 'faktureringsforskning' (her...).
Læs også en videnskabshistorisk baseret kommentar til universitetsfusioner og 'faktureringsforskning' (her...).
lørdag den 3. marts 2007
Ph.d.-forsvar om humanioras legitimeringshistorie
[Annonceret på DPU's hjemmeside, og sikkert høj-relevant for denne blogs diskussion af den særlige måde, den aktuelle forskningspolitiske elendighed rammer humaniora på (red.)]:
"Ikke af brød alene ...". Argumenter for humaniora og universitetet i Norge, Danmark, Tyskland og USA 1945-2005
Ph.d.-forsvar af cand.mag. Jesper Eckhardt Larsen
Professor emeritus Ingrid Markussen, Universitetet i Oslo.
Professor Björn Wittrock, Uppsala Universitet.
Lektor Jens Erik Kristensen, Danmarks Pædagogiske Universitet (formand).
Vejleder:
Professor Thyge Winther-Jensen
Dato: 09.03.07
Tid: 13.00 - 16.00
Sted: DPU, lokale D174
"Ikke af brød alene ...". Argumenter for humaniora og universitetet i Norge, Danmark, Tyskland og USA 1945-2005
Ph.d.-forsvar af cand.mag. Jesper Eckhardt Larsen
I cand.mag. Jesper Eckhardt Larsens afhandling anføres, at udsagnet om, at mennesket ”ikke lever af brød alene…” vækker associationer til bibelsk retorik, men indgår også som argument for at støtte humanistisk forskning i en rapport fra Norges almenvidenskabelige forskningsråd fra 1975. Dette retorisk effektfulde udtryk viser hen til menneskets sammensatte og komplekse natur og er dermed en kritik af snæver utilitarisme i forsknings- og uddannelsespolitikken. Afhandlingens centrale anliggende er at redegøre for sådanne argumenter for humanistisk forskning og uddannelse/dannelse. Hvad er humaniora godt for? Svarene på dette spørgsmål er mange og varierer efter epoke og kontekst. Udviklingen fra 1945 er i overskrifter: freds- og kulturargumentation, kompensations- og emancipationsargumentation i 1960erne, klassebevidsthed og kommunikativ bevidsthed i 1970erne, kulturbevidsthed og problemløsning i 1980erne og endelig pragmatik, mangfoldighed og kompleksitet frem til 2005.Bedømmelsesudvalg:
Professor emeritus Ingrid Markussen, Universitetet i Oslo.
Professor Björn Wittrock, Uppsala Universitet.
Lektor Jens Erik Kristensen, Danmarks Pædagogiske Universitet (formand).
Vejleder:
Professor Thyge Winther-Jensen
Dato: 09.03.07
Tid: 13.00 - 16.00
Sted: DPU, lokale D174
McDonaldisering via udviklingskontrakter
"Hvorledes kan man vurdere forskning og allokere ressourcer til forskning uden at hæmme motivationen og sætte kreativiteten på spil?"
Det spørgsmål, søger Mai Linneberg, Hanne Nørreklit og Philipp Schröder, alle tre fra Handelshøjskolen i Aarhus, at belyse i et nyt bidrag, ”Profession versus udviklingskontrakter i samfundsvidenskabelig forskning: Baggrund & konsekvenser ved et paradigmeskifte” (udg. i De nye Professionelle, red. Larsen og Hein, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007). Jeg fandt en omtale af det på Handelshøjskolens hjemmesider, fik uddybende information, og videresendte til arkivet (her...). Forfatterne spørger:
Det spørgsmål, søger Mai Linneberg, Hanne Nørreklit og Philipp Schröder, alle tre fra Handelshøjskolen i Aarhus, at belyse i et nyt bidrag, ”Profession versus udviklingskontrakter i samfundsvidenskabelig forskning: Baggrund & konsekvenser ved et paradigmeskifte” (udg. i De nye Professionelle, red. Larsen og Hein, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007). Jeg fandt en omtale af det på Handelshøjskolens hjemmesider, fik uddybende information, og videresendte til arkivet (her...). Forfatterne spørger:
Det er regeringens ambition at stimulere ideer, opfindelser og innovation med henblik på, at Danmark skal kunne være innovativt førende og klare sig blandt de bedste globalt set. Simultant implementer Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling kvantitativt fokuserede udviklingskontrakter på de højere læreranstalter. Hænger dette mon sammen?
Forfatterne fremfører, at forskningsprofessionen siden 1960erne er blevet svækket i universiteternes transformation fra dannelsesinstitution til udannelsesinstitution. Det bevirker, at tilliden til universiteternes professionsbaserede selvstyring er forsvundet og udviklingskontrakten er blevet sat i stedet. Artiklen viser, at kontrakterne kan være effektive som disciplineringsteknik, men at man risikerer at standardisere forskningen, hvorved kontrakterne vil virke begrænsende på 'innovationen' (forfatternes ord for kreativitet og originalitet i forskningen):
"Således indebærer en øget resultatstyring en risiko for alt for stramt at definere, hvad forskning består i og en kvælning af forskernes nysgerrighed og engagement. Og i takt med denne ”McDonaldisering” af forskningen opstår faren for en forringelse af innovationsgraden."
Artiklen diskuterer også alternativer til at opløse dilemmaet mellem på den ene side at ville styre forskningen og på den anden side at ville styrke det innovative element og bibeholde motivering af medarbejderen. Se mere om bidraget her.... Jeg tror, at de tendenser forfatterne beskriver for samfundsforskningen generelt gælder megen grundforskning indenfor hovedområderne.
Abonner på:
Opslag (Atom)
