Universiteternes budgetkrise

Budgetkrisen det Naturvidenskabelige Fakultet i København har ikke kun rod i dårlige taxameterindtægter, men også med den vildtvoksende administration, som Universitetsavisen (d. 12/12, s.2) bragte denne notits om:

Universitetslov får hug af S og DF
ADMINISTRATIV EKSPLOSION - I en ny undersøgelse af forskningsvilkårene for universitetsansatte gennemført af Magisterbladet mener seks ud af ti forskere at de er blevet belæsset med flere administrative byrder efter Universitetslovens indførelse. Samtidig eksploderer udgifterne til administration, alene på Århus og Københavns universitet med ekstra 240 millioner kroner fra 2005 til 2007. Det får nu Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at kræve universitetsbureaukratiet endevendt. På spørgsmålet om forskerne har oplevet at bundne opgaver har givet dem mindre tid til at forske i selvvalgte emner efter universitetslovens indførelse fra 2003, svarer kun 1,4 procent at de har fået mere tid til selvvalgt forskning. Resten svarer 'uændret' (50 procent), 'ja' (45 procent) og 'ved ikke'.

I dag bringer Berlingske Tidende en skarp kritik af dekanen på det Naturvidenskabelige Fakultet Nils O. Andersen (her). Fysikprofessorerne Benny Lautrup og Poul Olesen peger på en stor forskydning på fakultetet fra produktive til administrative midler, som er sket efter årtusindskiftet, og undrer sig over at fakultetssekretariatet, som er "vokset med raketfart", ikke også må holde for i tilfælde af nedskæringer. Bag kritikken ligger en stor frustration over hvad man kunne kalde New Bad Management og en enevældig ledelse, som meddeler, at snart skal nogen fyres, men ingen aner hvem eller kender kriterierne.

Hele misæren illustrerer klart hvor fantastisk vigtigt det er for et universitets virke at have sikre, stabile basismidler, så forskningen ikke rammes af tilfældige udsving i fx STÅ-indtægterne. Ude på de enkelte institutter diskuteres det nu livligt, hvordan man kan ride stormen af og aflønne "fastansatte" VIP med de eksterne bevillinger, man allerede har opnået, uden at overskride bevillingsgivernes betingelser for forskningsstøtten alt for mærkbart. Denne praksis er allerede vidt udbredt på de fleste store institutter, hvor institutlederne må rundt med raslebøssen hos forskningsgrupperne og de eksternt financierede centre. Nu får skruen en omgang til – men man kan frygte, at den næsten er i bund, dér, hvor den frie grundforskning ikke længere findes, og universiteterne er omdannet til sektorforskningsinstitutioner, hvor de ansatte konstant må rende efter ekstern finaniering, for at skaffe egen løn til at lave det, de var ansat til.