Den diskrete styring af dansk forskningspolitik

Fra en læser har jeg som respons på indlægget i går modtaget nogle oplysninger til viderebringelse i forbindelse med Isabelle Brunos forskning. I hendes bog, À vos marques, prêts... cherchez ! La stratégie européenne de Lisbonne, vers un marché de la recherhce, Éditions du croquant, 2008. [Klar, parat... forsk! Den europæiske Lissabon-strategi mod et forskningens marked] analyseres tekster og aktører i Lissabon-strategien og dens strategiske forløbere og analysen understreger, at Sander & Co ikke har opfundet særlig meget selv, men blot er ved at applicere (dog med sjælden energi) et program udtænkt af det tunge europæiske erhvervsliv og OECD og endeligt udformet i EU-Kommissionen.
Bogens analyse fremhæver, at en af de mere originale aspekter ved Lissabon-processen er, at den ikke lovgiver på området, men sætter regeringerne i konkurrence mod hinanden ud fra princippet om Méthode ouverte de coordination, der fungerer ud fra principperne: incitament, konkurrence mellem ligestillede og gensidig overvågning, bl.a. ved bestandig at se, hvor langt man selv og konkurrenterne er nået på vejen mod de tre procent, jf. diverse pressemeddelelser fra Videnskabsministeriet, som fokuserer på at nå målet, men ikke på hvad målet egentligt er. Som Karen Siune kommenterede (i Information 3/9-2008), "om man når den ene eller anden procentdel bliver hurtigt til et spørgsmål om det enkelte lands placering i den europæiske konkurrence landene imellem, hvilket ikke er en konkurrence om at være et funktionsdygtigt videnssamfund."
Her kommer så et link (fra Akkrediteringsrådets hjemmeside) til et "Bologna-seminar" i London: En konference arrangeret af European Association for Quality Assurance in Higher Education (ENQA) – der "[...] will discuss, among others, the current trends in TNE [Transnational Education] landscapes, the influence of the OECD/UNESCO Guidelines on the development of regulatory frameworks at institutional, national and international levels, the impact of the Guidelines on quality provision of TNE, and their implementation in the regional networks”. (link) Det er svært at sige om det kan bruges til noget i den aktuelle diskussion af kvalitetssikring af forskning, andet end til at lodde stemningen. Det er ikke ligefrem græsrødderne, der er inviteret...
Dette sporede så læseren ind på Susan Wrights interview med Ole Henckel fra 2008, “The Bologna process: a voluntaty method of coordination and marketisation?” (Teaching and Learning vol. 1(2): 1-24; kan hentes i her), hvor man bl.a. kunne læse, at der i ENQA har været en kamp mellem evaluerings- og akkrediteringstilhængere. Artiklen er "rigtig god at få forstand af, og interviewformen sætter en livlig ramme om den. Særligt i afsnittet, hvor SW udbryder ”What! The Rome Treaty didn’t give the EU a judicial basis for setting up Erasmus”!"
Min informant har dog denne kommentar:
"abstractet spørger: "which interests were involved and which were excluded”, og dér mangler måske noget. Aktørerne i artiklen er – ud over Kommissionen – særligt rektorsammenslutninger og andre fra den forsknings- og uddannelsespolitiske sfære (og det er også dem, der interesserer Ole Henckel, så det skal han ikke lastes for), men alligevel: Hvor får Kommissionen sine visioner fra? Og hvad sker der egentlig i tiden mellem rektorernes Magna Charta og Bologna-->Lissabon-deklarationen? Isabelle Bruno identificerer i Klar, parat, forsk her en række nøgletekster og –aktører:
- Blandt de første (teksterne) bl.a. en rapport [link til flyer] fra 1997 udarbejdet af to af Kommissionens økonomer, P. Caracostas & U. Muldur med titlen: Society, the endless frontier (med reference til bogen Science, the endless frontier af Roosevelts videnskabelige rådgiver V. Bush). Men, pointeres det, med den signifikante forskel, at i visionen for det 21. årh., “research, innovation and skills are no longer ends in themselves but have to meet individual and social needs and develop in close interaction with various socio-economic activities” ! (Muligvis er det 'bare' en drejebog for indførelsen af det her modus-2-begreb, som vist ligger forud. Det ved jeg ikke).
- Blandt de sidste (aktørerne): OECD selvfølgelig men iflg. I. Bruno i høj grad også indflydelsesrige lobbyorganisationer ikke mindst European Round Table of Industrialists (link), som nedsætter arbejdsgrupper (om f.eks. competitiveness), der sender deres anbefalinger (kan også ses på hjemmesiden) til Rådet og Kommissionen! Det må være alle industri-organisationers moder... og model..."
Måske er DI, organisationen Dansk Industri, et lokalt oversættelsesbureau?
Iøvrigt findes endnu en artikel om emnet på engelsk med Bruno som medforfatter: Isabelle Bruno, Sophie Jacquot and Lou Mandin (2006): "Europeanization through its instrumentation: benchmarking, mainstreaming and the open method of co-ordination . . . toolbox or Pandora’s box?", Journal of European Public Policy 13:4 (June): 519–536.