onsdag den 3. januar 2007

Hvad er meningen?

Goddag !
Der foregår en voldsom ændring med de danske universiteter disse år. Med nogen undren iagttager man det, der ligner en kontrarevolution: bort fra et demokratisk universitet, som havde gjort op med det gamle professorvælde, og havde påtaget sig den fri forsknings opgaver med at varetage hele samfundets interesser, og hen i retning af et topstyret universitet, der forsker med fokus på erhvervslivets interesser, og begrænser de enkelte forskeres ytringsfrihed. "Det nye professsorvælde" implementeres af en ny klasse af ikke-valgte men udpegede institutledere, dekaner og rektorer, som realiserer det nye styre.

Processen finder sted på flere planer. Jeg er selv lektor ved et dansk universitet og har skabt denne blog for at diskutere dette - i et måske naivt forsøg på at skabe et forum og etablere en modvægt. Desuden for at eksperimentere med blogmediet, ikke i rollen som de topstyrede dekan- og rektorat-blogs, men som et bottom-up medium for modsvar.

Bidrag modtages gerne til denne blog, som kommentarer, eller som selvstændige indlæg du kan sende til min email-adresse: vikingtegn@gmail.com

M.v.h.
Curt Hansen

Ingen kommentarer: