Den enes fusion er den andens ...?

For den uvildige iagttager ligner det nye universitetslandkort efter fusionerne mere resultatet af poker - eller kolonitidens tilfældige grænsedragninger - end en gennemtænkt bringen beslægtede forskningsmæssige enheder sammen, for at skabe synergi, opnå kritisk masse, og hvad man nu ellers svang sig op til at påstå som motiv for universitetsfusionerne. Eller hvad? Hvorfor blev sektorforskningsinstitutionen Statens Byggeforskninginstitut til en del af Aalborg Universitet, når det har til huse i Scion-DTU, som er en forskningspark i Hørsholm, tæt på Danmarks Tekniske Universitet? Og hvorfor blev Statens Institut for Folkesundhed, en anden sektorforskningsinstitution, der huses i det gamle Kommunehospital i København, fusioneret med Syddansk Universitet, når det bor dør om dør med det germansk klingende Institut for Folkesundshedsvidenskab, der er en del af det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet? Hvad bestemte vejen fra de mangfoldige og somme tider oplagte organisatoriske muligheder (hvis man endelig ville fusionere) til det nye landkorts faktiske udseende? Faglig logik? Muligheder for at bringe nye tværfaglige samarbejder i stand? Eller institutionsimperialistisk tankegang, organisatoriske rævekager og magtfulde politikere og lederes "noget for noget"-spil? Hvem afdækker egentligt historien om fusionerne?
Nå-hvad, kunne den lille altid-skeptisk-positive så tænke, og indvende: De stillede spørgsmål viser jo bare, at vi i netværkssamfundet stadig forfalder til at tænke i industrisamfundets kategorier for nærhed og distance, men geografien spiller en helt underordnet rolle i dag. Og dette er da kun godt, når det vel snart bliver nødvendigt for Københavns Universitet - som en naturlig del af "kondenseringsprocessen" (nyordet for de nedskæringer, der følger af at universiteter som "selvejende institutioner" nu skal betale husleje) - at flytte ud til billigere arealer i forstæderne. Måske til Ballerup? Jo, for der ligger jo i forvejen en afdeling af Aalborg Universitet, og så kunne de jo passende fusionere...
Hvem var det lige, der gik ind for at fusionere, udover politikere og embedsmænd? Ikke forskerne. Det synspunkt, som Allan N. Gjerding, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Ålborg, fremførte d. 30/1-2006, gælder stadig. Hans mini-analyse slutter således: "I Danmark har vi relativt mange universitetsinstitutioner. At fusionere dem til et lille antal er en farlig vej at betræde. Flerheden betyder nemlig, at der i den danske universitetsverden er mange forskellige forsknings- og uddannelsestraditioner. I forhold til landets størrelse har den danske universitetsverden mange strenge at spille på, og det skaber en stor fleksibilitet, når ny viden skal udvikles, og når nye tendenser i vidensamfundet skal opfanges af forskning og uddannelse. Vejen frem er at styrke universiteternes muligheder for at videreudvikle samarbejdet og danne nye nationale og internationale netværk ved at styrke det økonomiske grundlag. Det giver en langt større dynamik end de fusioner, som der nu lægges op til."