Hvad er topstyring?

Hvis vi vil diskutere forringet demokrati og begrænset medarbejderindflydelse på universiteterne som arbejdsplader, må der vel eksempler på bordet. På bloggen her beskrives dagens universiteter som topstyrede, men hvad ligger der i det begreb?
Næppe at medarbejderne totalt holdes uden for indflydelse, men heller ikke at de har noget afgørende at skulle have sagt overfor de vigtigste beslutninger toppen allerede har truffet, og hvor medarbejderindflydelsen nu udtrykkes ved at toppen “hører på”, “lytter til” og “er i dialog med” gulvet omkring disse.
Man kan alt efter temperament kalde det demokrati med restriktioner eller diktatur med et menneskeligt ansigt. Jeg tvivler ikke på ledelsens bedste hensigter med at lede, og selv bag diktatoriske styreformer kan der jo gemme sig ædle formål.
Et eksempel - ikke på diktatur, men heller ikke på demokrati - er den radikale ændring af studienævnstrukturen på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Stumper af materiale, der belyser beslutningsprocessen, er tilgængelig på dekanetets ny blog blogs.ku.dk/nat-dekanat/ (kategori: Ny studienævnstruktur)

Dekanatet på naturvidenskab i København har uden tvivl lyttet en del til de involverede parters mening om den ny struktur, som kort fortalt går ud på følgende: Nedlæg de gamle studienævn for Kemi, Fysik, Biologi, Geologi osv. (der er 13 bacheloruddannelser og 18 kandidatuddannelser ved fakultetet) og opret 4 nye studienævn: Et for alle bacheloruddannelserne, et for kandidat-, et for ph.d.- og et for masteruddannelsen.
Dekanatet henvendte sig til overledelsen, KU’s bestyrelse, og den 12. okt. 2006 kundgøres det på dekanatbloggen at “Bestyrelsen har i dag godkendt det forslag til ny studienævnsstruktur, som vi har fremsendt til rektoratet. ” Herefter starter prodekan for undervisning en større rundrejse til institutterne og mødes her med studieledere, undervisere og studerende, for at lytte, lære, osv., og erfare at en - så vidt jeg kunne skønne fra det lokale møde jeg selv deltog i - dyb skepsis var udbredt, for ikke at sige at modstanden var overvældende. Men beslutningen er taget, så de fleste fornuftige mennesker koncentrerer sig i den situation om at overveje, hvordan de negative virkninger af den nye struktur - som måske centraliserer og indskyder endnu et lag (da man formentligt stadig vil skulle bruge et hav af faglige ad hoc nævn svarende til de gamle studienævn) - bedst afbødes.

Hensigten med denne post er ikke at diskutere det viselige i den ny struktur (den rummer såvel fordele som ulemper), men at fremholde beslutningen som et eksempel på den nye ledelsesform. Hvis et lignende forslag var fremført under det gamle regime ville det sikkert aldrig være blevet til noget. Det gamle universitetsdemokrati kunne være meget stift. Om den nye ledelsesform fører til en mere rationel beslutningsproces ved landets universiteter er et åbent spørgsmål.