onsdag den 14. november 2007

Ideernes Slagmark eller akademisk tilpasning?

Jeg har abonneret på Slagmark, der havde base i det århusianske Institut for Idehistorie, siden det startede op i 1984 og opfattede sig som et intellektuelt tidskrift, der “tager pulsen på de aktuelle tendenser indenfor kulturdebatten - altså den idehistorie, der pulserer netop nu”, som der stod dengang: “Slagmark slår et slag for de intellektuelle. Her er frit slag, små slag, skæve slag”. Det har oftest levet op til forventningerne om at være seismograf for ideernes bevægelser indenfor ikke bare filosofi, men også politik og samfundsteori, historie, religion, litteratur og æstetik. Med sædvanlig spænding flåede jeg pappet af det netop ankomne nr. 50, hvor man fejrer jubilæet på to måder - for det første et stort tema om dansk idehistorie, herunder en beretning om det idehistoriske instituts egen omtumlede tilværelse fra sin start i 1967 til det i 2004 blev (ja, gæt hvad?) fusioneret med det filosofiske institut i Århus. Og for det andet en redaktionel statement i temanummerets indledning, som mere minder mig om en fusion mellem videnskabsministeriets igangværende øvelse for at få indført en forskningsindikator og lave såkaldte autoritetslister for “fagfællebedømte” tidskrifter, og samme standardtidskrifters standardprocedurer for at knæsætte en vanskeligt eksplicitérbar standardkvalitet for akademiske publikationer. Jubilæumsnummeret åbner med disse ord:
“SLAGMARK anser peer review for at være en vigtig del af arbejdet med at sikre tidskriftets høje kvalitet. Alle artikler indsendt til Slagmark indgår i denne sammenhæng i en dobbelt anonym peer review-process, hvor Slagmark både trækker på et fast panel af anerkendte danske og internationale forskere, og på reviewere, der kontaktes med henblik på vurderingen af de enkelte artikler. Slagmark afgør, hvilke artikler, der sendes til peer review, og redaktionen forbeholder sig ret til at prioritere mellem de godkendte bidrag. Ansvaret for antagelse eller afvisning af en artikel ligger i sidste ende hos Slagmarks redaktion.”

Herefter følger en imponerende liste over panelet af peers, kloge, fornuftige og ansete personer, som vel ingen vil kan finde noget fagligt at udsætte på. (Selv så højt placerede folk i parnasset som hele tre her fra blokkens eget netværk har Slagmark shanghajet til panelet). Jeg var alligevel overrasket. Hvorfor?

Jo, havde Slagmark været i front med denne øvelse i “høj kvalitet” for 5 år siden havde jeg vel bare tænkt “wow, nu vil de overgå Sats eller Danish Yearbook of Philosophy”. Hvorfor så lige nu? Den nye procedure er et klart udtryk for et dansksproget fagtidskrifts tilpasning (eller overlevelseskamp?) til de realiteter, der presses igennem af det akademisk-ministerielle kompleks: Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejde (ofte omtalt her på bloggen) med at opstille en forskningskvalitetsindikator for den forskning, som bl.a. filosoffer og idehistorikere producerer og udgiver til glæde for den danske offentlighed i dansksprogede tidskrifter som Slagmark. Men hæves kvaliteten herved? Det kommer an på mange ting, ikke mindst hvad kvalitet er i et tidskrift som dette, der befinder sig i et komplekst felt mellem en bred offentlighed, forskningsformidling, kulturdebat, kritik, tankemæssige modstrømme, og den akademiske verdens etablerede snæve kommunikationskanaler. Og hvad med de frie, små, skæve slag?

Men man kan frygte, at den redaktionelle instans på tidskrifter som Slagmark forfalder til en mere kommissæragtig tilgang til det at redigere, men fokus på - i dette tilfælde - det mere snævert fagfilosofiske eller faghistoriske. Man må selvfølgelig glædes over at artiklerne - alt andet lige - bliver mere gennemtjekkede, for det er en af de ting, en god fagfællebedømmer bør gøre.

Temanummeret handler bl.a. om idehistoriens institutionalisering (som enhver anden science) i Danmark, og selvfølgelig, kunne man tænke, så måtte feltets danske flagskib af et tidskrift også akademiseres proceduremæssigt. Men er det klogt? At der er faldgruber og problemer i peer review er velkendt, selv i den dobbelt-blinde variant, som er svær at gennemføre i små cirkler hvor alle alligevel kender alle. Processen er tung og tidskrævende. Den flytter timer fra original forskning til bedømmelse af allerede udført forskning. En omstændelig proces, og det er ikke altid let for redaktionerne at vriste bedømmelser ud af panelet - hvor bliver bedømmerne krediteret deres frivillige arbejde?

En anden effekt, der ikke bare berører en idehistorisk interesseret offentlighed, men alle danske fagtidskrifter, er tendensen til at forskere skriver til en mere snæver gruppe kolleger, og ikke til den bredere, interesserede danske offentlighed. For at tage et andet eksempel: Skal et tidskrift som Urt, der udgives af Dansk Botanisk Forening til glæde for alle profesionelle og amatør-botanikere nu også indføre peer review for at sikre, at universitetsansatte botanikere bliver ved med at kunne afse tid til at bidrage til tidskriftet, og altså til dén meget vigtige videns-økologi, som hele skoven af danske fagtidskrifter udgør (som dokumenteret i Jørgen Burchardts rapporter om dansk forskningsformidling)?

Hvem bestemmer slige ting? Det er såmænd en neddrypningseffekt af den neoliberale tænketank globaliseringsrådet. Forskningen får flere midler, men på betingelser. Noget for noget. Forskningens kvalitet skal kunne måles, og for at kunne måle og veje den, må den selvfølgelig mest muligt ligne naturvidenskab med peer review og fakta-tjek. Det burde være her den egentlige slagmark om “idehistorisk kvalitet” stod, ikke i formelt skærpede redaktionelle procedurer.

Peer review. Skal man le eller græde? Jeg lo i al fald, da jeg læste Mie Femø Nielsens satiriske essay "Pir rævjuu", indsendt som kommenar til Universitetsavisen i dette efterår (se her). Til lindring imod en idehistorisk depression.

ps:
Denne kommentar er netop indsendt til tidskriftets fagfællebedømmelse.

1 kommentar:

caroline sagde ...

Som en af de nye review’ere på Slagmark, må jeg hellere lige svare for mig. Det er en vigtigt diskussion og jeg har ingen patentløsning. Jeg tror ikke man behøver at frygte at Slagmark fx bliver mere snævert fag-filosofisk – det er vel lidt som Sartre (som jeg ellers aldrig citerer) der siger at det at vælge sin rådgiver, allerede er at have valgt. Så hvis review’erne har den rette indstilling, burde tidsskiftet kunne beholde sin profil. Og jeg er enig i at en ekstra gennemlæsning altid er godt, men også i at der går tid til det som måske kunne være brugt på noget bedre.

Jeg tror bare heller ikke tidsskrifterne har noget valg længere (uanset om de tematiserer det eller ej), og så tænker review’ere nok lidt ligesom Sokrates hos Platon (næsten uden sammenligning iøvrigt), at hvis ikke jeg siger ja, så vil nogle andre gøre det og måske trække i en anden, mindre ’bredspektret’ retning…