- De humanistiske videnskaber kan ikke vurderes efter citationsindeks eller ”impact factors”, da redskaberne hertil ikke findes i tilstrækkeligt omfang.
- De humanistiske videnskabers publikationsmønster er anderledes end på andre videnfelter, da
- monografi og antologi spiller mindst lige så stor en rolle som tidsskriftsartiklen.
- mange tidsskrifter og forlag endnu ikke har omstillet deres redaktionelle procedurer til at omfatte fagfællebedømmelse.
- Kvalitetsmålinger baseret på prioriterede tidsskrifter og forlag kan
- medføre en træghed i fornyelsen af publikationskanaler og hindre tværfaglighed
- fremhæve engelsksprogede publikationskanaler og nedprioritere publikationskanaler på andre europæiske eller asiatiske sprog
- medføre at dansksprogede publikationskanaler underprioriteres og at dansk dermed langsomt går tabt som et egentligt forskningssprog
Dokumentet ender med en optimistisk anmodning: "Dekanaterne anmoder derfor om et møde for at få de nævnte problemstillinger afklaret." - Fik dekanerne så det? Og blev problemerne afklaret på mødet? Vi ser frem til afklarende nyt!
5 kommentarer:
Jamen, noget af det synes jeg slet ikke er noget problem og jeg ville blive ked af det, hvis man "afklarede" det.
Jeg tænker primært på de sidste to punkter, dvs. den angivelige risiko for at engelsksprogede publikationskanaler vil blive fremhævet (og omvendt at publikationskanaler på andre europæiske eller asiatiske sprog nedprioriteres), og at dansksprogede publikationskanaler vil komme at underprioriteres (og at dansk dermed langsomt kan gå tabt som et egentligt forskningssprog).
Det lyder jo umiddelbart besnærende i disse ny-nationalistiske tider. Men tænk på konsekvenserne! Eksempel: inden for mit forskningsområde (videnskabshistorie og videnskabs- og teknologistudier) findes der en række rigtigt gode forskere ved universiterne i Finland. Ville det virkelig være så fedt hvis de begyndte at skrive på finsk? Og ville det være så fedt for dem, hvis vi gik tilbage til at skrive på dansk?
Jeg kan ikke forstå at ny-nationalismen (herunder newspeak- udtrykket "domænetab") i så stor udstrækning har fået lov at stå uimodsagt i den forskningspolitiske debat på humanioraområdet.
Hvorfor slår ikke flere humanister i bordet og siger: ja, selvfølgelig vil vi læses af vores fagfæller i andre lande. Ja, selvfølgelig vil vi have 50.000 potentielle læsere og ikke bare 50. Det gør jo at mængden af kritiske læsere biver langt større og skærper kvaliteten på det samlede arbejde.
Kan nogen give et eneste tungt vejende argument for hvorfor det er så godt ( vigtigt, spændende, udfordrende, nyttigt, etc) at publicere sin forskning på dansk (svensk, lithauisk, monegaskisk, etc)? Andet end det såkaldte "domænetab".
@Söderquist - Man skal selvfølgelig ikke for enhver pris insistere på at publicere på sit modersmål. Det meste gode forskning er, i selve sin natur, international, og bør selvfølgelig også formidles internationalt, hvilket nu om dage vil sige på engelsk (eller til nød tysk/fransk).
Men humaniora adskiller sig fra f.eks. naturvidenskab ved også at rumme forskning der er om meget konkrete "nationale" eller måske bedre: lokale, emner, som der 1) muligvis ikke er den store interesse for udenfor et bestemt land og 2) som det giver god mening at formidle på et bestemt sprog - som f.eks. dansk.
Forskning i dansk litteratur kunne være et eksempel. Selvfølgelig skal sådan forskning også formidles til et ikke-dansk publikum, om ikke andet så for at formidle kendskabet til dansk litteratur i udlandet. Men det betyder ikke, at man altid skal skrive på engelsk. Dansk litteratur er skrevet på dansk, og der er i mine øjne god mening i at skrive OM dansk litteratur på dansk. Det bringer en på sproglig øjenhøjde med forfatteren f.eks. Og man risikerer ikke det betydningstab som sommetider (men selvfølgelig ikke altid) er resultatet, hvis man skal til at oversætte ens forskningsobjekt (f.eks. Tafdrup, Rifbjerg, Højholt) til et andet sprog. Endelig er det nok begrænset, hvor stor international interesse der er i forskning i f.eks. det danske litterære parnas' holdning til og udtalelser om den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan - et emne som Mikkel Bruun Zangenberg har skrevet en artikel om, i det seneste nummer af Kritik. (Og så er artiklen desuden tydeligvis et indlæg i en meget specifik DANSK debat, ikke i en international diskussion).
Faren er, at hvis det udelukkende er enkelsksprogede publikationer i peer-reviewede tidsskrifter der kommer til at tælle med i kvalitetsvurderingerne, så risikerer man at den slags artikler køres ud på et sidespor.
Men derudover er jeg enig med dig: Vi skal bort fra ny-nationalismen. Bare ikke for enhver pris.
Og så er det forøvrigt noget pjat at tro, at man nødvendigvis får flere læsere ved at publicere på engelsk. Et vedvarende rygte indenfor mig eget felt (filosofi) lyder således, at en filosofiartikel i gennemsnit læses af seks mennesker. Og det er hvad folk indenfor den engelsksprogede filosofi mener. Antallet af potentielle læsere stiger således måske ved at publicere på engels, men ikke nødvendigvis antallet af faktiske læsere.
Problemet rækker endda ud over humaniora, tror jeg, for bare indenfor naturvidenskab har de enkelte fag ret forskellige publikationsmønstre (sammenlign blot matematik, højenergifysik og molekylærbiologi) og problemet med en indikatormodel for "forskningskvalitet" er jo, at den vil måle det hele efter samme alen.
Og jo, noget humanistisk forskning er jo et "nationalt" anliggende, fx den store danske ømåls-ordbog, som var omtalt i Politiken for nyligt - og at støtte et sådant (mere end 100-årigt!) forskningsprojekt er jo heldigvis ikke ensbetydende med nationalisme.
Okay, indrømmet - jeg glemte den store ømålsordbog. Så der er nok NOGET der er af begrænset national interesse, trods alt.
Og dog. Nu er jeg ikke lingvist, men jeg kan sagtens forestille mig, at ømålsdialekter er et fænomen, der ikke er særligt specifikt for det danske sprog. Verden er fyldt af små øsamfund -- fra Finland til Melanesien -- og der er lingvister over det hele. Mon ikke der findes en lidt mere generel "ømålsproblemstilling" som rækker ud over de nationale grænser, og som gør den slags forskning lidt mere interessant end kun at være et "nationalt anliggende"?
Argumentet om at man skal støtte dansksproget forskning om danske forhold til danske læsere (og nu taler jeg ikke om formidling, men om forskning) kan let blive absurdt om vi overfører det til andre sprogområder. Med det argument ville forskningen i den antikke litteratur primært være et anliggende for nygræsktalende og -læsende. Og skulle vurderingen af international forskningskvalitet inden for klassisk filologi så bygge på hvad et lille antal nygræsktalende forskere mente om sagen?
Mit råd til phd-studerende, der vil skrive historiske afhandinger er:
1) for det første, vælg med fordel et emne og en problemstilling som du kan bruge materiale i danske arkiver til at undersøge -- dels fordi du sparer rejsepenge, dels fordi du slipper for at gøre kæresten ked af det ved at sidde i udenlandske arkiver i månedsvis, og ikke mindst fordi du har en stor konkurrencefordel ved at du kan læse dansksprogede kilder.
2) men, for det andet, se så til at skrive afhandlingen på engelsk for derigennem at vise resten af verden at her findes der et godt og spændende materiale, som kan benyttes til at sige noget interessant - også uden for sproggrænsen. Dvs. skriv om danske forhold -- på engelsk -- så at fx. en brasiliansk historiker kan se at det er interessant. Hvis du kan det, så har du nok fået fat i en god problemstilling!
Endelig -- regnestykket med de potentielle læsere er ikke så pjattet som Carsten hævder. Fordi sandsynligheden for at få fat i de rigtigt velkvalificerede læsere vokser jo med antallet af potentielle læsere.
Fx., for en baskisk filosof, der skriver til sine seks læsere på baskisk, er sandsynligheden nok ikke særligt stor at han/hun vil blive læst af nogle af verdens bedste filosofiske hoveder.
Men når sprogområdet vokser i omfang, så stiger også sandsynligheden for at de bedste filosoffer befinder sig inden for det pågældende sprogområde. Hvad er det der er så pjattet med det argument?
Send en kommentar