Universiteternes sociale ansvarlighed kunne måske i første omgang koncentrere sig om at få sikret bedre arbejds- og lønforhold til de løst ansatte! Det er da en skandale, at man påstår, at universitetsuddannelsernes adelsmærke er den forskningsbaserede undervisning, hvis ikke man samtidig sikrer betaling for at der rent faktisk ligger forskning bag undervisningen.
På mange kurser vil institut- og studieledere kun financiere undervisningsdelen, dvs. de betaler s.k. DVIP (timebetalt), hvilket er "billigere" al den stund at en normal fast VIP såvel forsker som underviser, mens en DVIP er en undervisninsassistent eller en "ekstern lektor", der måske genansættes timebetalt for sin undervisning for et halvt år af gangen, år efter år, uden pension, ansættelsessikkerhed, eller reelle forskningsmuligheder. Som dagens Information skriver (se her):
"Staten og universiteterne bruger tusindvis af deltidsansatte universitetslærere til at udfylde de huller i undervisningsbehovet, som de store studenterårgange har skabt. Men selv om mange undervisningsassistenter og eksterne lektorer har været ansat i en lang årrække, må de acceptere arbejdsvilkår, der mest af alt minder om daglejere. Ved at ansætte deltidsansatte universitetslærere slipper universiteterne for at betale løn under barsel, ferie og sygdom og ikke mindst pension."
I øjeblikket gøres der klar til lønforhandlinger rundt omkring på fakulteterne. Et cirkus! Det er under "ny løn" blevet et enormt individualiseret fedterøvssystem, hvor den faste VIP-stab bruger tid og kreativitet på at udfylde skemaer, hvor man genopfinder alle sine meritter, udmærkelser og "særlige" fortjenester, som input til tillidsrepræsentanterne for at få særlige løntillæg - hvis ikke man som professor selv skal lønforhandle og gøre sig populær hos ledelsen. Hvad sker der med de løst ansatte? Ingenting. De faste er ligeglade. Man har i årevist talt om problemet. Ingen gør noget ved det. Heller ikke fagforeningerne. Ikke engang de løst ansatte selv? Strejker på uni? Ha ha ha.
Det er pinligt - ikke mindst for de af os, der selv var løst ansatte engang, alt for længe, men tilsyneladende har glemt hvordan det er.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Jamen, handler det ikke også universiteternes manglende evne til at kapacitetstilpasse i nedgangstider? Efter ansættelseseuforien i løbet af 70erne var der på mange områder massiv overkapacitet, som aldrig blev fyret selvom der ikke længere var behov for deres indsats. Fordi på et universitet der fyrer man ikke bare folk!
Konsekvensen er jo for det første at vi er nogen der måtte trækkes med aldeles uduelige undervisere og ikke mindst at viljen til fastansættelse af nye folk bliver forsvindende lille når fagforeningerne og almindelig mangel på ledelse har gjort det så svært at slippe af men folk når først de er ansat.
/Nicolai
Jammen det er da noget nonsens, man fyrer da netop folk på de danske universiter! Der blev fyret fastansatte forskere på Ålborg Universitet sidste år. Der har været adskillige fyringsrunder igennem årene indenfor forskellige hovedområder, og der er slet ikke "tenure" i Danmark. Problemet er ikke ansættelsessikkerhed, men manglen på samme.
En stor del af forklaringen på, at forholdene er, som dette indlæg illustrerer, mener jeg kan findes i det faktum, at forskere og undervisere på universiteterne traditionelt er delt ud på mange forskellige faglige organisationer, hvor de i hvert enkelt af dem udgør et mindretal (måske med enkelte undtagelser). Jeg mener ikke, at der er nogen tvivl om, at løn og arbejdsvilkår ville se væsentlig anderledes ud, hvis forskere og undervisere havde været organiseret i samme organisation.
[modereret kommentar, indsendt til bloggen af "/Nicolai"]:
"Særligt til hr. Dahl gælder at man da umuligt hæver kvaliteten på universiteterne ved at samle i nogle større fagforeninger. Det eneste man opnår er at give de ansatte bedre forhandlingsstyrke, men jeg har altså aldrig oplevet at det skulle give bedre forskning.
Kig en gang rundt i verden og bemærk hvordan rigtige eliteuniversiteter er 1) er private; 2) kun modtager post.doc. og ph.d. studerende f.sv.a. de selv kan skaffe finansiering; 3) har højere løn og langt mere usikre ansættelsesforhold.
Pardon my french, men det var altså ikke tryghed i ansættelse som skabte Mozarts geni, og på samme måde med forskningen. Vil man være primadonna og passe sig selv og sine forskningssysler i fred, så man man bare leve med at det koste på økonomi og ansættelsesforhold. Vil man ikke leve med det, så er der faktisk brug for hænder i de private virksomheder ;-)
/Nicolai "
Særligt til Hr. Nicolai: Nu gik min kommentar udelukkende på, hvorfor jeg mener, at de løst ansatte traditionelt har haft dårlige forhold, og ikke som du peger på, hvordan vi får bedre forskning, bedre undervisning eller rimeligheden i at have løst ansatte generelt.
I din sammenhæng har du ret i at organiseringen ikke spiller en central rolle, men det var heller mit oprindelige argument.
Send en kommentar