Jeg kommer for tiden igen og igen til at tænke på en gammel ”fagforeningsblues” (find den her), fra tiden efter Wall Street krakket i 1929, hvis funktion det vist har været at få amerikanske lærere til at organisere sig. En af stroferne lyder:
Unions are for workers but a teacher has prestige,
Unions are for workers but a teacher has prestige,
He can feed his kids on that old noblesse oblige.
Lærerne lærte det. Skønt de stadig bliver skubbet meget omkring, har de stærk og tydelig repræsentation. Vi universitetslærere er sgu det underligste folkefærd i verden. Vi organiserer os rigtignok i magisterforeningen and all that, men vi gør ganske lidt for at få foreningen til at kæmpe for vores sag, så foreningen står næsten alene med sagen. AC trækker stort set i den modsatte retning af vores interesser, men vi mukker bare lidt.
Mærkelig nok føler mange af os isolerede. How come? Vi er sgu et sært folkefærd.
Jeg er ikke en pind bedre selv. Jeg har 1000 timers overarbejde, opbygget på 50% af min stilling over 5 år. Det er sket på trods af, at meget store dele af mit reelle arbejde simpelthen ikke tælles. Vi har ikke noget overhead i vores stilling til ”udefinerede ekstraopgaver”, men vi har masser af ”udefinerede ekstraopgaver”. Alligevel føler jeg mig forpligtet (thi åndsadel forpligter så meget som blodsadel) til at trække videre, og når mit institut er i vanskeligheder (og dét er det), så er det selvsagt mit personlige problem og ansvar at arbejde videre på overtid og glemme de for mange timer, jeg allerede har lagt. Åndsadel forpligter, og vi kan da ikke have …
Men selv nu hvis (eller når, for jeg er blevet en hård mand på mine gamle dage) jeg tager mig sammen til at kræve mine timer udbetalt. Hvad forestiller jeg mig så, at jeg skal bruge min nyvundne og højst bittert betalte frihed til? At drikke øl i Nyhavn?
Næh, jeg vil såmænd bruge den til at gå på arbejde. Jeg vil udføre noget af al den forskning, jeg må efterlade bag mig i hverdagen. Der skal virkelig tryk på, for 1000 timer går hurtigt, når man forsker. Og så vil jeg formidle, skrive populære artikler, deltage i debatarrangementer, holde foredrag. Og jeg vil undervise de studerende, der er begaevde og energiske nok til opsøge mig og vinde min interesse.
Teacher teacher why are you so poor?
Teacher teacher why are you so poor?
When it comes to unions you´re an amateur!
Jeg er virkelig en fagforeningsamatør. Jeg overarbejder af mig selv. Det er kristi himmelfartsdag, mens jeg skriver dette, og jeg har fri. Jeg er træt som en junkie, træt som Methusalem. Alligevel sidder jeg foran computeren og håber på at føre en artikel bare lige ét skridt videre …
Nu kommer så den store gåde: Med sådanne medarbejdere ...Sindsyge amatører, der ikke kræver, at deres arbejdsindsats afspejles i deres timehonorering, der trods den lave timehonorering når frem til at overarbejder af sig selv, som ikke kræver deres overarbejde udbetalt, og som – hvis de endelig gør det – bare arbejder videre i deres fritid på en ny måde … med sådanne medarbejdere, hvordan kan man overhovedet få en institution til at fungere dårligt? Svaret blæser i vinden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Man kunne også nynne:
We don't need no education... for det ligger der jo også i det, tror jeg.
Og så lige en ting mere:
UNIVERSITETET ER BABELSTÅRNET
Det tror jeg er forklaringen på, hvad der i det hele taget foregår omkring den universitære arvs himlen op. Der sker et erkendelsesmæssigt ryk i vor opfattelse af menneskelivet på jord. Også folkeviddets. Det skal ikke tages ilde op, men dog til efterretning på en OG anden vis.
Desuden har det været kendt i mange år, at universitetsmiljøet lukker døren for sig selv i forhold til det øvrige samfunds ualmindelige livsførelse, for ikke at sige: mange tunge problemer. Og det er jo altså mennesker, der bliver lukket ned eller lukker døren for sig selv i kraft deraf.
Indlæringsvanskeligheder og en forstandig oplysende udvikling er to sider af samme sag - men den er ikke skolastisk, akademisk, universitær eller politisk. Den er snarere taknemmelig og ganske jordnær og kropsnær, ser man bort fra de mange teorier og sprog, der allerede har forplantet sig udi alt, hvad der overhovedet kobles til loven og således system-/statsborgerens forkvaklede sind og adfærd.
Jeg har svaret på det andetsteds, men gentager gerne: Skriften er ikke Ordet! - Og skal det skærpes overfor den akademiske, delvis politiske, nemlig retskrivende kulturarv, hvad der menes dermed, så vil jeg sige: Ordet er vort kød og at det er helligt i sin troligt oplysende udvikling.
Det er med andre ord umådeligt svært at oplyse akademikerstanden, så den bliver i stand til at undervise og fremelske en bæredygtig udvikling af vor ånd til hånd og hånd til mund som samfund. - Der bliver for meget kultur-og-lovpladder; støj og livstil.
Forklaringen er dog alt-i-alt enkel: Gudlivet har talt i kødet og nok engang fortalt os at levebrødet ikke bekræftes i sit forsynsgivne udviklingssigte som tingenes universitære tilstand fortsat er. Ikke mindst er på det kapital-økonomisk-juridisk funderede arbejdsmarked, hvor de universelle logikker jo ganske enkelt løber ad helved til med helbredet. Kanske også fordi man kommer til at føre babelstårnet ud på arbejdsmarkedet, der så slår igen med tilbagevirkende kraft mod hele det analytiske helvedes hjemsted. Og så må der jo ske noget...
Vi har ikke brug for at forstå, men brug for at være til.
Nkh. Jens Haarup Mortensen
Man kunne også nynne:
We don't need no education... for det ligger der jo også i det, tror jeg.
Og så lige en ting mere:
UNIVERSITETET ER BABELSTÅRNET
Det tror jeg er forklaringen på, hvad der i det hele taget foregår omkring den universitære arvs himlen op. Der sker et erkendelsesmæssigt ryk i vor opfattelse af menneskelivet på jord. Også folkeviddets. Det skal ikke tages ilde op, men dog til efterretning på en OG anden vis.
Desuden har det været kendt i mange år, at universitetsmiljøet lukker døren for sig selv i forhold til det øvrige samfunds ualmindelige livsførelse, for ikke at sige: mange tunge problemer. Og det er jo altså mennesker, der bliver lukket ned eller lukker døren for sig selv i kraft deraf.
Indlæringsvanskeligheder og en forstandig oplysende udvikling er to sider af samme sag - men den er ikke skolastisk, akademisk, universitær eller politisk. Den er snarere taknemmelig og ganske jordnær og kropsnær - ser man bort fra de mange teorier og sprog, der jo desværre forlængst har forplantet sig udi alt, hvad der overhovedet kobles til loven og dermed system-/statsborgerens forkvaklede sind og adfærd.
Jeg har svaret på det andetsteds, men gentager gerne: Skriften er ikke Ordet! - Og skal det skærpes overfor den akademiske, delvis politiske, nemlig retskrivende kulturarv, hvad der menes dermed, så vil jeg sige: Ordet er vort kød og at det er helligt i sin troligt oplysende udvikling.
Det er med andre ord umådeligt svært at oplyse akademikerstanden og forvaltningskulturen, så den bliver i stand til at undervise og fremelske en bæredygtig udvikling af vor ånd til hånd og hånd til mund som samfund. - Der bliver for meget kultur-og-lovpladder; støj og livstil.
Forklaringen er dog alt-i-alt enkel: Gudlivet har talt i kødet og nok engang fortalt os at levebrødet ikke bekræftes i sit forsynsgivne udviklingssigte som tingenes universitære tilstand fortsat er. Ikke mindst som de er på det kapital-økonomisk-juridisk funderede arbejdsmarked, hvor de universal-teknologiske logikker jo ganske enkelt løber ad helved til med helbredet. Kanske også fordi man er kommet til at føre babelstårnet ud på arbejdsmarkedet, der så ad omveje slår igen med tilbagevirkende kraft mod hele det analytiske helvedes hjemsted. Og så må der jo ske noget...
Vi har ikke brug for at forstå, men brug for at være til for at ku' stå.
Nkh. Jens Haarup Mortensen
Send en kommentar