søndag den 12. oktober 2008

Kvalitetskontrol, videnskab og magt

Staten vil give Videnskaben (universiteterne) penge “efter kvalitet” (New Public Management, konkurrenceideologi, OECD’s globaliseringsdiskurs), men mangler en målestok for kvalitet. Staten (FI, Forsknings- og Innovationsstyrelsen i Videnskabsministeriet) beder Videnskaben (et til lejligheden opfundet system af Faglige Udvalg for 68 forskellige videnskabelige felter, plus diverse tekniske og politiske über-udvalg) om at udvikle et mål for forskningskvalitet, en såkaldt forskningsindikator, med sideblik på hvad andre har gjort (den norske model). Det er en politisk beslutning at måle ydelser og give penge derefter, men da det som måles er videnskab og ikke politik, må selve målet legitimeres i Videnskaben - derfor er udvalgene netop faglige, de repræsenterer den videnskabelige fagkyndighed og består af forskere.
Men henover sensommeren 2008 vækker det harme i de faglige udvalg, at staten (FI) blander sig i disses vurderinger. Et eksempel: et udvalg (for videnskab X) indstiller tidskrifter til ranking (niveau 1 eller 2) på en slags kanon (en autorisationsliste for de af videnskab-X’s tidskrifter der “tæller”, modsat de som dømmes ude), men oplever, at FI herpå fjerner ca. 100 tidsskrifter fra deres liste. FI mente ikke, at disse var “videnskabelige” nok, da FI ikke anså disse tidskrifters “kvalitetstjek” i form af fagfællebedømmelse, peer review, af de indsendte manuskripter, for tilstrækkelig. Udvalget for videnskab X protesterer. Staten bøjer sig, og der kommer 900 tidsskrifter med. Billedet går igen i varianter. Visse udvalg nægter helt at tage ansvaret for listerne. Hvor langt vil staten gå i sit forsøg på at styre den faglige proces? Hvor lidt troværdighed og hvor meget mere ballade kan den øverste ansvarlige, ministeren selv, tåle?
Med hvilken legitimitet kan staten intimidere videnskaben i denne sag? I en moderne stat, den være sig plansocialistisk eller neoliberalistisk, kan styring kun ske legitimt udfra rationelle og faglige, her: videnskabeligt begrundbare hensyn. Hvad gør staten, hvis disse mangler? Ligesom ord ofte faldbydes, når man mangler et begreb, kan en hel fagdisciplin byde sig til, når man mangler faglig indsigt. Har man brug for fornuftig styring, håndtering og organisering af ydelser, stiller managementvidenskab, ledelsesfilosofi, eller informationssystemer sig til rådighed og bliver selv politik. Har man brug for måling af videnskabelig kvalitet, stiller bibliometri (evt. scientometri) sig til rådighed. Helt konkret har staten/FI i denne sag udliciteret sin egen “kvalitetskontrol” af de faglige udvalgs forslag til autorisationslister til Danmarks Biblioteksskole, hvor et stort antal studerende og andre har været igang med at tjekke hvert enkelt tidsskrift og forlag for, om de overholdt kravet om fagfællebedømmelse.

Historien har udviklet sig til en farce. Staten beder 365 professorer og lektorer indenfor 68 videnskabelige feltet om at træde i karakter som smagsdommere og pege på de publikationskanaler, som repræsenterer det bedste. Så hyrer staten en bibliotekskoles studerende til at kvalitetskontrollere professorernes kvalitetskontrollister, som vejes og findes for lette. Et professorvælde, simuleret til lejligheden, og væltet igen.

2 kommentarer:

Jesper Jørgensen sagde ...

Måske er formålet, modsat hvad vi tror, at holde videnskabssektoren beskæftiget med dette nonsens arbejde så de ikke laver upassende og politisk ukorrekt forskning imedens. En form for beskyttet arbejde som ikke presser magteliten med videnskabelige resultater på de presserende politiske problemer: økonomisk nedbrud, stigende sygelighed, udbredt fordummelse og miljømæssig destabilitet.
Med Brecht: "hvad er det for tider, hvor en samtale om træer er en forbrydelse, fordi den skjuler sandheden om så mange ting?"

Curt Hansen sagde ...

Der er kommet en reportage om sagen i Information fra i dag d. 20/10-2008, se her.