Jeg er ansat på Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet (CFA). Som nogle måske ved er CFA en videreførsel af Analyseinstitut for Forskning (AFSK), der var en selvstændig sektorforskningsinstitution med tilknytning til forskningsministeriet.
Vi har i mere end 10 år indsamlet den officielle forskningsstatistik, udført myndighedsopgaver og lavet 'fri' forskning i forskning (erhvervslivets forskning og innovation, offentlige ansatte forskeres arbejdsvilkår, forskningspolitik osv. rapporter, arbejdspapirer o. lign. kan downloades fra WWW.CFA.AU.dk)
Vores første oplevelse med omstruktureringer var, at vi som AFSK kom på Fogh-regeringens 'dødsliste', da der skulle gøres op med eksperterne. Efter nogen turbulens endte vi med at blive et center (CFA) under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Århus Universitet. Vores oplevelser i den anledning var ikke udelt positive.
Vores næste oplevelser var at vi i regeringsgrundlaget efter sidste valg kunne læse at Forsknings- og Innovationsstatistikken skulle overføres til Danmarks Statistik og vi kunne læse at 'Formålet vil blandt andet være forbedret statistikkvalitet, bedre tilgængelighed og administrative besparelser'
En interessant læsning for os - fordi vi faktisk mener, at vores kvalitet er høj, at vi meget hurtigt har ekspederet serviceopgaver og fordi vi har en praksis med adgang for forskere til vores data (efter præsentation af forskningsprojekt), så snart data er færdigbearbejdet fra vores side dvs. valideret og publiceret. Da vi var på 'dødslisten' regnede Finansministeriet ud, at vi var ret billige.......
En af mine kollegaer har nyt job 1. januar - en anden 1. februar .... og resten af os håber på, at CFA vil fortsætte som et højt profileret forskningscenter .... selv vil jeg i det nye år komme til at arbejde med et projekt, der bl.a. skal handle om fusioner i offentlig dansk forskning.
Idag sendte vores centerleder nedenstående ud til modtagerne af vores nyhedsbrev:
"Som konsekvens af regeringsgrundlaget af 22. november 2007 samt den kgl. resolution om ressortomlægninger af 23. november 2007 skal ansvaret for indsamling og publicering af dansk forsknings-, innovations- og PhD-statistik samt offentligt forskningsbudget overgå til Danmarks Statistik per 1. januar 2008.
Alle henvendelser om fremtidig forskningsstatistik skal derfor rettes til Danmarks Statistik www.dst.dk.
Dansk Center for Forskningsanalyses hjemmeside for dansk forskningsstatistik (www.forskningsanalyse.dk) vil fremover kun indeholde information om perioden før opgaveoverdragelsen, og statistikkerne opdateres ikke længere regelmæssigt hos CFA.
Dansk Center for Forskningsanalyse vil gerne takke de mange respondenter, kontaktudvalg, aftagerpaneler samt andre, som hidtil har muliggjort udarbejdelsen af statistikkerne.
På forskningsanalyse.dk finder du herefter Danmarks officielle statistikker for forsknings- og udviklingsarbejde i den offentlige sektor og erhvervslivet samt innovationsstatistik for erhvervslivet til og med 2006, samt Offentligt Forskningsbudget for Danmark til og med 2007. Derudover finder du statistikker over ph.d.-studerende og ph.d.-eres karrierer til og med 2006. Endelig findes der en række andre specielle statistikker inden for området, herunder bl.a. grønlandsrelateret forskningsstatistik samt ikt-statistik.
CFAs forskningsprojekter og øvrige forskningsrelaterede opgaver under det Samfundsvidenskabelig Fakultet ved Aarhus Universitet fortsætter uændret. CFA fortsætter således med deltagelse/ledelse i nationale, nordiske og internationale forskningsprojekter samt andre former for samarbejder.
CFA ønsker hermed alle en glædelig jul og et godt nytår.
Karen Siune
Centerleder"
fredag den 21. december 2007
tirsdag den 18. december 2007
Effektivitet, forskningsfrihed og argumentationsstrategi
Jeg fik en mail fra en af vore læsere, Jesper Juul, som jeg tillod mig at dele med bloggens netværk. Det affødte en længere kommentar fra Heine Andersen. Begge tillod at bringe udvekslingen, her på bloggen. Om sig selv skriver Jesper, at "Jeg føler mig nok sådan halvt indviklet i det danske universitetssystem - jeg var adjunkt på IT-Universitetet indtil i sommer, og fra januar har jeg universitetsjob herovre (altså i USA)."
- - - CITAT fra Jesper Juuls mail:
Jeg har siddet og gjort mig nogle rent strategiske overvejelser, som jeg lige ville dele med dig.
Befolkningen kan nok deles i to dele:
1) dem der forstår det principielle i ting såsom medarbejderdemokrati og forskningsfrihed, universitetet som vagthund, kritik korrektiv osv.
og
2) dem der ikke forstår hvad det drejer sig om. Denne gruppe er vel det væsentlige flertal, også blandt politikere.
Det giver nogle retoriske problemer:
-"Forskningsfrihed" lyder for en udenforstående som om vi bare skal have lov til at lave hvad vi har lyst til, på skatteborgernes regning.
-"Medarbejderdemokrati" - alle andre er vant til at have chefer over sig, så det er også svært for andre at forstå hvorfor akademikere ikke skulle have chefer over sig.
Det giver Helge Sander mulighed for at sætte det op så han taler om effektivitet, international konkurrence, drive universitetet som en virksomhed, etc... og det bliver så sat overfor nogle folk der taler om nogle meget generelle principielle ting, som få mennesker egentlig forstår vigtigheden af.
Kunne man ikke forestille sig en alternativ strategi, hvor man i stedet framer det hele efter en mere merkantil logik. Vi er jo så heldige at en hård merkantil logik realistisk set er sammenfaldende med mange af de mere idealistiske ønsker. Her er nogle alternative framings som muligvis vil kunne overbevise folk ind i regeringens rækker.
-Effektivitet: Som du har blogget om, så går en større og større del af de danske universiteters ressourcer til administration, og forskere har mindre tid til at forske. Hvis man kan samle nogle klare tal, kan man vise at danskerne får mindre for pengene med den nuværende struktur, og vil få mere mere for pengene hvis man går over til en mere flad struktur.
-Forskningsfrihed eller "akademisk ytringsfrihed" er til for at give den bedst mulige forskning for pengene, og give danske universiteter bedre muligheder for at konkurrere internationalt, både på rekruttering og på kvaliteten af forskningen. Desuden giver forskningsfrihed mulighed for at lade en slags "markedets logik" skabe værditilvæksten i det danske samfund ved at lade flest mullige mennesker kappes om at komme med de bedste nye ideer.
-Rekruttering: Hvis man kunne skaffe nogle undersøgelser der viste hvor uattraktive forholdene på de danske universiteter er for udenlandske topforskere.
-Best practices: De store kommercielle amerikanske universiteter lægger stor vægt på forskningsfrihed, og har fladere strukturer end danske universiteter har nu. Lad os lære af dem.
Kerneargumentet er så helt kort:
Det danske samfund poster milliarder i universiteterne, og har derfor krav på at få den bedst mulige forskning for pengene. Derfor skal vi indrette de danske universiteter efter "best practices", og køres mere som virksomheder med øje for de kommercielle amerikanske universiteter. Derfor vil vi foreslå følgende ændringer:
-Reduktion af bureaukratiet på danske universiteter, og arbejde hen imod en mere flad struktur, og ad den vej opnå effektiviseringsgevinster.
-Sikring af den akademiske ytringsfrihed efter udenlandsk forbillede, hvor man beskytter forskningen mod politisk eller andet pres, så vi kan få den bedst mulige forskning for pengene.
Det lyder selvfølgelig lidt uidealistisk, men hey, hvis man kan få folk til at forstå at de nuværende universitetsreformer er dybt ineffektive, ikke spor moderne, og at de stiller Danmark dårligt internationalt, så tror jeg kan kan få en anden politisk vilje på bordet. Hvis der skal en nyliberal retorik til, så er det måske bare sådan.
Just my two cents.
-Jesper Juul
- - - CITAT SLUT.
Heine Andersens svar:
- - - CITAT:
Interessante synspunkter, som jeg gerne vil give et par kommentarer:
Jeg kan sådan set være enig i mange af synspunkterne. Og sagen er jo, at de også har været fremme før med mellemrum i debatten. Det er dybt ironisk, at rækken af bench marking øvelser, der har været siden 1980'erne, ret entydigt har vist, at Danmark hidtil har ligget i top 5 (og højere end USA) - og det uden at indregne ressourceniveau, fx antallet af forskere (nævneren er typisk det samlede befolkningstal, eller landets BNP). Jeg kan huske en artikel fra Science, 1990'erne, hvor forfatteren (jeg tror navnet var Robert May), [senere ref. fra Heine: Robert M. May: ”The Scientific Wealth of Nations”. Science, vol. 275, 7. febr. 1997: 793-796 (download) (red)] forklarede den flotte placering af Danmark (sammen med bla. Sverige og Finland), med den flade og egalitære struktur man har (dvs. havde) i disse lande!! Men den slags er hidtil blevet fuldstændig ignoreret. Politikerne vil have Danmark ned på niveau med gennemsnittet i USA og tilsvarende.
Men at det er prøvet før, skal ikke hindre, at forsøget kan gentages og udbygges med bedre dokumentation mv. Problemet er, at der går nogen tid, måske fem-ti år eller mere, før de negative virkninger af Neuordnung viser sig. Et andet problem i sammenligninger er, at billedet af omkostningseffektiveteten ofte sløres ved, at der i lande som USA og England er enorm spredning mellem forskellige universiteter.
Specielt hvad angår effektivitet og forskningsfrihed, er det klassiske hovedargument jo - helt i tråd med det af JJ. anførte, det funktionalistiske (Mertonske), at forskningsfrihed og de normer, der ideelt er forbundet hermed, bedst muligt sikrer væksten i sand viden. Det harmonerer også med grundprincipper i nyere ledelsesteori (som jeg husker det, jeg formoder, at det stadig gælder), at vidensintensive, professionelle organisationer (fx også eksperttunge konsulentfirmaer ol.) ikke lader sig styre ud fra hierarkisk-bureaukratiske principper - sagkundskaben i forhold til de konkrete opgaver vil typisk aftage op gennem hierarkiet. Hvis der er usikkerhed om resultater eller egnede metoder, nytter det sjældent at spørge chefen, som man gør i traditionelle bureaukratier.
Det underlige er, at den offentlige sektor, og nu også universiteter og forskningsinstitutioner, via new public management, går stik imod disse principper og i stedet bevæger sig i retning mod en særlig form for planøkonomisk centralisme.
Samtidig tror jeg man skal være forsigtig ved at gå for meget ind på den "merkantile" og kommercielle terminologi og argumentation. Grundvidenskabelig viden, og det gælder alle fag, kan ikke produceres på markedsvilkår. Det er elementær økonomisk viden, som ingen med blot nogenlunde indsigt vil benægte.
Dertil kommer, at den merkantilt orienterede argumentationen ikke tager hensyn til andre værdier af forskningsfrihed og akademisk frihed, såsom det at bidrage til almindelig oplysning, nedbrydning af dogmer og fundamentalisme, kulturel pluralisme mv. Men de værdier fremmes ganske vist heller ikke automatisk af akademisk frihed - det afhænger meget af, hvordan og hvor meget vi udnytter den.
Venlig hilsen
Heine Andersen
- - - CITAT SLUT.
- - - CITAT fra Jesper Juuls mail:
Jeg har siddet og gjort mig nogle rent strategiske overvejelser, som jeg lige ville dele med dig.
Befolkningen kan nok deles i to dele:
1) dem der forstår det principielle i ting såsom medarbejderdemokrati og forskningsfrihed, universitetet som vagthund, kritik korrektiv osv.
og
2) dem der ikke forstår hvad det drejer sig om. Denne gruppe er vel det væsentlige flertal, også blandt politikere.
Det giver nogle retoriske problemer:
-"Forskningsfrihed" lyder for en udenforstående som om vi bare skal have lov til at lave hvad vi har lyst til, på skatteborgernes regning.
-"Medarbejderdemokrati" - alle andre er vant til at have chefer over sig, så det er også svært for andre at forstå hvorfor akademikere ikke skulle have chefer over sig.
Det giver Helge Sander mulighed for at sætte det op så han taler om effektivitet, international konkurrence, drive universitetet som en virksomhed, etc... og det bliver så sat overfor nogle folk der taler om nogle meget generelle principielle ting, som få mennesker egentlig forstår vigtigheden af.
Kunne man ikke forestille sig en alternativ strategi, hvor man i stedet framer det hele efter en mere merkantil logik. Vi er jo så heldige at en hård merkantil logik realistisk set er sammenfaldende med mange af de mere idealistiske ønsker. Her er nogle alternative framings som muligvis vil kunne overbevise folk ind i regeringens rækker.
-Effektivitet: Som du har blogget om, så går en større og større del af de danske universiteters ressourcer til administration, og forskere har mindre tid til at forske. Hvis man kan samle nogle klare tal, kan man vise at danskerne får mindre for pengene med den nuværende struktur, og vil få mere mere for pengene hvis man går over til en mere flad struktur.
-Forskningsfrihed eller "akademisk ytringsfrihed" er til for at give den bedst mulige forskning for pengene, og give danske universiteter bedre muligheder for at konkurrere internationalt, både på rekruttering og på kvaliteten af forskningen. Desuden giver forskningsfrihed mulighed for at lade en slags "markedets logik" skabe værditilvæksten i det danske samfund ved at lade flest mullige mennesker kappes om at komme med de bedste nye ideer.
-Rekruttering: Hvis man kunne skaffe nogle undersøgelser der viste hvor uattraktive forholdene på de danske universiteter er for udenlandske topforskere.
-Best practices: De store kommercielle amerikanske universiteter lægger stor vægt på forskningsfrihed, og har fladere strukturer end danske universiteter har nu. Lad os lære af dem.
Kerneargumentet er så helt kort:
Det danske samfund poster milliarder i universiteterne, og har derfor krav på at få den bedst mulige forskning for pengene. Derfor skal vi indrette de danske universiteter efter "best practices", og køres mere som virksomheder med øje for de kommercielle amerikanske universiteter. Derfor vil vi foreslå følgende ændringer:
-Reduktion af bureaukratiet på danske universiteter, og arbejde hen imod en mere flad struktur, og ad den vej opnå effektiviseringsgevinster.
-Sikring af den akademiske ytringsfrihed efter udenlandsk forbillede, hvor man beskytter forskningen mod politisk eller andet pres, så vi kan få den bedst mulige forskning for pengene.
Det lyder selvfølgelig lidt uidealistisk, men hey, hvis man kan få folk til at forstå at de nuværende universitetsreformer er dybt ineffektive, ikke spor moderne, og at de stiller Danmark dårligt internationalt, så tror jeg kan kan få en anden politisk vilje på bordet. Hvis der skal en nyliberal retorik til, så er det måske bare sådan.
Just my two cents.
-Jesper Juul
- - - CITAT SLUT.
Heine Andersens svar:
- - - CITAT:
Interessante synspunkter, som jeg gerne vil give et par kommentarer:
Jeg kan sådan set være enig i mange af synspunkterne. Og sagen er jo, at de også har været fremme før med mellemrum i debatten. Det er dybt ironisk, at rækken af bench marking øvelser, der har været siden 1980'erne, ret entydigt har vist, at Danmark hidtil har ligget i top 5 (og højere end USA) - og det uden at indregne ressourceniveau, fx antallet af forskere (nævneren er typisk det samlede befolkningstal, eller landets BNP). Jeg kan huske en artikel fra Science, 1990'erne, hvor forfatteren (jeg tror navnet var Robert May), [senere ref. fra Heine: Robert M. May: ”The Scientific Wealth of Nations”. Science, vol. 275, 7. febr. 1997: 793-796 (download) (red)] forklarede den flotte placering af Danmark (sammen med bla. Sverige og Finland), med den flade og egalitære struktur man har (dvs. havde) i disse lande!! Men den slags er hidtil blevet fuldstændig ignoreret. Politikerne vil have Danmark ned på niveau med gennemsnittet i USA og tilsvarende.
Men at det er prøvet før, skal ikke hindre, at forsøget kan gentages og udbygges med bedre dokumentation mv. Problemet er, at der går nogen tid, måske fem-ti år eller mere, før de negative virkninger af Neuordnung viser sig. Et andet problem i sammenligninger er, at billedet af omkostningseffektiveteten ofte sløres ved, at der i lande som USA og England er enorm spredning mellem forskellige universiteter.
Specielt hvad angår effektivitet og forskningsfrihed, er det klassiske hovedargument jo - helt i tråd med det af JJ. anførte, det funktionalistiske (Mertonske), at forskningsfrihed og de normer, der ideelt er forbundet hermed, bedst muligt sikrer væksten i sand viden. Det harmonerer også med grundprincipper i nyere ledelsesteori (som jeg husker det, jeg formoder, at det stadig gælder), at vidensintensive, professionelle organisationer (fx også eksperttunge konsulentfirmaer ol.) ikke lader sig styre ud fra hierarkisk-bureaukratiske principper - sagkundskaben i forhold til de konkrete opgaver vil typisk aftage op gennem hierarkiet. Hvis der er usikkerhed om resultater eller egnede metoder, nytter det sjældent at spørge chefen, som man gør i traditionelle bureaukratier.
Det underlige er, at den offentlige sektor, og nu også universiteter og forskningsinstitutioner, via new public management, går stik imod disse principper og i stedet bevæger sig i retning mod en særlig form for planøkonomisk centralisme.
Samtidig tror jeg man skal være forsigtig ved at gå for meget ind på den "merkantile" og kommercielle terminologi og argumentation. Grundvidenskabelig viden, og det gælder alle fag, kan ikke produceres på markedsvilkår. Det er elementær økonomisk viden, som ingen med blot nogenlunde indsigt vil benægte.
Dertil kommer, at den merkantilt orienterede argumentationen ikke tager hensyn til andre værdier af forskningsfrihed og akademisk frihed, såsom det at bidrage til almindelig oplysning, nedbrydning af dogmer og fundamentalisme, kulturel pluralisme mv. Men de værdier fremmes ganske vist heller ikke automatisk af akademisk frihed - det afhænger meget af, hvordan og hvor meget vi udnytter den.
Venlig hilsen
Heine Andersen
- - - CITAT SLUT.
lørdag den 15. december 2007
Radikal universitetspolitik
Vi har før på bloggen her beklaget os over i hvor ringe grad de danske politiske partier har gidet at føre seriøse, detaljerede diskussioner om forskningen og universiteternes forhold. Derfor er det glædeligt at se, at de radikales netværk på nettet nu har oprettet en gruppe for netop sådanne emner: http://www.radikale.net/grupper/universitetspolitik
Herfra byder vi initiativet velkommen, og håber på gensidig inspiration.
Herfra byder vi initiativet velkommen, og håber på gensidig inspiration.
fredag den 14. december 2007
Hovedstolen - arvesølvet - my precious ...
Regeringen vil have universiteter i verdensklasse, men vil ikke betale verdensklasse omkostninger for det. Man ser vel helst, at universiteterne bliver virtuelle væresteder på nettet - for hvad skal vi med musten?
Vigtige dele af Københavns Universitet - de store museer og samlinger - er ved at forbløde. De plages af nedskæringer af staben og af noget så simpelt og elementært som nedskæring af plads. Det skyldes bl.a., at universiteterne (som led i New Public Management-ideologiens indtog også i videnskabsministeriet) pålagdes at betale "husleje" for sine arealer. Troede man, at universiteterne var statsfinancierede og betalt af de danske skatteydere ligesom fx kommunebiblioteker, folkeskoler eller sygehusvæsen, måtte dette virke helt barokt. Konsekvensen var en langsommelig, sej, og ubønhørlig tunami af nedskæringer og indskrænkninger.
Universitetsledelserne - bestyrelser, rektorer, dekaner, institutledere (og for den sags skyld kommunikationsarbejdere) - har ikke protesteret mærkbart over absurditererne.
En geolog skrev til mig for nogle dage siden:
Vigtige dele af Københavns Universitet - de store museer og samlinger - er ved at forbløde. De plages af nedskæringer af staben og af noget så simpelt og elementært som nedskæring af plads. Det skyldes bl.a., at universiteterne (som led i New Public Management-ideologiens indtog også i videnskabsministeriet) pålagdes at betale "husleje" for sine arealer. Troede man, at universiteterne var statsfinancierede og betalt af de danske skatteydere ligesom fx kommunebiblioteker, folkeskoler eller sygehusvæsen, måtte dette virke helt barokt. Konsekvensen var en langsommelig, sej, og ubønhørlig tunami af nedskæringer og indskrænkninger.
Universitetsledelserne - bestyrelser, rektorer, dekaner, institutledere (og for den sags skyld kommunikationsarbejdere) - har ikke protesteret mærkbart over absurditererne.
En geolog skrev til mig for nogle dage siden:
"Jeg er ikke helt sikker på detaljerne i disse aftaler om 'husleje' og ved faktisk ikke, hvor jeg skal lede efter dem. Jeg har ikke rigtigt set noget i Rektors eller Dekanens nyhedsbreve - fx har jeg aldrig set noget om de faktiske beregninger af kvadratmeter-priser. Jeg ved blot, at Geologisk Institut skal reduceres fra 7000 til ca 4000 kvm, og geograferne sikkert noget lignende. I vort helt nye Geocenter skal det fusionerede institut afgive hele det store 'område 5', som er den del, de fleste geografer sidder i, så disse skal indflyttes efter ny renovering (få år efter ombygningen til små 200 mill kr) blandt geologerne i vore områder 3 og 6. Som følge deraf bliver vi (...) nu snart smidt ud og overflyttet midlertidigt til det område 5, som jo altså skal rømmes! Også museerne skal reduceres, måske endda lidt mere end 40% - dekanen har vist næppe meget til overs for den type aktiviteter, og nogle læser måske ikke litteratur der er mere end 5-10 år gammel, men vi bør huske på, at museerne forvalter kulturarven (hvis videnskab om natur altså regnes som en slags 'kultur')."
I rektoratets brev af 29/11 2007 til alle KU’s ansatte og studerende skrev rektor Ralf Hemmingsen og prorektor Lykke Friis:
"Det er svært at styrke kvaliteten i uddannelserne og skabe internationalt attraktive studier, velfungerende studiemiljøer og sociale fællesskaber uden de nødvendige fysiske rammer. Bestyrelsen har nu vedtaget Campusplanen 2007, som netop sigter på at skabe fire tidssvarende campusmiljøer.
Men bestyrelsen har også bedt rektoratet om at udarbejde en investeringsplan for infrastrukturen på KU. Velfungerende infrastruktur er en forudsætning for velfungerende forskning, og det er svært at drive frontforskning i fagligt tilbagestående fysiske rammer. Ikke mindst på Nørre Campus er der behov for forbedringer, som bliver alt andet end billige. Således vil regeringens bemeldte stigning i forskningsbevillinger være aldeles utilstrækkelig, hvis den også skal dække manglerne i vores infrastruktur."
Et understatement? Museerne (og ikke blot de naturhistoriske) er truet, deres forskning kæmper en næsten umulig kamp. Hvad med lidt respekt for civilisationen?
torsdag den 13. december 2007
RUC-ansatte trues af fyringer
Vi hører bestandigt fra regeringen, at der tilflyder universiteterne store ekstra summer i disse år. Men på RUC trues de ansatte nu af fyringer. Økonomien er i krise. Det rimer ret ringe.
Helge Sander mener ikke, i modsætning til den seneste undersøgelse af forskningsfriheden i en række EU-lande, at der er noget problem i Danmark med forskningsfrihed. Men fyrer man forskere, er det meget svært at tale om fri forskning - lønmidler er en forudsætning for en stærk og uafhængig grundforskning. Når der nu igen er optræk til massefyring af forskere i Danmark, må man håbe, at der er flere der råber op end i efteråret 2006, da Ålborg Universitet fyrede en række af sine forskere på det humanistiske fakultet.
Følg med i RUCs alternative blad Hippocampus og dagbladet Information.
Helge Sander mener ikke, i modsætning til den seneste undersøgelse af forskningsfriheden i en række EU-lande, at der er noget problem i Danmark med forskningsfrihed. Men fyrer man forskere, er det meget svært at tale om fri forskning - lønmidler er en forudsætning for en stærk og uafhængig grundforskning. Når der nu igen er optræk til massefyring af forskere i Danmark, må man håbe, at der er flere der råber op end i efteråret 2006, da Ålborg Universitet fyrede en række af sine forskere på det humanistiske fakultet.
Følg med i RUCs alternative blad Hippocampus og dagbladet Information.
Indikatormodel
Til almindelig oplysning: På KU's sider under det humanistiske fakultet ligger der under forskningsudvalget en side kaldet VTU-indikatormodel, som fortæller om det flittige arbejde med at måle forskningsproduktion (man har jo indrømmet, at der ikke er tale om mål for "forskningskvalitet", selvom navnet hænger ved), med links til statuspapirer m.v. Her står bl.a.:
"Indikatorerne for forskning – den såkaldte ”bibliometriske kvalitetsindikator” – udvikles i øjeblikket med henblik på implementering ved Finanslovstildelingen for 2010. Det foreløbige arbejde i VTU og Rektorkollegiet har i foråret 2007 taget udgangspunkt i den ”norske model”, og der er herudfra opstillet et sæt hovedprincipper som grundlag for det videre arbejde."Vi følger op på sagen.
søndag den 9. december 2007
Demokrati-relikter
Universitetsdemokratiet er dødt. Det har det været mindst siden 2003-universitetsloven. Alligevel er der enkelte relikter tilbage, som nu valg til universitetets bestyrelse - i mit tilfælde, Københavns Universitet. Københavnerhistorien her er blot en variant af det magtens "brød og skuepil", som udfolder sig på alle danske universiteter.
Jeg er lektor ved et universitet, som ifølge universitetsloven styres af en bestyrelse, hvor de eksterne medlemmer har flertal. Her er et familiebillede af "min" bestyrelse. Udover rektor og prorektor, som slet ikke er medlemmer (de er ansat af bestyrelsen) ses en tidligere nationalbankdirektør i midten som bestyrelsesformand, omgivet af resten af familien, som p.t. (da det er en overgangsbestyrelse pga. fusionenerne) består af 17 medlemmer, heraf 9 eksterne medlemmer og 3 VIP dvs. repræsentanter for det videnskabelige + 2 TAP for det teknisk-administrative personale + 3 studenter-repræsentanter.
Nu er der så valg til bestyrelsen. Kan jeg stemme på alle? Nej, kun min gruppe, dvs. de kandidater, der stiller op til at besætte VIP pladserne. For at citere vedtægten:
Jeg er lektor ved et universitet, som ifølge universitetsloven styres af en bestyrelse, hvor de eksterne medlemmer har flertal. Her er et familiebillede af "min" bestyrelse. Udover rektor og prorektor, som slet ikke er medlemmer (de er ansat af bestyrelsen) ses en tidligere nationalbankdirektør i midten som bestyrelsesformand, omgivet af resten af familien, som p.t. (da det er en overgangsbestyrelse pga. fusionenerne) består af 17 medlemmer, heraf 9 eksterne medlemmer og 3 VIP dvs. repræsentanter for det videnskabelige + 2 TAP for det teknisk-administrative personale + 3 studenter-repræsentanter.
Nu er der så valg til bestyrelsen. Kan jeg stemme på alle? Nej, kun min gruppe, dvs. de kandidater, der stiller op til at besætte VIP pladserne. For at citere vedtægten: "§ 7. Bestyrelsen har 11 medlemmer: 6 udefra kommende medlemmer, 2 medlemmer, der vælges af og blandt universitetets videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, 1 medlem, der vælges af og blandt det teknisk-administrative personale, og 2 medlemmer, der vælges af og blandt universitetets studerende.
§ 8. De 6 udefra kommende medlemmer udpeges af bestyrelsen på baggrund af deres kvalifikationer og ikke som repræsentanter for bestemte interesser, organisationer eller sektorer."
Så uanset overgang eller ej, kan jeg kun stemme på det mindretal, som svarer til min 'stand' i forsamlingen. Hvem bestemmer så hvem der skal sidde på de andre pladser?! Svar: Bestyrelsen! (Jfr. "§ 9. Udpegning af de udefrakommende bestyrelsesmedlemmer foretages af den samlede bestyrelse på baggrund af forslag fra blandt andre bestyrelsesmedlemmerne. Bestyrelsen kan alternativt nedsætte et indstillingsudvalg der indsamler forslag og på baggrund heraf fremlægger en begrundet prioritering af kandidater for bestyrelsen.") Okay, men hvordan kan jeg så gøre min mikro-indflydelse gældende? Well, jeg kan - som det fremgår af KU's Universitetsavisen nr. 15 af 30/11 (kan downloades her), 2. sektion s. 8-9, vælge mellem 4 lister: 1) "Et stærkt KU" (Niels Kærgaard & Anja C. Andersen), "BQ" (Bjørn Quistorff), "De tørre fags liste: kultur og samfund" (Henrik Prebensen, Hanne Foss Hansen & Vibe Garf Ulfbæk), samt "KU-hel" (Harald S. Hansen"). Alle udmærkede og fornuftige mennesker, og næsten alle - dog med nuanceforskelle - kritiske overfor tingenes tilstand. Men er det demokrati? Læseren af de 4 listers program som gengivet i Universitetsavisen vil have svært ved at skelne. Quistorffs kritik er klarest, og mest to the point. Men Niels Kærgård er en mand, der også har klart blik for problemerne ved det nuværende styres indskrænkning af forskningsfriheden, og var medforfatter til Det Kgl. Videnskabernes Selskabs debatoplæg herom i foråret. Henrik Prebensen har også skrevet kritisk om universitetsreformerne fra 1993 og frem, som han ser som en svækkelse af universitetet som en helhed. Harald S. Hansens erklæringer om kvalitetsmåling som vi "nok må lære at leve med" virker mere defensive og konsensussøgende.
Hvad gør man så som vælger? I min naivitet ledte jeg efter tidligere debatter i bestyrelsen, også imellem VIP-repræsentanterne, for måske kunne man finde spor af universitetspolitiske diskussioner i den afgående bestyrelse. Men forgæves. Gå til KU's side for bestyrelsesreferater og oplev det mest jammerkedsommelige, du har læst i dit liv. De er renset for enhver meningsnuance eller blot spor af diskussion og er derfor så lang fra den principielle dissensus eller debat, som burde kendetegne ethvert universitet. Hvad er det for en konfliktskyhed, der trumfer censur af meningsforskelle igennem i referaterne? Men måske foregår den slags ikke i bestyrelserne, fordi ministeriets embedsmandvælde alligevel dikterer alle væsentlige beslutninger? Og hvorfor skal vi så stemme? Ikke sært at stemmeprocenten ved den slags valg typisk er lav. Der står ellers meget på spil. Jeg kan derfor kun opfordre de priviligerede stemmeberettigede fra alle stænder til at stemme på den kandidat, der klarest tilkendegiver en opposition til tingenes tilstand.
fredag den 7. december 2007
Teflon-Sander
"Sander afviser problemer med forskningsfriheden" lyder en overskrift i gårsdagens Information (se her). Det er utroligt, at videnskabsministeren kan foregive en sådan grad af blindhed overfor skrøbeliggørelsen af den akademiske frihed i Danmark, hvor der er stort behov for at styrke den individuelle forskningsfrihed, som bl.a. rektor for Københavns Universitet har foreslået (på et møde i maj 2007).
Den foreløbige undersøgelse, vi omtalte i går, angår primært de juridiske regelsæt som sikrer forskningsfriheden, og sådanne regelsæt - hvad enten de hidrører fra forfatningen eller almindelige lovgivning - siger selvfølgelig intet direkte om den reelle udfoldelse af forsknings- og ytringsfrihed i de enkelte lande. På den baggrund afviser Sander undersøgelsen, og påstår på bedste teflon-maner, at han kun møder "udbredt tilfredshed".
Det er pinligt at høre en regeringsrepræsentant afvise, at Danmark er et af de lande i Europa, der har største problemer med forskningsfriheden. Vi hører til de, der har mest kontrollerende centralstyring af universiteternes virke (som også rektorkollegiet har beklaget sig over), dårlig eller ingen sikring af ansættelsessikkerheden, og store muligheder for politisk styring af forskningen, ikke alene gennem bestemmelserne om pålæggelselse af myndighedsopgaver, men nok så meget gennem den top-down struktur for universiteternes styre (ansatte ledere, eksterne bestyrelser osv.) som et bredt flertal af folketinget indførte med den nye universitetslov af 2003.
Vi har henvendt os til undersøgelsens forfatter og forelagt ham Sanders afvisning. Vi bringer hans svar i kommentaren til dette indlæg nedenfor.
Den foreløbige undersøgelse, vi omtalte i går, angår primært de juridiske regelsæt som sikrer forskningsfriheden, og sådanne regelsæt - hvad enten de hidrører fra forfatningen eller almindelige lovgivning - siger selvfølgelig intet direkte om den reelle udfoldelse af forsknings- og ytringsfrihed i de enkelte lande. På den baggrund afviser Sander undersøgelsen, og påstår på bedste teflon-maner, at han kun møder "udbredt tilfredshed".
Det er pinligt at høre en regeringsrepræsentant afvise, at Danmark er et af de lande i Europa, der har største problemer med forskningsfriheden. Vi hører til de, der har mest kontrollerende centralstyring af universiteternes virke (som også rektorkollegiet har beklaget sig over), dårlig eller ingen sikring af ansættelsessikkerheden, og store muligheder for politisk styring af forskningen, ikke alene gennem bestemmelserne om pålæggelselse af myndighedsopgaver, men nok så meget gennem den top-down struktur for universiteternes styre (ansatte ledere, eksterne bestyrelser osv.) som et bredt flertal af folketinget indførte med den nye universitetslov af 2003.
Vi har henvendt os til undersøgelsens forfatter og forelagt ham Sanders afvisning. Vi bringer hans svar i kommentaren til dette indlæg nedenfor.
onsdag den 5. december 2007
Danmark bunder i forskningsfrihed
Sociologen Terence Karran fra uddannelsesforskningscenteret på University of Lincoln, UK, har i Higher Education Policy offentliggjort en foreløbig undersøgelse af den akademiske frihed i 23 europæiske lande. (Den kan læses her, og omtales i dagbladet Information i dag, se også her). Undersøgelsen dækker den juridiske beskyttelse af forskningsfriheden, og den akademiske frihed i bredere forstand, som bl.a. også omfatter parametre som den grad af indflydelse det videnskabelige personale har på deres arbejdsforhold som forskere, herunder også indflydelse på ledelsesmæssige forhold (fx valgte eller ansatte ledere?, hersker en management- eller universitetskultur?), deres ansættelsessikkerhed, ytringsfrihed, samt ikke bare institutionens formelle autonomi, men graden af dens reelle selvstyre. En række metodemæssige problemer diskuteres og undersøgelsen er kun foreløbig.
En interessant detalje er, at undersøgelsen i tidens ånd fremhæver den akademiske frihed som en konkurrenceparameter:
"Clearly, when academic freedom varies between nation states, the likelihood of mobility is reduced — staff and students are unlikely to desire to work in or study at another university in which the academic freedom afforded to them is significantly lower than in their home institution." - Måske er dét et argument, som chefideologerne i regeringspartierne kan forstå?
Undersøgelsen bekræfter i sin placering af Danmark i bunden en undersøgelse foretaget af FORSKERforum (nr. 200 og 2003, omtalt her på bloggen d. 5/1 og d. 15/4), hvor bladet lavede et internationalt 'frihedsindeks' for de enkelte landes forskningssystemer.
PS: der er en lille fejl, tror jeg, i Informations omtale, hvor man direkte har taget den opsummerende tabel 11 (klik på figuren her for at forstørre) som udgangspunkt for en detail-ranking ved at nummerere de enkelte lande fra tabellen, så det ser ud som om at fx de 5 første lande er differentieret indbyrdes, men den oprindelige tabel giver ikke belæg for det.
En interessant detalje er, at undersøgelsen i tidens ånd fremhæver den akademiske frihed som en konkurrenceparameter:
"Clearly, when academic freedom varies between nation states, the likelihood of mobility is reduced — staff and students are unlikely to desire to work in or study at another university in which the academic freedom afforded to them is significantly lower than in their home institution." - Måske er dét et argument, som chefideologerne i regeringspartierne kan forstå?
Undersøgelsen bekræfter i sin placering af Danmark i bunden en undersøgelse foretaget af FORSKERforum (nr. 200 og 2003, omtalt her på bloggen d. 5/1 og d. 15/4), hvor bladet lavede et internationalt 'frihedsindeks' for de enkelte landes forskningssystemer.
PS: der er en lille fejl, tror jeg, i Informations omtale, hvor man direkte har taget den opsummerende tabel 11 (klik på figuren her for at forstørre) som udgangspunkt for en detail-ranking ved at nummerere de enkelte lande fra tabellen, så det ser ud som om at fx de 5 første lande er differentieret indbyrdes, men den oprindelige tabel giver ikke belæg for det.
onsdag den 28. november 2007
Katalyst - Katapult - Katastase - Katastrofe
Hvæseren observerer:Gode ord brander som mundgodt, værsgo' at smage:
Katalyst - Katapult - Katastase - Katastrofe
Katalyst er - ifølge nyhedsbrev fra Københavns Universitet af 27/11-2007 - et studentervæksthus for oplevelsesøkonomi og global kommunikation ved Det Humanistiske Fakultet.
Katapult er - ifølge samme nyhedsbrev - nyheden: KU's nye studentervæksthus, som tilbyder studerende kurser i entrepreneurskab, personlig rådgivning, mentorordning, konkurrencer, match-making-arrangementer, workshops og foredrag om iværksætteri.
Katastase er - ifølge J.C. Scaligers poetik fra 1561 - betegnelsen for den tilspidsning af forviklingerne i et drama, som sker lige før katastrofen.
Katastrofen er - ifølge den altid årvågne og hypnoparanoide hvæser - universitetets katabolisme (nedbrydning, anvendes om den nedbrydende del af det biologiske stofskifte), fx det kumulative domænetab af kerneværdier som fordybelse, forskningsbaseret undervisning, uafhængig forskning, ægte forsøg på at skabe ny og provokerende lærdom - universiteternes forvandling til anstalter for en akademisk kapitalisme, på bekostning af uafhængighed, fri nysgerrighedsdrevet forskning, samt de offentlige goder, der forsvinder i takt hermed, såsom en kritisk og uafhængig kvalificering af samfundsdebatten og den politiske beslutningsproces. Wroouufffffh!
tirsdag den 27. november 2007
Citationsanalyser er ikke for forskere
Der er nu spredte rygter om at et mindre mytteri brød ud flere institutter på det naturvidenskabelige fakultet, KU, da forskerne tidligere i november af dekanatet blev bedt om selv at gå ind på citationsdatabaserne, og udregne deres citationstal, H-index m.v. som led i fakultetsledelsens bestræbelser på at profilere sig og udarbejde en samlet strategi (med vejledende ord som "Identify research areas that are under development and have the potential to become world-class in 5 years, including plans for attracting external funding to this area", etc.). Umiddelbart lyder den slags nemt, men det er halsløs gerning at bede hver enkelt forskningsgruppeleder om det, for citationsanalyser er hverken for bønder eller forskere, men for fagfolk som er uddannet i bibliometri, og der er mange fejl og faldgruber i databaserne. Dette påpegede fysikeren Peter Sigmund og forskningsbibliotekaren Johan Wallin allerede i en artikel om "Bibliometri som forskningsindikator?" fra 2006, som er værd at citere fra:
Peter Sigmund skriver til mig om artiklen: "Artiklen er ikke trykt i noget tidsskrift. Den lå til bedømmelse i det norske Forskningspolitikk, som mente at den ikke indeholdt noget nyt. Det er en dom, der normalt ville gøre mig bekymret, men i nærværende tilfælde blev jeg glad, for det betyder da at der må være andre der er opmærksomme på det omtalte problem." — Ja, men åbenbart ikke universitetsledelserne!
"Citationsanalyse er blevet så almindelig, at ledelserne på universiteter og forskningsinstitutioner ofte har tallene liggende for den enkelte medarbejder og større enheder, og de kan basere forskningspolitiske og personelle beslutninger på disse tal, hvis de ikke nærer principielle betænkeligheder ved brugen af dem. Det er derfor af afgørende betydning, at disse tal er rimelig korrekte."
"Vi har ekstraheret bibliometriske data for to danske fysikere af Science Citation Index. Manglen på konsistens samt hyppigheden af fejl i de fremkomne data fører os til den konklusion, at denne database, som hidtil har indtaget en monopolstilling på området, har alvorlige, vanskeligt korrigerbare mangler af en art, der skaber tvivl om dens egnethed til formålet."
"Thomson Scientifics Science Citation Index database har fortsat alvorlige, vanskeligt korrigerbare mangler af en art, der skaber tvivl om dens egnethed til ensidig evaluering og prioritering af forskning ved citatanalyse. Det hjælper, hvis der foretages en samtidig kontrol af citationsdata af såvel en ekspert i bibliometri som en forsker indenfor den disciplin eller subdisciplin, der ønskes evalueret. Men derved rejser sig dels spørgsmålet, om den investerede tid er så stor, at det går ud over de pågældendes egentlige opgaver, nemlig forskning og forskningens infrastruktur, dels spørgsmålet om omkostninger og WoS’ monopolstilling på området." (læs hele artiklen her).
Forskernes protester på Københavns Universitet virker ikke mindst på den baggrund velbegrundede. Som det kan ses af protesterne (her) var Sigmund og Wallins ord næsten profetiske. En vred professor skrev:
"The whole exercise is anyway futile, since all the needed information is present in the Web of Science database. It is not necessary to bother every scientist at the institute with this. In particular with so poorly prepared and foggy instructions on the how to fill the boxes.PS:
What has this exercise cost the institute in man-hours? Have we really become a flock of sheep terrorized into speechlessness? Are we willing to duck our heads and obey any command from above, how silly it may be? Will we in the future humbly do whatever we are told by any anonymous administrator (who in the present case evidently doesn't even have the wherewithal to write a set of clear instructions)?"
Peter Sigmund skriver til mig om artiklen: "Artiklen er ikke trykt i noget tidsskrift. Den lå til bedømmelse i det norske Forskningspolitikk, som mente at den ikke indeholdt noget nyt. Det er en dom, der normalt ville gøre mig bekymret, men i nærværende tilfælde blev jeg glad, for det betyder da at der må være andre der er opmærksomme på det omtalte problem." — Ja, men åbenbart ikke universitetsledelserne!
Fra forskning til faktureringsstatistik
Først blev Center for Forskningsanalyse (CfA) ved Århus Universitet forbigået, da man (som omtalt her den 8. maj) i Videnskabsministeriet valgte at opbygge sin egen kvalitets- og forskningsevalueringsenhed for udviklingen af en "forskningskvalitetsindikator" under FI, Forsknings og Innovationsstyrelsen. Nu vil man skære CfA midt over og lægge deres såkaldte statistikproduktion over i et helt andet ministerium!
— De styrer for vildt, mand! Først infusionerer man sektorforskningen, bagefter finder man ud af at den del af den, som man politisk har interesse i at styre, må flyttes tilbage til et sektorministerium! Hvor arrogant! Se hvad dagens nyheder på FORSKERforums hjemmeside skriver:
— De styrer for vildt, mand! Først infusionerer man sektorforskningen, bagefter finder man ud af at den del af den, som man politisk har interesse i at styre, må flyttes tilbage til et sektorministerium! Hvor arrogant! Se hvad dagens nyheder på FORSKERforums hjemmeside skriver:
"27.11.2007
Ressortændring: Regeringen styrer
En af konsekvenserne af regeringsdannelsen fredag var, at "statistikproduktionen" ved Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet overføres fra Videnskabsministeriet til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Ændringen var ikke nærmere begrundet, men ressortændringen forbedrer Regeringens mulighed for at styre statistik-produktionen på forskningsområdet. Hvor CfF tidligere var en relativt uafhængig aktør, så får regeringens embedsmænd nu en større ’definitionsret’ til fx at kunne bestemme, hvad der er ’fri forskning’, hvad der er "basisforsknings-midler", om UNIK-midler er frie (eller øremærkede 242 mio. kr. i en pulje, som kan søges), om forskningsudgifter er givet til forskning eller til ’innovation’ osv.
Politikere og embedsmænd får dermed bedre mulighed for at definere forskningsstatistik og –økonomi. Regeringen har klare politiske interesser i bestemte definitioner, fordi disse kan flytte trecifrede millionbeløb i statistikkerne - og dermed gøre forskellen på, om Regeringen lever op til sine erklærede succesmål eller ej, fx når Regeringen i 2010 skal til eksamen i, om man opfylder Barcelona-maalet (1 pct. af BNP).
CfF som sektorforskningsinstitution blev indfusioneret under Aarhus Universitet i 2004, og var således ikke med i 2007-fusionsbølgen. Men ressort-ændringen er politiseret, idet Regeringens angivelige formål med fusionerne har været at styrke sektorforskningens 'uafhængighed', men nu gøres altså det modsatte med CfF.
Det fremgår ikke, om flytningen kun omfatter statistikproduktionen og om analyseenheden derfor fortsætter under Aarhus Universitet."
Hvad siger Århus Universitets rektor og bestyrelse? Hvad siger centeret selv? Vi afventer spændt på kommentarer og flere detaljer.
mandag den 26. november 2007
Stå aldrig til søs ...
For nogle dage siden skrev Dansk Industris forskningspolitiske spindoktor Charlotte Rønhof i en kommentar i Information, "Flåde i høj sø", at
"ingen rigtig kan forklare, hvorfra ministeriets konkrete ønsker til udviklingskontrakterne kommer - og hvilket politisk mandat, der ligger bag. Eller hvorfor det er det ene og ikke det andet parameter, der skal indgå i den kommende model til fordeling af basismidlerne",
og dét er sådan set meget godt set. Det kræver lidt mere kremlologiske evner helt at tolke hendes egen udmelding — som helhed og om at
"ministeriet på mange måder er overladt til at tolke på uklare politiske udmeldinger. Og set fra institutionernes side kan styringen derfor fremstå som ministeriel embedsmandsstyring - ikke som politisk styring efter samfundsbehov."
Ønsker Dansk Industri endnu mere politisk styring af forskningen? Det lover ikke godt!
fredag den 23. november 2007
Fire år mere med Sander
Der blev ikke nogen udskiftning på videnskabsministerposten (og for den sags skyld heller ikke på undervisningsministerposten).
Dydsmønstrenes paradis
"Kreativitet og innovation kræver som første udgangspunkt en liberal tankegang, hvor der er plads til de store visioner, de skæve indfald, de lystfulde eksperimenter, der går på tværs. Men dem er der ikke rum for, sådan som samfundet er godt på vej til at blive indrettet. I stedet for liberalitet og ’højt til loftet’ har vi fået en fuldkommen paranoid målings-, evaluerings-, styrings- og overvågningskultur. Vi har fået en kultur, hvor rationaliseringseksperten står med stopuret i hånden, parat til at tampe enhver, som ikke følger den på forhånd fastlagte plan og det på forhånd fastlagte tidsskema nøje."
Således skriver Marianne Stidsen i sin kronik "Dydsmønstrenes paradis", som vi har fornøjelsen af at kunne bringe. Stidsen diagnosticerer bl.a. evalueringskulturens nedslag på forskningen.
— "Sandheden er, at der ikke længere er plads til de store tanker, til originalerne, de kreative og ’skæve’ hoveder. Kort sagt til innovation. For vilkårene er der ikke. De eneste, der er plads til, er flinkeskoleeleverne, apostlene, skødehundene, dydsdragonerne, englebasserne, filistrene og control-freaks’ne. Dem der aldrig ’laver fejl’, men som heller aldrig nogensinde laver noget interessant. De efterplaprende papegøjer."
Kronikken er skrevet før valget, men den har på ingen måde mistet sin aktualitet.
Således skriver Marianne Stidsen i sin kronik "Dydsmønstrenes paradis", som vi har fornøjelsen af at kunne bringe. Stidsen diagnosticerer bl.a. evalueringskulturens nedslag på forskningen.
— "Sandheden er, at der ikke længere er plads til de store tanker, til originalerne, de kreative og ’skæve’ hoveder. Kort sagt til innovation. For vilkårene er der ikke. De eneste, der er plads til, er flinkeskoleeleverne, apostlene, skødehundene, dydsdragonerne, englebasserne, filistrene og control-freaks’ne. Dem der aldrig ’laver fejl’, men som heller aldrig nogensinde laver noget interessant. De efterplaprende papegøjer."
Kronikken er skrevet før valget, men den har på ingen måde mistet sin aktualitet.
mandag den 19. november 2007
Nu også forskningsfrihed på facebook
Ansigtsbog?
Nu kan du også antræffe forskningsfriheden som "group" på facebook. Fænomenet breder sig ud over blogosfæren. Måtte det en dag ramme universitetet...
Nu kan du også antræffe forskningsfriheden som "group" på facebook. Fænomenet breder sig ud over blogosfæren. Måtte det en dag ramme universitetet...
Rektorkollegiets beskedenhed
FORSKERforums Nyheder skriver i dag (19.11.2007) at Rektorkollegiet (som før valget til Folketinget var ude med et valgoplæg) sender den nye minister samme ønskeliste:
”Vi er da selvfølgelig spændte på, hvem der bliver Videnskabsminister. Men udfordringerne og det politiske flertal er jo det samme som før valget”, konstaterer Rektorkollegiets formand Jens Oddershede.
Valgkampen kom aldrig til at handle om forskning, men rektorerne nåede dog at aflevere fem anbefalinger til politikerne:
• At der skal investeres i viden, herunder at mindst halvdelen af alle midler bør gå direkte til universiteterne som basismidler (og ikke som konkurrenceudsatte midler).
• At universiteterne skal ’slippes fri’ med større økonomisk frihed med reel overgivelse til bygnings-selveje (forøge værdierne med mulighed for belåning).
• At overhead på programbevillinger skal forøges, så det ikke er en underskudsforretning.
• At faldet på 15 pct. over 15 år på uddannelses-taksametre bør rettes op, for ellers kan universiteterne ikke lave ’uddannelser i verdensklasse’.
• At der skal findes ubureaukratiske modeller til fordeling af penge.
Men hvor lydhøre er så politikerne?
”Der var flere positive signaler under valgkampen, fx lovede Dansk Folkeparti og de Konservative, at der vil komme flere frihedsgrader og mere økonomisk selveje. Og så har vi på universiteterne en forventning om, at der gøres noget ved overhead’en”, svarer Rektorkollegiets formand. ”Derimod vil jeg blive glædeligt overrasket, hvis Regeringen indvilger i en taksameter-reform, så der kommer flere penge til undervisningen”.
I forhold til de forskningspolitiske valgkrav, som formuleredes her den 26/10 må man kalde rektorernes ønsker beskedne, men selvfølgelig langt fra uvæsentlige.
torsdag den 15. november 2007
Hvem bliver videnskabsminister?
På FORSKERforum nyheder spredes de seneste rygter om Helger Sander fortsætter, eller om den nye Videnskabsminister kommer til at hedde Lykke Friis, nuværende prorektor for KU. Hvad det betyder for forskningspolitikken og universiteterne kan man kun gisne om.
onsdag den 14. november 2007
Ideernes Slagmark eller akademisk tilpasning?
Jeg har abonneret på Slagmark, der havde base i det århusianske Institut for Idehistorie, siden det startede op i 1984 og opfattede sig som et intellektuelt tidskrift, der “tager pulsen på de aktuelle tendenser indenfor kulturdebatten - altså den idehistorie, der pulserer netop nu”, som der stod dengang: “Slagmark slår et slag for de intellektuelle. Her er frit slag, små slag, skæve slag”. Det har oftest levet op til forventningerne om at være seismograf for ideernes bevægelser indenfor ikke bare filosofi, men også politik og samfundsteori, historie, religion, litteratur og æstetik. Med sædvanlig spænding flåede jeg pappet af det netop ankomne nr. 50, hvor man fejrer jubilæet på to måder - for det første et stort tema om dansk idehistorie, herunder en beretning om det idehistoriske instituts egen omtumlede tilværelse fra sin start i 1967 til det i 2004 blev (ja, gæt hvad?) fusioneret med det filosofiske institut i Århus. Og for det andet en redaktionel statement i temanummerets indledning, som mere minder mig om en fusion mellem videnskabsministeriets igangværende øvelse for at få indført en forskningsindikator og lave såkaldte autoritetslister for “fagfællebedømte” tidskrifter, og samme standardtidskrifters standardprocedurer for at knæsætte en vanskeligt eksplicitérbar standardkvalitet for akademiske publikationer. Jubilæumsnummeret åbner med disse ord:
“SLAGMARK anser peer review for at være en vigtig del af arbejdet med at sikre tidskriftets høje kvalitet. Alle artikler indsendt til Slagmark indgår i denne sammenhæng i en dobbelt anonym peer review-process, hvor Slagmark både trækker på et fast panel af anerkendte danske og internationale forskere, og på reviewere, der kontaktes med henblik på vurderingen af de enkelte artikler. Slagmark afgør, hvilke artikler, der sendes til peer review, og redaktionen forbeholder sig ret til at prioritere mellem de godkendte bidrag. Ansvaret for antagelse eller afvisning af en artikel ligger i sidste ende hos Slagmarks redaktion.”
Herefter følger en imponerende liste over panelet af peers, kloge, fornuftige og ansete personer, som vel ingen vil kan finde noget fagligt at udsætte på. (Selv så højt placerede folk i parnasset som hele tre her fra blokkens eget netværk har Slagmark shanghajet til panelet). Jeg var alligevel overrasket. Hvorfor?
Jo, havde Slagmark været i front med denne øvelse i “høj kvalitet” for 5 år siden havde jeg vel bare tænkt “wow, nu vil de overgå Sats eller Danish Yearbook of Philosophy”. Hvorfor så lige nu? Den nye procedure er et klart udtryk for et dansksproget fagtidskrifts tilpasning (eller overlevelseskamp?) til de realiteter, der presses igennem af det akademisk-ministerielle kompleks: Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejde (ofte omtalt her på bloggen) med at opstille en forskningskvalitetsindikator for den forskning, som bl.a. filosoffer og idehistorikere producerer og udgiver til glæde for den danske offentlighed i dansksprogede tidskrifter som Slagmark. Men hæves kvaliteten herved? Det kommer an på mange ting, ikke mindst hvad kvalitet er i et tidskrift som dette, der befinder sig i et komplekst felt mellem en bred offentlighed, forskningsformidling, kulturdebat, kritik, tankemæssige modstrømme, og den akademiske verdens etablerede snæve kommunikationskanaler. Og hvad med de frie, små, skæve slag?
Men man kan frygte, at den redaktionelle instans på tidskrifter som Slagmark forfalder til en mere kommissæragtig tilgang til det at redigere, men fokus på - i dette tilfælde - det mere snævert fagfilosofiske eller faghistoriske. Man må selvfølgelig glædes over at artiklerne - alt andet lige - bliver mere gennemtjekkede, for det er en af de ting, en god fagfællebedømmer bør gøre.
Temanummeret handler bl.a. om idehistoriens institutionalisering (som enhver anden science) i Danmark, og selvfølgelig, kunne man tænke, så måtte feltets danske flagskib af et tidskrift også akademiseres proceduremæssigt. Men er det klogt? At der er faldgruber og problemer i peer review er velkendt, selv i den dobbelt-blinde variant, som er svær at gennemføre i små cirkler hvor alle alligevel kender alle. Processen er tung og tidskrævende. Den flytter timer fra original forskning til bedømmelse af allerede udført forskning. En omstændelig proces, og det er ikke altid let for redaktionerne at vriste bedømmelser ud af panelet - hvor bliver bedømmerne krediteret deres frivillige arbejde?
En anden effekt, der ikke bare berører en idehistorisk interesseret offentlighed, men alle danske fagtidskrifter, er tendensen til at forskere skriver til en mere snæver gruppe kolleger, og ikke til den bredere, interesserede danske offentlighed. For at tage et andet eksempel: Skal et tidskrift som Urt, der udgives af Dansk Botanisk Forening til glæde for alle profesionelle og amatør-botanikere nu også indføre peer review for at sikre, at universitetsansatte botanikere bliver ved med at kunne afse tid til at bidrage til tidskriftet, og altså til dén meget vigtige videns-økologi, som hele skoven af danske fagtidskrifter udgør (som dokumenteret i Jørgen Burchardts rapporter om dansk forskningsformidling)?
Hvem bestemmer slige ting? Det er såmænd en neddrypningseffekt af den neoliberale tænketank globaliseringsrådet. Forskningen får flere midler, men på betingelser. Noget for noget. Forskningens kvalitet skal kunne måles, og for at kunne måle og veje den, må den selvfølgelig mest muligt ligne naturvidenskab med peer review og fakta-tjek. Det burde være her den egentlige slagmark om “idehistorisk kvalitet” stod, ikke i formelt skærpede redaktionelle procedurer.
Peer review. Skal man le eller græde? Jeg lo i al fald, da jeg læste Mie Femø Nielsens satiriske essay "Pir rævjuu", indsendt som kommenar til Universitetsavisen i dette efterår (se her). Til lindring imod en idehistorisk depression.
ps:
Denne kommentar er netop indsendt til tidskriftets fagfællebedømmelse.
tirsdag den 13. november 2007
Forskningen i valgkampen
"Helge Sander styrer forskningen alt for meget. Universiteterne skal selv have meget mere ansvar," siger Charlotte Fischer (R). Hun er blandt andet vred over de mange nye og uigennemskuelige forskningspuljer:
"Det, Helge Sander kalder frie midler, er ikke altid frie midler. Han har lavet nogle underlige mellemkategorier, som han selv kalder for frie midler, men det er videnskabsministeren, der dybest set selv afgør, hvem der skal have pengene," siger Charlotte Fischer.
Citat fra Lise Richter og Kristian Villesens artikel i gårsdagens Information (her), som også bragte en historie om at flere gerne ser, at universiteterne ejer deres egne bygninger (her).
Dagens historie fra samme avis handler om politisk tilsidesættelse af DMU's forskningsbaserede rådgivning i forbindelse med vandmiljøet (her), et emne som ikke når at blive en del af valgkampen, ligesom historien om censur og selvcensur i dansk klimaforskning (her) desværre heller ikke blev det. Glem heller ikke at læse Jørgen Øllgaards analyse af det sanderske regime (her). Og endelig, en opsamling af forskningspolitiske udmeldinger i valgkampen her.
lørdag den 10. november 2007
Edu-factory er tilbage
Vi har tidligere (d. 29/5 og 31/5) omtalt netværket edu-factory. De har nu udsendt denne hilsen:
Dear Friends,
http://www.edu-factory.org
Edu-factory is back. The second round of discussion will start on 25 November 2007 and continue to the end of February 2008. The discussion will explore the processes of hierarchisation in higher education and the potentialities for the construction of a global autonomous university. As before we are setting up a calendar of scheduled contributions. Please see the prospectus below and write to
us at info [at] edu-factory.org with a suggested date if you are interested to contribute a scheduled post.
(...).
The start of the new discussion will also coincide with the launch of the edu-factory website in a number of cities. So far launches will be taking place in New York, Rome, London and Sydney. Please let us know if you can help us launch the site either by bringing it to the attention of your networks or by arranging a launch in your city (perhaps in the context of another event). We want to make edu-factory as global as possible.
With thanks,
Edu-factory collective
Claudia Bernardi, Simone Capra, Anna Curcio, Alberto DeNicola, Paolo Do, Miguel Mellino, Brett Neilson, Gigi Roggero, Davide Sacco
torsdag den 8. november 2007
En udsat post
Som bekendt er det ikke kun den akademiske del af den offentlige sektor, som krymper sig under den grasserende måle- og veje-tendens. I dag var der tegning Jørn Willumsen i Politiken, som fik mine tanker til at gå til en anden faggruppe, som gennem en årrække på egen krop har oplevet mange af de samme "instrumenter", som vi forudser kommer i vores retning - men de har dem nok, indrømmet, i endnu mere konsekvent gennemført grad end vi kan forvente.
Ikke mere snak - her er den offentligt ansatte jeg tænker på:
Ikke mere snak - her er den offentligt ansatte jeg tænker på:
mandag den 5. november 2007
På vej mod markedet?
af Finn Hansson
Politolog og arbejdsmarkedsforskeren Bodo Zeuner, der har rødder i det tyske studenteroprør har i sin afskedsforelæsning på Freie Universität præsenteret en uhyre spændende kritisk analyse af den vej mod markedsgørelse, som Freie Universität gennemlever og som i høj grad drives frem af universitetspræsendinet Lenzen, der kommer fra en tysk pendant til CEPOS. Der er adskillige yderst relevante observationer også for den danske diskussion ikke mindst omkring hvad der kan gøres imod det.
Nok er den på tysk men det er besværet værd at kæmpe sig igennem den.
Bodo Zeuner: "Die Freie Universität Berlin vor dem Börsengang? Bemerkungen zur Ökonomisierung de Wissenschaft", in: PROKLA, Zeitschrift für kritische Sozialwissenschaft, Heft 148, 37.Jg., 2007, 325-350. (pdf-fil her)
Finn Hansson
Associate Professor, PhD., Study Director Social Science Master Program, Department of Management, Politics and Philosophy, Copenhagen Business School, Porcelaenshaven 18 A DK-2000 F. DENMARK
Politolog og arbejdsmarkedsforskeren Bodo Zeuner, der har rødder i det tyske studenteroprør har i sin afskedsforelæsning på Freie Universität præsenteret en uhyre spændende kritisk analyse af den vej mod markedsgørelse, som Freie Universität gennemlever og som i høj grad drives frem af universitetspræsendinet Lenzen, der kommer fra en tysk pendant til CEPOS. Der er adskillige yderst relevante observationer også for den danske diskussion ikke mindst omkring hvad der kan gøres imod det.
Nok er den på tysk men det er besværet værd at kæmpe sig igennem den.
Bodo Zeuner: "Die Freie Universität Berlin vor dem Börsengang? Bemerkungen zur Ökonomisierung de Wissenschaft", in: PROKLA, Zeitschrift für kritische Sozialwissenschaft, Heft 148, 37.Jg., 2007, 325-350. (pdf-fil her)
Finn Hansson
Associate Professor, PhD., Study Director Social Science Master Program, Department of Management, Politics and Philosophy, Copenhagen Business School, Porcelaenshaven 18 A DK-2000 F. DENMARK
søndag den 4. november 2007
87,5% Sander
Af de svar, der blev afgivet på Claus Emmeches forskningspolitiske valgkrav, er det mest interessante givet Socialdemokraternes, fordi de sidder med nøglen til universitetspolitikken.
(I parentes bemærket, er det mest interessante overhovedet måske, at der slet ikke svares fra Venstre og De konservative, fordi det udtrykker den politiske magtfuldkommenhed, hvormed universiteterne er blevet styret i de foregående år)
Der er visse afvigelser fra Sanders linje, og det er positivt. Men betegnende for Socialdemokraternes svar er, at på alle de strukturelle områder, er det lidet eller intet, man ønsker at forandre. Udviklingskontrakterne skal bibeholdes, den nye ledelsesstruktur skal bibeholdes, og det ser heller ikke ud til at Socialdemokraterne har tænkt sig at røre ved FIs store omfordelingsprojekt. Netop disse strukturelle områder er idag det grundlæggende problem for forskningsfriheden og for forskningens udvikling i Danmark, og hvis Socialdemokraterne ikke er indstillet på at røre fundamentalt ved dem, udgør de ikke et reelt forskningspolitisk alternativ til regeringen.
Særlig interessant for mig er Prehns argumentation i forbindelse med omfordelingen af universiteternes basismidler. Argumentet er, at den nuværende fordeling er historisk begrundet, og det er jo rigtig nok, men betyder det, at den er illegitim? For det første er historien ikke statisk, men netop foranderlig, og jeg er sikker på, at hvis man undersøger ressourcefordelingen i dansk universitetsliv de sidste 50 år, vil man komme frem til, at mange penge har gået nye veje - fx er der blevet oprettet adskillige nye universiteter i perioden. Selvfølgelig skal ressourcefordelingen være til løbende diskussion, men der knytter sig den oplagte fordel til den, at den indlysende måde for den enkelte institution at forsvare sit territorium og erobre nyt er at gøre sit arbejde ordentligt og derved vinde legitimitet. Hvad man gør nu er at oprette en række kriterier, som ikke passer på den virkelighed, den søger at beskrive, og derfor vil føre til grove urimeligheder, og som indbyder - og på lidt længere sigt: tvinger - til at indrette forskningen i uhensigtsmæssige mønstre for at fastholde og vinde ressourcer. I forsøget på at løse et problem i forskningspolitikken, skaber man så mange andre, at ikke bare barnet, men også badekarret ryger ud med badevandet. Sanders uliberale styringslyst er velkendt, men hvad vil Socialdemokraterne dog på den teknokratiske galej? Forandringer i ressoucerfordelingen skal selvfølgelig vedtages politisk efter en oplyst diskussion, ikke overlades til et arbitrært styringsapparat.
I forlængelse af et indlæg af Christian Kock spurgte jeg i et tidligere blogindlæg, om den socialdemokratiske forskningspolitik blot var Sander -10%. Jeg har nu foretaget en måling på baggrund af Rasmus Prehns svar, og det viser sig, at Kock var for pessimistisk. Der var ikke tale om Sander -10%, men om Sander -12,5%. Socialdemokraterne er altså 87,5% Sander. Skulle nogen ønske at anfægte målingens præcision, skal det oplyses, at den er gennemført med mindst samme nøjagtighed som de målinger af universiteterne, der nu skal lægges til grund for tildelingen af deres midler. Jeg har blot en uafklaret variabel tilbage: Nogle af Prehns udtryk synes at rumme en vis uafklarethed. Gav han et præcisere bud, kunne det jo være, at det kunne godtgøres, at Socialdemokraterne var færre procent Sander. Allerbedst ville det være, hvis det kunne dokumenteres, at Socialdemokraternes slet ikke var en svagere variant af Sander, men var noget helt selvstændigt - et reelt alternativ måske. Men så skal der rigtignok også spilles hårdere og mere konsekvent ud.
(I parentes bemærket, er det mest interessante overhovedet måske, at der slet ikke svares fra Venstre og De konservative, fordi det udtrykker den politiske magtfuldkommenhed, hvormed universiteterne er blevet styret i de foregående år)
Der er visse afvigelser fra Sanders linje, og det er positivt. Men betegnende for Socialdemokraternes svar er, at på alle de strukturelle områder, er det lidet eller intet, man ønsker at forandre. Udviklingskontrakterne skal bibeholdes, den nye ledelsesstruktur skal bibeholdes, og det ser heller ikke ud til at Socialdemokraterne har tænkt sig at røre ved FIs store omfordelingsprojekt. Netop disse strukturelle områder er idag det grundlæggende problem for forskningsfriheden og for forskningens udvikling i Danmark, og hvis Socialdemokraterne ikke er indstillet på at røre fundamentalt ved dem, udgør de ikke et reelt forskningspolitisk alternativ til regeringen.
Særlig interessant for mig er Prehns argumentation i forbindelse med omfordelingen af universiteternes basismidler. Argumentet er, at den nuværende fordeling er historisk begrundet, og det er jo rigtig nok, men betyder det, at den er illegitim? For det første er historien ikke statisk, men netop foranderlig, og jeg er sikker på, at hvis man undersøger ressourcefordelingen i dansk universitetsliv de sidste 50 år, vil man komme frem til, at mange penge har gået nye veje - fx er der blevet oprettet adskillige nye universiteter i perioden. Selvfølgelig skal ressourcefordelingen være til løbende diskussion, men der knytter sig den oplagte fordel til den, at den indlysende måde for den enkelte institution at forsvare sit territorium og erobre nyt er at gøre sit arbejde ordentligt og derved vinde legitimitet. Hvad man gør nu er at oprette en række kriterier, som ikke passer på den virkelighed, den søger at beskrive, og derfor vil føre til grove urimeligheder, og som indbyder - og på lidt længere sigt: tvinger - til at indrette forskningen i uhensigtsmæssige mønstre for at fastholde og vinde ressourcer. I forsøget på at løse et problem i forskningspolitikken, skaber man så mange andre, at ikke bare barnet, men også badekarret ryger ud med badevandet. Sanders uliberale styringslyst er velkendt, men hvad vil Socialdemokraterne dog på den teknokratiske galej? Forandringer i ressoucerfordelingen skal selvfølgelig vedtages politisk efter en oplyst diskussion, ikke overlades til et arbitrært styringsapparat.
I forlængelse af et indlæg af Christian Kock spurgte jeg i et tidligere blogindlæg, om den socialdemokratiske forskningspolitik blot var Sander -10%. Jeg har nu foretaget en måling på baggrund af Rasmus Prehns svar, og det viser sig, at Kock var for pessimistisk. Der var ikke tale om Sander -10%, men om Sander -12,5%. Socialdemokraterne er altså 87,5% Sander. Skulle nogen ønske at anfægte målingens præcision, skal det oplyses, at den er gennemført med mindst samme nøjagtighed som de målinger af universiteterne, der nu skal lægges til grund for tildelingen af deres midler. Jeg har blot en uafklaret variabel tilbage: Nogle af Prehns udtryk synes at rumme en vis uafklarethed. Gav han et præcisere bud, kunne det jo være, at det kunne godtgøres, at Socialdemokraterne var færre procent Sander. Allerbedst ville det være, hvis det kunne dokumenteres, at Socialdemokraternes slet ikke var en svagere variant af Sander, men var noget helt selvstændigt - et reelt alternativ måske. Men så skal der rigtignok også spilles hårdere og mere konsekvent ud.
lørdag den 3. november 2007
Forskningsfrihed i valgkampen - eller mangel på samme
Ingrid Stage havde en kommentar i Jyllands-Posten i går, hvor hun på elegant vis får kædet valgkampen sammen med den nylige debat om ytringsfrihed og selvcensur i klimaforskningen. Jeg har sakset den fra DM's hjemmeside:
Ytringsfrihed til forskere
Der må ikke ske politisk manipulation med forskeres resultater.
Af Ingrid Stage, formand for DM
Miljø- og energipolitik ser ud til at blive et af hovedtemaerne i den aktuelle valgkamp. Det kan man kun glæde sig over, for det er på høje tid, at klimaforandringerne tages alvorligt, og der satses på mere vedvarende energi. Heldigvis har Danmark nogle af verdens førende forskere på området, så vi bør stå godt rustet.
Men skal debatten og de nødvendige politiske beslutninger om klima og energi tages på et kvalificeret grundlag, er det afgørende, at forskernes ytringsfrihed og frihed fra politisk manipulation med deres resultater sikres. Den seneste tids dokumentation af politisk redigering af forskeres publikationer om fremtidens klima viser imidlertid, at det desværre ikke altid er tilfældet.
Ikke et valgtema
Det kan derfor undre, at forskningsfrihed ikke ser ud til i samme grad at blive et tema i valgkampen. Og at den grundlovssikrede ytringsfrihed i den offentlige debat skammeligt reduceres til retten til at krænke andre menneskers følelser.
For den politiske indblanding, direkte eller indirekte, som der gennem tiden har været mange eksempler på, kan føre til selvcensur blandt forskere og andre offentligt ansatte.
Særligt udbredt var dette i de første år, efter at den nuværende regering trådte til med statsministerens antielitære og populistiske udsagn mod smagsdommere og eksperter, møntet ikke mindst på forskere og embedsmænd på miljøområdet.
Men selvcensur blandt offentligt ansatte er et samfundsskadeligt fænomen, som kan indebære betydelige risici, fordi negative forhold ikke kommer frem i tide. Derfor er ytringsfrihed på arbejdspladsen et emne, som DM konstant har fokus på, og som vi også vil forsøge at få bragt ind i valgkampen.
Ministeriel kontrol
I forbindelse med sektorforskningens integrering på universiteterne var der udbredt bekymring over, om den ministerielle kontrol med forskningen, som har karakteriseret sektorforskningen, ville komme til at smitte af på universitetsforskningen og underminere den forskningsfrihed, som er indeholdt i universitetsloven.
I forhandlingerne om en fælles stillingsstruktur blev vi gentagne gange forsikret om, at forskningsfriheden er sikret, og at denne nu også gælder de ansatte ved de tidligere sektorforskningsinstitutioner. Videnskabsministeren udtalte endog fra Folketingets talerstol, at han personligt ville tage sig af hvert enkelt tilfælde af indgreb mod forskningsfriheden.
Derfor kan det ikke være for meget at forvente, at han nu vil tage skarp afstand fra den politiske manipulation, som har fundet sted i denne regerings tid, og benytte valgkampen til at love, at det aldrig kan ske igen.
fredag den 2. november 2007
Forskere protesterer
Lokale protester begynder at lyde fra forskerne rundt omkring på landets universiteter, efterhånden som det går op for dem, gennem dagspressen og mere ydmyge steder som dette, hvad forskningsadministratorer og universitetsledelserne har gang i. Her er et eksempel fra Syddansk Universitet, hvor en gruppe forskere skriver til rektor:
"Hvis universitetets ansatte har fået detaljeret information om disse tiltag, er den gået os forbi, og på trods af stort engagement i sagen er det ikke lykkedes os at opdage universiteternes protest. Hverken ledere eller bestyrelser har tilsyneladende gjort andet end blot acceptere Sanders supermarkedspolitik." (læs hele protestskrivelsen her)
Protesten udtrykker en velbegrundet frygt for at kassetænkningen nu også vinder indpas i forskningen, som den har gjort det i uddannelserne, hvor fokus på "STÅ"-produktion (af beståede eksaminer) reelt svækker kvaliteten. "Der findes ikke skyggen af bevis for, at kvalitetsindikatorerne virker kvalitetsløftende", som de pågældende skriver.
onsdag den 31. oktober 2007
Ministeriet trækker i land: ikke en kvalitetsindikator
I går afholdt Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (blandt venner kaldet Forskningsrådet for Samfund og Erhverv) sit debatmøde om "Forskningskvalitet og kvalitetsindikatorer" (tidligere omtalt her). Hvad angår sidstnævnte begreb gjorde direktør i FI, ministeriets Forsknings- og Innovationsstyrelse, Inge Mærkedahl, en bemærkelsesværdig indrømmelse: Det er slet "ikke en kvalitetsindikator men et mål for forskningsproduktion" styrelsen arbejder med, sagde hun. Måske for på forhånd at tage luften ud af den efterhånden velkendte kritik af forestillingen om at en sådan bibliometrisk algoritme skulle måle kunne måle forskningskvalitet, endda på tværs af fag og hovedområder. — "Men hvad er så det problem, den foreslåede forskningsindikator skal løse?", spurgte dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet Allan Næs Gjerding til sidst i debatten, og hans spørgsmål blæser tilsyneladende stadig i vinden, selvom der blev gjort ihærdige forsøg på at finde problemet.
Jeg skal ikke her i denne note (som vil følges op) forsøge at yde mødet retfærdighed, for der var både gode og kritiske oplæg, og rig lejlighed til at møde mange søde og venlige samfundsvidenskabeligt og bibliometrisk interesserede mennesker. Nåjo, så lærte jeg et nyt ord, det var Inge Mærkedahl igen: "Vi har underkommunikeret!" sagde hun, og det var vist ment som endnu en indrømmelse.
Jeg skal ikke her i denne note (som vil følges op) forsøge at yde mødet retfærdighed, for der var både gode og kritiske oplæg, og rig lejlighed til at møde mange søde og venlige samfundsvidenskabeligt og bibliometrisk interesserede mennesker. Nåjo, så lærte jeg et nyt ord, det var Inge Mærkedahl igen: "Vi har underkommunikeret!" sagde hun, og det var vist ment som endnu en indrømmelse.
fredag den 26. oktober 2007
Forskningspolitiske valgkrav
1. Styrk universitets kerneværdier: fri forskning, undervisning til højeste videnskabelige niveau, og formidling forstået som forskningsbaseret oplysning til det danske samfund, kritisk og uvildig rådgivning i den offentlige debat og i den politiske beslutningsproces.
2. Indskriv den individuelle forskningsfrihed i universitetsloven.
3. Indfør akademisk ansættelsessikkerhed ("tenure") - bekæmp tavshedskulturen.
4. Nytænk universitetsdemokratiet. Top-down styringen af universiteterne er dræbende for motivation og engagement. Stænderprincippet i de styrende organer i 1970'erne er historie. Gå en tredje vej: genindsæt en valgt ledelse, og reformuler nye principper for styring efter en-person-en-stemme i alle spørgsmål, hvor medarbejderen er interessent.
5. Stop ministeriets detail-kontrol, afskaf udviklingskontrakterne.
6. Frigør universiteter fra myndighedsopgaver og ministerbeføjelse til pålægge bestemte opgaver. Indfusionerede sektorforskningsinstitutioner, der lever af myndighedsopgaver, skal selvstændiggøres.
7. Styrk basismidlerne. Lad forskergrupper konkurrere, men styrk samarbejdet mellem universiteterne. Drop forestillingen om at universiteter som organisationer skal konkurrere indbyrdes. Drop ranking og stop den forudsigelige fiasko: tildeling af midler efter s.k. forskningskvalitet (baseret på kvantitative mål).
8. Udvikl fokuserede kvalitative evalueringer på lokale områder efter dokumenteret behov. Stands ideologien om at kvantitative mål måler forsknings- eller undervisningskvalitet.
9. Styrk den forskningsbaserede undervisning. Fastansæt de akademiske løsarbejdere, eksterne lektorer og timelærere, og lad dem være kolleger på lige fod med de fastansatte undervisere.
10. Udsult ikke forskning og undervisning: afskaf universiteternes huslejebetaling. Rul nedskæringerne som følge af disse tilbage. Bevar universiteterne i byerne, og deres øvrige fasciliteter (biblioteker, observatorier, feltstationer, museer, botaniske haver, etc.).
11. Lad universiteterne selv bestemme i de forhold, hvor de har ekspertisen - fx eksamensformer (inkl. retten til gruppeeksamen) og karakterer (gør den nye karakterskala bedre).
Kommentar: Lad denne foreløbige, eller en lignende mere gennemdiskuteret men klar og tydelig liste af krav indgå som inspiration til en skarpere profilering af oppositionens forskningspolitik, og lad os gerne her diskutere en mere præcis udformning af de enkelte elementer, såsom en alternativ model for et nyt universitetsdemokrati.
ps: Når man læser rektorkollegiets svar i dag (26.10.07, på Forskerforum nyheder) på spørgsmålet om forskellen på forskningspolitiken hos S og V må man da krumme tæer over Jens Oddershedes påståede glæde over den påståede konsensus om universitetsreformerne. Kunne han ikke have gjort dét lidt bedre?
2. Indskriv den individuelle forskningsfrihed i universitetsloven.
3. Indfør akademisk ansættelsessikkerhed ("tenure") - bekæmp tavshedskulturen.
4. Nytænk universitetsdemokratiet. Top-down styringen af universiteterne er dræbende for motivation og engagement. Stænderprincippet i de styrende organer i 1970'erne er historie. Gå en tredje vej: genindsæt en valgt ledelse, og reformuler nye principper for styring efter en-person-en-stemme i alle spørgsmål, hvor medarbejderen er interessent.
5. Stop ministeriets detail-kontrol, afskaf udviklingskontrakterne.
6. Frigør universiteter fra myndighedsopgaver og ministerbeføjelse til pålægge bestemte opgaver. Indfusionerede sektorforskningsinstitutioner, der lever af myndighedsopgaver, skal selvstændiggøres.
7. Styrk basismidlerne. Lad forskergrupper konkurrere, men styrk samarbejdet mellem universiteterne. Drop forestillingen om at universiteter som organisationer skal konkurrere indbyrdes. Drop ranking og stop den forudsigelige fiasko: tildeling af midler efter s.k. forskningskvalitet (baseret på kvantitative mål).
8. Udvikl fokuserede kvalitative evalueringer på lokale områder efter dokumenteret behov. Stands ideologien om at kvantitative mål måler forsknings- eller undervisningskvalitet.
9. Styrk den forskningsbaserede undervisning. Fastansæt de akademiske løsarbejdere, eksterne lektorer og timelærere, og lad dem være kolleger på lige fod med de fastansatte undervisere.
10. Udsult ikke forskning og undervisning: afskaf universiteternes huslejebetaling. Rul nedskæringerne som følge af disse tilbage. Bevar universiteterne i byerne, og deres øvrige fasciliteter (biblioteker, observatorier, feltstationer, museer, botaniske haver, etc.).
11. Lad universiteterne selv bestemme i de forhold, hvor de har ekspertisen - fx eksamensformer (inkl. retten til gruppeeksamen) og karakterer (gør den nye karakterskala bedre).
Kommentar: Lad denne foreløbige, eller en lignende mere gennemdiskuteret men klar og tydelig liste af krav indgå som inspiration til en skarpere profilering af oppositionens forskningspolitik, og lad os gerne her diskutere en mere præcis udformning af de enkelte elementer, såsom en alternativ model for et nyt universitetsdemokrati.
ps: Når man læser rektorkollegiets svar i dag (26.10.07, på Forskerforum nyheder) på spørgsmålet om forskellen på forskningspolitiken hos S og V må man da krumme tæer over Jens Oddershedes påståede glæde over den påståede konsensus om universitetsreformerne. Kunne han ikke have gjort dét lidt bedre?
onsdag den 24. oktober 2007
Hvad vil Socialdemokraterne med humaniora og med universitetspolitikken?
Under mødet om humaniora i samfundet på Københavns Universitet den 2. oktober gjorde professor Christian Kock sig en række overvejelser over, hvordan Socialdemokraternes universitetspolitik så ud sammenlignet med regeringens. I lyset af det netop udskrevne valg har Kocks forskellige spørgsmål til Socialdemokraternes forskningsordfører Rasmus Prehn fået endnu større aktualitet. Kocks indlæg kan læses her. Måske var der ligefrem en mulighed for, at man i lyset af valgkampen kunne få et alternativt synspunkt på universitetspolitikken ud af Socialdemokraterne. For os udenforstående, Kock inklusive, er det nogen gange svært at se forskel. ER Socialdemokratisk universitetspolitik virkelig identisk med Helge Sander -10%, eller findes der en alternativ vision?
Præstationsmåling måler ikke kvalitet
Update: Læs endelig de seneste to vigtige indlæg om ranking af universiteterne i Danmark baseret på bl.a. de "indikatorer for forskningskvalitet", som Heine omtalte d. 14. okt. her på bloggen: Dels analysen fra Politiken i går ved Peter Lauritsen (her), dels Annick Prieurs analyse i Information d. 9. okt. (her). Begge hæfter sig ved den forskydning fra målet ("kvalitet") til den operative parameter (kvantitet, præstationssikkerhed, effektivitet), som disse mål uværgerligt vil føre med sig. Denne, med Sunes udtryk, administratitis, som disse mål er udtryk for, kommer til at virke stik imod hensigten - eller som som vi siger hjemme i baggården, kontrafinalt.
mandag den 22. oktober 2007
Tag den, Sander!
I sagen om censur og selvcensur i dansk klimaforskning skriver formanden for DM Ingrid Stage i Politiken d. 21/10:
"Vi er gentagne gange blevet forsikret om, at forskningsfriheden er sikret, og at denne nu også gælder de tidligere sektorforskere (for eksempel Danmarks Miljøundersøgelser, som er fusioneret med Aarhus Universitet).
Videnskabsminister Helge Sander (V) har også forsikret os, at han personligt vil tage sig af hvert enkelt tilfælde af indgreb mod forskningsfriheden, hvis vi kan dokumentere et sådant.
Derfor forventer vi, at han tager skarp afstand fra det indgreb, som nu er dokumenteret, og vil sikre, at det aldrig kan ske igen."
Læs hele indlægget her (schroll-down).
torsdag den 18. oktober 2007
Striden for og imod aflysningen af mødet med Jim Watson
Helmuth Nyborg-sagen gentager sig nu i større skala i UK. Anledningen er at Jim Watson (Nobelpristageren som sammen med Francis Crick foreslog DNA-strukturen) i The Sunday Times er kommet med noget der ligner stærkt fordomsfulde og racistiske udtalelser om afrikaneres intelligensniveau.
Det var meningen at Watson skulle have deltaget i et møde på Science Museum's Dana Centre imorgen aften i anledning af hans nye bog (Avoiding Boring People: Lessons From a Life in Science) -- men det møde har Science Museum's ledelse nu aflyst.
Nu handlar diskussionen om hvorvidt Science Museum gjorde ret eller ej -- jeg har selv skrevet et indlæg imod deres beslutning, og der foregår pt. en hidsig diskussion på den videnskabshistoriske liste Mersenne (se arkivet for 18. oktober). Der er flere hundrede kommentarer på Times Online -- og den science-orienterede del af blogosfæren er ved at gå i selvsving (Greg Laden, Pharyngula m.fl.). De fleste "diskuterer" hvorvidt manden er en total idiot eller ej, hvilket jeg ikke synes er særligt interessant. Det interessante er, hvor forskellige argumenterne er hhv. for og imod at aflyse mødet på Dana Centre.
Det var meningen at Watson skulle have deltaget i et møde på Science Museum's Dana Centre imorgen aften i anledning af hans nye bog (Avoiding Boring People: Lessons From a Life in Science) -- men det møde har Science Museum's ledelse nu aflyst.
Nu handlar diskussionen om hvorvidt Science Museum gjorde ret eller ej -- jeg har selv skrevet et indlæg imod deres beslutning, og der foregår pt. en hidsig diskussion på den videnskabshistoriske liste Mersenne (se arkivet for 18. oktober). Der er flere hundrede kommentarer på Times Online -- og den science-orienterede del af blogosfæren er ved at gå i selvsving (Greg Laden, Pharyngula m.fl.). De fleste "diskuterer" hvorvidt manden er en total idiot eller ej, hvilket jeg ikke synes er særligt interessant. Det interessante er, hvor forskellige argumenterne er hhv. for og imod at aflyse mødet på Dana Centre.
Politisk pres på dansk klimaforskning
Som i USA (jævnfør Seth Shulman, Undermining Science, Suppression and Distortion in the Bush Administration. Berkeley: University of California Press 2006; og Chris Mooney, The Republikan War on Science. New York: Basic Books, 2005), således også i Danmark under Fogh-regeringen. To danske journalister er på vej med en bog om klimakampen, og beretter i dagens Politiken om danske klimaforskeres (selv)censur. Lyt til nyhederne på DR netop nu, og læs mere her...
mandag den 15. oktober 2007
Administratitis
Universiteterne og forskningsministeriet er blevet ramt af en grufuld sygdom: administratitis. Sygdommens smittevej er velkendt fra andre samfundssektorer. Smittebæreren kaldes på folkesproget for "New Public Management" og de første tegn på, at sygdommen er ved at bryde ud, er, at ens ministerium og lokale ledelse pludselig begynder at fremsige ord som "accountability", "resultatmål", "objektive kvalitetsindikatorer". Derefter begynder det administrative niveau på ens arbejdsplads at svulme op: Der ansættes en horde af nye ledere og mellemledere og en masse medfølgende TAPpere. I næste fase breder sygdommen sig ind i organisationens vitale organer. Her giver den sig til at forvolde skade på de jobfunktioner, der bærer institutionen og varetager de opgaver, som det er dens formål at håndtere. Denne skade har i det mindste to kendte former:
1) Der skal afsættes mere og mere tid til behandlingen af administrative opgaver, og disse opgaver skal prioriteres højere end jobbets almindelige funktioner.
2) Hensynet til det administrative niveaus behov lægger nye rammer for jobbet, der forringer mulighederne for at udføre det bedst muligt.
Begge sygdommes virkninger har for nærværende ramt universiteterne. Nogle simple eksempler1) Der skal afsættes mere og mere tid til behandlingen af administrative opgaver, og disse opgaver skal prioriteres højere end jobbets almindelige funktioner.
2) Hensynet til det administrative niveaus behov lægger nye rammer for jobbet, der forringer mulighederne for at udføre det bedst muligt.
AD 1) På mit eget institut forlanges det nu, at der til hvert kursus foretages og afrapporteres 2 evalueringer, en midtvejsevaluering og en slutevaluering. Med lidt held kan vi på et kort kursus få lov at bruge 7-8% af undervisningstiden på at evaluere. Hvordan det skulle forbedre de studerende viden og kunnen i faget får henstå i mørket Samtidig skal vi afrapportere, hvor mange gange hver enkelt studerende har været til stede på kurset, hvis man som jeg i dette semester har tre hold, så bliver det til seks evalueringer og afrapportering på ca 70 studenter. Er jeg dum og uforberedt og sludrer mig igennem timerne kommer der først noget i skub, hvis de studerende klager meget insisterende, og selv da er konsekvenserne formentlig begrænsede. Afleverer jeg ikke de relevante skemaer og rapporter, ligger administrationen straks klar til at trykke mig på maven.
AD 2) Alle de indikatorer, der nu skal bringes i anvendelse til at "måle" forskningen i forbindelse med konkurrenceudsættelsen af vores basismidler (der er et eller andet i det udtryk, som er næsten grammatisk forkert), er indrettet med et tvingende kriterium: Det skal være administrativt håndterbart. Skidt med om systemet ikke måler noget som helst, skidt med om det opfordrer til uhensigtsmæssig opførsel, skidt med om de på uhensigtsmæssig måde ensretter faglige publikationsmønstre, hvis forskellighed er velbegrundet, tilmed nødvendig, ja tilmed: skidt med at de står i vejen for de videnskabelige nybrud, der er hele forskningens formål. Bare vi kan få et pænt tal, som kan lægges til grund for vores uddeling.
Administratitis-diagnosen for universiteterne kan sammmenfattes som følger: Patienten er efterhånden ved at være alvorligt ramt. Situationen er uholdbar, og der er overvældende risiko for, at der udvikles uhensigtsmæssige faglige mutationer, ligesom der er grund til at frygte patientens fortsatte førlighed. Sygdommen er i løbende forværring, og behovet for akut såvel medicinsk som kirurgisk behandling er overhængende.
søndag den 14. oktober 2007
Kvalitetsindikatorer
Kvalitetsindikatorer
Det har vist sig, at mange har svært ved at holde sig ajour med hensyn til, hvor langt processen med at indføre kvalitetsindikatorer er kommet. Det er ikke underligt, eftersom der slipper meget få informationer ud fra Forsknings- og innovationsstyrelsen (FI), som hører under Helge Sander, og som er den ansvarlige myndighed. En del er sikkert tilgået universiteterne, men under det nye regime er det meget begrænset og tilfældigt, hvad der kommer videre ned til gulvet, hvor vi andre bevæger os. Heller ikke forskningsrådene, i hvert fald ikke det, jeg selv er medlem af, har fået informationer.
Her på bloggen vil vi gerne give Sander en håndsrækning ved at give læserne af bloggen et kort resume over, hvor de er kommet til, og hvad der forestår. Det har jeg påtaget mig at gøre. Informationerne stammer i hovedsagen fra forskellige dokumenter, som venligst er tilsendt til bloggen fra FI på anmodning, samt samtaler med imødekommende personer i FI og Rektorkollegiet.
Videnskabsministeriet har besluttet, at en del af universiteternes basismidler fra år 2010 skal fordeles på basis af ”kvalitetsindikatorer”. Indikator på kvalitet er ifølge ministeriet et tal, nemlig antallet af publikationer i bestemte videnskabelige tidsskrifter eller i bøger på bestemte forlag, som er opført på nogle lister, såkaldte ”autoritetslister”. Princippet er, at institutionerne så får point – og dermed penge – efter hvor mange publikationer, de har i de oplistede tidsskrifter mv. Arbejdet med at lave disse lister er netop gået i gang.
Den overordnede styring har en gruppe med Inge Mærkedahl, direktør i FI, som formand og som desuden tæller rektorkollegiets forretningsudvalg: Jens Oddershede, Ralf Hemmingsen og Lauritz B. Holm-Nielsen, samt Jacob Fuchs fra Universitets- og Bygningsstyrelsen. Til at styre det fagligt krævende arbejde med at opstille autoritetslisterne har de – efter samråd med Koordinationsudvalget for Forskning (hvor bla. Danfossdirektør Mads Clausen er medlem) – nedsat et ”fagligt udvalg” på fem personer: Jørgen Søndergaard, SFI (formand), Kirsten Gomard, HUM, AU, Poul Erik Mouritzen, SAM, SDU, Søren Molin, NAT, DTU, Søren-Peter Olesen, SUND, KU og Frede Blaaberg, TEK, AAU. De fem skal sørge for de overordnede rammer, bla. at udpege, hvilke fag og områder, hele forskningsfeltet skal opdeles i, og hvor mange tidsskrifter og forlag, hvert fag skal have mv. Liste over fag er lavet, og foreløbig er de kommet til, at forskningen i Danmark består af 54 fag og områder (her).
For hver af disse skal der så nedsættes faggrupper, altså 54, hver på 3-6 forskere. Det er lige sat i gang og grupperne skal være klar 26.10.2007. Dernæst skal disse grupper for hver deres fag opstille autoritetslisterne, afsluttet senest 7.12.2007, altså i løbet af godt en måned. I løbet af 2008 foregår så godkendelse og finjustering af listerne. Dernæst kommer et meget centralt element, nemlig at publikationsmedierne skal niveaudeles ud fra kvalitet, og det skal besluttes, hvordan de skal vægtes.
Et spørgsmål, som ingen i verden med indsigt hidtil har ment gav mening, men som Fagligt Udvalg og Styregruppen så vidt jeg forstår nu vil give en løsning på, er følgende: hvordan kan man vægte kvalitet på tværs af fag (fx om en artikel i New England Journal of Medicine har højere kvalitet end en artikel i American Economic Review. Mit forslag er her at bruge den relativt billige og simple metode, som de romerske kejsere anvendte: at spørge indvoldstyderne). FI har afsat sommer og efterår 2008 til at løse denne opgave. Desuden er der en række spørgsmål vedr. pointdeling ved samforfatterskaber mv., der skal afklares.
Sideløbende foregår et teknisk arbejde med, hvorledes kontrollerbare data for publikationstal indsamles og håndteres mv. Hele arbejdet skal være afsluttet primo 2009, således at datainput kan gå i gang og være klar til brug for finanslov 2010.
Som sagt er denne oversigt i hovedsagen stykket sammen ud fra dokumenter, der allerede har været bragt her på bloggen. Da vi må konstatere, at FI ikke kan overkomme at orientere forskeroffentligheden ved selv at lægge dokumenterne på deres egen hjemmeside, er vi fortsat gerne behjælpelig – så send endelig mere, gerne uden at vi først behøver at spørge.
Det har vist sig, at mange har svært ved at holde sig ajour med hensyn til, hvor langt processen med at indføre kvalitetsindikatorer er kommet. Det er ikke underligt, eftersom der slipper meget få informationer ud fra Forsknings- og innovationsstyrelsen (FI), som hører under Helge Sander, og som er den ansvarlige myndighed. En del er sikkert tilgået universiteterne, men under det nye regime er det meget begrænset og tilfældigt, hvad der kommer videre ned til gulvet, hvor vi andre bevæger os. Heller ikke forskningsrådene, i hvert fald ikke det, jeg selv er medlem af, har fået informationer.
Her på bloggen vil vi gerne give Sander en håndsrækning ved at give læserne af bloggen et kort resume over, hvor de er kommet til, og hvad der forestår. Det har jeg påtaget mig at gøre. Informationerne stammer i hovedsagen fra forskellige dokumenter, som venligst er tilsendt til bloggen fra FI på anmodning, samt samtaler med imødekommende personer i FI og Rektorkollegiet.
Videnskabsministeriet har besluttet, at en del af universiteternes basismidler fra år 2010 skal fordeles på basis af ”kvalitetsindikatorer”. Indikator på kvalitet er ifølge ministeriet et tal, nemlig antallet af publikationer i bestemte videnskabelige tidsskrifter eller i bøger på bestemte forlag, som er opført på nogle lister, såkaldte ”autoritetslister”. Princippet er, at institutionerne så får point – og dermed penge – efter hvor mange publikationer, de har i de oplistede tidsskrifter mv. Arbejdet med at lave disse lister er netop gået i gang.
Den overordnede styring har en gruppe med Inge Mærkedahl, direktør i FI, som formand og som desuden tæller rektorkollegiets forretningsudvalg: Jens Oddershede, Ralf Hemmingsen og Lauritz B. Holm-Nielsen, samt Jacob Fuchs fra Universitets- og Bygningsstyrelsen. Til at styre det fagligt krævende arbejde med at opstille autoritetslisterne har de – efter samråd med Koordinationsudvalget for Forskning (hvor bla. Danfossdirektør Mads Clausen er medlem) – nedsat et ”fagligt udvalg” på fem personer: Jørgen Søndergaard, SFI (formand), Kirsten Gomard, HUM, AU, Poul Erik Mouritzen, SAM, SDU, Søren Molin, NAT, DTU, Søren-Peter Olesen, SUND, KU og Frede Blaaberg, TEK, AAU. De fem skal sørge for de overordnede rammer, bla. at udpege, hvilke fag og områder, hele forskningsfeltet skal opdeles i, og hvor mange tidsskrifter og forlag, hvert fag skal have mv. Liste over fag er lavet, og foreløbig er de kommet til, at forskningen i Danmark består af 54 fag og områder (her).
For hver af disse skal der så nedsættes faggrupper, altså 54, hver på 3-6 forskere. Det er lige sat i gang og grupperne skal være klar 26.10.2007. Dernæst skal disse grupper for hver deres fag opstille autoritetslisterne, afsluttet senest 7.12.2007, altså i løbet af godt en måned. I løbet af 2008 foregår så godkendelse og finjustering af listerne. Dernæst kommer et meget centralt element, nemlig at publikationsmedierne skal niveaudeles ud fra kvalitet, og det skal besluttes, hvordan de skal vægtes.
Et spørgsmål, som ingen i verden med indsigt hidtil har ment gav mening, men som Fagligt Udvalg og Styregruppen så vidt jeg forstår nu vil give en løsning på, er følgende: hvordan kan man vægte kvalitet på tværs af fag (fx om en artikel i New England Journal of Medicine har højere kvalitet end en artikel i American Economic Review. Mit forslag er her at bruge den relativt billige og simple metode, som de romerske kejsere anvendte: at spørge indvoldstyderne). FI har afsat sommer og efterår 2008 til at løse denne opgave. Desuden er der en række spørgsmål vedr. pointdeling ved samforfatterskaber mv., der skal afklares.
Sideløbende foregår et teknisk arbejde med, hvorledes kontrollerbare data for publikationstal indsamles og håndteres mv. Hele arbejdet skal være afsluttet primo 2009, således at datainput kan gå i gang og være klar til brug for finanslov 2010.
Som sagt er denne oversigt i hovedsagen stykket sammen ud fra dokumenter, der allerede har været bragt her på bloggen. Da vi må konstatere, at FI ikke kan overkomme at orientere forskeroffentligheden ved selv at lægge dokumenterne på deres egen hjemmeside, er vi fortsat gerne behjælpelig – så send endelig mere, gerne uden at vi først behøver at spørge.
lørdag den 13. oktober 2007
J.M. Coetzee om universitetets fremtid
J.M. Coetzee (en af mine favoritforfattere) skriver i sin seneste bog (Diary of a Bad Year, Harvill Secker 2007) om hvordan universiteterne er blevet forvandlet till "business enterprises", hvor lærerne er blevet "harried employees" der forventes at opfylde kvoter "under the scrutiny of professional managers" (vi kender det jo). Og så fortsætter han:
Et dystert fremtidsbillede? Jeg kan ikke forklare det, men jeg finder en vis trøst i det.
In the days when Poland was under Communist rule, there were dissidents who conducted night classes in their homes, running seminars on writers and philosophers excluded from the official canon (for example, Plato). No money changed hands, though there may have been other forms of payment. If the spirit of the university is to survive, something along those lines may have to come into being in countries where tertiary education has been wholly subordinated to business principles. In other words, the real university may have to move into people's homes and grant degrees for which the sole backing will be the names of the scholars who sign the certificates (s.36).
Et dystert fremtidsbillede? Jeg kan ikke forklare det, men jeg finder en vis trøst i det.
torsdag den 11. oktober 2007
Taxametersystemet koster dyrt
I dag er der universitetspolitik på forsiden af Politiken! Avisen har valgt at bruge lederen på sagen om nedlæggelsen af italiensk og russisk på Copenhagen Business School, og ifølge skribenten er det blot et eksempel på taxametersystemets uheldige konsekvenser. Konklusionen er, at man skal "ikke lade uddannelsessystemet og universiteterne styre af markedet alene". Jeg kunne ikke være mere enig.
Lederen lyder i sin helhed:
Lederen lyder i sin helhed:
Sproglig fattigdom
Taxametersystemet koster dyrt. Beslutningen om at nedlægge italiensk og russisk på Handelshøjskolen i København – og udsigten til, at tysk og fransk er på vej til at lide samme skæbne – er endnu et kedeligt bevis på, at den er gal med finansieringen af det danske uddannelsessystem. Kandidaterne fra disse fag er tæt knyttet til den globalisering, politikere ynder at fremhæve i skåltaler. De har nemlig ikke alene erhvervet den basale kompetence til at handle, men til at handle på et sprog og med en kulturel forståelse, som en mere ensporet merkantilist ikke kan tilbyde.
AT HANDELSHØJSKOLEN nu har truffet den skæbnesvangre beslutning, kan den isoleret set ikke klandres for. Når bevillinger tildeles efter et taxametersystem, der giver penge per bestået eksamen, er det op til uddannelsesinstitutionerne at tage konsekvensen. Handelshøjskolen opererer derfor – ligesom landets øvrige universiteter – på markedsvilkår. Er der ingen kunder i butikken, må den lukke.
Uddannelsessystemets ansvar rækker nemlig længere end til den årlige regnskabsaflæggelse. Det er i uddannelsessystemet, at vi som nation lægger grunden til fremtidens vækst og velstand. Netop derfor skal man tænke langsigtet og ikke lade uddannelsessystemet og universiteterne styre af markedet alene. Det betyder, at man skal give universiteterne støtte til at opretholde de pågældende uddannelser. Og man skal også give de potentielle studerende ved disse uddannelser de bedst mulige forhold, så de også søger uddannelserne.
TAXAMETERSYSTEMET undergraver reelt begge muligheder, dels ved at præmiere de populære studier, dels ved at trække de små, men vigtige studier ned i en negativ spiral, som udsulter dem og gør, at de kommer til at stå nederst på ønskesedlen til den koordinerede studietilmelding. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har allerede tilkendegivet, at han er villig til at se nærmere på incitamentsstrukturen på ungdomsuddannelserne. Så mangler vi bare, at han sammen med videnskabsminister Helge Sander (V) en gang for alle får løst op for det helt centrale incitaments- og finansieringsproblem i det danske uddannelsessystem.
pap
Man kan kommentere lederen direkte på Politikens website.
onsdag den 10. oktober 2007
Kritik af den norske model
Der er nu ovenfra igangsat forberedelser til at implementere "den norske model" for lister over fagfællebedømte tidskrifter (uden at modellen mig bekendt er officielt vedtaget, den har stadig karakter af et udvalgsarbejde, og man involverer nu alle universitetsforskere i et arbejde med at indsamle date til dette!). Forskere har fået henvendelser fra deres respektive ledere om at ryste op med forslag til hvilke tidskrifter, det i fremtiden vil "tælle" at publicere i. En læser skriver:
"Henvendelsen kommer fra min forskningsgruppeleder, som i sin mail inkluderer mails fra 1) institutleder, 2) mit universitets ledelse og 3) Rektorkollegiet. (...) De nævnte mails fra forskningsgruppeleder og institutleder er stort set en formidling af Rektorkollegiets udmelding. Der gøres opmærksom på, at det er vigtigt at få vigtige tidsskrifter på listen, for ellers kan det betyde, at ens forskning ikke tæller."
Det er tankevækkende, når man tænker på den næsten fraværende debat om systemet. Læs derfor sociologen Annick Prieurs indlæg "Hvordan måles forskningskvalitet bedst?" i Information i går, som stiller spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lægge sig fast på den norske model, som er konservativ og innovationshæmmende, og har "en slående lighed med Sovjetunionens produktivitetsmål: Når målet for alle virksomheder er vægt, bliver alle ting tunge."
PS: her relateret materiale, nu tilgængeligt i dette arkiv:
- Notat af 11. sept. 2007, "Medlem af Faggruppe" fra ministeriets FI (Forsknings- og Innovationsstyrelse) v. Lotte Faurbæk.
- Notat af 11. sept. 2007, "Organisering og tidsplan for Fagligt Udvalg, faggrupper og Styregruppen fra FI (v. Lotte Faurbæk) til universiteterne.
- Notat af 5. okt. 2007, "Liste over faggrupper" fra FI v. Lotte Faurbæk.
- Brev af 8. okt. 2007 fra Rektorkollegiet til universiteterne. Emne: Indstilling af medlemmer af faggrupper for bibliometriske forskningsindikatorer.
tirsdag den 9. oktober 2007
Forskningspolitik omtalt i DR!
Det utrolige er sket! DR har hele morgenen (på P1 ganske vist) haft et indslag med Lars Flugger som på vegne af alle fem forskningsråd kritiserer vilkårene for den fri forskning i Danmark (se fx her).
Videnskabsmedisteren udtaler dog - ikke overraskende - at der ikke er sparet (tværtimod, siger han), men forholdt sig i øvrigt ikke til den principielle kritik af det fornuftige i forsøg på at styre forskningen ud fra faktura-hensyn.
Spørgsmålet er nu om sagen dør her. Den er ved at ende som en strid om tal (som ikke er godt medie-stof): Jeg har ikke set den videre i andre medier (endnu i hvert fald) og hvis ingen andre politikere melder sig, er den allerede slut.
Det siger noget om hvor svært det er at få forskningspolitik på dagsordenen - selv en entydig kritik fra det samlede forskningsrådsystem giver kun en lille skvulp.
Videnskabsmedisteren udtaler dog - ikke overraskende - at der ikke er sparet (tværtimod, siger han), men forholdt sig i øvrigt ikke til den principielle kritik af det fornuftige i forsøg på at styre forskningen ud fra faktura-hensyn.
Spørgsmålet er nu om sagen dør her. Den er ved at ende som en strid om tal (som ikke er godt medie-stof): Jeg har ikke set den videre i andre medier (endnu i hvert fald) og hvis ingen andre politikere melder sig, er den allerede slut.
Det siger noget om hvor svært det er at få forskningspolitik på dagsordenen - selv en entydig kritik fra det samlede forskningsrådsystem giver kun en lille skvulp.
søndag den 7. oktober 2007
Flere omtaler, bedre formidling? - Styr dig!
Alle siger, at formidling er vigtigt. Og ministeriet vil også styre denne parameter, både gennem udviklingskontrakter (som ikke har ret meget med kontrakter at gøre) og gennem det halvautomatiske ranking-system, man er ved at opbygge (modeller for "kvalitetsindikatorer" til "konkurrenceudsættelse" af basismidler). Tilsyneladende mener de i Videnskabsministeriet, at universiteternes ansatte ikke blander sig nok i den offentlige debat. Det indgår således som et af de generelle krav til universiteterne, formuleret i de såkaldte udviklingskontrakter, at universiteterne skal at "øge antallet af omtaler i den skrevne presse registreret i Infomedia" og lignende databaser "med fem procent i 2010". Jeg ved ikke om de 5 % gælder alle universiteter, men af artiklen i Universitetsavisen d. 28/9 fremgår, at "ministeriet nu har opstillet 16 fælles målområder som samtlige universiteter skal forholde sig til". Rektorkollegiets formand Jens Oddershede mener, at det vil "gøre det lettere at sammenligne hvem der klarer sig godt og dårligt i konkurrencen i fremtiden". Oddershede siger, at de 16 punkter giver et indblik i hvilke kriterier ministeriet planlægger at fordele pengene efter i fremtiden.
Målet om øgning af medieomtale er blot ét eksempel på, at man ofte tror at "mere" er "bedre", og at kvalitet er det samme som produktivitet - at "flere omtaler" svarer til bedre formidling, mere indsigt, bredere oplysning. — Hvordan styrer vi nu indekset for graden af bullshit pr. omtale i Infomedia?
Målet om øgning af medieomtale er blot ét eksempel på, at man ofte tror at "mere" er "bedre", og at kvalitet er det samme som produktivitet - at "flere omtaler" svarer til bedre formidling, mere indsigt, bredere oplysning. — Hvordan styrer vi nu indekset for graden af bullshit pr. omtale i Infomedia?
lørdag den 6. oktober 2007
Den dræbende konsensus omkring universitetet
Uanset hvad man mener om FORSKERforum (ikke sandt, Thomas?) har bladet nu og da yderst læseværdige indslag, som man ikke finder andre steder. Interviewet i det seneste nummer med Ole Lange, som netop er gået på pension fra et professorat i erhvervshistorie på Copenhagen Business School, finder jeg så væsentligt, at jeg simpelthen har valgt at gengive det in extenso her på bloggen:
Den dræbende konsensus omkring universitetet
Universitetsforskere har en pligt til at være kritiske efter bedste faglige overbevisning, men klimaet omkring universitetet indbyder til tavshed,
mener professor Ole Lange, som er gået på pension efter et langt akademisk liv som klassisk intellektuel
”Universitetslærere og journalister har det til fælles, at de ikke skal være enige med magthaverne. De skal være kritiske, gå til dem, være pågående og aggressive og stille spørgsmål efter bedste faglige overbevisning. Den kritiske journalistik har det ikke godt, men jeg tror på, at den kritiske journalistik nok skal vende tilbage, for der er et behov for den slags i et demokrati. Jeg er mere bekymret for universitetet”.
Sådan lyder statement’et fra professor Ole Lange, som har levet et langt akademisk liv som kritisk råbehoved. Han har udtalt sig som en klassisk intellektuel på en bred bane, om økonomi, politik, erhvervshistorie, moral, sport med meget mere – selv om han blot er uddannet faghistoriker. Ved siden af jobbet som universitetslærer har han tilmed profileret sig som en meget aktiv kommentator på INFORMATION og JYLLANDS-POSTEN. Nu er han blevet 70 år og er netop fratrådt sin stilling som professor i historie ved CBS i København.
”Konsensus er noget af det værste, et samfund kan have! I dag er det politiske klima inficeret, så politikere og presse og magthavere er enige om de store linier, og det giver vanskelige vilkår for de kritiske røster, som skal være der i et demokrati. Når der er politisk konsensus om noget, så er det også et signal til pressen om, at det behøver man ikke skrive noget om. Det betyder for eksempel, at pressen ikke har interesseret sig for de store reformer, som universiteterne og forskningen har været udsat for i de seneste år”.Pessimist
Mens han tror, at den kritiske journalistik nok skal komme tilbage, så er han mere pessimistisk, når det gælder universiteterne:
”Tidligere var der plads til nogle skæve hoveder, der gik på tværs og råbte op. Men sådan nogle gamle idioter som mig dør ud. Disciplineringsprocessen fra kandidat til fast lektorstilling er lang, så når man kommer op i begyndelsen af fyrrerne, så er kanterne slidt af. Det indebærer en accept af, at rammerne for forskningsfriheden er blevet indskrænket, og at forskningen styres. Så der bliver desværre færre og færre, der har stædigheden, stamina’en og dygtigheden til at kunne agere kritisk som de gamle intellektuelle typer”.
En anden ting som taler imod en modbølge er, at universitetet er en stor og tung organisation med stor inerti. Har man en gang begrænset frihedsgraderne og accepteret, at økonomiske interesser får indflydelse på, hvad universiteterne skal lave og hvad forskerne skal forske i, så bliver det utrolig vanskeligt at rulle tiden tilbage, for det handler om en hel kultur.
”Disciplineringen er diskret. Det er jo ikke sådan, at du direkte ekskluderes / fyres, hvis du ikke laver det, som systemet ønsker. Det er et sofistikeret system, hvor forskningens finansiering styrer, hvad der skal forskes i. Hvis man ikke tilpasser sig disse temaer, så får man ingen penge”, siger professoren. ”I dag opslås megen forskning som programmer, hvor det er usikkert, hvordan udvælgelsen sker. Forskerne vælger derfor at formulere deres projekter efter, hvad de tror er mest opportunt. Og når projekter udvælges, så vælges det, som er mindst kontroversielt. Sådanne mekanismer lærer man at kende og indrette sig efter. I den proces sker der en sofistikeret disciplinering”.Tavse forskere: Bekvemmelighed
”I dag har forskerne lært at tie af bekvemmelighedsgrunde. De risikerer at blive udsat for kritik fra politikere, presse, erhvervsliv, kolleger eller deres ledelser. I stedet vælger man at begrave sig i sin snævre faglighed”, mener han. En forklaring på universitetslæreres spage protester over politikernes beskæring af universiteternes demokrati i 2001-2005 lød, at folk var travlt optaget af deres fag.
”Men bagved ligger også bekvemmelighed og sløvhed. Kun få reagerede, resten var passive. Nogle var gået over på den anden side: De havde måske forsømt deres faglige udvikling og var blevet universitetsbureaukrater. Ved skæbnens ironi og altså delvis selvforskyldt har reformerne gjort dem overflødige, for de er nogle steder blevet erstattet af mere moderne management-typer”.
At de unge ikke protesterer over underminering af universitetets frihedsrammer er forståeligt: ”De kender jo ikke andet end at skulle søge eksterne bevillinger eller arbejde med på programmer. De snævre rammer er et livsvilkår, som de ikke stiller spørgsmålstegn ved. Vil man frem, så skal man hæfte sig på et emne, som myndighederne finder relevant. Så skal man finde en vejleder, som er interesseret og som kan promovere projektet. Man skal altså tilpasse sig, for at komme frem”.
Men hvis universitetsforskere ikke vil kæmpe for deres forskningsfrihed, fortjener de den så?
”Det er jo det sædvanlige problem ved demokratiet: Man sætter først pris på friheden, når rettighederne er forsvundet”.Solidariteten mangler
Professoren undrer sig over, hvad politikerne kan slippe afsted med.
”Der er nok ikke nogen samfundssektor, som har oplevet så store forandring på så kort tid som universitetssektoren. Men det kan undre, at det sker under dække af en politisk konsensus, og pakket ind i nysprog om ’afbureaukratisering’, ’globalisering’, ’konkurrence’ osv. Hermed skjules meget store indgreb i demokratiet gennem brugen af åbne og generelle formuleringer. Og de bliver ikke anfægtet af pressen i den hellige konsensus’ navn. Og heller ikke af de fagkyndige, som burde kende konsekvenserne. De som burde påpege de uheldige konsekvenser, opfører sig taktisk og tier, og det giver stort spillerum for nysproget”.
Professoren er også overrasket over, hvad nogle magthavere kan slippe afsted med:
”Det var fx chokerende, da ACs formand Sine Sunesen for nylig udtalte til den store gruppe deltidslærere - som universiteterne er afhængige af, men som underbetales - at hvis de var utilfredse med deres arbejdsvilkår, så kunne de jo bare finde sig et andet arbejde! Det er total negligering, når den fagforeningsparaply, som skal varetage deltidslærernes interesser, kan udtale sig så usolidarisk: Hun erklærer jo, at deres dårlige vilkår er deres personlige problem – ikke et fælles”.Socialdemokraternes svigt
Lange har ikke afholdt sig fra at blande sig i den politiske offentlighed. Det var derfor ikke overraskende, at Berlingske i 70-års fødselsdagsomtalen betonede hans politiske ståsted til venstre. At Lange har lavet kritisk erhvervshistorie gav ham titel af ”Storkapitalens mistillidsmand”.
Og Lange er sur på Socialdemokraterne:
”De er medskyldige i den ødelæggende konsensus og manglen på kritisk debat om forskningen og universiteterne, for partiet har været med på alle den borgerlige regerings reformer. Partiet har svigtet de principper, som fremgår af partiprogrammet, nemlig at universiteterne skal producere kritisk viden! Partiet bidrager dermed til at undergrave demokratiet, når de lader politisk og strategisk styring samt økonomiske interesser få direkte indflydelse på, hvad universiteterne skal lave. Faglighed og uafhængighed kommer i anden række”, mener Lange. ”Det er beskæmmende, for partiet har masser af folk med indsigt. Mange af dem udtrykker da også privat beklagelse over udviklingen – fx Mogens Lykketoft – men de gør ikke noget aktivt for at værne om universitetet. Men der er jo heller ikke mange stemmer i forskning”.Når erhvervsfolk blander sig
Han er oprigtigt bekymret over det politiske klima, og over ændringen i de politiske og administrative beslutningsprocesser. For ti år siden var det utænkeligt, at eksterne interessenter og erhvervslivet kunne blande sig i universiteternes indre liv. Men det sker i dag som en selvfølgelighed. Erhvervslivet har også fået en helt anden fremtrædende indflydelse på universiteterne.
”I begyndelsen af 1990’erne - under den gamle styrelseslov - var der en erhvervsmand, som hed Asger Aamund, som var formand for handelshøjskolens Styrelsesråd og som gik ud i BØRSEN med en skarp kritik af hele sektoren: ’Vi beskyttede hinanden, meninger blev undertrykt, så medarbejderdemokratiet burde afskaffes’. De udsagn skabte så meget uro og protester, og et læserbrev spurgte til, om Aamund kunne give eksempler. Det kunne han ikke, og så måtte han træde tilbage fra sin post på handelshøjskolen”, fortæller Ole Lange.
Det er historiens ironi. For det første fordi sådanne protester ikke ville komme i dag. Og for det andet fordi Aamund jo så rigtigt i forhold til de politiske vinde.
Ole Lange finder det kendetegnende for det politiske klima, at erhvervsfolk i stigende grad prøver at blande sig i universiteternes aktiviteter. Han fortæller historien om AP-Møller skibsreder Jess Søderberg, som ikke kan lide Langes synspunkter og i kulissen gav et råd til CBS’s ledelse: ”Skaf jer da af med den mand”.
Måske har det virket stødende på skibsrederen, at professoren ikke tager med fløjshandsker på erhvervslivets folk. Hans sidste værk er biografien ’Stormogulen’, en kritisk moppedreng om Odenses store industrimagnat, C.F.Tietgen. Den fik anmelderroser og god respons i offentligheden.
Men i begyndelsen af september var universitetskarrieren endegyldigt slut; der blev afholdt en velbesøgt afskedsreception for ham på CBS, hvor kollegerne i øvrigt overraskede ham ved at udgive et hyldestskrift med mange bidrag. Men lige nu er han træt, på genoptræning efter en hjerneblødning d. 7 maj.
Er der noget, han ikke vil savne?
”Slagsmålet om ressourcer”, lyder det uden tøven. ”Men jeg vil savne mit fag ’erhvervshistorie’ og de gode kolleger ...”
jø
Abonner på:
Opslag (Atom)
