Der må være en historik, men jeg kender den ikke. Det midlertidige slutresultat er i hver fald givet: Der er blevet føjet et ekstra led på universitetets forpligtelser: Formidlingen – eller om man vil: vidensudvekslingen med det omkringliggende samfund. Tidligere var universitetet defineret ved at skulle forske og undervise. Indimellem det var der i de forskellige definitioner af de ansattes vilkår skudt nogen administration, så man kunne være ansat til fx 50% undervisning, 40% forskning og 10% administration. Eller som den vist har heddet i nyere tid 50% undervisning (indbefattet 5% undervisningsadministration) og 50% forskning (indbefattet % forskningsadministration) Nu om dage skal vi forske, undervise og formidle. Det åbner et indtil videre lidt upåagtet spørgsmål: Hvornår formidler forskeren? Fordelingen mellem undervisning, forskning og administration har i hidtidige definitioner fyldt 100% af de ansattes tid – og al praktisk erfaring viser, at hvis man tager forpligtelserne alvorligt betyder dét noget mere end 37 timer om ugen. Dermed står universiteternes ledelser med et interessant problem: Hvordan definerer man formidlingen ind i den ansattes opgaver. Her er for at provokere tanken lidt forskellige modeller, der vistnok alle er uspiselige for mindst den ene af aktørerne:
Formidlingen er en ekstra forpligtelse, som lægges oven i de eksisterende opgaver uden yderligere kompensation. Det er i overensstemmelse med det skjulte mantra i forvaltningen af offentligt ansattes arbejdsforpligtelser: ufinasieret merarbejde. Det er i et vist omfang tilfældet nu. Der lægges et vist pres på de ansatte for at få dem til at formidle (indtil videre er det ikke meget hårdt, men det kan komme), men ingen taler om, at der skal afsættes plads i deres timeplaner til det. Det kan muligvis fungere, så længe formidlingspresset ikke er så hårdt, men hvis man vil have en mere intensiv formidlingsindsats fra de ansattes side, kan man ikke gå ret meget længere ad den vej uden at få en række utilsigtede negative konsekvenser. Den stillingsbeskrivelse, der lyder på, at en 100% ansættelse rummer 50% undervisning, 10% administration, 40% forskning og 40% formidling har et indbygget matematisk problem.
Formidlingen ligestilles med forskning og undervisning i definitionen af en stilling. Det vil sige, at stillingen defineres som 1/3 undervisning, 1/3 forskning og 1/3 formidling. Hver med ca 3% administration indlejret. Modellen ville muligvis være acceptabel for de ansatte, fordi den nok reducerede deres forskningstid, men til gengæld lettede noget af undervisningspresset og gav dem mere fleksibilitet til at løse deres opgaver. Risikoen – hvis det er en risiko – ville selvfølgelig være, at nogen ville vælge at opfatte hele den tid, hvor der ikke skulle undervises som forskningstid, så det måtte overvåges relativt nøje. Til gengæld er modellen helt uspiselig for ledelsen – især den økonomiske ledelse – fordi den ville tvinge universitetet til en omfattende nyansættelsespolitik for overhovedet at få dækket behovet for undervisning. Man ville modtage for få konfrontationstimer per ansat, og det ville aldrig løbe rundt.
Ligestilling af forskning og formidling, men ikke undervisning. Så skulle en stilling defineres som 50% undervisning, 25% forskning og 25% formidling (eller, om man vil, 50% undervisning, 10% administration, 20% forskning og 20% formidling). Det ville blive totalt uacceptabelt for de ansatte, der ville få et fortløbende, kollektivt og velbegrudnet hysterianfald i den anledning.
Det fastholdes, at de ansatte på universitetet, som det er nu, bruger en rimelig mængde af tid på at formidle, og der oprettes i stedet støttefunktioner, hvis formål er at effektivisere det udbytte, der kommer ud af de ansattes ikke helt klart definerede tidsforbrug til formidling. Det lægger for Gud ved hvilken gang et ekstra lag af administration ind på universitetet, som endnu engang flytter penge fra den centrale og værdiskabende funktion, de VIP- of DVIP-ansatte har, til administrationen.
Det ville være interessant med en åben debat om dette spørgsmål. Det ville være godt, hvis universiteternes ledelser ville spille ud med, hvordan de vil løse de ressourceproblemer, der er forbundet med de ansattes ”formidlingsforpligtelse”. Men allermest interessant ville en politisk melding være: Når man fra politisk hold gerne ser universiteterne bruge flere ressourcer på at formidle, hvorfra skal de så tages? For de skal jo tages et sted fra i systemet, da det vel er utopisk at forestille sig mulighed nummer 5: Opgaver og ressourcer følges ad, idet universiteterne tilføres ekstra ressourcer i et omfang, som svarer til det behov, der skal opfyldes, før der kan formidles på samme ”højeste” niveau, som der undervises og forskes på.
6 kommentarer:
Sune, du har helt ret i, at der ikke følger ekstra ressourcer med til nye opgaver. Og ser man, hvad der står i udviklingskontrakterne, er der en masse yderligere opgaver, der beslaglægger tid fra den fri forskning. Det er der al mulig grund til at forsøge at gøre opmærksom på dette, og søge at nødvendige ressourcer følger med. Formidling har iøvrigt længe hørt med til vores opgaver, og det er da også vigtigt. Der skal bare være ressourcer til det.
Samtidig må jeg også gøre opmærksom på, at du tilsyneladende lever i den vildfarelse, at den gamle 50-40-10 norm stadig eksisterer (undervisning, forskning, administration). Men det er mange år siden, den blev afskaffet. Der er simpelthen ikke nogen fast norm for, hvor megen forskningstid vi har. Ingen har noget formelt krav på fri forskningstid, det er helt op til ledelsen at fordele arbejdsopgaver. Ledelsen har også formelt ret til at bestemme, hvad hver enkelt skal forske i.
Det ved jeg godt alt sammen. Læg mærke til udtryk som "tidligere" og "fx" i formulerigen indledningsvis. Nu lever jeg under en på dette punkt ret velvillig lokal ledelse, der indtil videre faktisk søger at opretholde en art 50/50 ordning. Men det kan jo skifte hvert øjeblik grundet udefra kommende krav eller sære ledelesmæssige indfald.
Ok - det har du ret i, jeg var nok lidt for hurtig.
Faktisk er det jo faretruende,at sikring af fri forskningstid faktisk er helt op til ledelsens forgodtbefindende, samtidig med at en række opgaver tilføjes, herunder også bundne forskningsopgaver. Fx er forskningsfrihed ikke nævnt med et ord i de udviklingskontrakter med ministeriet, som universiteterne er bundet af.
Ja, det er faretruende at der ikke er sikring af tid til forskning, og det er foruroligende som antallet af opgaver presser den enkeltes reelle frihed til at forske. Og det ville være interessant, hvis nogen analyserede historien bag formidlingsopgavens forandring fra en underforstået selvfølgelighed til ekspliciteret funktionskrav. Iøvrigt er "formidling" et vidt begreb.
Men hvad siger I så til følgende påstand fra Informations artikel i fredags om erhvervssamarbejde:
"For forskernes karriere handler det om at forske, undervise, publicere og kommunikere. Erhvervssamarbejde er dog en af de sidste nye pligter, der er føjet til de øvrige."
Er det min vildfarelse at journalisten blot har sat sagen på spidsen? Hvilket niveau (universitet? institut? enkeltforsker?) gælder dette 5. krav for?
Og hvem er erhvervslivet? Ejerne? Ledelsen? De ansatte?
Om samarbejde og konkurrence: Regeringens forskningspolitik er, at universiteterne både skal konkurrere (indbyrdes) og samarbejde (med erhvervslivet) ...
Det gælder såmænd for KU. Der står her i Udviklingskontrakt 2006-2008. Nemlig følgende:
"Københavns Universitet vil i den kommende periode arbejde for at skabe synlig og let tilgængelig adgang til forskerservice, viden- og teknologioverførsel, kommercialisering og erhvervssamarbejde. Der
skal bl.a. etableres en kommercialiseringsplatform, som skal samle og styrke universitetets enheder og
netværk inden for området."
Og, mere konkret:
"Resultatmål
14. Øge antallet af samarbejdskontrakter m.v. med 60 pct., antallet af anmeldte opfindelser med 25 pct. og antallet af
licensaftaler med 20 pct.
15. Udvikle og afprøve 3 konkrete, nye projekter med brugerdreven innovation.
16. Etablere mindst 5 stillinger som erhvervsprofessor eller –lektor, fuldt finansieret af en virksomhed og hvor ansatte er
minimum halvdelen af tiden i virksomheden."
"Udviklingskontrakt" er new speak for pålæg som ministeriet giver universiteterne, og som derefter sendes videre ned gennem hierarkiet af de dertil udpegede nye chefer. Kbh.'s udviklingskontrakt findes på:
http://www.ku.dk/ledelse/udviklingskontrakt/KU_Udviklingskontrakt_2006-2008.pdf
Det er jo egentlig et lidt spøjst træk, at der er så lidt offentlig opmærksomhed på dette punkt: Man er ved at forandre hele den måde, den offentlige viden er struktureret og bruges, og det er ikke indlysende, at denne forandring uproblematisk er til gavn for samfundet. Men nogen særlig opmærksomhed genererer det ikke.
Akja, man fristes til at falde ind i en "bare-det-holder-min-tid-med"-tænkning, men det gør det sgu nok ikke alligevel, så man kan vel blive nødsaget til at få gjort lidt opmærksom på det.
jeg ser i øvrigt et endnu herligere ansættelsesmæssigt anomali: En 100% stilling bestående af 50% undervisning 10% administration, 40% forskning og 134% samarbejde med erhvervslivet. Lever man ikke op til det ene eller det andet af kriterierne, bliver man beskåret.
Et eller andet sted i dette her system ligger der en mulighed for en genindspilning af "The Producers" blot på universitetet. Vi sælger 756% af værdien vores forskningsresultater til erhvervslivet og tjener en masse penge, men derefter gælder det om ikke at få nogen resultater, så man skal betale tilbage.
Send en kommentar