Foregående blogindlæg kræver en selvstændig bemærkning. Denne her er schöne. To af universitetets topledere, der har hele den interne magt i det nuværende system, synes, at vi andre er for negative og klagende. Hvorfor? Fordi vi ikke er føjelig nok over for ledelsen og de nye tiltag. Det giver en tredje topleder dem så ret i.
Nu må vi til at være lidt positive og glade og ikke hænge fast i alt det Humbolt-ævl om den frie forskning.
Udtalelserne er sådan set den bedst tænkelige demonstration af miseren på universiteterne. En af de helt grundlæggende udfordringer i lovrevisionen er ledelsens manglende interne legitimitet. Ved universitetslovens implementering stod den nye ledelse over for en massiv udfordring på dette punkt, fordi en medarbejderstab, der var vant til selv at vælge og afsætte sin ledelse, og som var vant til meget stor indflydelse, nu blev erstattet af en ledelse, der havde fået omfattende beføjelser over for den. Dermed var det en helt afgørende at vinde medarbejderne for den nye ledelse ved at vise dem, at man var deres ledere og optaget af deres vel, ikke blot ministeriets folk på stedet. Magten var ikke nok; man måtte vinde den interne legitimitet. Denne opgave blev fatalt forsømt, og derfor står universiteterne nu mange steder med en dyb splittelse og en dyb mistillid mellem ledelse og medarbejdere, der besværliggør alt, hvad der foregår på institutionerne. Hvis ikke dette problem lovgivningsmæssigt og adminstrativt tages alvorligt, vil ledelsen i stigende grad få svært ved at lede i fremtiden. Udtalelser som dem, Villesen har fået her, hjælper mildt sagt ikke.
Hvad med at diskutere sagforholdet i stedet for?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Kære Claus og Sune -- jeg må indrømme at jeg synes at Qvortrop og Hermann i mange henseender har ret. Vi på universiteterne har bestemt haft (og har) en tendens til at bare stritte imod istedet for at komme med fremadrettede ideer. Det sker voldsomme ændringer i vilkårene for 'vidensarbejde' generelt i disse år og det er en formidabel opgave at udvikle en positiv vision for universiteterne som forholder sig til forandringerne i vidensøkonomien. Så også jeg efterlyser lidt mere visionære ideer for universiterne, professionerne og vidensarbejdet i fremtiden (med eller uden økonomisk recession). Hvilke muligheder ligger der fx i at udvikle nye uformelle forsknings- og læringsmiljøer via web 2.0-platforme?
Selvfølgelig er der umotiveret eller demotiverende brok, men der er også masser af kvalificeret kritik, og der er masser af vilje til at diskutere alternative, fremadrettede former - det fremgår fx af stort set alt, hvad Claus og jeg har ytret de sidste mange måneder. Ved bare at proppe det hele ned i en kasse med "brok", slipper topcheferne for at forholde sig til kritik og til alternativer. Det mener du vel heller ikke er videre konstruktivt?
Jeg synes du undervurderer behovet for at udvikle en konkret, positiv og realistisk vision for, hvordan vi som vidensarbejdere kan bidrage til at videreudvikle universiteterne og andre vidensinstitutioner for fremtiden.
Fempunktsmanifestet er jo en urealistisk våd drøm ("lad os gøre hvad vi har lyst til for flere skattemidler"), der nærmest fører tanken til den klassiske syndikalisme.
Omvendt skal jeg ikke undervurdere, hvor svært det vil være at formulere en sådan konkret, positiv og realistisk vision. Jeg tror fx at man kan begynde med at udvide vidensarbejder-begrebet. Den virkeligt interessante fremtidsorienterede diskussion om videnssamfundets fremtid foregår nok ikke primært på universiteterne --- men i lige så høj grad blandt de ansatte i videns- og kulturproducerende private virksomheder, NGOs og statsadministrationer.
Dvs. jeg tror ikke det handler så meget om at kæmpe for at genindføre frihedsbrevprivilegierne på universiteterne. Men om at opbygge nye fremadrettede samarbejdsnetværk mellem vidensarbejdere på tværs af universiteter, private virksomheder, organisationer og statsadministrationer.
Send en kommentar