Ekspertrollen - en negativ rollemodel?

Forskernes ytringsfrihed omhandler også pligten til og mulighederne for at bidrage kvalificeret til den offentlige debat. Her er det væsentligt, at universiteterne skaber en kultur, der fremmer de enkelte forskeres lyst til at bidrage til samfundsdebatten på konstruktiv vis. Se her, hvad Helle Lykke Nielsen (Center for Mellemøstenstudier, Syddansk Universitet) udtaler i den anledning:

"I virkeligheden er det sværeste ved at være ekspert ikke at klare rollen i medierne - i hvert fald ikke når man først har fundet ud af betingelserne. Næh, kunsten er at være ekspert samtidig med, at man får skrevet sine forskningspublikationer, leveret en pædagogisk forsvarlig undervisning og passet sine administrative forpligtelser. Ekspertrollen er ganske enkelt kontraproduktiv i forhold til de daglige opgaver, især når det gælder forskning. Som ekspert bliver man nemlig afbrudt i tide og utide af journalister, der enten skal have et interview, en hurtig kommentar til et aktuelt emne eller uddybet noget, de ikke selv forstår.

At blive udråbt til ekspert kræver selvrefleksion, hård hud og en konstant afvejning af, hvor ens grænser går. Og så skal man i hvert fald ikke gøre det for at få anerkendelse fra kolleger - den slags er nærmest omvendt proportional med, hvor ofte man optræder i medierne. Det kan så godt være, at vores universitetsledere er glade for, at nogen synliggør institutionen, nu hvor universiteterne nærmest er at betragte som indbyrdes konkurrerende virksomheder, men belønningen for indsatsen lader vente på sig: tidsforbruget som ekspert trækkes ikke fra i den normerede arbejdsbyrde, honoreres ikke som særskilt indsats under ny løn, og de høje telefonregninger og udgifter til børnepasning må man selv betale."

(sakset fra: Klummen i NyViden, Syddansk Universitet, december 2006, nr. 12, s.2, på nettet: http://www.sdu.dk/Adm/Nyheder/sdu-nyviden-12-2006.pdf)