tirsdag den 18. december 2007

Effektivitet, forskningsfrihed og argumentationsstrategi

Jeg fik en mail fra en af vore læsere, Jesper Juul, som jeg tillod mig at dele med bloggens netværk. Det affødte en længere kommentar fra Heine Andersen. Begge tillod at bringe udvekslingen, her på bloggen. Om sig selv skriver Jesper, at "Jeg føler mig nok sådan halvt indviklet i det danske universitetssystem - jeg var adjunkt på IT-Universitetet indtil i sommer, og fra januar har jeg universitetsjob herovre (altså i USA)."

- - - CITAT fra Jesper Juuls mail:

Jeg har siddet og gjort mig nogle rent strategiske overvejelser, som jeg lige ville dele med dig.

Befolkningen kan nok deles i to dele:
1) dem der forstår det principielle i ting såsom medarbejderdemokrati og forskningsfrihed, universitetet som vagthund, kritik korrektiv osv.
og
2) dem der ikke forstår hvad det drejer sig om. Denne gruppe er vel det væsentlige flertal, også blandt politikere.

Det giver nogle retoriske problemer:
-"Forskningsfrihed" lyder for en udenforstående som om vi bare skal have lov til at lave hvad vi har lyst til, på skatteborgernes regning.
-"Medarbejderdemokrati" - alle andre er vant til at have chefer over sig, så det er også svært for andre at forstå hvorfor akademikere ikke skulle have chefer over sig.

Det giver Helge Sander mulighed for at sætte det op så han taler om effektivitet, international konkurrence, drive universitetet som en virksomhed, etc... og det bliver så sat overfor nogle folk der taler om nogle meget generelle principielle ting, som få mennesker egentlig forstår vigtigheden af.

Kunne man ikke forestille sig en alternativ strategi, hvor man i stedet framer det hele efter en mere merkantil logik. Vi er jo så heldige at en hård merkantil logik realistisk set er sammenfaldende med mange af de mere idealistiske ønsker. Her er nogle alternative framings som muligvis vil kunne overbevise folk ind i regeringens rækker.

-Effektivitet: Som du har blogget om, så går en større og større del af de danske universiteters ressourcer til administration, og forskere har mindre tid til at forske. Hvis man kan samle nogle klare tal, kan man vise at danskerne får mindre for pengene med den nuværende struktur, og vil få mere mere for pengene hvis man går over til en mere flad struktur.
-Forskningsfrihed eller "akademisk ytringsfrihed" er til for at give den bedst mulige forskning for pengene, og give danske universiteter bedre muligheder for at konkurrere internationalt, både på rekruttering og på kvaliteten af forskningen. Desuden giver forskningsfrihed mulighed for at lade en slags "markedets logik" skabe værditilvæksten i det danske samfund ved at lade flest mullige mennesker kappes om at komme med de bedste nye ideer.
-Rekruttering: Hvis man kunne skaffe nogle undersøgelser der viste hvor uattraktive forholdene på de danske universiteter er for udenlandske topforskere.
-Best practices: De store kommercielle amerikanske universiteter lægger stor vægt på forskningsfrihed, og har fladere strukturer end danske universiteter har nu. Lad os lære af dem.

Kerneargumentet er så helt kort:
Det danske samfund poster milliarder i universiteterne, og har derfor krav på at få den bedst mulige forskning for pengene. Derfor skal vi indrette de danske universiteter efter "best practices", og køres mere som virksomheder med øje for de kommercielle amerikanske universiteter. Derfor vil vi foreslå følgende ændringer:
-Reduktion af bureaukratiet på danske universiteter, og arbejde hen imod en mere flad struktur, og ad den vej opnå effektiviseringsgevinster.
-Sikring af den akademiske ytringsfrihed efter udenlandsk forbillede, hvor man beskytter forskningen mod politisk eller andet pres, så vi kan få den bedst mulige forskning for pengene.

Det lyder selvfølgelig lidt uidealistisk, men hey, hvis man kan få folk til at forstå at de nuværende universitetsreformer er dybt ineffektive, ikke spor moderne, og at de stiller Danmark dårligt internationalt, så tror jeg kan kan få en anden politisk vilje på bordet. Hvis der skal en nyliberal retorik til, så er det måske bare sådan.

Just my two cents.

-Jesper Juul

- - - CITAT SLUT.

Heine Andersens svar:

- - - CITAT:

Interessante synspunkter, som jeg gerne vil give et par kommentarer:

Jeg kan sådan set være enig i mange af synspunkterne. Og sagen er jo, at de også har været fremme før med mellemrum i debatten. Det er dybt ironisk, at rækken af bench marking øvelser, der har været siden 1980'erne, ret entydigt har vist, at Danmark hidtil har ligget i top 5 (og højere end USA) - og det uden at indregne ressourceniveau, fx antallet af forskere (nævneren er typisk det samlede befolkningstal, eller landets BNP). Jeg kan huske en artikel fra Science, 1990'erne, hvor forfatteren (jeg tror navnet var Robert May), [senere ref. fra Heine: Robert M. May: ”The Scientific Wealth of Nations”. Science, vol. 275, 7. febr. 1997: 793-796 (download) (red)] forklarede den flotte placering af Danmark (sammen med bla. Sverige og Finland), med den flade og egalitære struktur man har (dvs. havde) i disse lande!! Men den slags er hidtil blevet fuldstændig ignoreret. Politikerne vil have Danmark ned på niveau med gennemsnittet i USA og tilsvarende.

Men at det er prøvet før, skal ikke hindre, at forsøget kan gentages og udbygges med bedre dokumentation mv. Problemet er, at der går nogen tid, måske fem-ti år eller mere, før de negative virkninger af Neuordnung viser sig. Et andet problem i sammenligninger er, at billedet af omkostningseffektiveteten ofte sløres ved, at der i lande som USA og England er enorm spredning mellem forskellige universiteter.

Specielt hvad angår effektivitet og forskningsfrihed, er det klassiske hovedargument jo - helt i tråd med det af JJ. anførte, det funktionalistiske (Mertonske), at forskningsfrihed og de normer, der ideelt er forbundet hermed, bedst muligt sikrer væksten i sand viden. Det harmonerer også med grundprincipper i nyere ledelsesteori (som jeg husker det, jeg formoder, at det stadig gælder), at vidensintensive, professionelle organisationer (fx også eksperttunge konsulentfirmaer ol.) ikke lader sig styre ud fra hierarkisk-bureaukratiske principper - sagkundskaben i forhold til de konkrete opgaver vil typisk aftage op gennem hierarkiet. Hvis der er usikkerhed om resultater eller egnede metoder, nytter det sjældent at spørge chefen, som man gør i traditionelle bureaukratier.

Det underlige er, at den offentlige sektor, og nu også universiteter og forskningsinstitutioner, via new public management, går stik imod disse principper og i stedet bevæger sig i retning mod en særlig form for planøkonomisk centralisme.

Samtidig tror jeg man skal være forsigtig ved at gå for meget ind på den "merkantile" og kommercielle terminologi og argumentation. Grundvidenskabelig viden, og det gælder alle fag, kan ikke produceres på markedsvilkår. Det er elementær økonomisk viden, som ingen med blot nogenlunde indsigt vil benægte.

Dertil kommer, at den merkantilt orienterede argumentationen ikke tager hensyn til andre værdier af forskningsfrihed og akademisk frihed, såsom det at bidrage til almindelig oplysning, nedbrydning af dogmer og fundamentalisme, kulturel pluralisme mv. Men de værdier fremmes ganske vist heller ikke automatisk af akademisk frihed - det afhænger meget af, hvordan og hvor meget vi udnytter den.

Venlig hilsen
Heine Andersen

- - - CITAT SLUT.

3 kommentarer:

pold sagde ...

Jeg tror nu godt man med fordel kan bruge administratitis-argumentet lidt mere. På mit fakultet (Humaniora i Århus) er det vel nogenlunde sådan, at vi de sidste 20-30 år har fået dobbelt så mange studerende, dobbelt så mange tap'er (teknisk-administrativt personale) og ca det samme antal forskere/undervisere. (Jeg har ikke de præcise tal, men de må kunne findes...) Alt andet lige giver det altså ikke mere undervisning og forskning for pengene, men meget mere administration. Efter den seneste ledelsesreform bruger fakultetet desuden ca 3 mio mere til ledelseslønninger (7 institutledere og 3 dekaner) - det får vi heller ikke mere undervisning og forskning for. Faktisk bliver studenter-lærer ratioen sat op, hvilket jo alt andet lige giver os dårligere ratings og mindre tid til undervisning og forskning. Og udviklingen fortsætter og ser endda ud til at accellere - bl.a. med den administration de nye specialeregler og fx akkrediteringsreglerne vil give. Samtidig er det ikke min oplevelse, at vip'erne har fået mindre administration, tværtimod!

Det er jo ikke fordi tap'erne og ledelsen ikke er nødvendige og udfører et vigtigt job. De er jo livsnødvendige for os for at kunne holde styr på alt det der skal holdes styr på, give ministeriet og bestyrelsen de tal, de skal have - ofte med meget korte frister - håndtere pressen og deltage i den almindelige konkurrence om studerendes gunst og arbejdsindsats, forskningsmidler etc. Men der er jo forskerne, der producerer kerneydelserne, undervisning og forskning. Man burde kunne opbygge en argumentation, der tydeliggør, hvad administratitis koster i forringelse af kerneydelserne...

Jesper Juul sagde ...

Gode kommentarer - selvfølgelig er det farligt helt at ignorere det principielle, men jeg tror vi har brug for lidt strategi.

Hvis vi vil have ændringer, skal vi så ikke have en "2009-strategi" for hvad der skal ske op til evalueringen af forskningsfriheden i 2009?

Det kunne indebære:
-Produktion af klare data og tydelige grafer for fald i produktivitet, stigende administration, stigende utilfredshed, problemer med rekruttering.

-Dokumentation for hvordan verdens topuniversiteter har fladere struktur og mere forskningsfrihed.

-Fokus på hvad vi vil have ændret, men undgå for meget konfrontation eller for meget fokus på hvordan det var tidligere.

-Nogen skal tage møder eller middage med forskningsordførerne fra alle partier og overbevise dem om forholdene.

-Hvis man vil være endnu mere konsekvent, så helsides annoncer i dagbladende "vi skabte en værditilvækst på 100 milliarder kroner i år" (eller hvad det nu er), "give os love til at lave vores arbejde".

-Der kunne også være annoncer med kendte udlændinge der forklarer hvorfor forskningsfrihed er så vigtig.

-Historier i pressen med god dokumentation for tingenes tilstand op til forhandlingerne på Christiansborg.


Er det ikke sådan andre grupper offentligt ansatte gør når de vil have mere i løn? Jeg forestiller mig naivt at det må kunne lade sig gøre at ændre forholdene hvis man trykker på de rigtige knapper hos de rigtige mennesker.

pold sagde ...

En sag for fagforeningerne (DM, DJØF, IDA...) og Forskerforum? Når de er kommet sig over overenskomsterne... Det er vel dem der har apparatet og ressourcerne. Læser de mon med her, eller skal de kontaktes?