For få dage siden informerede universitetsstyrelsen under videnskabsministeriet om at "det er tid for at påbegynde arbejdet med udviklingskontrakterne for 2008-10." De to nyheder minder mig om tre ting:
• Den tidligere Århus-rektor Lehmans beskrivelse (gengivet i en klumme for nyligt), at "det var eksplicit frivilligt, om universiteter ville indgå en kontrakt, men det var meget uklart, hvad det implicerede, hvis man ikke formulerede en", underforstået, at frivillighed var et blålys.
• Videnskabsministeriet gik forrest og viste en tredje vej for de andre ministerier i spørgsmålet om eventuel brug af tidligere (nu indfusionerede) sektorforskningsinstitutter til myndighedsopgaver (som nu kan udliciteres): Brug ikke disse, men udliciter heller ikke! Gør som vi: Opbyg Jeres egne enheder i ministeriet til de opgaver, der er brug for. Opgaven i nærværende tilfælde er en indikatormodel med tilknyttet måle- og dokumentationsapparatur. Her gik man uden om CFA og skaber nu en enhed i ministeriets forskningsstyrelse (FIST) til opgaven (som omtalt her på bloggen). Men okay, det ville nok også se sært ud, hvis ÅU, som CFA nu hører under, fik opgaven, når ÅU selv snart skal "konkurrere" med de andre universiteter om basismidlerne.
• I notatet "Udviklingskontrakter mellem Forskningsministeriet og Universiteter - Belyst med inddragelse af erfaringer fra Benchmarking og Evalueringer" fra 1998 (kan downloades her), som blev til efter en henvendelse fra daværende forskningsminister Jan Trøjborg, skrev Karen Siune, leder af CFA, og Bettina Damm følgende:
"Benchmarking, uanset at det ikke er en epokegørende ny metode, pålægger den enkelte institution at overveje sin egen situation og overveje med hvem, det er rimeligt at sammenligne institutionen. Overvejelserne kan gøres til genstand for interne drøftelser med deraf følgende opmærksomhed og eventuel selverkendelse. Sammenligningerne med andre kan gøre institutionen/universitetet i stand til at definere sine mål, som kan udtrykkes i en udviklingskontrakt, såfremt målene accepteres som relevante og gyldige mål for institutionen af kontraktpartneren, der i dette tilfælde er Forskningsministeriet eller evt. både Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet. Elementerne i den indgåede kontrakt skal gøres til genstand for almindelig åben debat, for uden denne offentlighed om målsætningen kan det ikke forventes, at institutionerne kan leve op til målsætningen. Stærke ledere har også brug for, at andre, og her ikke mindst de ved institutionen ansatte, har kendskab til målene. Ideelt set skal målene opstilles som led i en intern dialog, førend målene forhandles med den eksterne kontraktpartner in casu ministeriet." (Min fremhævelse, CE)
Det er en vældig god pointe om offentlighed, Siune & Damm her drog frem, og det må jo siges at være et meget ømt punkt i hele processen med udviklingskontrakter som vi kender den i dag, og det samspil mellem benchmarking (nu som algoritme) og udviklingskontrakter, som vi nu får, hvis det står til ministeriets planer, bliver noget anderledes. Jeg ved ikke om der er andre grunde til at CFA ikke fik opgaven end nuværende beliggenhed på ÅU, men måske skal man også benytte fødselsdagen til at sige tillykke med det! Sander siger næsten, at I nu (som ex-sektorforskere) har endnu større forskningsfrihed end før, og det lader da også til, at båndene til ministeriet, uanset om de har været løse eller snærende, nu helt er kappet. Derfor kan man måske endda ønske FIST tillykke med en ny kritisk modspiller til deres egen kvalitets- og forskningsevalueringsenhed? Lad os da håbe det.
1 kommentar:
Ja, og apropos pind 2: SEDIRK, Sektorforskningens Direktørkollegium, udtalte før fusionerne netop en bekymring for et sådant scenarium, da den i sit integrationsnotat fra marts 2006 skrev, at det bør sikres "at sektorministerierne ikke uden Folketingets godkendelse genopbygger sektorforskning eller sektorforskningslignende enheder i eget regi" (notatet [i pdf], s. 6). Hvor synsk!
Send en kommentar