Den dræbende konsensus omkring universitetet

Uanset hvad man mener om FORSKERforum (ikke sandt, Thomas?) har bladet nu og da yderst læseværdige indslag, som man ikke finder andre steder. Interviewet i det seneste nummer med Ole Lange, som netop er gået på pension fra et professorat i erhvervshistorie på Copenhagen Business School, finder jeg så væsentligt, at jeg simpelthen har valgt at gengive det in extenso her på bloggen:

Den dræbende konsensus omkring universitetet

Universitetsforskere har en pligt til at være kritiske efter bedste faglige overbevisning, men klimaet omkring universitetet indbyder til tavshed,
mener professor Ole Lange, som er gået på pension efter et langt akademisk liv som klassisk intellektuel

”Universitetslærere og journalister har det til fælles, at de ikke skal være enige med magthaverne. De skal være kritiske, gå til dem, være pågående og aggressive og stille spørgsmål efter bedste faglige overbevisning. Den kritiske journalistik har det ikke godt, men jeg tror på, at den kritiske journalistik nok skal vende tilbage, for der er et behov for den slags i et demokrati. Jeg er mere bekymret for universitetet”.

Sådan lyder statement’et fra professor Ole Lange, som har levet et langt akademisk liv som kritisk råbehoved. Han har udtalt sig som en klassisk intellektuel på en bred bane, om økonomi, politik, erhvervshistorie, moral, sport med meget mere – selv om han blot er uddannet faghistoriker. Ved siden af jobbet som universitetslærer har han tilmed profileret sig som en meget aktiv kommentator på INFORMATION og JYLLANDS-POSTEN. Nu er han blevet 70 år og er netop fratrådt sin stilling som professor i historie ved CBS i København.
”Konsensus er noget af det værste, et samfund kan have! I dag er det politiske klima inficeret, så politikere og presse og magthavere er enige om de store linier, og det giver vanskelige vilkår for de kritiske røster, som skal være der i et demokrati. Når der er politisk konsensus om noget, så er det også et signal til pressen om, at det behøver man ikke skrive noget om. Det betyder for eksempel, at pressen ikke har interesseret sig for de store reformer, som universiteterne og forskningen har været udsat for i de seneste år”.

Pessimist
Mens han tror, at den kritiske journalistik nok skal komme tilbage, så er han mere pessimistisk, når det gælder universiteterne:
”Tidligere var der plads til nogle skæve hoveder, der gik på tværs og råbte op. Men sådan nogle gamle idioter som mig dør ud. Disciplineringsprocessen fra kandidat til fast lektorstilling er lang, så når man kommer op i begyndelsen af fyrrerne, så er kanterne slidt af. Det indebærer en accept af, at rammerne for forskningsfriheden er blevet indskrænket, og at forskningen styres. Så der bliver desværre færre og færre, der har stædigheden, stamina’en og dygtigheden til at kunne agere kritisk som de gamle intellektuelle typer”.
En anden ting som taler imod en modbølge er, at universitetet er en stor og tung organisation med stor inerti. Har man en gang begrænset frihedsgraderne og accepteret, at økonomiske interesser får indflydelse på, hvad universiteterne skal lave og hvad forskerne skal forske i, så bliver det utrolig vanskeligt at rulle tiden tilbage, for det handler om en hel kultur.
”Disciplineringen er diskret. Det er jo ikke sådan, at du direkte ekskluderes / fyres, hvis du ikke laver det, som systemet ønsker. Det er et sofistikeret system, hvor forskningens finansiering styrer, hvad der skal forskes i. Hvis man ikke tilpasser sig disse temaer, så får man ingen penge”, siger professoren. ”I dag opslås megen forskning som programmer, hvor det er usikkert, hvordan udvælgelsen sker. Forskerne vælger derfor at formulere deres projekter efter, hvad de tror er mest opportunt. Og når projekter udvælges, så vælges det, som er mindst kontroversielt. Sådanne mekanismer lærer man at kende og indrette sig efter. I den proces sker der en sofistikeret disciplinering”.

Tavse forskere: Bekvemmelighed
”I dag har forskerne lært at tie af bekvemmelighedsgrunde. De risikerer at blive udsat for kritik fra politikere, presse, erhvervsliv, kolleger eller deres ledelser. I stedet vælger man at begrave sig i sin snævre faglighed”, mener han. En forklaring på universitetslæreres spage protester over politikernes beskæring af universiteternes demokrati i 2001-2005 lød, at folk var travlt optaget af deres fag.
”Men bagved ligger også bekvemmelighed og sløvhed. Kun få reagerede, resten var passive. Nogle var gået over på den anden side: De havde måske forsømt deres faglige udvikling og var blevet universitetsbureaukrater. Ved skæbnens ironi og altså delvis selvforskyldt har reformerne gjort dem overflødige, for de er nogle steder blevet erstattet af mere moderne management-typer”.
At de unge ikke protesterer over underminering af universitetets frihedsrammer er forståeligt: ”De kender jo ikke andet end at skulle søge eksterne bevillinger eller arbejde med på programmer. De snævre rammer er et livsvilkår, som de ikke stiller spørgsmålstegn ved. Vil man frem, så skal man hæfte sig på et emne, som myndighederne finder relevant. Så skal man finde en vejleder, som er interesseret og som kan promovere projektet. Man skal altså tilpasse sig, for at komme frem”.
Men hvis universitetsforskere ikke vil kæmpe for deres forskningsfrihed, fortjener de den så?
”Det er jo det sædvanlige problem ved demokratiet: Man sætter først pris på friheden, når rettighederne er forsvundet”.

Solidariteten mangler
Professoren undrer sig over, hvad politikerne kan slippe afsted med.
”Der er nok ikke nogen samfundssektor, som har oplevet så store forandring på så kort tid som universitetssektoren. Men det kan undre, at det sker under dække af en politisk konsensus, og pakket ind i nysprog om ’afbureaukratisering’, ’globalisering’, ’konkurrence’ osv. Hermed skjules meget store indgreb i demokratiet gennem brugen af åbne og generelle formuleringer. Og de bliver ikke anfægtet af pressen i den hellige konsensus’ navn. Og heller ikke af de fagkyndige, som burde kende konsekvenserne. De som burde påpege de uheldige konsekvenser, opfører sig taktisk og tier, og det giver stort spillerum for nysproget”.
Professoren er også overrasket over, hvad nogle magthavere kan slippe afsted med:
”Det var fx chokerende, da ACs formand Sine Sunesen for nylig udtalte til den store gruppe deltidslærere - som universiteterne er afhængige af, men som underbetales - at hvis de var utilfredse med deres arbejdsvilkår, så kunne de jo bare finde sig et andet arbejde! Det er total negligering, når den fagforeningsparaply, som skal varetage deltidslærernes interesser, kan udtale sig så usolidarisk: Hun erklærer jo, at deres dårlige vilkår er deres personlige problem – ikke et fælles”.

Socialdemokraternes svigt
Lange har ikke afholdt sig fra at blande sig i den politiske offentlighed. Det var derfor ikke overraskende, at Berlingske i 70-års fødselsdagsomtalen betonede hans politiske ståsted til venstre. At Lange har lavet kritisk erhvervshistorie gav ham titel af ”Storkapitalens mistillidsmand”.
Og Lange er sur på Socialdemokraterne:
”De er medskyldige i den ødelæggende konsensus og manglen på kritisk debat om forskningen og universiteterne, for partiet har været med på alle den borgerlige regerings reformer. Partiet har svigtet de principper, som fremgår af partiprogrammet, nemlig at universiteterne skal producere kritisk viden! Partiet bidrager dermed til at undergrave demokratiet, når de lader politisk og strategisk styring samt økonomiske interesser få direkte indflydelse på, hvad universiteterne skal lave. Faglighed og uafhængighed kommer i anden række”, mener Lange. ”Det er beskæmmende, for partiet har masser af folk med indsigt. Mange af dem udtrykker da også privat beklagelse over udviklingen – fx Mogens Lykketoft – men de gør ikke noget aktivt for at værne om universitetet. Men der er jo heller ikke mange stemmer i forskning”.

Når erhvervsfolk blander sig
Han er oprigtigt bekymret over det politiske klima, og over ændringen i de politiske og administrative beslutningsprocesser. For ti år siden var det utænkeligt, at eksterne interessenter og erhvervslivet kunne blande sig i universiteternes indre liv. Men det sker i dag som en selvfølgelighed. Erhvervslivet har også fået en helt anden fremtrædende indflydelse på universiteterne.
”I begyndelsen af 1990’erne - under den gamle styrelseslov - var der en erhvervsmand, som hed Asger Aamund, som var formand for handelshøjskolens Styrelsesråd og som gik ud i BØRSEN med en skarp kritik af hele sektoren: ’Vi beskyttede hinanden, meninger blev undertrykt, så medarbejderdemokratiet burde afskaffes’. De udsagn skabte så meget uro og protester, og et læserbrev spurgte til, om Aamund kunne give eksempler. Det kunne han ikke, og så måtte han træde tilbage fra sin post på handelshøjskolen”, fortæller Ole Lange.
Det er historiens ironi. For det første fordi sådanne protester ikke ville komme i dag. Og for det andet fordi Aamund jo så rigtigt i forhold til de politiske vinde.
Ole Lange finder det kendetegnende for det politiske klima, at erhvervsfolk i stigende grad prøver at blande sig i universiteternes aktiviteter. Han fortæller historien om AP-Møller skibsreder Jess Søderberg, som ikke kan lide Langes synspunkter og i kulissen gav et råd til CBS’s ledelse: ”Skaf jer da af med den mand”.
Måske har det virket stødende på skibsrederen, at professoren ikke tager med fløjshandsker på erhvervslivets folk. Hans sidste værk er biografien ’Stormogulen’, en kritisk moppedreng om Odenses store industrimagnat, C.F.Tietgen. Den fik anmelderroser og god respons i offentligheden.
Men i begyndelsen af september var universitetskarrieren endegyldigt slut; der blev afholdt en velbesøgt afskedsreception for ham på CBS, hvor kollegerne i øvrigt overraskede ham ved at udgive et hyldestskrift med mange bidrag. Men lige nu er han træt, på genoptræning efter en hjerneblødning d. 7 maj.
Er der noget, han ikke vil savne?
”Slagsmålet om ressourcer”, lyder det uden tøven. ”Men jeg vil savne mit fag ’erhvervshistorie’ og de gode kolleger ...”

jø