Forskningsfrihed for universitetsledere, ikke for forskere?

Den endelige beslutning om fyring eller ikke-fyring af tre filosoffer på DPU, som Århus Universitets ledelse skal træffe i den kommende weekend, kan blive en prøvesten på hvor sikret forskningsfriheden er i Danmark. Spørgsmålet er, om et universitets ledelse (rektor, dekaner, institutledere, som ikke længere er valgte blandt fagfæller, men ansat oppefra af bestyrelsen) kan bruge deres fortolkning af universitetets lokale forskningsstrategi, herunder hvad de opfatter som relevant forskning, som begrundelse for at fyre forskere i faste stillinger, hvis de selv samme ledere ikke har kunnet styre økonomien, og en bestemt afdeling har flere udgifter end 'indtægter' (om det overhovedet giver mening at tale i kroner og ører om indtægter på en institution som i leverer forskning og undervisning til samfundet, skal lades usagt her).

Dagens universitetsledere inklusive bestyrelserne har dygtigt usynliggjort deres eget ansvar og økonomiske handlefrihed ved at henvise til, at det totale budgets balance skal afspejlses i tilsvarende balancer for de mindre enheder (fakulteter og institutter). Danmarks Pægagogiske Universitet balancerede på den pæne side af nul før fusionen med Århus Universitet, men blev herefter pålagt tunge gebyrer til universitetets centraladministration. Sagen er mundet ud i fyringsvarsler til tre fast ansatte filosoffer på et af DPU's institutter.

De tre har i deres høringssvar påvist fejl og usaglige begrundelser for at netop de tre blev peget ud - ledelsen angav, at deres forskning ikke var 'relevant', men trak senere i land og påstår nu, at begrundelsen alene er økonomisk. Det står i stærk kontrast med en intern strid på det pågældende institut mellem et forskningsområde, som er institutlederens eget og som han har ambitioner om at udbygge (samtidsdiagnose), og det felt (pædagogisk filosofi) som de tre fyringsvarslede er ansat indenfor.

Som fyringsvarslet har man ret til at afgive et høringssvar, men det er unægteligt vanskeligt, når begrundelsen for fyring er usaglig og ledelsen iøvrigt skifter forklaring undervejs. Det har ført til forlænget høringsfrist, som udløber i dag, torsdag d. 27/5, men da ledelsen ikke har tilbagekaldt den først meddelte varslede fyring "med 3 måneders varsel regnet fra den 1. juni", har de nu ganske kort tid at træffe en beslutning i. Fyringer berører ikke blot de tre varslede personligt, det er hele kvaliteten af den uddannelse, de bidrager til, og der har da også både nationalt og internationalt lydt protester fra en række anerkendte forskere fra pågældende felt, og fra uddannelsens studerende. Der står endnu mere principielle ting på spil, selvom det ikke ser ud til at være gået op for ministeren:

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil ikke kommentere den konkrete sag, men udtaler alligevel i et svar til Folketinget d. 20/5, at hvis afskedigelser er begrundet i økonomi, "har universitetet pligt til at undersøge, hvilke medarbejdere der bedst kan undværes. I den forbindelse kan det være nødvendigt at se på, hvilke forskningsområder der er mest relevante. Dette er ikke i uoverensstemmelse med forskningsfriheden og universitetsloven."
– Ministeren giver i dette svar grønt lys til at sidestille relevans af grundforskning med en snæver balance mellem en uddannelses udgifter og 'indtægter'.

Sagen er nu landet på Århus-rektorens bord, og rejser som sagt række principielle spørgsmål:
• må ledelsen bruge 'relevans' af et forskningsområde som fyringskriterium?
• er det danske samfund tjent med at universitetsledelserne reducerer forskningsrelevans til forholdet mellem udgifter og indtægter af en given type forskning?
• bør forskningsfriheden i den nye universitetslov ikke skærpes, således at den tydeligere gælder den enkelte forsker (mht. frit emnevalg indenfor ansættelsesområdet) og ikke blot står som "universitetets" forskningsfrihed - in casu ledelsens?
• hvad blev der af kravet om 'stærk ledelse', som skulle kunne foretage langsigtede, 'strategiske prioriteringer', hvis disse ord blot reelt dækker over hovsaløsninger, og ad hoc tilpasninger til de evigt skiftende økonomiske randbetingelser for de enkelte fakulteter og institutter?

Desuden rejser fyringssagen på AU disse konkrete spørgsmål:
• må en ledelse skifte forklaring i en fyringsvarsel under sagens forløb?
• er de afgivne fyringsvarsler begrundet sagligt?*)
• har AU, herunder DPU, undersøgt alternative måder at sikre bedre økonomistyring, herunder alternative besparelser på? Kunne det centrale AU fx slække på sin administrations-beskatning af DPU i en overgangsperiode?
• og hvem bliver så de næste, der skal fyres på det mega-universitet, som AU er blevet efter fusionerne med DPU, DMU, DJF og Aarhus Handelshøjskole?

*) Note: Dette og foregående spørgsmål er selvfølgelig retorisk og må besvares klart nej. Men det aktualiseres, når man gennemlæser det samlede høringssvar fra en af de tre fyringsvarslede (kan ses her), en samling dokumenter som slutter: "Det er dybt kritisabelt og helt ude af proportioner, at DPUs ledelse på et grundlag, der er så løst, usagligt og usandt, tager så alvorlige skridt midt i AUs faglige udviklingsproces, hvor ingen reelt ved om DPUs ledelse eller DPU selv overhovedet skal forsætte efter 2010, og hvor usikkerheden på hele ÅU vanskeliggør en omplacering."