Vejret, klimaet og internationale ranking standarder

Kigger man på temperaturen globalt, har der faktisk ikke været nogen stigning i jordens gennemsnitstemperatur siden 2000 og denne trend ser måske ud til at fortsætte et par år endnu (Ingeniøren 21/5 2008). Betyder det at klimaforandringerne er aflyst? Betyder det, at vi ikke længere skal bekymre os om kul, olie og de fossile glæder?
Næppe. Det betyder nok snare, at den årlige gennemsnitlige temperatur for jorden som sådan er et uhyre dårligt og nogle gange ligefrem misvisende billede af de faktorer der ligger bag og af de reelle problemer, hvor temperaturstigninger bare er et af symptomerne.
Dette er jo ikke ny viden. Allerede i gymnasiet lærer man om forskellen mellem klima og vejr, der jo netop er et forsøg på at skille udsigterne for en standtur næste søndag med den generelle trend over 30 år. Men sagen kompliceres yderligere. Det globale gennemsnit er måske ikke den bedste indikator, da én af de vel snart empirisk efterviste konsekvenser af klimaforandringerne, er flere ekstreme begivenheder både varme og kolde, tørre og våde.
Dertil kommer, at klimaforandringerne jo næppe er de eneste konsekvenser af vores CO2 udledende ”way of life”. Selv hvis klimaforandringerne var aflyste ville naturen i Alaska lide, hvis antallet af olieboringer blev udvidet. Vi ville unægtelig oftere opleve olieindsmurte strande. Vi ville opleve mere allergi i byer, dårligere arbejdsvilkår i de kinesiske kulminer osv. Kort sagt jordens gennemsnitstemperatur i 2007 er et dårligt mål for klimaforandringerne.

Alligevel skal de institutioner der plæderer for komplekse analyserer, inden for stort set alt hvad vi rører, vejes som var målet at fastslå om det var fornuftigt at tage på stranden i weekenden.

Et af de ranking systemer der regnes blandt de mere seriøse THE (Times Higher Education university ranking) har kun eksisteret i fire år, med lister for 2004-2007. I den periode har Københavns Universitet hoppet mellem en 54 plads og en 93 plads (S.E.= 16.8), Århus Universitet har været lidt mere stabil med pladser mellem 114 og 138 (S.E. =9.8) og DTU mellem 130 og 194 (S.E. =27.4). Det er voldsomme spring i et system, der på trods af voksende forståelse for utilstrækkeligheder stadig bruges oftere, både af universiteterne til at promovere sig selv og af udefrakommende til at dømme os. At Københavns Universitet er gået 39 pladser tilbage fra 2006 til 2007 beskriver ikke en reel kvalitetsnedgang af så voldsom karakter, hvis overhoved nogen. Og at Universidade Estadual de Campinas i Brasilien har en difference mellem sit gennemsnitlige placering og 2007 placering på 135 pladser fortæller også lidt om de enorme usikkerheder der knytter sig til et for kortsigtet og unuanceret blik på rankingslisterne. Dertil kommer, at THEs metode ikke har været konsekvent gennem sine fire år, med tilpasninger og ændringer undervejs.

THE rankingen er ikke nødvendigvis dårligt. Og kigger man på listen for 2007 har man intuitivt også en fornemmelse af, at de har fat i noget af det rigtige. De kriterier den indeholder, inddrager også både kvantitative mål for peer-review artikler og citationer samt kvalitative som forsker og studentertilfredshed. Men med de store usikkerheder der ligger i metoderne bag disse rankingsystemer kan man overvejede om de kan fordøjes så ufordøjet som det til tider sker i dag og om de har år nok på bagen til vi tør stole på de overordnede tendenser i universitetsklimaet. Som nævnt har den globale gennemsnitstemperatur i samme periode ændret sig med mindre en 0.1 grad celsius og det endda i nedadgående retning.

Det vi gør på universiteterne kan vejes. Eller rettere: der findes ideer, undervisning, forskning, formidling og forskere der ikke gør det godt nok. Bygninger kan være af en stand der er for elendig og forhold i alt fra kantinen til mødelokaler og auditorier så dårlige at nogen må gøre noget. Der findes metoder der ude der stimulerer, belønner og opfordrer til at fortsætte med at undersøge, undervise osv.

Men er det et problem at det er komplekst? Er det et problem at løsningerne kan være forskellige fra universitet til universitet eller miljø til miljø? I den sammenhæng kan rankingsystemer måske være en del af løsningen, men ud fra den i mange tilfælde optimistiske i andre tilfælde mere deprimerende devise om at man får hvad man beder om, bliver rankingsystemer og benchmarking farligt når de står alene og når de som det ses i dag bruges som vejrmålinger, hvor der er brug for viden om klimaet.
så bliver den åndelige føde, universiteterne producerer til sondemad behandlet i ”den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal”.