Sauvons la recherche

Fra bloggens udenrigspolitiske korrespondent, Lisbeth Verstraete Hansen, forlyder det, at der er endnu en underskriftindsamling i gang mod bibliometri-bølgen, i Frankrig (www.mlibr.org), hvor man har nedsat et akkrediteringsråd AERES (L’Agence d’évaluation de la recherche et de l’enseignement supérieur), der skal evaluere ikke blot uddannelser men også forskning, laboratorier, forskningscentre osv. Allerede i sensommeren var der ballade: Udvalgene for Kunst og Litteratur lod vide, at de i år ikke agtede at publicere lister, da de ikke syntes, at den forudgående refleksion havde været tilfredsstillende.
Det med danske øjne meget interessante er, at den ledsagende tekst til underskriftindsamlingen - måske lige bortset fra enkelte retoriske virkemidler - kunne være skrevet her...
Manglende dialog, del-og-hersk-princippet (universitet mod universitet, naturvidenskab vs social- og humanvidenskaber...).

Samtidig med underskriftindsamlingen har sammenslutningen "Sauvons la recherche" [Red forskningen] udsendt et moratorium (www.sauvonslarecherche.fr/spip.php?article2147), en appel til de forskere, der kunne tænkes at blive opfordret til at sidde i evalueringsudvalgene, og som opfordres til at tilkendegive, at de ikke agter at deltage i dette arbejde - ikke fordi de principielt er imod en form for evaluering, men fordi arbejdet foregår fuldstændig hen over hovedet på forskersamfundet. Her har indtil videre næsten 1400 - bl.a. Luc Boltanski skrevet under.
Der er frygteligt mange lighedspunkter med det, vi oplever her, og det gælder formodentlig også resten af Europa. Til orientering bringes nedenfor nogle oversatte afsnit fra ledsageteksten til den franske underskriftsindsamling mod bibliometrien. Teksten giver en ide om, hvordan det store europæiske forskningspolitik-eksperiment tager til i styrke flere og flere steder.
Lisbeth Verstraete Hansen, som hermed bydes velkommen på bloggen, takkes for substansen i dette indlæg.

Mobilisering for en befrielse af forskningen
[ http://www.mlibr.org/ ] Uddrag.

[Om Akkrediteringsrådet for forskning og undervisning, hvor udarbejdelsen af bibliometri-listerne er placeret]: Dette nye administrative og ideologiske system vil fremover pålægge forskere og undervisere ”lister over god forskning” (over god opførsel?). Evaluere, sortere, eliminere… Er vi ved at opleve forskningens 1984?
[…]
Situationen er alvorlig: Det tællelige og kvantificerbare forekommer objektivt og indiskutabelt. Måle-diskursen, fra psykometri til bibliometri, bliver den officielle diskurs. Alt tælles og sættes på lister. Desuagtet at Historien har lært os, hvad LISTER kan betyde, når de udgår fra en central magt: Man begynder med at evaluere, så sorterer man, og til sidst eliminerer man…
[…]
Vi må på det kraftigste tage afstand fra at anvende markedets lov på kultur, videnoverførsel, erkendelse og forskning. Vi ønsker at modsætte os en centraliseret statskontrols snigende infiltrering af viden, erkendelse og kultur i skoler og på universiteter. […] Vi ved alle sammen at Shanghai-rankingen er en stor komedie; der er bare ikke nogen, der har lyst til at le. Den aktuelle liberale politik er dygtig til at få os til at tro, at vi halter bagefter, at vi ikke er konkurrencedygtige: Derfor skal viden og erkendelse rettes ind efter markedskriterier… Derfor skal vi underlægges kontrol og evaluering, gå i takt.
[…]
Der findes allerede evalueringssystemer, og det har der gjort længe. Som forskere og undervisere har vi alle sammen været igennem dem, lige fra concours til publikationer. […] Selvfølgelig er det både nødvendigt og frugtbart at opretholde en kritisk refleksion over vores praksis, fordi vi i vores funktion har et ansvar såvel over for den brede og varierede kreds af studerende som over for vores medborgere, som vi skal stå til regnskab over for. Vi afviser ikke evalueringer – på betingelse af at det foregår i gensidig forståelse og dialog, som bevarer den kvalitative vurdering af vores arbejde. Vi afviser ikke dialogen, men det må være på betingelse af, at det formulerede mål (forbedre forskning og undervisning) rent faktisk svarer til de reelle motiver for foretagendet og ikke tjener snævert økonomiske interesser (budgetnedskæringer, stillingsnedlæggelser, langsom forsvinden af visse discipliner eller uddannelsesniveauer).
Situationen er kompleks. AERES er ikke bare et evalueringsråd, selv om det er den sproglige dragt, man har iklædt det. Det snedige i denne statspolitik består i at præsentere rådet, som om det tjener universitetets interesser, når det i virkeligheden skaber betingelserne for sønderrivende konflikter mellem de forskellige vidensinstitutioner. Kategoriale interesser (”bare jeg nu er på listen…”) fortrænger den almene interesse. At dele har altid været en god strategi for at gå videre uden at skulle i dialog.
[…]
[Forskningsminister] Valérie Pécresse udtalte i et interview, at ”Al forskning er en konkurrence”. Men er det ikke endnu engang at sammenblande ordene konkurrence og kappestrid [émulation = hvor enhver søger at yde sit bedste]. Jo, forskerne har brug for en kollektiv kappestrid for at reflektere over og diskutere deres forskning. Denne kappestrid bevidnes af de hundredvis af kollokvier der finder sted hvert år, og som samler franske og udenlandske forskere fra forskellige – nogle gange indbyrdes afvigende – discipliner og teoretiske traditioner. Det er fora for diskussioner, der nok kan være stormfulde, men som altid er stimulerende. Denne kappestrid næres af publikationer i frie tidsskrifter og bøger. […] Tanken fødes også af polemik og debat.
Og dér ligger problemet. Den aktuelle liste- og evalueringspolitik vil tage livet af denne tankes dynamik. Den demoraliserer forskningen, fordi den instrumentaliserer den. Tanken bliver et instrument for den ene eller den anden klan, for den ene eller den anden karriere. Den moral og den etik, som er en nødvendighed for tanken, kvæles af utilitarismen og effektivitetsdiskursen. Den statslige forskningspolitik forsøger at underlægge viden magten. Nu kan det være nok med tanken, siger denne evaluerings- og normaliseringspolitik med sine kvantitative kriterier
[…].
Den aktuelle forskningsevalueringspolitik fører til opdeling mellem fagområderne og til mistænkeliggørelse af de forskellige discipliner. Social- og humanvidenskaberne, på den ene side, er mindre og mindre velsete af magthaverne pga. den trods de byder en enkel kvantificering; på den anden side anses de eksakte videnskaber med deres kvantificerbare anvendelse for at sidde inde med sandheden om menneskets, verdens og universets måde at fungere på.
[…]
Hvilken fremtid bliver der så for de fornyende ideer, for den banebrydende tanke, der lige præcis trodser de statslige og de normative strømninger? Hvad bliver der af den frugtbarhed, der udspringer af fiaskoer og fejltagelser, og som i århundreder har drevet viden og tanken fremad? Hvad bliver der af det tidsskrift, man vil sætte i verden, men som allerede er dødfødt, fordi det ikke står på listen? Liste-politikken er en ideologi, der udglatter tanken. Den er forskningens og erkendelsens absolutte modsætning.
[…]