søndag den 7. oktober 2007

Flere omtaler, bedre formidling? - Styr dig!

Alle siger, at formidling er vigtigt. Og ministeriet vil også styre denne parameter, både gennem udviklingskontrakter (som ikke har ret meget med kontrakter at gøre) og gennem det halvautomatiske ranking-system, man er ved at opbygge (modeller for "kvalitetsindikatorer" til "konkurrenceudsættelse" af basismidler). Tilsyneladende mener de i Videnskabsministeriet, at universiteternes ansatte ikke blander sig nok i den offentlige debat. Det indgår således som et af de generelle krav til universiteterne, formuleret i de såkaldte udviklingskontrakter, at universiteterne skal at "øge antallet af omtaler i den skrevne presse registreret i Infomedia" og lignende databaser "med fem procent i 2010". Jeg ved ikke om de 5 % gælder alle universiteter, men af artiklen i Universitetsavisen d. 28/9 fremgår, at "ministeriet nu har opstillet 16 fælles målområder som samtlige universiteter skal forholde sig til". Rektorkollegiets formand Jens Oddershede mener, at det vil "gøre det lettere at sammenligne hvem der klarer sig godt og dårligt i konkurrencen i fremtiden". Oddershede siger, at de 16 punkter giver et indblik i hvilke kriterier ministeriet planlægger at fordele pengene efter i fremtiden.
Målet om øgning af medieomtale er blot ét eksempel på, at man ofte tror at "mere" er "bedre", og at kvalitet er det samme som produktivitet - at "flere omtaler" svarer til bedre formidling, mere indsigt, bredere oplysning. — Hvordan styrer vi nu indekset for graden af bullshit pr. omtale i Infomedia?

6 kommentarer:

Lennart Kiil sagde ...

Helt enig. Mere er ikke nødvendigvis bedre.

Faktisk er det lidt underligt at placere et krav om mere formidling så ensidigt hos universiteterne.

Forskere skal gøre det, de er bedst til, nemlig at forske. Overlad formidlingen til journalister. Det er på medieområdet, der skal ske ændringer, hvis forskningens resultater og konsekvenser skal sættes på dagsordenen i den almindelige offentlige debat.

Henrik Nielsen sagde ...

Absolut ikke enig. Forskere bør helt bestemt blande sig i den offentlige debat. Hvis vi lægger ansvaret fra os og overlader det hele til journalister, er vi selv ude om at ting bliver fordrejet og forsimplet.

Jeg synes det er positivt, at deltagelse i debatten nu bliver en "kvalitetsparameter", eftersom vi så kan forsvare at bruge vores arbejdstid på det. Så mangler vi bare at blogs bliver regnet med - det må Lennart Kiil da selv være interesseret i?

Lad mig henvise til Lone Franks indlæg "Vågn op!" på forsiden af IDEER-sektionen i Weekendavisen 1. juni i år, som hun indleder med:

De intellektuelle. De udgøres af en hærskare af humanister og samfundsforskere. For slet ikke at tale om falanksen af folkekirkepræster. Men hvornår i alverden får vi holdninger og samfundstanker fra matematikprofessorer, genetikere og nanoteknologer?

Henrik Nielsen sagde ...

OK, undskyld - jeg ser nu at Lennart Kiil ikke er universitetsansat. Så er han måske netop ikke interesseret i at vi universitetsansatte går alt for meget ind i offentlig debat og/eller formidling?

Som en uddybning vil jeg gerne vedlægge et læserbrev jeg selv havde i Weekendavisen 22. juni, som en reaktion på nogle reaktioner på Lone Franks ovennævnte opråb:

Det er dog et par besynderlige reaktioner, der er kommet (IDEER 15.6.) på Lone Franks veloplagte opråb til os naturvidenskabsfolk om at blande os i den almindelige samfundsdebat (IDEER 1.6.). At Lone Franks ind-læg er brandaktuelt fremgår med al ønskelig tydelighed af en anden artikel i den aktuelle Weekendavis: listen over de 30 vigtigste danske intellek-tuelle 2007. Den eneste på listen, som tilnærmelsesvis har noget med naturvidenskab at gøre, er Bjørn Lomborg.

For det første er der Leif Sestoft, som lægger ud med at give Lone Frank »ret i det hele«, hvorefter han meget bastant underkender to af de sjældne eksempler på danske naturvidenskabsfolk, der faktisk blandede sig. Niels Bohr »viste sig fra sin svageste og mest naive side,« mens Niels I. Meyer udtalte sig om »samfundsforhold, som han ingen særlig kvalificeret forstand havde på.«

Det er jo stik imod Lone Franks budskab og minder meget om den attitude, Katherine Richardson i sit glimrende indlæg fortæller, at hun mødte fra tidsskriftet ForskerForum: at læseren skulle lægge mærke til, at hendes udtalelse kom fra en (ukvalificeret) havforsker i stedet for en (kvalificeret) terapeut eller sociolog. Ergo bør vi ifølge Sestoft og ForskerForum holde os til vores petriskåle og computere og holde mund om alt det, vi ikke har udført statistisk signifikante dobbeltblind-forsøg på.

Sestoft har ret i, at journalister har en uheldig tendens til at suspendere både research og kildekritik, når de beskæftiger sig med naturvidenskabelige emner; men det understreger blot vores forpligtelse til at komme på banen selv. At hakke på journalisterne og deres »udrustning« vil næppe føre os særlig meget videre.

For det andet er der Anders Johansen, som karakteriserer »dét at forklare videnskab i lægmandssprog« som »en rimelig formidabel opgave«. Det er jo ikke forkert, men er det ikke netop rimelig formidable opgaver, vi er uddannet til at løse? Hvis ordet »energi«, som han siger, rask væk bruges i flæng om næsten hvad som helst, er det vel netop nogle flere indlæg med en præcis brug af »energi«, der er hårdt brug for?

Derefter insinuerer han, at Lone Frank ikke skulle kende til »Sokal-affæren«, hvilket jeg finder usandsynligt og en underkendelse af Lone Franks professionalisme som videnskabsskribent. Og igen vender Johansen her konklusionen på hovedet: Alan Sokal, en engageret debattør med naturvidenskabelig baggrund, var i stand til at påvise, at visse kredse inden for det humanistisk/samfundsvidenskabelige miljø var parat til at tage det mest vitterlige vås alvorligt, bare stilen var uigennemtrængelig nok og indeholdt en passende mængde buzzwords. Den lære, der skal drages af det, må da være, at der er hårdt brug for, at vi kan udgøre en modvægt til disse kredse – ikke at det vil være bedst for os at gå tilbage til laboratorierne og lade, som om disse mennesker ikke findes.

Men én ting giver jeg Anders Johansen ret i: vores arbejdsuge, som kun i ganske ekstraordinære tilfælde kommer ned i nærheden af det, vi får løn for – et forhold, som ganske blev forbigået i Lone Franks ellers udmærkede samtale med Benny Lautrup i Deadline forleden. For mit eget vedkommende er det i høj grad den, der sætter begrænsningen for, hvor meget jeg kan blande mig.

Lennart Kiil sagde ...

Henrik Nielsen -

Jeg kan faktisk godt have en mening om noget uden at den nødvendigvis blot afspejler de interesser, der måtte ligge i min økonomiske tilknytning.

Derudover overfortolker du min kommentar. Jeg mener ikke, der er noget problem i at videnskabsfolk blander sig i debatten. Det var faktisk ideen med forsker.net fra starten.

Det jeg skrev var, at mere ikke nødvendigvis er bedre - en banal indsigt.

Men. Ser vi på formidling som helhed, og skal vi have involveret flere i en debat og forståelse, er det ikke nogen god ide ensidigt at satse på "formidling" direkte fra VIP'ere.

Og så lige en kommentar til Sokal affæren. Alan Sokal blev inspireret af bogen Higher Superstition af P. R. Gross og N. Lewitt så det var mere end et spørgsmål om stil. Gross og Lewitt kritiserede venstrefløjen for deres evindelige forsøg på at underlægge videnskaben deres politiske fantasier. Det samme har jeg skrevet om på min blog, hvor jeg kalder det "intern styring."

Hvorfor nævner jeg det her?

Fordi hvis alt, inklusiv formidling, kommer indefra universitetet selv risikerer vi et system, der korrumperer sig selv.

Jo mere adskilte tingene er, jo mere gennemsigtigt er systemet også.

Henrik Nielsen sagde ...

Kære Lennart,

Indrømmet, jeg overfortolkede din kommentar. Men da du skrev "Forskere skal gøre det, de er bedst til, nemlig at forske. Overlad formidlingen til journalister." mindede det mig i betænkelig grad om de meget firkantede holdninger, jeg havde reageret på i Weekendavisen, og derfor skrev jeg som jeg gjorde.

Selvfølgelig er jeg enig i, at universiteterne ikke skal have monopol på at formidle, hvad der foregår på universiteterne. Og jeg er også enig med dig og Claus i, at flere formidlingsartikler eller debatindlæg ikke nødvendigvis er udtryk for noget bedre, men det gælder jo også for videnskabelige publikationer.

Og jeg vil fastholde, at der er noget positivt i, at vi som universitetsansatte nu bliver opfordret fra officielt hold til at publicere også i dagspressen og lignende steder (bare ærgerligt, at det som kvalitetsparameter skal begrænses til Infomedia-målbare medier).

Efter min mening er det uheldigt, at så mange forskere opfatter formidling som noget, vi ikke behøver at bekymre os om, fordi vi jo har journalister til at tage sig af det.

Lennart Kiil sagde ...

Vi er ganske enige så.