- "Kontraktledelse på individniveau lyder som meget radikalt i en vidensorganisation som et universitet?", hvortil dekan Lars Qvortrup svarer:
"Jeg opfatter det faktisk omvendt: det er en slags garanti for medarbejderne. Vi har altid haft krav om ekstern indtjening, men nu kan medarbejderen henvise til en kontrakt eller aftaleprincipper i deres hverdag. Der er en garanti for at undgå skævvridning i arbejdsopgaver, fordi det bliver mere synligt, hvordan der performeres".
Det er en ret kvik leder, der kan fremstille forringede arbejdsvilkår for forskningen med plusord som garanti og synlighed (jeg vil ikke udmale hvordan "performeres" skader mit sarte sprogøre). For en gang skyld tager FORSKERforum blødt på en leder, som da også selv er god til at fremstille sig selv som blød og lyttende, og det forlyder (s. 14) at omstruktureringsprocessen "forløb overraskende gnidningsløst". Spørgsmålet "Hvordan lykkedes det for Qvortrup?", implicerer, rigtigt gættet, AT det lykkedes.
Men i universitetsverdenen er processerne langsomme. Der gik flere år mellem vedtagelsen af 2003-loven om universiteter, til det gik op for forskerne hvilket managementvælde, den faktisk indførte. Måske vil det ikke være anderledes her. I al fald får man et noget andet billede, når man taler med de ansatte på DPU. Herfra lyder kommentarer som:
"Det er simpelthen så skrapt den drejning forskningen tager her på DPU. Der bør gøres opmærksom på det. Pr. 1. januar 2009 træder den såkaldte incitamentstruktur i kraft. Det betyder, at den enkelte forsker skal bestræbe sig på at efterleve en såkaldt 15-25-30-30 model.
Det betyder ganske enkelt, at den enkelte forsker skal forvente at bruge 15% tid på administration, 30% på undervisning, 30% på ekstern finansiering og 25% er så ’fri forskning’ (hvilket minder om ’fri leg’ begrebet)."
- Men det er vel ikke alle afdelinger, der har den samme profil, fx udbyder lige meget undervisning - hvad så med dem?
"Hvis der ikke er undervisning man kan tilbyde, så skal man f.eks. hente 60 eksterne midler hjem, pr. år."
- Men en del ekstern financiering dækker vel post.-docs og ph.d.-stipendier?
"Det gælder ikke, at man henter ph.d. midler hjem. Det eneste der tæller er understøttelse af egen løn. Men da temmelig mange fonde slet ikke vil imødekomme ansøgninger, hvis ikke universitetet selv medfinansierer, kan det blive temmelig vanskeligt. Det betyder jo også, at man af egoistiske grunde vil fokusere på sin egen understøttelse og dermed ikke medvirker til at rekruttere nye forskere."
- Er det hensigtsmæssigt for mangfoldigheden af den pædagogiske forskning?
"Et problem er, at der jo findes problemfelter, som ikke synes attraktive for fonde at støtte. Hvad sker der så med dem? Skal man så bøje sin forskning så meget, så den kan komme i betragtning? Eller bliver den slags på sigt afskediget (selvom der publiceres artikler internationalt)?
- Du mener, det kan hæmme nye fagområders fremvækst?
"Ja, det der står tilbage er blot det veletablerede, velanskrevne, som omverdenen allerede har sagt god for. Hvad blev der af nytænkning, nye paradigmer, tværvidenskab og den viden, som vi ikke kan bruge i dag, men måske i morgen?"
"Jeg bliver faktisk ret trist på vegne af forskningen og den måde den bliver behandlet på. Er problemet ikke, at universiteterne bliver affolket, når vilkårene bliver så ringe, at det at gå med aviser bliver mere attraktivt, der kan man bestemme selv og skal ikke samtidig med arbejdet finde sine egne lønmidler."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar