Forskningsfrihed for universitetsledere, ikke for forskere?

Den endelige beslutning om fyring eller ikke-fyring af tre filosoffer på DPU, som Århus Universitets ledelse skal træffe i den kommende weekend, kan blive en prøvesten på hvor sikret forskningsfriheden er i Danmark. Spørgsmålet er, om et universitets ledelse (rektor, dekaner, institutledere, som ikke længere er valgte blandt fagfæller, men ansat oppefra af bestyrelsen) kan bruge deres fortolkning af universitetets lokale forskningsstrategi, herunder hvad de opfatter som relevant forskning, som begrundelse for at fyre forskere i faste stillinger, hvis de selv samme ledere ikke har kunnet styre økonomien, og en bestemt afdeling har flere udgifter end 'indtægter' (om det overhovedet giver mening at tale i kroner og ører om indtægter på en institution som i leverer forskning og undervisning til samfundet, skal lades usagt her).

Dagens universitetsledere inklusive bestyrelserne har dygtigt usynliggjort deres eget ansvar og økonomiske handlefrihed ved at henvise til, at det totale budgets balance skal afspejlses i tilsvarende balancer for de mindre enheder (fakulteter og institutter). Danmarks Pægagogiske Universitet balancerede på den pæne side af nul før fusionen med Århus Universitet, men blev herefter pålagt tunge gebyrer til universitetets centraladministration. Sagen er mundet ud i fyringsvarsler til tre fast ansatte filosoffer på et af DPU's institutter.

De tre har i deres høringssvar påvist fejl og usaglige begrundelser for at netop de tre blev peget ud - ledelsen angav, at deres forskning ikke var 'relevant', men trak senere i land og påstår nu, at begrundelsen alene er økonomisk. Det står i stærk kontrast med en intern strid på det pågældende institut mellem et forskningsområde, som er institutlederens eget og som han har ambitioner om at udbygge (samtidsdiagnose), og det felt (pædagogisk filosofi) som de tre fyringsvarslede er ansat indenfor.

Som fyringsvarslet har man ret til at afgive et høringssvar, men det er unægteligt vanskeligt, når begrundelsen for fyring er usaglig og ledelsen iøvrigt skifter forklaring undervejs. Det har ført til forlænget høringsfrist, som udløber i dag, torsdag d. 27/5, men da ledelsen ikke har tilbagekaldt den først meddelte varslede fyring "med 3 måneders varsel regnet fra den 1. juni", har de nu ganske kort tid at træffe en beslutning i. Fyringer berører ikke blot de tre varslede personligt, det er hele kvaliteten af den uddannelse, de bidrager til, og der har da også både nationalt og internationalt lydt protester fra en række anerkendte forskere fra pågældende felt, og fra uddannelsens studerende. Der står endnu mere principielle ting på spil, selvom det ikke ser ud til at være gået op for ministeren:

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil ikke kommentere den konkrete sag, men udtaler alligevel i et svar til Folketinget d. 20/5, at hvis afskedigelser er begrundet i økonomi, "har universitetet pligt til at undersøge, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes. I den forbindelse kan det være nødvendigt at se på, hvilke forskningsområder der er mest relevante. Dette er ikke i uoverensstemmelse med forskningsfriheden og universitetsloven."
– Ministeren giver i dette svar grønt lys til at sidestille relevans af grundforskning med en snæver balance mellem en uddannelses udgifter og 'indtægter'.

Sagen er nu landet på Århus-rektorens bord, og rejser som sagt række principielle spørgsmål:
• må ledelsen bruge 'relevans' af et forskningsområde som fyringskriterium?
• er det danske samfund tjent med at universitetsledelserne reducerer forskningsrelevans til forholdet mellem udgifter og indtægter af en given type forskning?
• bør forskningsfriheden i den nye universitetslov ikke skærpes, således at den tydeligere gælder den enkelte forsker (mht. frit emnevalg indenfor ansættelsesområdet) og ikke blot står som "universitetets" forskningsfrihed - in casu ledelsens?
• hvad blev der af kravet om 'stærk ledelse', som skulle kunne foretage langsigtede, 'strategiske prioriteringer', hvis disse ord blot reelt dækker over hovsaløsninger, og ad hoc tilpasninger til de evigt skiftende økonomiske randbetingelser for de enkelte fakulteter og institutter?

Desuden rejser fyringssagen på AU disse konkrete spørgsmål:
• må en ledelse skifte forklaring i en fyringsvarsel under sagens forløb?
• er de afgivne fyringsvarsler begrundet sagligt?*)
• har AU, herunder DPU, undersøgt alternative måder at sikre bedre økonomistyring, herunder alternative besparelser på? Kunne det centrale AU fx slække på sin administrations-beskatning af DPU i en overgangsperiode?
• og hvem bliver så de næste, der skal fyres på det mega-universitet, som AU er blevet efter fusionerne med DPU, DMU, DJF og Aarhus Handelshøjskole?

*) Note: Dette og foregående spørgsmål er selvfølgelig retorisk og må besvares klart nej. Men det aktualiseres, når man gennemlæser det samlede høringssvar fra en af de tre fyringsvarslede (kan ses her), en samling dokumenter som slutter: "Det er dybt kritisabelt og helt ude af proportioner, at DPUs ledelse på et grundlag, der er så løst, usagligt og usandt, tager så alvorlige skridt midt i AUs faglige udviklingsproces, hvor ingen reelt ved om DPUs ledelse eller DPU selv overhovedet skal forsætte efter 2010, og hvor usikkerheden på hele ÅU vanskeliggør en omplacering."

Falske venner

Man har vel vidst det hele tiden: Som venner af universiteterne betragtet er Dansk Folkeparti ikke meget værd. Deres modstand imod universitetsloven var altid gratis, fordi regeringen havde sit flertal med Socialdemokraterne. Jeg har sagt det højt mange gange, skønt vistnok aldrig skrevet det ned: I det øjeblik DF risikerede at sætte regeringen i mindretal, ville deres universitetspolitik slå om til en fuldtonet støtte til regeringen – evt med lidt flere penge til Dfs hofhistoriker Bent Jensen eller en nedskæring på studiet af arabisk som betaling.

Med ”genopretningsplanen”s voldsomme nedskæringer på universitetsområdet – udover dagpengene er vist intet andet område så hårdt ramt – har DF desværre bevist deres værdi hinsides enhver tvivl. De ydede os al den støtte, rebet yder den hængte. Konsekvenserne af denne beslutning er omfattende:

1) En drastisk reduktion af mulighederne for at få en kvalificeret uddannelse i Danmark. De årgange, der rammer universiteteterne nu, vil møde institutioner, der er så svækkede, at nye studerende står over for at blive en tabt generation. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

2) Et stort vidensmæssigt sammenbrud på en række områder. Der vil være endnu langt større dele af den internationalt tilgængelige viden, herunder viden der har afgørende medicinsk eller økonomisk betydning, der vil være utilgængelig for os i Danmark, fordi vi mangler den nødvendige ekspertise og den præcise kontakt til de miljøer, hvor denne viden bliver til. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

3) En forskning, som er totalt afhængig af eksterne midler. Det betyder, at den viden, der er tilgængelig i Danmark, nu i endnu højere grad bestemme af, hvem der sidder på de private forskningskroner. Vores ”vidensproduktion” (smag lige på dét ord!) vil være styret ikke af hensynet til almenheden, men af hvad private investorer ønsker fremmet.. Jeg kan ikke overskue de demokratiske konsekvenser af dette, og det tror jeg heller ikke, at andre kan.

Den diskrete forhandlingsstrategi har slået fejl i et helt ufatteligt omfang. Måtte Ralf Hemmingsen, Jens Oddershede og de andre universitetsdignitarer råbe katastrofen ud fra tagene og hænge de ansvarlige – inklusive dansk folkeparti – ud til den skam og skændsel, de har fortjent!

Inhabilitet og snæversyn i DPU-fyringssagen

Læser man det igennem, der indtil nu er offentliggjort om fyringsvarslerne af de tre filosoffer på DPU, efterlades man med kun ringe tvivl om, at de pletter, sagen sætter på ledelsen af Aarhus Universitet (rektor Lauritz B. Holm-Nielsen), DPU (dekan Lars Qvortrup) og Institut for Pædagogik (institutleder Jens Erik Kristensen), bliver meget svære at vaske rene. Magtfuldkommenhed, kynisme og inhabilitet er ord, som trænger sig på.
- Det er magtfuldkomment at tvinge DPU ud i en økonomisk krise efter fusionen med AU gennem urimeligt høje administrationsgebyrer til AU's centraladministration, og iøvrigt udtryk for manglende evne til økonomisk styring at undlade at finde bedre løsningsmodeller end at påføre DPU nedskæringer. [1]
- Det er kynisk som mellemleder uden protester at acceptere sin overhunds betingelser og blot vælte disses konsekvenser videre ned til underhunden i hierarkiet, og iøvrigt styre en universitetsskole som om den var en fabrik, hvor omstilling af produktion sker ved samtidigt at hyre og fyre arbejdskraft: Fyr 3 filosoffer, hyr 2 psykologer og 1 antropolog, tak. [2]
- Og det er inhabilt at lade egne fagpolitiske interesser og ambitioner overskygge saglige hensyn og helhedssyn, og benytte en nedskæringssituation til noget, der ligner et hævntogt imod faglige konkurrenter, ved at tynde ud iblandt deres rækker. [3]

Et af de virkeligt helt store problemer med misæren på Aarhus Universitet – som også gælder hele det show, der kaldes "den faglige udiklingsproces" – er, at fagligheden og mekanismer til sikring af den videnskabelige kvalitet svækkes. Som Mogens Chrom Jacobsen skrev i JP d. 6/5 (her):

"Med den nye ledelsesstruktur på universiteterne er det muligt for ledelsen at gøre sådan nogle ting, men er det nu også hensigtsmæssigt? Parallellen til det private erhvervslivs ledelsesformer er selvfølgelig klar. Men er universiteter nu også helt ligesom private virksomheder? Nej, det er de ikke.
En faglighed er blevet til over flere generationer, og det virker absurd, at en gruppe af administratorer skal have lov til at definere fagligheden på tværs af fagets udøvere, og dermed sætte generationers visdom over styr.
Det giver anledning til flere problemer. Dels eliminerer det den pluralisme, som skal muliggøre, at meningerne kan brydes og faget udvikle sig, dels eliminerer det det personlige forhold, som en underviser må have til sit fag og sin faglighed, idet man åbenbart skal indrette sin forståelse af fagligheden efter ledelsens synspunkt. Dette vil have konsekvenser for medarbejderens faglige integritet.
Danske uddannelsesinstitutioner kommer til at ligne dem, som vi kendte fra Sovjetunionen, hvor alle medarbejdere skulle følge partilinjen."

Endelig er en af de mere spooky ting ved fyringssagen, at nøjagtigt dette problem blev analyseret i dybden af en af de fyringsvarslede, nogenlunde samtidigt med at han blev ansat på DPU! [4]


Noter:
[1] Forskerforum d. 28/4 (her): "Det har ikke været en økonomisk fordel for DPU at blive fusioneret med Aarhus universitet – tværtimod. DPUs aktuelle økonomiske problemer med fyringer af tre fastansatte lektorer – og en trængt økonomi de næste år – er ikke selvforskyldt, men skyldes øgede administrations-udgifter efter fusionen med Aarhus Universitet i 2007. Før den tid kørte DPU med overskud, som nu undermineres af, at DPU skal betale en administrationsafgift på 20-33 mio. (2010-13) til AUs fællesadministration. Det er et bidrag, som pålægges alle fakulteter (fusionsparter) efter objektive kriterier."

[2] Som journalist Daniel Øhrstrøm skrev i Kristeligt Dagblad d. 6/5 (her), citerende dekanen:
"Da det drejer sig om personsager, siger det sig selv, at jeg ikke kan forholde mig til dem specifikt, skriver dekanen, der i øvrigt oplyser, at der i stedet skal ansættes to undervisere i psykologi og en i antropologi."

[3] Som lektor Thomas Aastrup Rømer skrev på sin blog på Folkeskolen.dk d. 28/4 (her, kopi):
"Der er dog en anden forhistorie, som hører med. Den består i følgende: I efteråret har man på Institut for Pædagogik, på dekanens opfordring, diskuteret, hvorledes kandidatuddannelsernes struktur bør se ud. I den forbindelse blev man enige om at bevare de eksisterende tre kandidatuddannelser i hhv. pædagogisk sociologi, pædagogisk antropologi og pædagogisk filosofi, med nogle forskellige mindre justeringer. Denne enighed bliver stadfæstet i alle relevante fora. Pludselig, som lyn fra himlen, d. 22. februar 2010 iscenesætter institutlederen og dekanen ideen om at erstatte uddannelsen i pædagogisk filosofi med en kandidatuddannelse i pædagogisk samtidsdiagnose (som er institutlederens hellige ko, og som også falder fint ind i dekanens systemteoretiske ideer, men som blot er en lille intellektuel provins, og som endda nu er decideret komisk). Efter en omfattende polemik (som ledelsen ikke deltog i – den ”orienterer” kun) og aktivering af stort set hele det uddannelsesfilosofiske miljø i landet, trækkes beslutningen tilbage, og lettelsen breder sig. Men det viste sig at være en stakket frist. I stedet for at nedlægge uddannelsen, nedlægger man nu de personer og det forskningsmiljø, som ligger til grund for uddannelsen. Igen som lyn fra en klar og kold himmel."

[4] Vi har før (her) nævnt analysen: Asger Sørensen 2008, "Bidrag til kritikken af det nye kvalitetssikringssystem for videnskabelig viden - Om økonomi, ledelse og deres skadelige indflydelse", Slagmark - tidskrift for idéhistorie nr. 52, s. 91-108 (pdf [billedscan 1,9 MB], pdf [doc 137 K]). (Ref. er genfundet via denne litteraturliste.)

Fyringen af tre filosoffer på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

Fyringen af tre filosoffer på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
af Brita Carmen Sommer, cand.pæd.fil.

Så er det vist på tide, jeg tager bladet fra munden. Jeg er tidligere studerende fra Institut for Pædagogisk Filosofi fra de dage, hvor professoren hed Peter Kemp og rektor hed Lars-Henrik Smith. Jeg startede som 50-årig og blev altså kandidat som 53-årig, så efter mange års arbejde i feltet var jeg virkelig sulten på viden.
Her mødte jeg Anne-Marie Eggert Olsen og Jørgen Huggler, som de første to undervisere og senere fulgte Peter Kemp, Henrik Vase Frandsen, Sune Frølund, Kurt Nielsen, Ove Korsgaard og Kirsten Hyldgård og senest Asger Sørensen.
Jeg blev ikke kun ført ind i filosofien; men jeg blev ført ind i en helt ny verden. En verden, der havde været der hele tiden; men en verden som var gået forbi mig, fordi jeg havde været travlt optaget andet steds.
Alt imens jeg satte alt ind på at tilegne mig denne nye viden skete der de mest forunderlige ting med mig.
Jeg blev ikke blot klogere på nogle teorier i nogle bøger – jeg blev mere vis. Jeg blev løftet op på et andet plan, med en større udsigt til verden. Min dømmekraft blev større og min fornuft blev videreudviklet. Det var ikke nogen gratis affære for mine undervisere. Jeg stred imod, ville have alt at vide nu med det samme, eller tænkte: ”Puh, det finder jeg aldrig ud af.” Uanset hvordan jeg reagerede fik jeg svar på tiltale. Jeg havde ikke blot mødt nogle intellektuelle undervisere, der lirede lærdom af sig. Jeg havde mødt en lille flok dybt engagerede alvorlige mennesker, som tog deres opgave på sig med al den forståelse og det store faglige udsyn, de havde oparbejdet gennem mange mange år. Det er med den største respekt og ærefrygt jeg tænker på disse mennesker og det store arbejde og den store indlevelse, de lagde for dagen overfor os studerende, så vi kunne komme igennem studiet på en værdig og gennemtænkt måde, så vi blev dækket ind på alle leder og kanter med viden og forståelse om de essentielle ting, der hører sig pædagogikken og filosofien til. Vi har herved været i stand til at oppebære en udviklet sans for den pædagogiske filosofiske vinkel på mennesket i verden.
At jeg nu må erfare at tre af de stærke kræfter er blevet skåret væk i ét hug, er for mig totalt uforståeligt, ualmindeligt dumt og en større katastrofe end jeg kan lige overskue alle konsekvenser af. Erik Nielsen er sammen med Peter Kemp pensioneret og Kirsten Hyldgård er i et andet miljø. Den vigtige nerve i den filosofiske dialog, der skal være evig on-going for at et filosofisk miljø skal kunne bestå og fostre nye tanker og ideer og give grobund for udviklingen af den pædagogiske filosofi i det stadig foranderlige samfund, er med et slag skåret over og skal nu til at bestå af to mennesker. Det er hvad der reelt er tilbage på den filosofiske grund, fordi jeg ikke kan medregne samtidsdiagnose og pædagogikhistorie som gældende for den grund, der skal diskuteres, reflekteres og udvikles filosofisk fra.
To er for få til at bære kulturen videre, det vil hurtigt ende i tomgang. Så hvis den vanvittige idé med fyringen af de tre filosoffer gennemføres, vil den pædagogiske filosofi også være død.

Der er blevet sagt tilstrækkeligt om begrundelsen for fyringen i den manglende relevans i de tres forskning til at jeg gider tage det op her. Det er nok blot at sige, at det må være direkte suspekt at angribe den frie forskningsret, og de perspektiver, der her lægges op til er helt uoverskuelige for vore universiteters medarbejdere fremover. Gennemføres fyringen vil der først og fremmest ske en uoprettelig fejl i den danske pædagogiske verden. Vi vil ikke kunne finde et lignende undervisningsmiljø andre steder og det store vide udsyn og det forkromede filosofiske overblik vil ikke kunne findes noget andet sted her i landet. Vi har et uvurderligt lærerteam lige nu på pædagogisk filosofi, der er i stand til at klare både bredden og dybden i den pædagogiske filosofi – og vi har det pga. en lille håndfuld smadderdygtige mennesker, der har lagt liv og arbejde i projektet igennem masser af år. Der er ikke andre, der kan tage udfordringen op, der kan udfylde det tomrum, der kommer til at stå tilbage.

Da de tre fyrede ydermere er netop de tre, der specielt varetager det etiske område, må jeg være overbevist om, at beslutningen er foretaget i blindhed og komplet uvidenhed om de 3 herrers faktiske arbejde og bidrag til universitetets samlede ressourcer. I en tid, hvor det fra centralt hold er lagt op til at foretage værdibaserede beslutninger overalt, hvordan i alverden forestiller man sig så at vi skulle kunne foretage disse valg, hvis ikke de får de etiske overvejelser, at grunde sig i? Det er da komplet uladsiggørligt og bunder i en total uvidenhed om medarbejdernes egentlige virke og funktion. Det er som at puffe til den første dominobrik i et sindrigt opstillet dominolandskab, uden at vide at så vil resten falde.
Så besind jer da for syv Søren. Her er vigtige ting på spil. Det pædagogiske filosofiske område vil blive amputeret og uendelig meget fattigere hvis dette gennemføres. Det er noget vi ikke kan betale for penge, vi så må undvære. Så mens tid er: Træk de fyringer tilbage. Det er grunde nok anført i det ovenstående. Ellers er vi mange i og udenfor landet, der altid vil være klar til en diskussion, hvis I skulle mange argumenter til at ændre mening. Stædighed er OK, men dumstædighed er da bare for dumt. Jeg håber inderligt I vil lade fornuften råde. Ellers skulle I måske lade jer indskrive som studerende på pædagogisk filosofi. Det er aldrig for sent at blive klogere. Det kan kun blive for sent at gøre det kloge.

Cand.pæd.fil. Brita Carmen Sommer

Fyringsvarsler på Århus Universitet skader Danmarks omdømme som vidensamfund

Den 14. maj skrev Peter Kemp i en kronik i Information (her, kopi her) om fyringsvarslerne på Århus Universitets afdeling i Emdrup, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som endte med denne opfordring:

"For at redde DPU 's prestige i ind- og udland bør hele besparelses- og afskedigelsesprocessen gå om. Først må dekanen pålægge de ansvarlige at finde besparelser uden afskedigelser, og når det er undersøgt grundigt så, hvis det absolut skal være, gennemføre mere velbegrundede personalereduktioner.
Det, der er ved at ske lige nu, forekommer mange at være intet mindre end et justitsmord. Hvis det gennemføres, vil det blive husket som en skændsel i dansk universitetsliv."

Helt korrekt, og Danmark lider allerede tab af international videnskabelig anseelse med den slags sager. De mange, der har skrivet under på protesten (se her) bevidner dette, ligesom kommentarerne til underskriftindsamlingen – som kan ses på samme nye blog filosofidpu.blogspot.com – hvor en række forskere fra forskellige lande protesterer, fx W.L. McBride:

"I am appalled by this and wish to express my protest in the strongest possible terms. Both the proposed action and the rationale given for it are equally unacceptable."
Sincerely,
William L. McBride, President of the International Federation of Philosophical Societies (FISP), Arthur G. Hansen Distinguished Professor of Philosophy, Purdue University, USA

Det er på tide at rektor for Århus Universitet - som har været bemærkelsesværdigt fåmælt i denne sag - griber ind: Lauritz Broder Holm-Nielsen, som ud over at være rektor er medlem af Regeringens Vækstforum, bestyrelsen i European University Association, formand for Det Nordiske Universitetssamarbejde og næstformand for Rektorkollegiet "Danske Universiteter", burde vide hvad tab af akademisk anseelse betyder for Danmark som vidensamfund. Magisterforeningens formand Ingrid Stage har allerede opfordret Laurits B. Holm-Nielsen til at komme på banen: "Når tre forskere på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU ) varsles afskediget med en begrundelse om, at deres forskning ikke er relevant, er den frie forskning for alvor i fare. De varslede fyringer kan derfor ikke ses som andet end et direkte angreb på forskningsfriheden og en overtrædelse af universitetsloven." (cit. fra Information 12/5). Tilsvarende udtaler jurist og lektor Anne Lise Kjær fra Københavns Universitet:

"Jeg ser de aktuelle fyringer som et udslag af et generelt problem med den nye universitetslov, som bør revideres, hvis universiteter og samfund fremover skal undgå lignende sager, hvor hensynet til snævre faktura- og markedsinteresser går forud for akademiske og videnskabelige hensyn".

Vi har tidligere her på bloggen kommenteret de helt absurde aspekter af sagen (bla. her).

Teacher Blues

Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:

Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.

Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.

Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.

Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …

Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?

Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.

Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!

Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …

Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.

DPU-dekan skifter forklaring i fyringssag

Hvad skal man gøre som universitetsansat, hvis man varsles fyret med en begrundelse, som ledelsen sidenhen ændrer overfor offentligheden, men uden at den ændres overfor den fyringsvarslede? Man er i sit høringssvar så nødt til at forholde sig til en begrundelse, som ledelsen imens trækker tilbage! Det er den helt absurde situation for de tre fyringsvarslede lektorer på DPU. Det siger måske også noget om hvordan klimaet er på stedet med dekan Lars Qvortrup ved roret.

Det gavner ikke 'den frie akademiske debat' hvis man af bekymring for selv at komme i skudlinien og lægge sig ud med universitetsledelsen ikke vil protestere klart imod dens mismanagement, og det er svært at tale om forskningsfrihed, når forskerne selv frygter, at deres forskningsemner ikke falder indenfor det, som ledelsen mener er 'relevant', 'økonomisk lønsomt', eller indenfor universitetets (dvs. universitetsledelsens) lokale 'strategi'. Fyringsvarslerne til de tre lektorer på DPU udstiller endnu engang, at Danmark ikke lever op til et internationale niveau hvad angår forskningsfrihed og universitetsledelse.

Danske videnskabsministre kan godt lide at tale om forskningsfrihed. At det ofte er hyklerisk, er før blevet bemærket.

"Her og nu er det imidlertid vigtigt at slå fast, at der ikke er ændret ved princippet om forskningsfrihed som følge af revisionen af universitetsloven i 2003, og at der ikke er forskel på forskningsfriheden før og efter fusionerne af universiteter og sektorforskningsinstitutioner.
Det er afgørende, at universiteternes ledelser også fremover er opmærksomme på at værne om forskningsfriheden, og lever op til lovens ånd og bogstav. Som bekendt fastslår universitetsloven, at forskere på universiteterne frit kan vælge metode, fremgangsmåde og emne.
Forskeren skal selvfølgelig arbejde inden for universitetets strategiske rammer - og det er der jo ikke noget mærkeligt ved." (Helge Sander, daværende videnskabsminister, i Information d. 4.12.2006.)

"Så hvordan kan nogen da finde på at hævde, at forskningsfriheden skulle være blevet begrænset med den selv samme lov, spørger ministeren forurettet. Han leverer dog selv en del af svaret senere i kommentaren, hvor han generøst tørrer ansvaret for værnet om forskningsfriheden af på universiteternes ledelser og bestyrelser. De har bare at "leve op til lovens ånd og bogstav"!
(...) Dermed [via "centralstyring og kontrol, det være sig i form af de stadig mere detaljerede udviklingskontrakter, hvor man binder forskningen til rigide kvantitative mål og målbare indikatorer, eller i form af den generelle omlægning af forsknings-bevillingspolitikken med reduktion af basisbevillinger til fordel for strategiske prioriteringer og forskningsmidler, der udloddes i fri konkurrence etc."] udhules lovens smukke formuleringer om forskningsfrihed, som det altså i takt med universiteternes transformation til 'frie' selvejende institutioner nu er op til bestyrelserne og ledelserne alene at forsvare over for et ministerium, der åbenlyst lader hånt om idealet." (Jens Erik Kristensen, daværende lektor ved det daværende Danmarks Pædagogiske Universitet, i Information d. 13.12.2006)

Jens Erik Kristensen, den nuværende institutleder der har varslet de tre lektorer fyret, beskrev dengang med stor klarhed hvordan skåltaler om forskningsfrihed bliver hykleri, når centralistisk detailstyring, New Public Management og, kan man tilføje, universitetsfusioner (gennemført imod et politisk flertal og dygtigt manipuleret igennem af Helge Sander som 'frivillige') strammer universiteternes handlefrihed og tvinger dem til at agere som virksomheder. Som også Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab har påpeget, er det helt igennem utilstrækkeligt at 'forskningsfriheden' i den nuværende lov fra 2003 kun er universitetets, og ikke sikrer den enkelte forsker.

Det er i dag forstemmende at se, hvordan ledelsen på DPU nu svarer (her) på protesterne (her) gennem en 'del og hersk' strategi, i et forsøg på at spille de enkelte grupper af ansatte ud mod hinanden. At det er en pinlig sag for ledelsen lyser ud af formuleringerne. De VIP-fyringer man planlægger kan ledelsen slet ikke få sig selv til at benævne, de bliver til 'prioriteringer' (sic!):

"Det koster penge at fusionere, men det har politikerne bag fusionerne ikke villet anerkende. Det har krævet en tilpasning af administrationen og en forøgelse af produktiviteten blandt VIP'erne. Derfor har DPU måttet afskedige 10 TAP'er, og derfor har DPU måttet gennemføre en prioritering af VIP-stillingerne svarende til tre stillinger," (...)
[citat fra "DPU's dekanats og institutlederes bemærkninger til "erklæring om pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole" af Bente Elkjær (institutleder), Martin Bayer (institutleder), Jens Erik Kristensen (institutleder), Per Lindblad Johansen (direktør), Claus Holm (prodekan), Søren Kruse (prodekan), Hans Siggaard Jensen (prodekan), og Lars Qvortrup (dekan); DPU-web d. 11.5.2010]

Smag på kernen i den begrundelse, der nu lyder: Fyringerne er nødvendiggjort af et krav om "en forøgelse af produktiviteten blandt VIP'erne". Som om de tre fyrede var specielt uproduktive! Desuden er det forstemmende, at de navngivne lederne nu står der, side om side, og skriver under på de pinagtigheder, som dekan Qvortrup tidligere blot selv har fremført, plus et par nye, fx den, at relevans ikke spiller ind. Lederne skriver samme sted:

"Det påstås, at ledelsens begrundelse for fyringerne er at de pågældende personers forskning ikke er relevant. Dette er ukorrekt. Begrundelsen er økonomisk."

Det er usandt, og i total modsætning til den første, formelle og officielle begrundelse, som de tre fyringsvarslede modtog d. 21/4, og som lød:

"Ledelsen vurderer, at der i Institut for Pædagogik ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi varetages forskningsaktiviteter, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans i forhold til instituttets og DPU's formål og opgaveportefølje".

Samme dato, d. 21.4., skrev dekan Qvortrup på sin dekanblog (her):

"Konsekvensen er, at vi på Institut for Pædagogik har måttet varsle opsigelse for tre VIP-medarbejdere ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi, fordi de i deres forskningspræsentationer eller i deres hidtidige eller nuværende forskning ikke peger på eller behandler pædagogisk-filosofiske grundtemaer og problemstillinger som deres primære eller væsentligste forskningsinteresse."

Efter sigende kan dette ikke længere ses på dekanens blog (som er meget svær at finde på nettet). Hvad er det lige, der foregår her? Først varsler man tre konkrete forskere fyret, og meddeler, at ledelsen ikke finder deres forskning relevant, og så trækker man i land, og forsøger at sige til offentligheden, at indkredsningen af de fyrede foregår ud fra noget rent økonomisk. Er det troværdigt? Hvornår er det blevet et ansættelseskriterium på DPU, at ens forskning skal ligge i de områder, der har den højeste antal-studerende pr. lærer ratio?

Det er stærkt utroværdigt og usagligt. Hele sagen er udtryk for en ledelsesmæssig fadæse, som rækker helt ind i AU-rektoratets kontor. Når AU-direktør Jørgen Jørgensen (som omtalt nedenfor) siger, "Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere" - og dermed underforstår "og så må man fyre", er det ikke bare arrogant, det er også utroligt, at en ledelse er så fantasiforladt og inkompetent, at den ikke kan styre økonomien på en stor institution på andre måder end at fyre medarbejdere. Der er i høj grad behov for at AU's topledelse 'justerer' ledelsen af DPU. Begge ledelser bør straks trække fyringsvarslerne tilbage og indlede en proces, hvor ord som 'omstrukturering', 'justering', 'tilpasning' m.v. ikke betyder fyring.

Forskningsfriheden ER død

Lad os konstatere, at det nu officielt er slået fast, at forskningsfriheden er død på de danske universiteter. I forbindelse med fyringen af Jørgen Huggler, Henrik Vase Frandsen og Asger Sørensen fra DPU, kritiserer Ingrid Stage det indgreb, det er i forskningsfriheden, at et område kan sønderbombes med et pennestrøg og kalder det et alvorligt indgreb i forskningsfriheden. Hertil svarer Jørgen Jørgensen, direktør for Aarhus Universitet:

Hvis man bruger et argument om forskningsfrihed, vil man aldrig kunne justere rent ledelsesmæssigt, så det synspunkt kan ikke accepteres. Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere. (her)

Den hellige almindelige ledelsesret går til hver en tid forud for forskningsfriheden. Dermed er den død, for lederen kan altid vælge at fjerne ressourcerne fra den forsker, som ikke retter ind. Forskeren er nu 100% afhængig af sin leders velvilje.

Spørgsmålet står tilbage: Hvad er mest nødvendigt for samfundet: Stærke ledere på universiteterne med hånd- og halsret over deres forskeres arbejde eller adgangen til uafhængig, kvalificeret viden fremsat uden hensyntagen til andet end sagforholdet?

Hvornår slipper vi dog af med den ledelsesfetichisme. Når ”stærk” og ”handlekraftig” ledelse volder langt mere skade end gavn på samfundets vitale og legitime vidensinteresser, burde selv Socialdemokraterne fatte, at universitetssystemet må reformeres grundlæggende, så ledelsensformen kommer i overensstemmelse med samfundets – ikke ledernes – interesser.

Universitetslivet i Danmark skandaliseret

Pressemeddelelse

350 danske og nordiske forskere protesterer over varslet afskedigelse af 3 pædagogiske filosoffer.

Den 21. april fik tre af Danmarks bedste pædagogiske filosoffer varslet afskedigelse med den begrundelse, at deres forskning ikke er ”relevant” for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet.

Onsdag den 12. maj kl. 11 afleverer en gruppe studerende fra kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi på DPU vedhæftede protesterklæring med navne sat under til rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen.

350 forskere indenfor pædagogiske og filosofiske fagmiljøer i Danmark og Norden protesterer i denne erklæring over de varslede afskedigelser af lektor, dr.phil. Jørgen Huggler, lektor, ph.d. Henrik Vase Frandsen og lektor, ph.d. Asger Sørensen.

”Fyring av tre ansatte filosofer ved DPU er et alvorlig tilbakeslag for dansk og nordisk pedagogisk filosofi! ” (Lars Loevlie, professor emeritus i pedagogisk filosofi, Universitetet i Oslo)

”Det er ikke bare en katastrofe for dansk pedagogikk; det er også en skandale for hele det akademiske liv i Danmark." ( Kjell S. Johannessen, professor emeritus i filosofi, Universitetet i Bergen)

Anerkendte forskere og kulturpersonligheder fra ind - og udland ser de varslede afskedigelser som et anslag mod den pædagogiske filosofi i Danmark og den frie tænkning indenfor pædagogikken. Overalt i Norden er der for øjeblikket en kamp for forskningsfrihed og i særdeleshed for den frie tænkning (filosofien). Den kamp er ikke vundet én gang for alle. Hvis det lykkes i Danmark at stække den frie tanke, kan det lettere ske andre steder.

Protesterklæringen er blandt andet underskrevet af

· Professor Tómas Calvo, præsident for Det Internationale Institut for Filosofi, det mest prestigiøse institut indenfor filosofi. (Madrid)

· Professor William L. McBride, President of the International Federation of Philosophical Societies (FISP)

· Lars Løvlie, professor emeritus i pedagogisk filosofi, Oslo Universitet. Betragtes som den ledende pædagogiske filosof i Norge.

· Hans Ruin, professor i filosofi, Södertörns Högskola. Har for et halvt år siden af Den Svenske Rigsbanks Jubilæumsfond fået støtten til at lede et multidisciplinært forskningsprojekt, der udover forskningslederen tæller 24 fremragende forskere med anerkendte kompetencer indenfor 13 forskellige akademiske discipliner.

· Pall Skúlason, tidl. rektor for Islands Universitet gennem 8 år. Den kendteste filosof på Island

· Bengt Kristensson Uggla, professor ved Åbo Akademi, har skrevet flere store værker om hermeneutik og kulturfilosofi.

· Ole Thyssen, professor, dr.phil, Copenhagen Business School

· Lars Erslev Andersen, seniorforsker, Københavns Universitet

· Birgit Peterson, lektor, Københavns Universitet

· Ove Kaj Pedersen. Professor, Copenhagen Business School.

· Eberhard Harbsmeier, professor, rektor Teologisk Pædagogisk Center

· Kjeld Holm, biskop, Aarhus Stift.

· Elisabeth Dons Christensen, biskop, Ribe Stift

· Bjørn Nørgaard, billedhugger, professor

· Jan Sonnergaard, forfatter


Med venlig hilsen
Studerende i pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole/AU
http://www.dpu.dk/site.aspx?p=317

ps:

Vi undskylder at pressemeddelelsen kommer ud i etaper. Men rektoratet på Aarhus universitet, har først nu meddelt tid og sted for overrækkelsen af protesterklæringen fra 350 danske og nordiske forskere. Mødet vil blive afholdt onsdag den 12. maj kl. 11 i Frandsen-salen, bygning 1430, Aarhus Universitet, 8000 Århus C. Kort til bygningen kan findes her. Eventuelle journalister bedes venligst henvende sig til pressechef Anders Correll (person.au.dk/ac@adm) for at aftale nærmere.

Imod fyringer - for forskningsfrihed

I 2008 tog vi som universitetsansatte forskere et initiativ, som endte med at over 6000 ansatte og studerende ved danske universiteter skrev under på en opfording til Folketingets politikere om en universitetslov og -politik, som imødekommer disse krav:

• Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed.

• Sikring af de nødvendige ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.

• Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

På alle tre punkter fejler Århus Universitet: De aktuelle varsler om fyring af tre fastansatte lektorer i filosofi på Århus Universitets afdeling Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, med en indholdsløs begrundelse som "omprioritering", understreger behovet for en universitetslov, der sikrer den enkelte forsker imod vilkårlig fyringer, der reelt skyldes udsving i økonomi eller en universitetsleders modvilje mod bestemte forskningsemner eller områder. Vi protesterer hermed over fyringsvarslerne og opfordrer til at sikre alle fast ansattes ansættelsessikkerhed (som i den engelske 'tenure' ordning), da det er en helt nødvendig forudsætning for forskningsfriheden.

Sune Auken, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
Claus Emmeche, lektor, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet,
Birger Steen Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter,
Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet,
Tom Fenchel, professor, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, medlem af Royal Society og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Videnskabsministeriets verdensbillede - fra excel til forskningsudvikling

Jeg har fået en ny last: At læse stillingsbeskrivelser der udsendes af Videnskabsministeriets styrelser. Sidste skrig er dette tilbud: "Vil du være med til at udvikle dansk forskning"? Det er overskriften på en annonce (her) fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, som søger en AC-fuldmægtig til Analyseenheden i Forskningspolitisk Center. Oh, hvilke navne! Intet mindre end dansk forskning får den kommende AC-fuldmægtige medansvar for at "udvikle". Det skjules ikke, at det handler om New Public Management, for de første linier i opslager lyder:

"Du indgår i en mindre projektgruppe, hvor det fælles mål er at udvikle forskningsindikatoren til en ny model til fordeling af universiteternes basismidler. Formålet med indikatoren er at fremme publicering i de mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter og styrke kvaliteten af dansk forskning. Indikatoren har været under udvikling i tre år, og arbejdet går nu over i en ny fase, hvor der er fokus på nye udviklingsopgaver og forbedring af datakvalitet."

Det er selvfølgelig fair nok at søge folk, der - som det fremgår helt nederst i opslaget - er gode til "• bibliometri og tekniske processer; • excel; • databehandling og kvalitetssikring af data", men hvad er det for en megaloman illusion at foregøgle, at udvikling af et måleinstrument er det samme som at udvikle danske forskning? Og i det omfang, der er en kobling mellem måleinstrument og det, der måles, er den næppe fremmende for kvaliteten: Omvikling, snarere end udvikling, ville være det rette ord.
Hvem forfatter disse annoncer? Vi har før (her) set på stillingsbeskrivelsernes sammenblanding af politisk dagsordensætten og administrativ udførelse af det politiske flertals vilje (se også bagsiden af FORSKERforum nr. 233, april 2010).
Unødvendigt at sige, at når det i annoncen hævdes, at "Formålet med indikatoren er at fremme publicering i de mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter og styrke kvaliteten af dansk forskning", så lyder det måske som et ædelt alment formål som ingen kan være uenige i, men som – mht. indikatoren som middel og incitament – de fleste menige forskere på Danske Universiteter, de som har hands on indsigt, og derfor også de faggrupper, som ansøgeren til stillingen skal velsekvirke med, reelt ikke tror på, at denne "indikator" fremmer kvalitet. Lad os håbe for vedkommende, at opslagets ordlyd hurtigt vil gå i glemmebogen efter ansættelse.

DPU: Debatmøde for studerende og andre interesserede

DPU LUKNINGSTRUET

Pædagogisk filosofi kvalt!
Er pædagogikken død?
Vil vi mere end evidens?

Mød op og deltag i debatten
onsdag den 5. maj kl. 14.00-16.00
Aulaen på DPU, Tuborgvej 164, KBH NV

Kl. 14.00 Velkomst
Kl. 14.10 Indledende ord ved Marianne Jelved, Folketingsmedlem
Kl. 14.25 Debatindlæg ved Lars Qvortrup, Dekan på DPU
Kl. 14.45 Debatindlæg ved Peter Kemp, Professor emeritus i filosofi DPU
Kl. 15.05 Åben diskussion

Vel mødt!

Deltag i debatten på www.dpu-obelisk.dk

Den tværfaglige protestgruppe
af studerende på de pædagogiske kandidatuddannelser
Kontakt: redpaedagogikken@gmail.com

God proletarisk forskerfridag!

"1. maj forkynder parolen om 8-timers
arbejdsdag. Men heller ikke når dette
krav er blevet opfyldt, vil 1. maj dagen
blive opgivet. Sålænge arbejdernes kamp
mod bourgeoisi og regering finder sted,
sålænge ikke alle krav er blevet opfyldt,
sålænge vil majdagen være udtryk for disse
krav. Og når bedre tider oprinder og
arbejderne i hele verden er blevet befriet,
– også da vil menneskeheden sikkert
helligholde den 1. maj til erindring om
udståede kampe og lidelser."

Citatet ovenfor stammer fra skriftet "Wie entstand die Maifeier?" fra 1894, om festligholdelsen af 1. maj, hvor Rosa Luxemburg fortæller om historien bag "tanken om at bruge en proletarisk fridag som middel til opnåelse af 8-timers arbejdsdag". Dagen i dag er en fin anledning til at reflektere over begreberne solidaritet, klasser, forskere og forskningspolitik. Har forskningspolitik da noget med klasseanalyse at gøre? - Måske.
Men for at starte med solidaritet, har det slået mig, hvordan enkelte kolleger enten så lidt forvirrede eller vantro på mig, når jeg bragte begrebet op, fx i forbindelse med solidaritet med de nyligt fyringsvarslede på DPU (jf. de seneste dages indlæg), eller lettere irriteret har antydet, at begrebet solidaritet har en moraliserende tone: Pådut mig venligst ikke solidaritet med folk jeg ikke kender/ foragter/ anser for at være konkurrenter/ for ikke lave rigtig videnskab/ for at være mig uvedkommende. Solidaritet er fra gamle dage, dengang samfundet var et klassesamfund, og det er det ikke mere – mener 25% af danskerne, ifølge en undersøgelse omtalt i dag i Politiken (til gengæld er godt 50% enige/delvist enige i udsagnet "Danmark er et klassesamfund"). Ifølge undersøgelsen opsummeret i et diagram s. 162 i Lars Olsen, Eliternes Triumf. Da de uddannede klasser tog magten (Rødovre: Sohn 2010) er der en klar sammenhæng mellem indkomst og oplevelse af klasseforskelle: Jo mere du tjener, jo færre klasseforskelle oplever du. Forskere, der tilhører det, som Lars Olsen kalder kultur- og uddannelseseliten, og som ligger i den høje ende af indkomstskalean, vil typisk i mindre grad opleve Danmark som et klassesamfund. På den anden side stemmer de typisk på centrum-venstre-partier, der i højere grad end de borgerlige har blik for klasseskel.
Forskere er de facto lønarbejdere, men de lever, i endnu højere grad i dag med de stigende krav om at være entreprenante, søge eksterne projektpenge etc. end for 15 år siden, i dét, man med livsformsanalysens ord kalder "den karrierebundne livsform":

"Her er arbejdet målet. Aflønningen inden for denne livsform er en form for handel, hvor arbejdsgiveren køber kvalifikationer frem for tid, og arbejdsbegrebet står i stærk kontrast til lønarbejderlivsformens. Det drejer sig ikke om at stille krav til virksomheden eller være solidarisk med kollegerne. Det drejer sig om at stille krav til sig selv. Ved at avancere opnår man det egentlige mål med sin indsats: ansvar, indflydelse og dispositionsfrihed." (citat). I modsætning hertil er lønarbejderlivsformen karakteriseret ved at "den enkelte sælger sin arbejdskraft i en bestemt tid til en aftalt pris. Man stiller sig til rådighed og lader sig sætte i arbejde. Arbejdet udføres ikke i kraft af et engagement i selve arbejdet, men snarere for at få en indkomst, der er forudsætningen for at realisere sig selv i tilværelsen uden for arbejdstiden."

(derfor er en max-grænse på arbejdsdagens længde afgørende, og er heldigvis i dag kommet ned under 6 x 8 timer/uge).
Man fristes til at sige, at entreprenør- eller konsulentgørelsen af forskningen tenderer til at gøre forskerens livsform lig med den selvstændiges livsform som "er udledt af, at producenten i den enkle vareproduktion [læs: professoren med sin forskergruppe] selv ejer sin virksomhed [projektpenge]. I denne livsform skelnes ikke mellem arbejde og fritid. Hele familien [forskergruppen] indgår i produktionsenheden, og de daglige gøremål smelter sammen i et virke, rettet mod det mål at sikre en fortsat drift af virksomheden."
Måske er det derfor, at 'solidaritet' for forskere (hvad enten de forsker i iskerner fra Grønland eller i branding af iskager) har en anden valeur end det har for mange andre lønarbejdere:

"Menneskers adfærd er forankret i deres livsform; det er gennem den, de forstår så centrale begreber som arbejde, familie, fritid og frihed, der danner en strukturel helhed i den enkelte livsform. Begreberne kan således ikke anvendes af to forskellige livsformer uden at føre til misforståelser. Dermed bliver den strukturelle livsformsanalyse et redskab, der er særlig egnet til at indfange kulturelle forskelle, der eksisterer mellem bærere af helt forskellige kulturer. Den forklarer samtidig fænomenet kulturel blindhed eller livsformscentrisme, nemlig det at mennesker bundet til hver sin livsform ikke erkender de dybe kulturelle forskelle, men i stedet prøver at anvende og tolke begreberne i egen livsformsbetinget betydning." (citat).

Hvis begrebet solidaritet ligger os forskere lidt fjernt, kan et være godt at repetere det (fx fra samme kilde), og erindre om dets særlige rod i den fagbevægelse, de fleste af os forhåbentligt er medlem af, hvor det opstod som en "erkendelse i arbejderklassen af, at den enkelte arbejder ikke alene kan udrette noget over for kapitalejerne og de politiske magthavere; det kræver et handlingsfællesskab, hvor den enkelte tilslutter sig og indordner sig under et kollektiv, hvis organisatoriske form er fagforeningen". Eller som det mere kuldslået beskrives på Wikipedia (i dette hjørne) anvendes solidaritet [solidarism] om det i Sandinavien så velkendte

"system of labor arrangement in which labor unions and capitalists jointly set wages below market clearing levels. From this arrangement, labor receives full employment and wage leveling [min fremhævelse, CE], while capitalists pay less for labor, and do not have to worry about their employees being "poached" by firms who can offer more. This arrangement is traditionally enforced through employer organizations. The arrangement is destabilized during economic booms, when firms cheat on the system and surreptitiously raise "compensation", rather than pay, in the form of increased benefits, safety, or other forms of indirect payment."

Det interessante er her, at det solidariske 'arrangement' (som skal sikre lige løn for lige arbejde men periodisk destabiliseres af økonomiske booms) i et neoliberalt kommercialiseret universitetsystem permanent destabiliseres af fænomener som udtynding af basismidler til fordel for eksterne midler og 'strategisk' forskning, headhunting af særligt højt ydende forskere, og hele den karrierebestemte livsforms manglende resistens imod strukturel nedbrydning af kollektive overenskomster med fx indførelsen af individuelle bonus- og kvalifikationstillæg, differentiering i ledelseshierakier m.v.
Den neoliberalistiske forskningspolitik, vi har i Danmark i dag, medvirker således til at nedbryde solidariteten mellem forskere. Denne politiks opkomst kan, som vist i Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald (Kbh.: Gyldendal 2008), ses som et direkte resultat af magtforskydninger i overklassen, specielt Fogh-regeringen og den økonomiske overklasses held til at bryde alliancen mellem den kulturelle overklasse og arbejderklassen; jævnfør debatterne om kulturradikalisme og om smagsdommeri og ekspertvælde. I Lykkebergs optik iagttager man fx følgende:

"Det aktuelle dominansforhold mellem den økonomiske og kulturelle overklasse afdækkes i den kulturelle overklasses strategier til forsvar for forskningens autonomi: Man kan på forskningsområdet aldrig på forhånd vide, hvad der vil vise sig profitabelt, og hvor det næste gennembrud finder sted. Den kulturelle overklasse hævder et priviligeret indblik i det processer, der i sidste instand giver økonomisk vækst. Den kulturelle overklasse forsøger med andre ord at legitimere sin autonomi på den økonomiske overklasses præmisser." (s. 70).

Lad os herfra forsøge at blive bedre til at supplere en målrationel argumentation for fri forskning (at den på lang sigt er forudsætning for økonomisk vækst) med en offensiv værdirationel argumentation – at den bidrager til at udvikle en mangfoldigere civilisatorisk rigdom og forståelse.
At ideen om solidaritet mellem offentligt ansatte forskere – ikke bare imellem de kolleger og fagfæller man til dagligt konkurrerer med om forskningsmidler og anerkendelse, men også på tværs af meritokratisk bestemte karriereniveauer og på tværs af forskellige fagområder – har store odds imod sig er altså ikke så underligt.
Det gør det ekstra vigtigt at støtte Mogens Ove Madsen, som i bogen Universitetets Død. Kritik af den nyliberale tendens (Kbh.: Frydenlund 2009, se også FORSKERforum nr. 232, marts 2010) argumenterer for oprettelsen af et samlet forskerforbund i Danmark, fx som et kartel for universitetsansatte i de eksisterende fagforeninger på området. Som Finn Hansson fra CBS skriver i FORSKERforum nr.232 s.29: "efter universitetsloven fra 2003 skulle det være åbenlyst for alle, at der er et reelt modsætningsforhold mellem ledelse og ansatte på universiteterne. Lederne er nu ansat til at lede og har fået instrumenter til dette og de universitetsansattes indflydelse er blevet reduceret til samarbejdscirkulærets rettigheder".
Regeringens politik har tydeliggjort, at forskernes karrierelivsform ikke overskrider forskerens status som lønarbejder (det være sig med nok så meget social og kulturel kapital); arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, hyrer og fyrer – og på KU og på AU efter forgodtbefindende. Det er på tide at genopfinde solidariteten, og huske, at fejringen af 1. maj ikke hører en svunden epoke til (som Googles i dagens anledning modificerede logo ellers kunne antyde), industrisamfundet er på ingen måde et overstået stadium når videnskaben selv gøres til en industri og forskerne proletariseres. God 1. maj!