Universitetsforskere i oprør

Det er rystende at se, hvad det sanderske universitetsregime har ført med sig af usikkerhed og budgetkriser. Krisen på naturvidenskab på Københavns Universitet er ganske alvorlig og kaster et grelt lys over følgerne af den meget ideologiske politik, som VK-regeringen siden 2001 har ført overfor de ellers godt kørende universiteter.

Det farlige mix af new-public-management styringsformer med forsøg at 'mime' markedsmekanismer, og et gammeldags topstyret ledelsesystem, mindre demokratisk end aktieselskaber, har skabt en arena for en ny nomenklatura, der, uanset om de har en baggrund i det private erhversliv eller ej, hverken har forståelse for videnskabens normer, moderne organisationsprocesser, økonomistyring eller de politiske intriger i Folketing og ministerier. Den nye klasse af universitetsledere har virket totalt handlingslammede, hver gang videnskabsministeriet har begrænset de traditionelle og rationelle selvstyringsmekanismer og ladet den bureaukratiske sektor vokse uhæmmet.

Det billede, der nu tegner sig på Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU, er billedet af en ledelse, som har manglet genuin professionalisme og evne til at styre fakultetets økonomi. Det er et gigantisk røgslør, når Helge Sander kommenterer situationen med, at universiteterne har fået flere penge, men at man må prioritere og at "ledelserne på universiteterne har fået til opgave at lave strategiske satsninger og lægge vægt på de områder, hvor de mener, universitetet er stærkest" (interview, Pol. 26/12, her). Som om vi skal tro, at denne proces er rationelt planlagt!
Man skal lægge mærke til, at såvel rektor som dekan i slutningen af august gav udtryk for, at alt var okay på hele Københavns Universitet. Det var først i sidst i oktober, at man lod forstå, at der nok ville blive et underskud i 2009, men at man ikke helt vidste, hvor galt det stod til. Og først midt i november kom det til universitetsbefolkningens og offentlighedens kendskab, at der nok blev et underskud på det Naturvidenskabelige Fakultet på 30 mill.kr. i 2009. Så gik det slag i slag og få uger senere kom udmeldingen om nedskæringer, der ville betyde ca. 70 stillingsnedlæggelser, VIP og TAP. Og det skulle ske allerede i 2009, ja, ledelsen har besluttet, at afskedigelserne skal udsendes allerede d. 1. februar!!!

Men er det udmeldte antal så til at stole på? Den nye institutleder Karsten Kristiansen (interviewet til Weekendavisen 17/12) på Biologisk Institut (BIO) fik at vide, at han skulle finde besparelser på 23 mill. Så alene på dette institut skal der skæres 19 mill.kr. på VIP stillinger og 4 mill. på TAP stillinger. Det svarer til mindst 32 VIP stillinger. Da det er basismidlerne, der skal spares på, betyder det nedlæggelse af faste stillinger - og smadring af aktive, højproduktive forskningsmiljøer. Grundforskning, javist, men også af høj langsigtet 'strategisk' relevans for områder som bioteknologi, miljø, klima og energi, områder som Dansk Industri jo elsker så højt. Instituttet har i dag 112 fast ansatte VIP. Af disse er 24 professorer og 5 adjunkter (disse vil typisk gå fri). Ergo bliver det blandt de 83 lektorer fyringssedler skal uddeles til.
Det rigtige tal for stilllingenedlæggelser - hvis det kommer så vidt - er nærmere 45 VIP stillinger, men da det kun rammer nogle institutter har rektor og bestyrelse besluttet at kalde det for ”nødvendige tilpasninger”! Skuffende, i betragtning af at samme rektor i sit hyrdebrev af 11. nov. advarer imod at overtilpasning "underminerer universitetets fornemmeste formål".
For biologi betyder disse ”nødvendige tilpasninger” nedlæggelse af ca. hver tredie VIP, nedlæggelse af undervisning allerede i forårssemestret, plus at mange ph.d.- og specialestuderende må sige farvel til deres vejleder, og at en masse forskningsområder forsvinder for bestandig.

Hvad siger forskerne og de studerende? De er usikre, men også vrede. De studerende risikerer allerede fra foråret 2009 voldsomme forringelser af deres undervisning, og mange af kurserne må nedlægges. Det kan også betyde forlængede studietider. Det er næppe noget, der bidrager til at tegne et godt billede af studiemiljøet på naturvidenskab, eller til at se forskning som en attraktiv karrierevej, når man fyrer folk. (Det er muligt, at globaliseringsdiskursen påfører os forestillinger om, at det, som det handler om, er at "opbygge nye fremadrettede samarbejdsnetværk mellem vidensarbejdere på tværs af universiteter, private virksomheder, organisationer og statsadministrationer", som det hed i en nylig kommentar her på bloggen. Men det forudsætter vel, at der overhovedet er forskere og universiteter tilbage?).

På institutter som BIO, NBI og Kemisk Institut er der også blandt de ansatte forskere en så voldsom vrede og frustration, at det ikke bør ikke undre iagttagere af universitetsverdenen, hvis vi i de kommende måneder bliver vidner til direkte aktioner ved forskere og studerende, som effektivt kan blokere for - eller udsætte - enhver STÅ-indtjening: aktioner, og som kan blive fulgt op af paroler og krav som:

• tag fyringstruslerne af bordet!
• professionaliser dekanatet!
• åbn og demokratiser af ledelsesformerne!
• fyr bestyrelsen af KU!
  
• sæt forskning og undervisning over bureaukrati!
• ret ryggen, rektor: sig nej til overtilpasning!
• reelle basismidler til fakultetet!
• stop Sanders røgslør og skåltaler!

Forskningsindikator, incitamenter og kassetænkning - styrk basismidlerne!

Mens de naturvidenskabelige fakulteter gør sig klar til at nedskære og fyre forskere, arbejder Videnskabsministeriet tilsyneladende videre, trods stor modstand og vanskeligheder, med sine NPM-metoder til at 'fremme forskningskvalitet'. I et nyt “Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen fra 18. dec. (se her, kopi her) hedder det friskt og frejdigt, at

“Indikatoren fremmer adfærd, der skaber incitament til at publicere i de mere prestigefyldte tidsskrifter og forlag
Formålet med dette princip er at pointere, at det ikke er et formål blot at stimulere til mere publicering. Indikatoren skal skabe incitament til, at det kan betale sig at publicere i de mest anerkendte og prestigefyldte publiceringkanaler inden for fagområdet. Derfor skal der ske en niveauinddeling af autoritetslistens publiceringskanaler.”

Hele tanken om at ministeriet vil inføre incitamenter til at gøre dét, som alle forskere ved landets universiteter allerhelst vil og ønsker at havde bedre tid til, virker absurd. Professor Poul Bjerregaard ved Biologisk Institut, SDU, udtrykker det (i seneste nummer af sit fakultetsblad Perspektiv og Mening, se artiklen her) ret diplomatisk:

“Hvis autoritetslisterne virkelig slår igennem i ministeriet, således at de kommer til at betyde noget væsentligt for universiteternes økonomi, ja så vil vi nok inden længe opleve, at visse dekaner og institutledere går ind og ser meget nøje på de enkelte medarbejdere og deres publikationer. Og så kan man jo frygte, at nogle af disse dekaner og institutledere vil sige, at man som ansat skal publicere i de tidsskrifter inden for det ønskede niveau, hvor det er relativt nemmest at komme i – og ikke i det tidsskrift inden for niveauet, hvor kvaliteten er højest. Og det synes jeg er dybt uhensigtsmæssigt, siger Poul Bjerregaard. Han ser også en mulig fare for, at visse forskere i stedet for at samle én god artikel til et tidsskrift med meget høj kvalitet vil vælge at dele den op i to eller tre knapt så gode artikler, der vil være i stand til at blive optaget i mindre gode tidsskrifter inden for samme niveau. For på den måde vil institutionerne formelt kunne få to eller tre gange så megen ”valuta for pengene”. - Jeg er forfærdelig bange for den slags kassetænkning, forklarer Poul Bjerregaard.

Man kan kun håbe, at flere forskningspolitiske ordførere i Folketinget får øje på absurditeten i hele projektet, når universitetsloven skal revideres næste år, og at man vælger helt at skrinlægge tanken om at omlægge basismidler til "konkurrenceudsatte midler". Ellers kan voldsomme ryk i de enkelte fakulteters indtægter, som dem vi ser nu, blive endnu hyppigere og kraftigere.

Sanders ansvarsforflygtigelse

Det ligner rent spin og ansvarsforflygtigelse, når Videnskabsminister Helge Sander i Politiken i dag (her) får fremstillet de truende nedskæringer og fyringer på naturvidenskab som nødvendige omprioriteringer på universiteterne, som han iøvrigt ikke selv har ansvaret for. Han overser, at universiteternes budgetproblemer er strukturelle, og at strukturen i høj grad er hans ansvar. Det virker også mildest talt selvmodsigende, at sige, at dansk forskning skal være verdens bedste (ganske vist nu ikke i alt men) på områder som energi, miljø og biotek, og så samtidig fyre forskere på KU's Biologisk Institut og Niels Bohr Institutet. Vil han virkelig have offentligheden til at tro, at dette er udtryk for universitetsbetyrelsens, rektors eller dekanernes bevidste prioriteringer? Og hvor er de sidstnævnte forøvrigt henne, når det gælder om at protestere imod nedskæringerne?

Universiteternes budgetkrise

Budgetkrisen det Naturvidenskabelige Fakultet i København har ikke kun rod i dårlige taxameterindtægter, men også med den vildtvoksende administration, som Universitetsavisen (d. 12/12, s.2) bragte denne notits om:

Universitetslov får hug af S og DF
ADMINISTRATIV EKSPLOSION - I en ny undersøgelse af forskningsvilkårene for universitetsansatte gennemført af Magisterbladet mener seks ud af ti forskere at de er blevet belæsset med flere administrative byrder efter Universitetslovens indførelse. Samtidig eksploderer udgifterne til administration, alene på Århus og Københavns universitet med ekstra 240 millioner kroner fra 2005 til 2007. Det får nu Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at kræve universitetsbureaukratiet endevendt. På spørgsmålet om forskerne har oplevet at bundne opgaver har givet dem mindre tid til at forske i selvvalgte emner efter universitetslovens indførelse fra 2003, svarer kun 1,4 procent at de har fået mere tid til selvvalgt forskning. Resten svarer 'uændret' (50 procent), 'ja' (45 procent) og 'ved ikke'.

I dag bringer Berlingske Tidende en skarp kritik af dekanen på det Naturvidenskabelige Fakultet Nils O. Andersen (her). Fysikprofessorerne Benny Lautrup og Poul Olesen peger på en stor forskydning på fakultetet fra produktive til administrative midler, som er sket efter årtusindskiftet, og undrer sig over at fakultetssekretariatet, som er "vokset med raketfart", ikke også må holde for i tilfælde af nedskæringer. Bag kritikken ligger en stor frustration over hvad man kunne kalde New Bad Management og en enevældig ledelse, som meddeler, at snart skal nogen fyres, men ingen aner hvem eller kender kriterierne.

Hele misæren illustrerer klart hvor fantastisk vigtigt det er for et universitets virke at have sikre, stabile basismidler, så forskningen ikke rammes af tilfældige udsving i fx STÅ-indtægterne. Ude på de enkelte institutter diskuteres det nu livligt, hvordan man kan ride stormen af og aflønne "fastansatte" VIP med de eksterne bevillinger, man allerede har opnået, uden at overskride bevillingsgivernes betingelser for forskningsstøtten alt for mærkbart. Denne praksis er allerede vidt udbredt på de fleste store institutter, hvor institutlederne må rundt med raslebøssen hos forskningsgrupperne og de eksternt financierede centre. Nu får skruen en omgang til – men man kan frygte, at den næsten er i bund, dér, hvor den frie grundforskning ikke længere findes, og universiteterne er omdannet til sektorforskningsinstitutioner, hvor de ansatte konstant må rende efter ekstern finaniering, for at skaffe egen løn til at lave det, de var ansat til.

DI's seneste kampagne - hvor er den fagøkonomiske sagkundskab?

Forskningspolitik og industripolitik er under den nuværende regering klonet godt og grundigt sammen. Dansk Industri har haft stor succes med at lobbye for erhvervsstøtte, retorisk 'solgt' som offentlig støtte til forskning. Jammen det kan da godt være, at staten bør støtte dansk industri gennem statssubsidier som led i en national økonomisk strategi for virksomheden Danmark, men burde et industripolitisk tiltag ikke offentligt kunne identificeres som et sådant, snarere end at være forklædt som støtte til offentlig, uafhængig forskning?

Grænsen er åbenbart svær at markere, og DI kæmper for at udviske den. Den seneste kampagnes plot kunne se sådan ud:
1. Udnyt regeringes problem - nemlig at andelen af den privat finansierede forskning er faldet siden 2003, stik imod regeringens mål (jf. her).
2. Gør universiteterne medansvarlige for at virksomhederne under højkonjunkturen ikke har investeret nok i "forskning og udvikling".
3. Lad et konsulentfirma lave en undersøgelse, som stiller virksomhederne ledende spørgsmål om deres ønsker og forventninger, fx om de synes, at universiteterne er gode nok til at samarbejde? Spørgsmål, der tillader konklusioner a la "Godt 90 pct. af de virksomheder, der har et samarbejde med et dansk universitet mener, at et større erhvervsfokus på universiteterne vil kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1)
4. Kør en kampagne, der sætter fokus på universiteterne som "problemet", og munder ud i en endnu større fokusering på "strategiske" forskningsområder og et endnu mere kommercialiseret universitet. Lad fx Folketingets Forskningspolitiske Udvalg bede ministeren kommentere undersøgelsen (dixi), men undgå at rejse en debat blandt fagøkonomer om politisk styring i retning af strategiske områder, mere end fri grundforskning, på lang sigt gavner økonomien, dét skulle der jo nødig rejses tvivl om (jf. ref. 2).
5. Husk også at fremme universitetsforskningens industrigørelse, og konstatér eksempelvis, at "mere end 80 pct. af de virksomheder, der har samarbejdet med et dansk universitet, mener, at større sikkerhed for, at virksomheden kan opnå ret til eksklusivt at udnytte forskningsresultater skabt i samarbejde med universiteterne, kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1).

Man kan kun beundre DI's evne til at køre den slags kampagner. Ikke så sært, at humaniora og specielt samfundsfag ikke nævnes som "forskning af relevans for virksomhederne, det vil sige inden for teknisk-, natur- og sundhedsvidenskab samt organisation og ledelse" (cit. ref. 1). Måske ville nationaløkonomer (som i ref. 2) og andre smagsdommere stille sig skeptisk an? Hvornår får DI mon held til selv at sponsorere de samfundsvidenskabelige fakulteter til at lave den slags undersøgelser?

Referencer
[1] Claus Thomsen: "Danmark taber videnkapløbet", fra indsigt/Dansk Industri, d. 10. december 2008.
[2] Christian Bjørnskov: "Sanders kontrol skader vækst", Weekendavisen 22/8-2008.

Look who´s talking!

Foregående blogindlæg kræver en selvstændig bemærkning. Denne her er schöne. To af universitetets topledere, der har hele den interne magt i det nuværende system, synes, at vi andre er for negative og klagende. Hvorfor? Fordi vi ikke er føjelig nok over for ledelsen og de nye tiltag. Det giver en tredje topleder dem så ret i.

Nu må vi til at være lidt positive og glade og ikke hænge fast i alt det Humbolt-ævl om den frie forskning.

Udtalelserne er sådan set den bedst tænkelige demonstration af miseren på universiteterne. En af de helt grundlæggende udfordringer i lovrevisionen er ledelsens manglende interne legitimitet. Ved universitetslovens implementering stod den nye ledelse over for en massiv udfordring på dette punkt, fordi en medarbejderstab, der var vant til selv at vælge og afsætte sin ledelse, og som var vant til meget stor indflydelse, nu blev erstattet af en ledelse, der havde fået omfattende beføjelser over for den. Dermed var det en helt afgørende at vinde medarbejderne for den nye ledelse ved at vise dem, at man var deres ledere og optaget af deres vel, ikke blot ministeriets folk på stedet. Magten var ikke nok; man måtte vinde den interne legitimitet. Denne opgave blev fatalt forsømt, og derfor står universiteterne nu mange steder med en dyb splittelse og en dyb mistillid mellem ledelse og medarbejdere, der besværliggør alt, hvad der foregår på institutionerne. Hvis ikke dette problem lovgivningsmæssigt og adminstrativt tages alvorligt, vil ledelsen i stigende grad få svært ved at lede i fremtiden. Udtalelser som dem, Villesen har fået her, hjælper mildt sagt ikke.


Hvad med at diskutere sagforholdet i stedet for?

En negativ tendens

Information havde igår nogle artikler af Kristian Villesen med overskriften "Evig brok fra uddannelseseksperter" (her, kan også ses her) og netavisen Altinget gentager historien i dag med overskriften "Forskere for negative", og i manchetten "Rektorformanden erkender en negativ tendens". — Venner! Det er på tide vi skruer smilet på og erkender, at i dagens Danmark sidestilles kritik med brok og klynk! Hvor blev de uddybende nuancer af?

Videnskabsministeriets eliteenhed

Det må antages, at man i Videnskabsministeriet ikke skelner skarpt mellem eliteenheden for propaganda om verdensklasse og informationsafdelingen for højeste oplysning, og måske er der et betydeligt samarbejde mellem de to presseafdelinger. I al fald kunne man forleden læse om at Helge Sander, da han skulle til overrækkelse af Nobelprisen i Stockholm, udtalte, at "vi i Danmark har sat øget fokus på eliten. Det giver danske talenter de optimale muligheder, så jeg håber, at danske forskere i fremtiden kan få flere Nobelpriser", hvad der affødte følgende kommentar (se her) fra et fremtrædende medlem af Videnskabernes Selskab: "Nobelprisen er en fest for grundforskningen. Men den danske regering og Sander gør absolut intet for universiteternes frie basisforskning og dermed for grundforskningen. Tværtimod oplever de fleste på universiteterne og i forskningen, at der topstyres og politisk udpeges og erhvervsrettes i strategier og puljer. Spillerummet for den frie forskning bliver mindre og mindre". I samme ånd henstillede Sune Auken for nylig (her) til at "få skåltalerne, bullshitten og storhedsvanviddet ud af debatten".
Selvom Sanders Stockholm-tur i sig selv er ligegyldig, må man forstå baggrunden for hvorfor dens iscenesættelse virker så provokerende. VTUs pressemeddelelser er jo generelt og systematisk baseret på højst diskutable præsuppositioner, som når der senest om uni-evalueringen står (her), at den iværksættes "for at sikre en fortsat god udvikling for de danske universiteter". Det er vildt provokerende men det ville kræve en nærmest permanent task force at på- og tilbagevise alle virkelighedsfordrejningerne.
Fra bloggens Frankrigskyndige kontakt Lisbeth Verstraete Hansen har vi modtaget en oversættelse af et finurligt indlæg på en fin lille fransk blog om evaluering evaluation.hypotheses.org. Indlægget handler selvfølgelig ikke direkte om Sander, men indeholder et afsnit om elite-drømme, som får en til at tænke på Sanders Nobelpris-pressemeddelelse. Det leder tanken hen på, at VTUs kommunikationsstrateger simpelthen opererer med subliminale beskeder… I dette tilfælde fantasien om dansk forskning reduceret til en lille elite, der giver Nobelpriser. Og så pyt med resten. Især med virkeligheden!

Indlæg på http://evaluation.hypotheses.org (blog om evaluering i human- og samfundsvidenskaberne) foranlediget af overskriften på en kort nyhed, som AERES (det statslige akkrediteringsråd, der bl.a. forestår arbejdet med autoritetslister), i efteråret lagde på deres hjemmeside for at informere om nedsættelse af kommende opdateringsudvalg med fagkyndige repræsentanter. Overskriften er: «Y a-t-il un Nature ou un Science en SHS», altså ”Findes der et Nature eller et Science i human- og samfundsvidenskaberne”.

Sylvain Piron, EHESS (École des Hautes Études en Sciences Sociales):

”[…] Det, der fascinerer mig, er overskriften. Spørgsmålet er absurd. Ophavsmanden ved det og skjuler det ikke, for han har ikke ulejliget sig med at tilføje et spørgsmålstegn efter anførselstegnene.
Der er ikke noget Science eller Nature i human- og samfundsvidenskaberne, og det bliver ikke opdateringsudvalgene, der får det sjældne dyr ud af busken. Hvad skal det så betyde? Eller snarere: Hvad afslører denne absurditet? For det første afdækker den en foruroligende uvidenhed om det pågældende område. Validering af viden i human- og samfundsvidenskaberne sker ikke ved at publicere syntetiske resultater i form af korte artikler i en ugentlig publikation på engelsk. Sådan foregår det ikke, og det ved alle. Lad os i forbifarten bemærke, at det også er en summarisk og forsimplet opfattelse af de hårde videnskaber, der skinner igennem. Deres publiceringskredsløb kan selvfølgelig heller ikke resumeres til disse to titler. Bag uhyrligheden må man derfor forstå noget helt andet: En subliminal besked, der i virkeligheden siger: ”Vi ville gerne have, at der var et Nature eller et Science for de franske human- og samfundsvidenskaber.” Ikke to – ikke et Nature og et Science – men ét eneste tidsskrift som kilde. Et tidsskrift, som naturligvis ikke skulle kende til hverken polemik eller uenighed, og hvor AERES blot har tilbage at registrere de publicerende.

[…] det, denne overskrift drømmer om, er væsentligt mere foruroligende end ensretningen af human- og samfundsvidenskaberne. Den drømmer om… succes – det er det rette ord – om succes i ordets mest banale betydning med alt, hvad det implicerer af social anerkendelse, prestige og belønning. Succes for en lille begrænset elite, der får succes, fordi den er så fåtallig. En udtyndet elite, der kan publicere sine elite-resultater i et eneste elite-tidsskrift. En elite, som forskningsministeren – som varslet i den nylige ”karriere-plan” – kan uddele elitepræmier til i stedet for at tænke over en overordnet styrkelse af forskning og undervisning på de videregående uddannelser. En elite, som man kunne samle i nogle elite-campus’er, som ville gøre det muligt omsider at få en plads i Shanghai-rankingen.

Hvis man breder det fantasibillede ud, som regeringen åbenbart har af forsknings- og undervisningsverdenen – og som redaktøren på AERES-siden er den ufrivillige (eller ubehændige) ordfører for – så har man foran sig hele den aktuelle politik med optrævling af forskningen, af universitetet og hele uddannelsessystemet. En almindelig intetsigende overskrift kan fortælle ganske meget. Og et spørgsmål, der umiddelbart ser banalt eller sekundært ud (klassifikation af tidsskrifter) virker pludselig som fremkaldervæske for helt afgørende forsknings og uddannelsespolitiske valg.

http://evaluation.hypotheses.org/128

Forskningspolitikken i bevægelse

Pressemeddelelse, d. 19. nov. 2008 fra initiativgruppen bag
underskriftindsamlingen “for en bedre forskningspolitik”

Over 6000 studerende og ansatte ved de danske universiteter har nu skrevet under*) på en opfordring til Folketingets politikere om at ændre den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden universitetsloven af 2003. Underskriverne kræver frie universiteter og en demokratisk forsknings- og uddannelsespolitik, udmøntet i følgende krav til folketingets politikere:

1. Sikring af adgangen til højere uddannelse uanset økonomisk formåen. Vi kræver derfor en skærpet lov mod brugerbetaling.

2. Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

3. Fuld forskningsfrihed under ansvar for den enkelte forsker såvel som for institutionen som helhed. Friheden skal gælde valg af emner, hypoteser, metoder og publicering.

4. Ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.

5. Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

*

*) se underskrifterne her:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Fra initiativgruppen:
Sune Auken, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
Pia Mejdahl Daugbjerg, studerende, tidligere formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet,
Claus Emmeche, lektor, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet,
Birger Steen Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter,
Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet,
Tom Fenchel, professor, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, medlem af Royal Society og af præsidiet for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Uddybende materiale:

Dansk Magisterforening om akademisk frihed og klagen til UNESCO:
http://www.dm.dk/forskningsfrihed.aspx

Studenterrådets side om universitetsloven:
http://www.studenterraad.ku.dk/kampagner/2008e-ny_unilov/

Artiklerne ‘Genindfør universitetsdemokratiet’, ‘Skab et demokratisk og rummeligt universitet’:
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/09/stud-vip-tap-alliance-genindfr.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/10/skab-et-demokratisk-og-rummeligt.html

bloggen Forskningsfrihed?
http://professorvaelde.blogspot.com/

bloggen Forskningspolitisk Arkiv
http://forskningsfrihed.blogspot.com/

Tom Fenchel, Johnny Kondrup og Bjørn Quistorff: Sanders universiteter, kronik 22/2-2008.
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/02/sanders-universiteter.html


CE's tilføjelse til pressemeddelsen af i dag:
De 6488 underskrifter blev i dag afleveret til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, hvor initiativgruppen havde foretræde. På mødet, hvor de tilstedeværende talte udvalgsformand Marianne Jelved (R), Johanne Schmidt-Nielsen (E), Jesper Langballe (DF), Henrik Høegh (V), Kirsten Brosbøl (S), og Jonas Dahl (SF), fremlagde vi kort de mange underskriveres krav. Udvalgsmedlemmerne spurgte til en del af de problemer vi peger på, og vi fik mulighed for at besvare spørgsmål. Mit indtryk er, at der generelt i udvalget, på tværs af politiske skel og med visse nuanceforskelle, er begyndt at danne sig en bredere forståelse for nødvendigheden af de ændringer, underskriverne peger på. De 6488 underskrivere inkluderer over 3000 ansatte forskere og undervisere ved de danske universiteter.

Det er nu vigtigt at følge op på underskriftindsamlingen i forbindelse med processen i 2009 hvor universitetsloven skal evalueres - og revideres! Ministeriet må ikke få held til at udlicitere den nødvendige offentlige debat om universiteterne, og hele evalueringen, til et OECD-panel der vil foreslå nogle forkølede småjusteringer. Dette er derfor ikke kampagnens afslutning - den er først lige begyndt.
Her på bloggen følger vi processen...

Anbefaling: CBS Observer

Et nyt nummer af det redaktionelt uafhængige universitetsblad for Copenhagen Business School, CBS Observer, har et tema om kvalitet i forskning, kampen om basismidlerne, bibliometri m.v. Hermed tilgængeligt på vores arkiv (lignende tips modtages fortsat gerne):

Bjørn Hyldkrog & Christina D. Tvarnø: "CBS Observer Forskningstema", CBS Observer, nr. 3, nov. 2008. [inkl.: "Mindsket pres på vægtskålen" s.1, "Den ulige kamp om basismidlerne" s.9, "Regelstyring frem for selvstyre" s.10, "Forskningspolitik på afveje" s.11, "Basismidler, basismidler, ..." s. 11, "Bibliometri - forskningens nyttige tælleøvelse" s. 12 (med Leif Hansen), "Rankings - uegnet som målestok for kvalitet" s. 13 (m. Ole Stenvinkel Nilsson), "Mindre og ringere forskning for pengene" s. 14 (m. Peter Lotz), "Send dog tælleregimerne til tælling" s. 15 (m. Preben Melander)]. Bladets website her. Arkivets udgave med nævnte artikler i samlet pdf.

Underfinansiering og overtilpasning

Er jeg den eneste, der undres over hvor forskelligt forskningens økonomiske virkelighed tager sig ud når man læser om den på en ministeriel hjemmeside, og i de hyrdebreve, en lokal rektor eller dekan sender ud til de ansatte - for slet ikke at tale om samme ansattes konkrete erfaringer?
Den 11. november 2008 skrev videnskabsministeriet (her) at globaliseringsaftalen "sikrer fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed til at kunne disponere over økonomien i de kommende år", og Helge Sander istemmer at aftalen "dels giver universiteternes ledelser en større økonomisk handlefrihed og dels sikrer mere forskning".
Den 14. november sender dekanen for Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU denne mail til de ansatte:

"Kære ansatte på Det Naturvidenskabelige Fakultet
Prognosen for Det Naturvidenskabelige Fakultets budget for 2009 viser, at fakultetet står overfor store økonomiske udfordringer. Selv efter væsentlige tilpasninger viser forslaget et underskud i størrelsesordenen 30 millioner kroner.

Hovedårsagerne til de økonomiske udfordringer er:

• Svigtende STÅ-indtægter: Fald i optag til Det Naturvidenskabelige Fakultet på 25 % i september 2008, fra et stabilt tal på omkring 1000 årene forud til 750. Dette har især ramt biologi og til dels geofagene samt fysik. Faldet i optaget til visse naturvidenskabelige uddannelser er set over hele landet. Hvorvidt dette fald skyldes gymnasiereformen eller ændrede adgangskrav er uigennemskueligt, ligesom det er svært at forudsige, om faldet i 2008 er permanent eller en engangsforeteelse.

• Ressourceafsætninger til påtrængende vedligehold og fornyelse af infrastruktur som fx Campusplan, feltstationer og IT.

• Fald i de frie basismidler i forhold til vores forventninger. De nye globaliseringsmidler er i høj grad øremærkede til forudbestemte formål.

• Øget usikkerhed i prognosen for effekten af ændringer i overheadordningen, som er indført med tilbagevirkende kraft, samt ordningen med færdiggørelsesbonus, hvor detaljerne ikke er endeligt meldt ud fra ministeriet.

Disse forhold rammer de enkelte institutter med forskellig styrke.

I det videre forløb drøfter HSU KU’s budgetforslag for 2009 den 24. november. Det endelige budget bliver fastlagt af KU’s bestyrelse den 3. december.

Jeg har indkaldt institutlederne og fakultetets samarbejdsudvalg til møder den 4. december om formiddagen. På møderne vil vi fastlægge, hvordan vi kan implementere de nødvendige budgettilpasninger med størst muligt hensyn til fakultetets ansatte. Umiddelbart efter møderne vil jeg skrive til jer igen for at opdatere jer om situationen.

Med venlig hilsen
Nils O. Andersen
Dekan"

Også rektoratet for KU udsendte et hyrdebrev (her), den 11. november. Det er længere end dekanens, og appellerer i visse passager mere til en kremlologisk hermeneutik (som fx det om usikker ledelse). Men det rummer også fine pointer og indebærer en klar kritik, bl.a. i påpegningen af faren for overtilpasning:

"Året har også været præget af vanskeligheder og usikkerheder. Lad os blot nævne den langvarige venten på den statslige ”guldregn” til universiteterne, den hasarderede fjernelse af huslejetilskud til private og internationale bevillinger, ministeriets arbejde med modeller til fordeling af nye basismidler efter resultat, omfattende afrapporteringer samt organisatoriske omlægninger." (...)
"Uklare rammer og forventninger samt usikker ledelse kan ødelægge meget for den enkelte medarbejder og studerende."
(...) Hvis vi bevæger os fra individ- til institutionsniveau, er det på den ene side svigtende accept i omverdenen og vigende indtægter, der udgør de største risici for, at vi ikke kan realisere det, som er vigtigt. Men da rammevilkårene for universitetets virke i vidt omfang fastlægges af interessenter og samfundsinteresser, som kan have et andet hovedfokus end fri grundforskning og forskningsdrevne uddannelser, er der også en helt anden fare – at universitetet ”overtilpasser” sig tidens krav. Hermed er vi ved kernen i den nuværende diskussion om universitetets rolle i samfundet. Universitetet skal tilpasse sig nutidens krav om relevans, erhvervssamarbejde og hurtigere studiegennemførelse.
(...) Lige så klart er det imidlertid, at en for radikal tilpasning til disse krav i sidste instans kan underminere universitetets fornemmeste formål (...) ”Et universitet handler ikke om resultater i det kommende kvartal; det handler ikke engang om, hvad en studerende har udviklet sig til ved endt studieforløb. Det handler om læring, der former en generation; læring der videregiver årtusinders arv; læring der skaber fremtiden.”
Selvom KU i de kommende år gør klogt i at tilpasse sig de nye krav, er der, som allerede antydet, også en fare for, at tilpasningen bliver for voldsom. To universitetsledere, en tidligere rektor i Oxford og en prorektor i Edinburgh har formuleret på det på følgende måde:
”Universiteter er ikke blot supermarkeder for en vifte af offentlige og private ydelser, der for tiden efterspørges og hvis værdi er opgjort ved at lægge deres umiddelbare økonomiske værdier sammen. Vi hævder, at de har en dybere, grundlæggende rolle, som gør dem i stand til at tilpasse sig generationers skiftende værdier og behov, og at regeringers ønsker til ”output” derfor kun er af sekundær betydning” (citat: Geoffrey Boulton and Colin Lucas, ”What are Universities for?”, League of European Research Universities, September 2008. (Omtalt her på bloggen d. 6/10, ce))
(...) Vores vurdering af KU´s samlede situation er, at tilpasning til de eksisterende rammevilkår er vigtig og også nødvendig for troværdighed og økonomi. Men denne tilpasning må ikke antage grader, hvor universitetet fragmenteres i utilitaristiske fagskoler med kortsigtede hovedmål. Thi så kan universitetet ikke længere udføre sin opgave med at forstå mennesket, naturen og samfundet, og dermed skabe ideer og indsigt, som på bare lidt længere sigt er en del af samfundets eksistensgrundlag."

Trods den noget understatede kritik af de vilkår, universiteterne bydes, må forsøget i det rektorale hyrdebrev på at fastholde de klassiske kerneydelser ved et universitet, som ikke restløst går op i samfundsmæssige relevanskrav og forventninger, hilses velkomment.
Men hvis det skal være muligt at undgå overtilpasning kræver det, at svælget mellem det lovede ("fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed") og de forudsete økonomiske vanskeligheder, får status mere af et mareridt end af en reel virkelighed.

Forskningens instrumentalisering og taylorisering

Ligesom Jesper Eckhardt Larsen (nedenfor) kritiserer Per Øhrgaard i dagens Information (kronik) DI-direktøren Lars B. Goldschmidt for hans snæversynede opfattelse af forskningens samfundsnytte. Øhrgaard peger på risikoen for at man gennem overdreven instrumentalisering og målretningen af forskningen stik imod hensigten kommer til at ødelægge de kvaliterer ved den, som man iøvrigt ønskede at fremme.
En sådan ødelæggende instrumentalisering ses på flere planer, bl.a. det stadige fokus på konkurrence blandt forskerne, ikke nødvendigvis om de beste ideer, men om de pæneste tal på deres bibliometriske 'bundlinie', en tendens som kun vil forstærkes af Videnskabsministeriets planer om fordeling af basismidler "efter point". Jeg var inde på det i mit indlæg af 7/11 om scientometrisme, som kan defineres (i stil med ismer som biologisme eller sociologisme) som ideologiske anvendelser af et fag, her scientometri, på måder eller områder, som forvrænger fagets egentlige gyldighed. En læser sendte mig en kommentar til indlægget, som jeg efter aftale viderebringer her på bloggen:

Jeg takker hermed for dit indlæg (...) hvis hoved indhold jeg principielt er enig i og tillader mig i den forbindelse at gøre opmærksom på at det inddateringsinterface til databaserne der ligger bag graferne du nævner i dit indlæg er langt mere detaljerede end de offentliggjorte grafer giver udtryk for og bruges til opsamling af alle universitets ansattes aktiviteter /produktion ved flere universiteter f.eks. AAU og RUC.

Inddateringsinterfacet giver f.eks. også mulighed for at registrere de enkelte forskeres forskningsansøgninger. Både de succesfulde og de mindre succesfulde og dermed mulighed for at kortlægge en lang række produktions mål mm. I daglig tale omtales databasen på AAU som VBN databasen og danner i en række sammenhænge udgangspunkt for forhandlinger om personlige tillæg mm. Ingen tvivl om at Frederick Winslow Taylors og Henri Fayols tanker med stor succes kan anvendes af Mcdonalds anno 2008 i Danmark men at også danske universiteter søges ledet efter samme principper i 2008 bør vække undren.

Indlægget forbigår imidlertid diskussionen om det reelle behov blandt mange der ønsker at fordele forsknings resurser i en "oplevet", "reel" eller "italesat" "virkelighed" som opfattes som være præget af "resurseknaphed". Hvordan denne "resurseknaphed" er opstået i et af verdens rigeste lande synes reelt at være langt vigtigere spørgsmål at få dokumenteret end grafernes farve.

Spørgsmålets svar rummer måske den endelige forklaring på hvorfor nogle forskere til stadighed også på denne måde må dokumentere deres værdi og finde sig i at få deres "performance" eksponeret - offentligt og grafisk - stort set fra måned til måned. Jeg har i mit stille sind ofte spurgt mig selv om hvilke andre faggrupper eller enkeltpersoner der kan eller vil stå model til dette år efter år.

Globalisering, industri, danskhed og humaniora

Hvorfor er Dansk Industri den mest fantasiforladte organisation i kongeriget Danmark?
Kommentar af Ph.d. Jesper Eckhardt Larsen

Direktør Lars B. Goldschmidt fra Dansk Industri ved noget om forskning: enten forsker man i stumfilm fra 30erne og oldgræsk eller også forsker man i nanoteknologi. Dette standpunkt fremgår af kronikken d.4. november i Politiken.

Og så har han et regnestykke, der går ud på, at der hvert år udklækkes 120.000 kemi-ingeniører i Indien og ”kun” knap 3000 i Danmark. Man kunne følge hans tanke videre. Hvis nu 3-4 % af alle danskere holdt op med at tage på højskole og læse om demokratiopfattelsen hos Hal Koch og Grundtvigianerne under besættelsen, eller om menneskerettigheds-diskussionerne efter den franske revolution og i stedet uddannede sig om som ingeniører, ja – så ville Danmark med bare 5 millioner indbyggere have lige så mange ingeniører som et subkontinent. Dansk Industri længe leve. Dette er tanker fra den visionære danske industris fremmeste talsmand.

Et alternativ til disse tanker kunne lyde sådan her. Et mere fantasirigt scenarium fremskriver de udviklingstendenser som de sidste 30 års globale arbejdsdeling lægger op til: efterhånden er den industrielle produktion lagt ud til de nye økonomier i Kina og Indien. Med de både negative og positive følger for disse lande, som man kan læse om fra avisernes korrespondenter. Og hvad er da blevet ”vores” opgaver i denne nye verdens arbejdsdeling? Et kort svar er videnstung, kompleks, symbolmanipulerende og kreativ innovation. Og næste spørgsmål er så, i hvilke samfund sådanne arbejdskræfter trives bedst i? Ja, gæt selv – i vidensglade, mangfoldige og levende intellektuelle kulturer, hvor man tænker på andet end jernindustrien – ikke for at undervurdere Nakskov Skibsværft, men er det dét Danmark skal leve af i 2050? Næppe!

To steder hvor nye vidensvirksomheder blomstrer op globalt set er både omkring de store levende byer i USA og i centraleuropæiske byer som Zürich. Her samles hjerner fra hele verden i firmaer som Google og Microsoft, og udvikler dagen lang – for om aftenen at nyde tunge diskussioner om betydningen af det (oldgræske) demokrati for USA’s selvopfattelse efter Anden Verdenskrig, eller om historisten Ranke havde ret i, at krige i længden fører til moralsk udvikling af menneskeheden? I dette selskab tror jeg at Lars ville sige: ”jo – jeg spiller da Golf, men ellers er mine interesser penge, penge og penge. Jeg interesserer mig kun lidt for, hvad de går til, det er for nemt!” (en samfundsøkonomisk prioritering imellem atomvåben eller bred og kritisk uddannelse kunne f.eks. være et interessant spørgsmål at stille Lars).

Altså: kære danske industriledere og industriudviklere: hvad vil i helst have at Danmark bliver: en forstad til Stalins utopi om en tung jernindustri? Eller til et levende og ”klogt” sted a la Seattle og Zürich? Jeg ved godt, hvad de fleste danskere ville svare. Og også, hvad de mennesker, der endnu ikke ved, at de skal være danskere senere i deres liv vil svare!

Dansk Industri – tag jer sammen! I kunne jo besøge et af de globalt ledende universiteter i USA og spørge om ikke de snart nedlægger deres afdelinger for filosofi, globale kulturstudier, politisk tænkning og vestlig civilisationshistorie. De ville stille og roligt vise jer døren. I er da for kedelige og dertil fuldkommen fantasiforladte. Det tegner ikke godt for dansk konkurrenceevne, hvis dette er refleksions- og innovationsniveauet for - ja ”Dansk” industri….

USA’s multikulturalitet er en dybt forankret motor bag flere former for humaniora. Den ene side af denne tendens er ønsket om at skabe, hvad der ikke findes historisk: et fællesskab om et sæt af historiske erfaringer, der binder et stort demokrati sammen. Altså den vestlige politiske historie siden Atnens demokrati, over Rom og frem til oplysningstidens menneskesyn, der har dannet grundlag for USA’s selvforståelse i 200 år. Den anden side er det, man med den tyske filosof Joachim Ritter kunne kalde den kompensatoriske og erindrende funktion af humaniora. I den realiserede moderne utopi, hvor alene materielle goder og politiske rettigheder definerer medborgerskabet, der får den enkeltes og den større eller mindre etniske eller religiøse gruppe den funktion, at den danner et ”Gemeinschaft” midt i det nivellerende ”Gesellschaft.” Derfor sponsorerer det islandske selskab i USA en lærestol ved et amerikansk universitet i islandske studier og kultur. Eller en bulgarsk rigmand giver penge til, at et universitet kan støtte en lærestol i bulgarsk. Altså ideen om, hvad man tager med på en tømmerflåde eller en øde ø af åndelig føde og minder fra ophavslandet.

Danmark har en anden historie. Det nationale fællesskab blev defineret etnisk og sprogligt efter tabet af den multikulturelle og flersprogede helstat. Og herefter er det blevet taget for givet – til absurde situationer i 2008, hvor ministeriets undervisningsmateriale om demokrati hedder ”Demokrati på dansk” og på forsiden bærer et billede af en tørklædeklædt muslim. Demokratiet, fællesskabet og ophavet er og skal i evighed være danskheden. Dette kan intet rokke – og intet skal rokke det.

Realiteten er, at Europa også mht. flersproglighed og multikulturalitet konvergerer med den amerikanske udvikling. Dette er hverken et politisk håb eller et ønske – men en politisk og demografisk realitet. Trods recession er der behov for indvandring, som DI da også erkender. Vi skal kunne tiltrække folk der ikke har Grundtvig med i bagagen. Hvad vil disse mennesker, ud over lave skatter og billige biler ønske af det danske kulturelle, politiske og uddannelsesmæssige fællesskab? De vil mindst kræve, at man lærer om andet end Danmark i Danmark. Et simpelt og kort ønske – der dog kræver en del investeringer og offentlige og politiske tiltag for at realiseres. Et lille og ydmygt ønske er, at DI erkender dette som et reelt behov.

Professor i sprog ved DPU, Århus Universitet Anne Holmen argumenterer for en erkendelse af den reelle flersproglighed også i Danmark. Jeg tillader mig at tilslutte mig med et ønske om en erkendelse af den reelle globale sammenknyttethed – også inden for dette lille lands grænser. Vi hænger sammen med Pakistan, UK, Japan, Korea, Somalia og Tyskland på måder, som gør at et velfungerende globaliseret videnssamfund også har behov for viden om disse landes kulturer, ophav, historier, forskelle og ligheder.

Det er out-dated at mene som visse østrigske kommentatorer at negrer ikke egner sig til Vesten. Det er lige så out-dated at mene som DI – at al udvikling er teknisk og teknokratisk defineret. Husk på, at menneskene følger med. Så kort kan det udtrykkes.

Humaniora, multikulturalitet og flersproglighed er ikke en del af problemerne i globaliseringens tid, de er en del af løsningerne.

Flere temaer kunne være relevante at bringe op i denne sammenhæng: er en rent teknokratisk uddannelse en dårlig uddannelse? Hvorfor er socialdemokrater (som Lars B. vist nok er en særlig eksponent for) særligt fantasiforladte? Hvorfor følger de borgerlige i Danmark denne socialdemokratisme? Hvor er f.eks. den dannede borgerlige opposition til dette? Hvor er den samfundskritiske og kulturkritiske tanke i socialdemokratismen? Hvor er den historiske bevidsthed hos Lars B.? Hvad er gået galt i uddannelsen af danske erhvervsledere? Men al dette kan vi jo diskutere på onsdag i Dagmar.

Man gør guldgåsen til en burhøne

Overskriften stammer hverken fra Institut for Genombaseret Fjerfugleavl eller Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, men fra biolog, videnskabsteoretiker og professor ved Institut for International Kultur- og Kommunikationsstudier på CBS, Søren Brier, og er citeret fra hans klumme "Fair speak i vidensamfundet" på websitet for Dansk Sociologforening. Han kritiserer bl.a., at

"man, i mistillid til, hvad der udrettes, [har] søgt at kontrollere og styre forskernes arbejde fra eksterne økonomiske kilder ved at flytte forskningsbevillingerne væk fra universiteternes kontrol ud i forskningspolitisk styrede fonde. Men netop herved, risikerer man at fjerne det indre engagement, som man så gerne vil finde hos de ansatte i erhvervslivet."

Klummen former sig som en kritik af kategorien videnssamfund, som Brier ser som

"et New Speak-ord i stil med "Udlændinge service". Det er et begreb produceret af et Janus samfund, der kigger med et "neo-kasino-liberalistisk" blik på erhverslivet og med et "østtysk statssocialistisk" blik på den offentlige sektor. Dette "videnskontrolsamfund" ønsker maksimal frihed for virksomheder og økonomiske aktører og frie valg for forbrugere, men maksimal kontrol over offentlige ansatte - inklusive forskere, undervisere og offentlige eksperter - hvor alle skal rapportere så meget om alt og alle, at produktiviteten, arbejdsglæden og kreativiteten falder drastisk. Det er et system, der er trygt og glad ved styring af penge og magt og meget bange for de grænsesprængende og magtændrende aspekter ved viden."

I den situation er det opløftende at se seriøse analyser ved forskere fra humaniora og samfundsvidenskab, som fx i det seneste nummer af Slagmark, et temanummer om videnssamfundet, kritiserer samme begreb. Anbefales kan bl.a. Asger Sørensens analyse af truslerne mod det videnskabelige kvalitetssikringssystem, og Esther Oluffa Pedersens analyse af hvorledes DI og CO-industri havde skæbnesvangert 'held' til at påvirke den danske forskningspolitik og univesitetslovgivning ved årtusindskiftet (begge kan hentes i arkivet). Disse bør være pligtlæsning for de forskningspolitiske ordførere!

Scientometri og scientometrisme som forskningsformidling

Hallo!, stor undren! - tænkte jeg, da jeg faldt over denne feature på RUCs websider. Jeg har ikke set den før, men ved ikke hvor ny den er. Går man ind på forskning.ruc.dk og via "Forskningsenheder" klikker sig frem til et institut, fx det for Globalisering, præsenteres man for et festfyrværkeri af søjle- og lagkage-diagrammer og grafer, der leder tanken hen på årsregnskabet for en større financiel virksomhed, her dog med output og bundlinier i form af antal publikationer. Jeg gad vide hvad informationsværdien af de mange diagrammer for hvert institut - endda for hver af de enkelte forskningsgrupper - egentlig er, med mindre man da lige selv skulle være universitetsdirektør, bibliometrisk sagkyndig eller ansat i den store Forsknings- og Innovationsstyrelse, i gang med at fintune sine indikatormodeller. Måske er det en slet skjult cadeau til samme styrelse? Hvad synes kommunikationsfolket og formidlingseksperterne om graferne - er det mon den bedste måde at formidle forskningen på? Repræsenterer de viden, "viden om viden" eller videnskabens instrumentalisering? Man kan endda med et enkelt klik få "vist flere grafer" (som nedenstående, klik for at forstørre) og enkelte af de mangefarvede kan ikke helt fraskrives æstetiske kvaliteter, men rationalet i tællemanien - og den ikke ringe tid, der må være medgået til at præsentere hele herligheden - fortaber sig i det uvisse.
Nu ved jeg det - heureca! Det skal selvfølgelig animere til at højne selve forskningsproduktiviteten, være et incitament! Og ja, figurer som disse virker, når man først har overvundet al blufærdighed, nærmest suggererende. Man drages langsomt til selv at sidde og måle og veje og sammenligne. Den indre bibliometriker vågner. Selv holder jeg mest af den minimalistiske æstetik, som den hosstående graf, der bereder sindet med en højere form for ro - måske endda moro.

Forskningsfrihed er ikke en ret, men en pligt

Næste møde i Humanistisk Forum:

Onsdag den 26. november
Mødet finder sted på RUC, kl. 16 - 18.30 i lokale 01 (lige over for kantinen).

Programmet indledes med et offentligt foredrag, og afsluttes med generalforsamling for medlemmer af Humanistisk Forum:

1. Nils Bredsdorff: "Forskningsfrihed er ikke en ret, men en pligt" efterfulgt af diskussion. (Artikel af Bredsdorff sendt med tidligere indkaldelse til mødet).

2. Nye arrangementer der tegner sig i 2009.

3. Stiftende generalforsamling for foreningens medlemmer. Der har meldt sig flere kandidater til bestyrelsen og vi modtager gerne henvendelse fra flere inden mødet.

Karen Lisa Salamon, Cathrine Hasse & Charlotte Engberg

(Se evt. Nils Bredsdorff (2008): "Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed – essays om universitetspolitikken og styrelses- og universitetslovenes historie", Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr. 51, Roskilde (pdf file))

Brosbøl og Obama: Tid til forandring!

I anledning af valget af Barak Obama til præsident udsendte den amerikanske organisation Union of Concerned Scientists i går en pressemeddelelse, hvori de bl.a. skriver

What a night! On so many levels, this is a historic moment. President-elect Barack Obama promises positive, productive leadership on many issues members of the Union of Concerned Scientists care deeply about—building a clean energy economy; reengaging in international negotiations on global warming and nuclear weapons; and restoring the integrity of science in federal policy making. (...) With your help we will: (...)
Restore scientific integrity in government by working with the new administration and Congress to guarantee federal scientists’ freedom to publicly communicate their findings, publish their work, disclose misrepresentation and censorship, and have their work evaluated by peers—all without fear of retribution.

Bush-administrationens antividenskabelige holdning i en lang række spørgsmål er notorisk, og uden sammenligning med danske forhold, hvis man lige ser bort fra VK-regeringens udfald imod eksperter og smagsdommere, slagtningen af en række videnskabelige råd og udvalg efter 2001, loven om universiteter fra 2003 som afskaffede det akademiske selvstyre, og 2006-lovens på flere måder farlige fusioner af sektorforskningsinstitutter og universiteter. Men også herhjemme er der grunde til håb om forandring, selv på den universitets- og forskningspolitiske front. I går bragte Information en kronik (her) af forskningsordfører for Socialdemokraterne, Kirsten Brosbøl, hvor den glædelige nyhed er, at S nu er parate til at revidere selve loven!
Meget tyder på, at S har nuanceret deres syn på universitetsloven siden valget sidste år, selvom der stadig er en del tilbage at ønske. Det er nok ikke tilsigtet at Brosbøl i kronikken kommer til at fremstille forskningsfriheden som primært en konkurrenceparameter for universiteterne når de skal tiltrække kreative medarbejdere. Men det handler ikke kun om videnskaberne og universiteterne selv. Det er heller ikke primært af hensyn til forskerne, at loven skal ændres. Universiteternes uafhængighed og forskernes uantastelige ret til at forske frit og ytre sig kritisk er afgørende for hele samfundets udvikling.

Sauvons la recherche

Fra bloggens udenrigspolitiske korrespondent, Lisbeth Verstraete Hansen, forlyder det, at der er endnu en underskriftindsamling i gang mod bibliometri-bølgen, i Frankrig (www.mlibr.org), hvor man har nedsat et akkrediteringsråd AERES (L’Agence d’évaluation de la recherche et de l’enseignement supérieur), der skal evaluere ikke blot uddannelser men også forskning, laboratorier, forskningscentre osv. Allerede i sensommeren var der ballade: Udvalgene for Kunst og Litteratur lod vide, at de i år ikke agtede at publicere lister, da de ikke syntes, at den forudgående refleksion havde været tilfredsstillende.
Det med danske øjne meget interessante er, at den ledsagende tekst til underskriftindsamlingen - måske lige bortset fra enkelte retoriske virkemidler - kunne være skrevet her...
Manglende dialog, del-og-hersk-princippet (universitet mod universitet, naturvidenskab vs social- og humanvidenskaber...).

Samtidig med underskriftindsamlingen har sammenslutningen "Sauvons la recherche" [Red forskningen] udsendt et moratorium (www.sauvonslarecherche.fr/spip.php?article2147), en appel til de forskere, der kunne tænkes at blive opfordret til at sidde i evalueringsudvalgene, og som opfordres til at tilkendegive, at de ikke agter at deltage i dette arbejde - ikke fordi de principielt er imod en form for evaluering, men fordi arbejdet foregår fuldstændig hen over hovedet på forskersamfundet. Her har indtil videre næsten 1400 - bl.a. Luc Boltanski skrevet under.
Der er frygteligt mange lighedspunkter med det, vi oplever her, og det gælder formodentlig også resten af Europa. Til orientering bringes nedenfor nogle oversatte afsnit fra ledsageteksten til den franske underskriftsindsamling mod bibliometrien. Teksten giver en ide om, hvordan det store europæiske forskningspolitik-eksperiment tager til i styrke flere og flere steder.
Lisbeth Verstraete Hansen, som hermed bydes velkommen på bloggen, takkes for substansen i dette indlæg.

Mobilisering for en befrielse af forskningen
[ http://www.mlibr.org/ ] Uddrag.

[Om Akkrediteringsrådet for forskning og undervisning, hvor udarbejdelsen af bibliometri-listerne er placeret]: Dette nye administrative og ideologiske system vil fremover pålægge forskere og undervisere ”lister over god forskning” (over god opførsel?). Evaluere, sortere, eliminere… Er vi ved at opleve forskningens 1984?
[…]
Situationen er alvorlig: Det tællelige og kvantificerbare forekommer objektivt og indiskutabelt. Måle-diskursen, fra psykometri til bibliometri, bliver den officielle diskurs. Alt tælles og sættes på lister. Desuagtet at Historien har lært os, hvad LISTER kan betyde, når de udgår fra en central magt: Man begynder med at evaluere, så sorterer man, og til sidst eliminerer man…
[…]
Vi må på det kraftigste tage afstand fra at anvende markedets lov på kultur, videnoverførsel, erkendelse og forskning. Vi ønsker at modsætte os en centraliseret statskontrols snigende infiltrering af viden, erkendelse og kultur i skoler og på universiteter. […] Vi ved alle sammen at Shanghai-rankingen er en stor komedie; der er bare ikke nogen, der har lyst til at le. Den aktuelle liberale politik er dygtig til at få os til at tro, at vi halter bagefter, at vi ikke er konkurrencedygtige: Derfor skal viden og erkendelse rettes ind efter markedskriterier… Derfor skal vi underlægges kontrol og evaluering, gå i takt.
[…]
Der findes allerede evalueringssystemer, og det har der gjort længe. Som forskere og undervisere har vi alle sammen været igennem dem, lige fra concours til publikationer. […] Selvfølgelig er det både nødvendigt og frugtbart at opretholde en kritisk refleksion over vores praksis, fordi vi i vores funktion har et ansvar såvel over for den brede og varierede kreds af studerende som over for vores medborgere, som vi skal stå til regnskab over for. Vi afviser ikke evalueringer – på betingelse af at det foregår i gensidig forståelse og dialog, som bevarer den kvalitative vurdering af vores arbejde. Vi afviser ikke dialogen, men det må være på betingelse af, at det formulerede mål (forbedre forskning og undervisning) rent faktisk svarer til de reelle motiver for foretagendet og ikke tjener snævert økonomiske interesser (budgetnedskæringer, stillingsnedlæggelser, langsom forsvinden af visse discipliner eller uddannelsesniveauer).
Situationen er kompleks. AERES er ikke bare et evalueringsråd, selv om det er den sproglige dragt, man har iklædt det. Det snedige i denne statspolitik består i at præsentere rådet, som om det tjener universitetets interesser, når det i virkeligheden skaber betingelserne for sønderrivende konflikter mellem de forskellige vidensinstitutioner. Kategoriale interesser (”bare jeg nu er på listen…”) fortrænger den almene interesse. At dele har altid været en god strategi for at gå videre uden at skulle i dialog.
[…]
[Forskningsminister] Valérie Pécresse udtalte i et interview, at ”Al forskning er en konkurrence”. Men er det ikke endnu engang at sammenblande ordene konkurrence og kappestrid [émulation = hvor enhver søger at yde sit bedste]. Jo, forskerne har brug for en kollektiv kappestrid for at reflektere over og diskutere deres forskning. Denne kappestrid bevidnes af de hundredvis af kollokvier der finder sted hvert år, og som samler franske og udenlandske forskere fra forskellige – nogle gange indbyrdes afvigende – discipliner og teoretiske traditioner. Det er fora for diskussioner, der nok kan være stormfulde, men som altid er stimulerende. Denne kappestrid næres af publikationer i frie tidsskrifter og bøger. […] Tanken fødes også af polemik og debat.
Og dér ligger problemet. Den aktuelle liste- og evalueringspolitik vil tage livet af denne tankes dynamik. Den demoraliserer forskningen, fordi den instrumentaliserer den. Tanken bliver et instrument for den ene eller den anden klan, for den ene eller den anden karriere. Den moral og den etik, som er en nødvendighed for tanken, kvæles af utilitarismen og effektivitetsdiskursen. Den statslige forskningspolitik forsøger at underlægge viden magten. Nu kan det være nok med tanken, siger denne evaluerings- og normaliseringspolitik med sine kvantitative kriterier
[…].
Den aktuelle forskningsevalueringspolitik fører til opdeling mellem fagområderne og til mistænkeliggørelse af de forskellige discipliner. Social- og humanvidenskaberne, på den ene side, er mindre og mindre velsete af magthaverne pga. den trods de byder en enkel kvantificering; på den anden side anses de eksakte videnskaber med deres kvantificerbare anvendelse for at sidde inde med sandheden om menneskets, verdens og universets måde at fungere på.
[…]
Hvilken fremtid bliver der så for de fornyende ideer, for den banebrydende tanke, der lige præcis trodser de statslige og de normative strømninger? Hvad bliver der af den frugtbarhed, der udspringer af fiaskoer og fejltagelser, og som i århundreder har drevet viden og tanken fremad? Hvad bliver der af det tidsskrift, man vil sætte i verden, men som allerede er dødfødt, fordi det ikke står på listen? Liste-politikken er en ideologi, der udglatter tanken. Den er forskningens og erkendelsens absolutte modsætning.
[…]

Når kontraktlederen performerer

Læsere af FORSKERforum nr. 218, okt. 2008 (vil snart kunne downloades her) vil kunne læse om kontraktstyring af de enkelte forskere på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (ordet universitetsskole minder mig om sammenstillinger som "en kogende isterning"). I det kolde efterår kan læseren varme sig med muntre svar, fx på spørgsmål fra FORSKERforums journalist, der spørger
- "Kontraktledelse på individniveau lyder som meget radikalt i en vidensorganisation som et universitet?", hvortil dekan Lars Qvortrup svarer:

"Jeg opfatter det faktisk omvendt: det er en slags garanti for medarbejderne. Vi har altid haft krav om ekstern indtjening, men nu kan medarbejderen henvise til en kontrakt eller aftaleprincipper i deres hverdag. Der er en garanti for at undgå skævvridning i arbejdsopgaver, fordi det bliver mere synligt, hvordan der performeres".

Det er en ret kvik leder, der kan fremstille forringede arbejdsvilkår for forskningen med plusord som garanti og synlighed (jeg vil ikke udmale hvordan "performeres" skader mit sarte sprogøre). For en gang skyld tager FORSKERforum blødt på en leder, som da også selv er god til at fremstille sig selv som blød og lyttende, og det forlyder (s. 14) at omstruktureringsprocessen "forløb overraskende gnidningsløst". Spørgsmålet "Hvordan lykkedes det for Qvortrup?", implicerer, rigtigt gættet, AT det lykkedes.
Men i universitetsverdenen er processerne langsomme. Der gik flere år mellem vedtagelsen af 2003-loven om universiteter, til det gik op for forskerne hvilket managementvælde, den faktisk indførte. Måske vil det ikke være anderledes her. I al fald får man et noget andet billede, når man taler med de ansatte på DPU. Herfra lyder kommentarer som:

"Det er simpelthen så skrapt den drejning forskningen tager her på DPU. Der bør gøres opmærksom på det. Pr. 1. januar 2009 træder den såkaldte incitamentstruktur i kraft. Det betyder, at den enkelte forsker skal bestræbe sig på at efterleve en såkaldt 15-25-30-30 model.
Det betyder ganske enkelt, at den enkelte forsker skal forvente at bruge 15% tid på administration, 30% på undervisning, 30% på ekstern finansiering og 25% er så ’fri forskning’ (hvilket minder om ’fri leg’ begrebet)."
- Men det er vel ikke alle afdelinger, der har den samme profil, fx udbyder lige meget undervisning - hvad så med dem?
"Hvis der ikke er undervisning man kan tilbyde, så skal man f.eks. hente 60 eksterne midler hjem, pr. år."
- Men en del ekstern financiering dækker vel post.-docs og ph.d.-stipendier?
"Det gælder ikke, at man henter ph.d. midler hjem. Det eneste der tæller er understøttelse af egen løn. Men da temmelig mange fonde slet ikke vil imødekomme ansøgninger, hvis ikke universitetet selv medfinansierer, kan det blive temmelig vanskeligt. Det betyder jo også, at man af egoistiske grunde vil fokusere på sin egen understøttelse og dermed ikke medvirker til at rekruttere nye forskere."
- Er det hensigtsmæssigt for mangfoldigheden af den pædagogiske forskning?
"Et problem er, at der jo findes problemfelter, som ikke synes attraktive for fonde at støtte. Hvad sker der så med dem? Skal man så bøje sin forskning så meget, så den kan komme i betragtning? Eller bliver den slags på sigt afskediget (selvom der publiceres artikler internationalt)?
- Du mener, det kan hæmme nye fagområders fremvækst?
"Ja, det der står tilbage er blot det veletablerede, velanskrevne, som omverdenen allerede har sagt god for. Hvad blev der af nytænkning, nye paradigmer, tværvidenskab og den viden, som vi ikke kan bruge i dag, men måske i morgen?"
"Jeg bliver faktisk ret trist på vegne af forskningen og den måde den bliver behandlet på. Er problemet ikke, at universiteterne bliver affolket, når vilkårene bliver så ringe, at det at gå med aviser bliver mere attraktivt, der kan man bestemme selv og skal ikke samtidig med arbejdet finde sine egne lønmidler."

Er dansk forskning i krise?

Dagbladet Politiken spørger: Er dansk forskning i krise? Det sker på et debatmøde i Dagmar Teatret i København 12. november, hvor redaktionschef Peter Mogensen leder en diskussion mellem videnskabsminister Helge Sander, de radikales forskningsordfører Marianne Jelved, KU-rektor Ralf Hemmingsen og DI-direktør Lars B. Goldschmidt. Her er oplægget:

Uddannelse er Danmarks råstof. Men optaget på landets universiteter er det laveste siden 2002. Antallet af optagende på universiteterne faldt i år med 12 procent. Hvordan sikres det at flere får en videregående uddannelse? Og hvordan mindskes frafaldet, som koster samfundet op imod 300 millioner om året?
- Universitetsloven skal revideres i 2009, så hvordan skal fremtidens universitet se ud?
- Skal de studerende presses hurtigere igennem studiet?
- Kommer det til at gå ud over fagligheden?
- Er forskningen fri eller bundet af politikernes ønsker?
- Bruger forskerne for meget tid på at søge midler i stedet for at forske?
- Hvilken rolle skal universitet spille i forhold til erhvervslivet?

Dette arrangement er en del af debatrækken ’Politiken Diskussioner’, som sætter nogle af samfundets kerneproblemstillinger til debat.
DATO: Onsdag 12. november kl. 16.30 - 18.00
STED: Dagmar Teatret, Jernbanegade 2, København V.
PRISER: Fri entré + billetgebyr 10 kr.
Billetbestilling er nødvendig. (se her)

Mere Blue Skies i forskningsfinancieringen

Fra bloggens netværk skriver en bidragyder:
"Et par timer inden Sander i Deadline forklarede, hvorfor rumforskning og ikke fri forskning skulle have de fleste af globaliseringsmidlerne, var der et indslag i Orientering om ”Kampen om forskningsmidlerne” og et tiltag fra Royal Society, som vil støtte den frie forskning… Præsentation nedenfor, link først:
http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2008/10/20/162955.htm

Kampen om forskningsmidlerne
20. oktober 2008 kl. 17:10 på P1
Kampen om forskningsmidlerne (07:48)
af Louise Puk

Der er hård kamp mellem strategisk forskning og fri forskning, når globaliseringsmidlerne til forskning skal fordeles i de kommende år. Fem milliarder kroner ekstra kan de danske forskere glæde sig over fra 2009, for der er stor politisk interesse for at styrke forskning og innovation så Danmark fortsat kan være en af verdens førende vidensøkonomier.
Men mens der er enighed blandt politikere og forskere om at der skal gives penge til forskning er der stor uenighed om, hvordan pengene skal gives. For står det til regeringen vil kun 10-15% af de fem milliarder gå til den frie forskning, hvor universiteterne altså selv kan bestemme, hvilken forskning pengene skal gavne.
De øvrige 85-90% skal universiteterne konkurrere om og vil på forhånd være øremærket til forskellige satsningsområder, som der er politisk interesse for at styrke.

Men hvis man ønsker innovativ forskning er det en dårlig ide at udstikke bestemte rammer og stille krav om bestemte resultater på forhånd. Det mener professor ved Imperial College i London Chris Toumazou. Han står i spidsen for en ny fond under Royal Society der har som ambition at give 1 million pund om året til den forskning, som har vanskeligt ved at få økonomisk støtte idag. Medvirkende: professor Chris Toumazou fra Imperial College i London."

Læse mere om Theo Murphy Blue Skies awards her.

Regeringen vil den fri grundforskning til livs

Vi modtager ofte højaktuelle kommentarer fra læserne, som vi gerne viderebringer. En professor fra sundhedsvidenskab takkede bloggens skribenter og kommentatorer for at påtage sig

"den utaknemmelige opgave det er at tale det politiske establishment midt imod. Der er for mig ingen tvivl om at vi med den nuværedne universitetslov har mistet vores forskningsfrihed.
Lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus, Christian Bjørnskov, skriver i et indlæg i weekendavisen nr 34 2008 (22 august 2008), om helt nye amerikanske undersøgelser der viser størst effekt ved fri grundforskning, og han rejser spørgsmålet om ikke den nuværende forskningspolitik er direkte samfundsskadelig idet en ubalancret satsning på strategisk foskning.
Desværre kan der ikke være tvivl om at regeringen vil den fri grundforskning til livs. I bemærkningerne til Finansloven 2004 siger man på side 106: "Selvom de mange og vidt forskellige resultater fra empirien peger på positive samfundsøkonomiske afkast af investeringer i forskning, kan der ikke konkluderes noget entydigt, om hvor meget offentlige forskningsmidler vil kunne bidrage til velstandsudviklingen. Økonomisk teori giver heller ikke noget konkret bud på fordelingen mellem den offentlige og private indsats." Det falder pænt i tråd med at der faktisk er dem der mener at offentlig financieret forskning er af det onde - det forvrider konkurrencen med privat forskning. Jeg tror ikke at regeringen har tillid til at forskerne.
Problemet er at vi tillader politikere og embedsmænd at blande forskning og udvikling sammen begrebsmæssigt. Det er to væsentforskellige processer, og den offentlige debat lider under at man ikke klart skiller forskning og udvikling ad. Selve begrebet "strategisk forskning" er udtryk for begrebsforvirring og det forhindrer at de rigtige beslutninger bliver taget.
Min påstande vil være
1) Offentlig financieret grundforskning (dvs fri, forskerinitieret forskning) vil afdække ny erkendelse og nye opdagelser som samlet set altid vil være af stor samfundmæssig nytteværdi.
2) Offentlig financieret udvikling (læs "relevant forskning" - et newspeak begreb) vil ikke (eller i meget begrænset omfang) afdække ny erkendelseer eller opdagelser. Hvis politikere, embedsmænd og/eller erhvervsfolk kan pille en vinder ud blandt alle nitterne i udviklingsfasen - så har vi jo slet ikke et problem. Sagen er at det kan de ikke og at statslige satsninger som det strategiske forskningsråd og højteknologifonden desværre er statsfinancieret roullette."

Kvalitetskontrol, videnskab og magt

Staten vil give Videnskaben (universiteterne) penge “efter kvalitet” (New Public Management, konkurrenceideologi, OECD’s globaliseringsdiskurs), men mangler en målestok for kvalitet. Staten (FI, Forsknings- og Innovationsstyrelsen i Videnskabsministeriet) beder Videnskaben (et til lejligheden opfundet system af Faglige Udvalg for 68 forskellige videnskabelige felter, plus diverse tekniske og politiske über-udvalg) om at udvikle et mål for forskningskvalitet, en såkaldt forskningsindikator, med sideblik på hvad andre har gjort (den norske model). Det er en politisk beslutning at måle ydelser og give penge derefter, men da det som måles er videnskab og ikke politik, må selve målet legitimeres i Videnskaben - derfor er udvalgene netop faglige, de repræsenterer den videnskabelige fagkyndighed og består af forskere.
Men henover sensommeren 2008 vækker det harme i de faglige udvalg, at staten (FI) blander sig i disses vurderinger. Et eksempel: et udvalg (for videnskab X) indstiller tidskrifter til ranking (niveau 1 eller 2) på en slags kanon (en autorisationsliste for de af videnskab-X’s tidskrifter der “tæller”, modsat de som dømmes ude), men oplever, at FI herpå fjerner ca. 100 tidsskrifter fra deres liste. FI mente ikke, at disse var “videnskabelige” nok, da FI ikke anså disse tidskrifters “kvalitetstjek” i form af fagfællebedømmelse, peer review, af de indsendte manuskripter, for tilstrækkelig. Udvalget for videnskab X protesterer. Staten bøjer sig, og der kommer 900 tidsskrifter med. Billedet går igen i varianter. Visse udvalg nægter helt at tage ansvaret for listerne. Hvor langt vil staten gå i sit forsøg på at styre den faglige proces? Hvor lidt troværdighed og hvor meget mere ballade kan den øverste ansvarlige, ministeren selv, tåle?
Med hvilken legitimitet kan staten intimidere videnskaben i denne sag? I en moderne stat, den være sig plansocialistisk eller neoliberalistisk, kan styring kun ske legitimt udfra rationelle og faglige, her: videnskabeligt begrundbare hensyn. Hvad gør staten, hvis disse mangler? Ligesom ord ofte faldbydes, når man mangler et begreb, kan en hel fagdisciplin byde sig til, når man mangler faglig indsigt. Har man brug for fornuftig styring, håndtering og organisering af ydelser, stiller managementvidenskab, ledelsesfilosofi, eller informationssystemer sig til rådighed og bliver selv politik. Har man brug for måling af videnskabelig kvalitet, stiller bibliometri (evt. scientometri) sig til rådighed. Helt konkret har staten/FI i denne sag udliciteret sin egen “kvalitetskontrol” af de faglige udvalgs forslag til autorisationslister til Danmarks Biblioteksskole, hvor et stort antal studerende og andre har været igang med at tjekke hvert enkelt tidsskrift og forlag for, om de overholdt kravet om fagfællebedømmelse.

Historien har udviklet sig til en farce. Staten beder 365 professorer og lektorer indenfor 68 videnskabelige feltet om at træde i karakter som smagsdommere og pege på de publikationskanaler, som repræsenterer det bedste. Så hyrer staten en bibliotekskoles studerende til at kvalitetskontrollere professorernes kvalitetskontrollister, som vejes og findes for lette. Et professorvælde, simuleret til lejligheden, og væltet igen.

De tre rektorers jagt på større del af kagen

Det er et bizart udtryk for et topstyret managementvælde og mangel på indflydelse for de ansatte at læse de tre rektorers brev til Sander (her) om at "Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Danmarks Tekniske Universitet skal derfor foreslå, at bibliometrien" (som de henviser til som "analyse af forskningscitationer") "også bør indgå som indikator til måling af danske universiteters kvalitetsniveau og dermed en del af grundlaget for den fremtidige fordeling af universiteternes basismidler" — efter den omfattende kritik af selve tanken om konkurrenceudsættelse af basismidler, og efter at selv embedsmænd i Forskningsstyrelsen (FI), der arbejder med en anden forskningsindikator (ikke citationsanalyse!), for længst har indrømmet, at der ikke måles kvalitet, men kvantitet. De tre rektorer er helt ude af trit med såvel FI, de videnskabelige miljøer og politiske virkelighed.
Godt at der nu har vist sig at et politisk flertal i Folketinget, som er skeptiske overfor hele tanken om at universiteterne skal konkurrere endnu mere. Med en konkurrenceudsættelse af basismidlerne bliver der ikke, som de påstår, tale om "en balanceret afvejning af universitetsopgaverne og udtryk for kvalitet", for som bl.a. professor Preben Melander fra Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på Copenhagen Business School har påpeget, kan man ikke måle sig til kvalitet. Det vil, jf. den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg i Århus, trække universiterne i retning af uddannelsesfabrikker og sektorforskningsinstitutioner.
Læs også kommentaren i FORSKERforums Nyheder (kopi her).

Endnu flere ledende humanistiske tidskrifter boycotter den europæiske tidskriftsrankingspolitik

For et par måneder siden fortalte jeg om at ti redaktører for de ledende tidsskrifter inden for videnskabsistorie og videnskabsfilosofi havde lavet en fælles deklaration mod European Science Foundation's initiativ til at oprette et europæisk rankingsystem for humanistiske tidsskrifter (ERIH).

Nu har stort sett alle redaktører for tidskrifter på dette område skrevet under på udtalelsen (i alfabetisk rækkef'ølge):

Hanne Andersen (Centaurus)
Roger Ariew & Moti Feingold (Perspectives on Science)
A. K. Bag (Indian Journal of History of Science)
June Barrow-Green & Benno van Dalen (Historia Mathematica)
Keith Benson (History and Philosophy of the Life Sciences)
Marco Beretta (Nuncius)
Michel Blay (Revue d’Histoire des Sciences)
Cornelius Borck (Berichte zur Wissenschaftsgeschichte)
Geof Bowker and Susan Leigh Star (Science, Technology and Human Values)
Massimo Bucciantini & Michele Camerota (Galilaeana: Journal of Galilean Studies)
Jed Buchwald and Jeremy Gray (Archive for History of Exacft Sciences)
Vincenzo Cappelletti & Guido Cimino (Physis)
Roger Cline (International Journal for the History of Engineering & Technology)
Stephen Clucas & Stephen Gaukroger (Intellectual History Review)
Hal Cook & Anne Hardy (Medical History)
Leo Corry, Alexandre Matraux & Jörgen Renn (Science in Context)
D.Diecks & J.Uffink (Studies in History and Philosophy of Modern Physics)
Brian Dolan & Bill Luckin (Social History of Medicine)
Hilmar Duerbeck & Wayne Orchiston (Journal of Astronomical History & Heritage)
Moritz Epple, Mikael Hård, Hans-Jörg Rheinberger & Volker Roelcke (NTM: Zeitschrift für Geschichte der Wissenschaften, Technik und Medizin)
Steven French (Metascience)
Willem Hackmann (Bulletin of the Scientific Instrument Society)
Bosse Holmqvist (Lychnos)
Paul Farber (Journal of the History of Biology)
Mary Fissell & Randall Packard (Bulletin of the History of Medicine)
Robert Fox (Notes & Records of the Royal Society)
Jim Good (History of the Human Sciences)
Michael Hoskin (Journal for the History of Astronomy)
Ian Inkster (History of Technology)
Marina Frasca Spada (Studies in History and Philosophy of Science)
Nick Jardine (Studies in History and Philosophy of Biological and Biomedical Sciences)
Trevor Levere (Annals of Science)
Bernard Lightman (Isis)
Christoph Lathy (Early Science and Medicine)
Michael Lynch (Social Studies of Science)
Stephen McCluskey & Clive Ruggles (Archaeostronomy: the Journal of Astronomy in Culture)
Peter Morris (Ambix)
E. Charles Nelson (Archives of Natural History)
Ian Nicholson (Journal of the History of the Behavioural Sciences)
Iwan Rhys Morus (History of Science)
John Rigden & Roger H Stuewer (Physics in Perspective)
Simon Schaffer (British Journal for the History of Science)
Paul Unschuld (Sudhoffs Archiv)
Peter Weingart (Minerva)
Stefan Zamecki (Kwartalnik Historii Nauki i Techniki)

Dvs. næsten alle tidskrifter indenfor dette veletablerede humanistiske forskningsområde tager afstand fra det europæiske forskningsbyråkratiske scientometriske projekt.

Universiteter i alliancer efterlyser ny overenskomst med samfundet

Universitetspolitik på højere plan - som når universiteter går sammen i alliancer - virker fjernt for den enkelte forsker eller studerende. Det danske Rektorkollegiet, nu kaldet Danske Universiteter, fremkommer af og til med politiske udtalelser som svar på høring om nye lovgivningsmæssige tiltag. Internationalt finders alliancer som Universitas 21, LERU og (som rektor Ralf Hemmingsen har engageret KU i) IARIS. Men hvilke interesser varetager disse? Hvorfor ser vi alliancer, der minder om flyselskabernes alliancer i kampen om at kapre kunder, blomstre op nu? Og er deres ideologi anderledes end markedspladsens?
En forklaring på alliancerne lyder globaliseringen og kampen på det internationale marked for uddannelser (derfor har videnskabsministeriet også et globaliseringspolitisk kontor). I international universitetspolitik udkæmpes der de samme, med John Krejslers ord, 'diskursive slag' som vi ser herhjemme mellem en demokratisk-Humboldt'sk vision om universitetets egenart og rolle, og en markeds- og effektivitetsorienteret diskurs.
Formålene med de tre nævnte alliancer er samarbejde om forskning og uddannelse mellem de enkelte partnere. Da de engelske universiteter Oxford og Cambridge (som også er med i LERU) tilsluttede sig IARIS hed det at: "In the longer term, we plan to seek corporate/ foundation/ government support for research projects; perhaps convene a forum to share knowledge about the commercialisation of research and the legal and academic framework in each country; work jointly on benchmarking; and develop shared positions on key public policy issues." (Guardian 17/1-2006).
LERU skriver om sig selv "The League of European Research Universities was founded in 2002 as an association of twelve research-intensive universities sharing the values of high-quality teaching within an environment of internationally competitive research. In 2006, membership was extended to twenty institutions."
Den 18/9 udgav LERU et position paper forfattet af universitetslederne Geoffrey Boulton (Edinburgh) og Colin Lucas (Oxford), kaldet "What are universities for?" (her) som advarer imod de alt for diffuse ideer om alle de roller, et moderne universit skal opfylde. Dette manifest kritiserer således tanken om universiteter som hovedkraften i innovationsprocesser, selvom universiteter bestemt bidrager med at gøde jorden for innovation, ikke mindst gennem produktion af human capital. Her understreger LERU-forfatterne betydningen af samfundsvidenskab og humaniora, også hvis man skal kunne møde udfordringer som omvæltende teknologier, trusler mod sundhed, retssamfund, klima og miljø. I dansk sammenhæng er det relevant at citere fra de afsluttende afsnit:

"A current danger in many countries stems from the financial benefits that come to a university through research funding mechanisms. These can be such powerful drivers of behaviour and corporate motivation that top-down mechanisms are driving some institutions close to becoming strongly managed research institutes, squeezing out diversity of function and undermining teaching and learning.

Political boldness is also required. The freedom to enquire, to debate, to criticise and to speak truth to power, whether it be the power of government, of those that fund the university, or those who manage it, is central to the vitality of the university and its utility to society. It is crucial that rectors and university governing boards understand this essential source of institutional strength, that they are steadfast in its support, strong in its defence and are not seduced by the fallacy of managerial primacy: that things that make management difficult necessarily need to be removed or reformed. An easily governed university is no university at all."

"Although there has been widespread recognition of the value of university autonomy in permitting institutions to act decisively and flexibly in response to need or opportunity, and where state control is recognised as having been a barrier to development, freedom is necessarily accompanied by calls for greater accountability. However, accountability can often be control by another name. Increasingly bureaucratic mechanisms of accountability have been established to verify that the trust implied in freedom from control is justified. Detailed regulations, memoranda, instructions, guidance, and lists of “best practice” flood into institutions, too frequently focussing on processes rather than outcomes."

"Quality assurance does not measure the quality of education, merely some of the second-order issues associated with education. Their principal result is to impose unproductive bureaucratic burdens. It is vital to understand that such mechanisms can ultimately undermine the outcomes that are a university’s principal benefit to society. The challenge to universities, government and society is to articulate a compact that recognises the value of autonomy and freedom and supports them, but is able to assess the value and benefit without oppressive mechanisms that undermine a university’s potential."

"Whilst universities should be funded for how well they do the things that make them what they are, it is too easy to develop one or two lines of funding, driven by metrics that stand proxy for deeper, elusive qualities, that so drive university behaviour that they pour excessive efforts into the satisfaction of the metric rather than the properties metrics attempt to measure. Such metrics can also have the perverse consequence of driving out much of the creative diversity of behaviour that is one of the university’s great strengths."

"Universities are not just supermarkets for a variety of public and private goods that are currently in demand, and whose value is defined by their perceived aggregate financial value. We assert that they have a deeper, fundamental role that permits them to adapt and respond to the changing values and needs of successive generations, and from which the outputs cherished by governments are but secondary derivatives. To define the university enterprise by these specific outputs, and to fund it only through metrics that measure them, is to misunderstand the nature of the enterprise and its potential to deliver social benefit. These issues of function and purpose are important, and need to be explicit."

At New Public Management ikke er ensbetydende med God Offentlig Forvaltning må man håbe efterhånden er gået op for de fleste, også Sanders embedsmænd. (Det er fx for komisk at se DTU lade sin egen ranking notere på Børsen, blive afsløret, og straks efter styrtdykke i "kurs"). Må derfor de danske universiteter, i IARIS eller hvilke andre alliancer de vil indgå i, arbejde for en sådan besindelse på universiteterne som et sammenhængende gode - for det civile såvel som det statslige og private liv - så en mere fornuftig overenskomst med samfundet kan opnås.

En lille weekend hilsen til Helge Sander

"We must not forget that when radium was discovered no one knew that it would prove useful in hospitals. The work was one of pure science. And this is a proof that scientific work must not be considered from the point of view of the direct usefulness of it. It must be done for itself, for the beauty of science, and then there is always the chance that a scientific discovery may become like the radium a benefit for humanity."
Marie Curie

Amatørvidenskabens score card

af Peter Ingwersen
Efter gennemgang af det offentligt tilgængelige materiale publiceret i dagbladet Børsen den 26. september, 2008, under overskriften: ’DTU er Danmarks Bedste universitet’, har jeg følgende videnskabelige forbehold og bemærkninger til den såkaldte analyses resultater.

1. de anvendte bedømmelseskriterier mellem universiteterne er bestemt ad-hoc og følger ingen anerkendt international standard for inter-universitær forskningsbedømmelse; man kunne fx lige så godt have haft et kriterium benævnt ”Citationer per VIP”.
2. vægtningen af de enkelte kriterier er opfundet til lejligheden og ikke videnskabeligt gennemprøvet; ”citation impact” indgår to gange bedømmelserne: i Shanghai/THES-analyserne (5 %) og imellem de udvalgte universiteter (40 %).
3. i to af seks kriterier er der ikke foretaget bedømmelse af alle parter (Shanghai/THES-analyserne; international medarbejderandel).
4. kriteriet vedr. studerende per VIP ratio er afhængigt af de forskellige taxameterordninger, som de enkelte universiteter har opnået i deres kontrakter; de kan derfor ikke sammenlignes direkte.
5. ”Citation Impact 2003-07” angivet for de enkelte universiteter er usammenlignelig! Dette skyldes, at de enkelte universiteter har vidt forskellige forsknings- og publikationsprofiler – også indenfor de brede områder ”TEK/NAT”; ”SUNDHED” og ”SAMFUND”.
6. det er ikke umiddelbart videnskabeligt funderet, hvordan ’DTU’ kan opnå den vægtede værdi 2.0 for ’Citation Impact’, da DTU i de offentliggjorte tal blot opnår 5.4 i TEK/NAT slagkraft, ingen i SUNDHED eller SAMFUND, mens KU og SDU opnår langt højere slagkraft over hele linien?

Specielt er forbehold 5) centralt og hele analysen falder sammen rent videnskabeligt som følge heraf. Siden slutningen af 90'erne har man internationalt indenfor videnskabsmåling (scientometrics/bibliometrics) opereret med såkaldte ”Crown Indicators” (Leiden-gruppen; Danmarks Biblioteksskole, analyse af Miljøforskningsprogrammet, etc.), netop for at undgå de uvederheftige og forsimplede analyser som Børsens amatørbidrag.

En Crown Indicator udtrykker simpelthen enhedens (her: universitetets) slagkraft indenfor sin specifikke forskningsprofil, set op imod verdens gennemslagskraft for samme profil. Det er der jo ikke tale om her i Børsens analyser. Direkte at sammenligne fx KU, DTU og RUC indenfor TEK/NAT, er som at sammenligne frugtkurve med cykler og malerier. Det er fuldstændig udenfor de videnskabelige standarder indenfor forskningsevaluering. Analyserne ville blive bedømt til dumpegrænsen på seriøse læreranstalter, som forsker i forskningsevaluering, selv på et BA-kursus.

Det er derfor forståeligt, dels at mange ikke ønsker at kommentere undersøgelsen, dels interessant at formanden for rektorkollegiet, Jens Oddershede, SDU, ikke gennemskuer, at hans eget universitet snydes i amatøranalysen. Det er klogt af formanden at tage forbehold, idet en hurtig analyse af Danmarks publikationsandel på globalt niveau i Science Citation Index og Social Science Citation Index fra 2003 i Thomson Dialog viser, at vi ikke stiger mærkbart efter fusionerne:









Jeg er allerede i gang med at anvende Børsen-analyserne som skrækeksempel på uvidenskabelighed indenfor forskningsanalyse og -bedømmelse.

Peter Ingwersen, Professor i Informationsformidling; Danmarks Biblioteksskole

(Sendt som kommentar til indlægget "Verden er politisk", men da tabellen ikke kom med, bringes hele kommentaren her som selvstændigt indlæg (C.E.))