Fagkyndigheden undergraves

"Det alvorligste problem er udhulingen af fagkyndighed og dermed af kvaliteten. De forskere, som sættes til at definere, hvad der høj kvalitet, udpeges nemlig på embedsmandsplan i ministeriet, uden om fagkundskaben; altså af en politisk-administrativ myndighed." (...) "Her forestiller ministeriet sig, at en politisk-administrativ myndighed egenhændigt kan udpege de fagkyndige. Det leder tanken hen på samfund af en helt anden type end vort. Embedsmænd er ikke ansat på basis af videnskabelige kvalifikationer, og de har ifølge deres embedspligt loyalitet overfor den politisk valgte minister. Der er ikke bare tale om centralisme og topstyring, men også om politisering og kvalitetssænkning. Det ville undre mig, hvis forskere ville indtræde i kvalitetsdommer-gruppen på de vilkår."
Læs hele kommentaren af Heine Andersen i Information i dag.

Professionshøjskoler

Jeg opdagede pludselig en interessant klingende masterafhandling fra RUC, april 2007, skrevet af Astrid Høgh Olsen og Marianne Bredberg, som hedder Professionshøjskoler, eller oversat til internationalis og med undertitel: University Colleges - based on Bourdieu's field theory and analysis. Her er en sammenfatning af afhandlingen:

"Denne masterafhandling tager sit udgangspunkt i en uddannelsesreform, hvor de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner fusioneres til få, flerfaglige professionshøjskoler. Interesser og modsætninger er omdrejningspunktet i afhandlingen. Teoretisk tages der udgangspunkt i Bourdieus feltteori. Desuden inddrages professionsteori til at belyse specifikke danske professionsproblematikker. Ud fra analysegenstand og teoriramme foretages der en feltanalyse, med fokus på interessemodsætninger og magt i feltet. Empiren består af væsentlige dokumenter fra væsentlige agenter. Der konstrueres væsentlige positioner og konflikter positionerne imellem. Der foretages desuden en dybdegående analyse af agenternes og positionernes interesser, samt deres anvendelse af forskellige kapitalformer som led i at få deres interesser igennem. Ud fra feltanalysen konkluderes, at uddannelsesreformen er styret af et økonomisk rationale, hvor der sker en markedsgørelse af uddannelsesfeltet. Reformen fremstår som et centralistisk tiltag fra politisk side, hvor de kommende professionshøjskoler vil blive styret på baggrund af udviklingskontrakter med Undervisningsministeriet. Desuden er der tegn på, at uddannelsesreformen vil bidrage til forandringer af professionernes fagidentiteter og handlingsrationaler.
Nøgleord:
Professionshøjskoler, Bourdieu, feltanalyse, interessemodsætninger, professioner."

Da bloggen som bekendt hungrer efter teoretiske redskaber til at analysere omlægningerne på universiteterne slog det mig, at der måske var noget at lære her, og jeg kontaktede de to forfattere.
- Hvad har fået jer igang med at foretage denne analyse?
“Oprettelse af professionshøjskoler fandt vi interessant, fordi der er tale om en stor uddannelsesreform, der tilsyneladende er gået næsten upåagtet hen i medier og fagblade. Derfor benævner vi reformen ”Den usynlige uddannelsesreform”.
Igennem vores foranalyse af problemfeltet blev vi opmærksomme på store interessekonflikter, der var på spil: Hvem ville fusionere med hvem? Hvem ville slet ikke fusionere? Hvilke argumenter blev anvendt i kampen for og imod oprettelse af professionshøjskoler?
Det blev tydeligt for os, at der var tale om konfliktfyldte praktiske, politiske processer med interesser, der ikke tydeligt fremgik af dokumenter og øvrig argumentation. Dette lagde op til at anvende Bourdieus teorier og metodeanvisninger med fokus på en feltanalyse, hvor vi kunne afdække sammensatte sammenhænge og interesser, som agenternes og positionernes strategier muligvis skulle tilgodese."

- Hvorfor er Bourdieu's tilgang nyttig her, og kunne denne også anvendes på analysen af de igangværende reformer på universiteterne?
“De igangværende reformer på universiterne mener vi har fællestræk med kampen omkring oprettelse af professionshøjskoler: Sparsom offentlig debat, udviklingskontrakter, øget markedsgørelse af uddannelsessektoren, central politisk styring, sparsomme muligheder for reel indflydelse på processen samt politiske og praktiske magtkampe. På sigt forestiller vi os, at reformerne får betydning for de studerendes fagidentitet og handlingsrationaler, når de allerede under uddannelsen bliver mødt med stigende krav om øget erhvervsrettethed og flerfaglighed.
Derfor vil en Bourdieusk feltanalyse, af de igangværende reformer på universiteterne, kunne afdække de mere skjulte og upåagtede interesser, der ikke ses tydeligt i debatten."

- Hvordan kan de aktører, I har analyseret, udnytte resultaterne af analysen?
“Vores analyseresultater, mener vi, vil kunne anvendes forskelligt, afhængigt af agenternes ”point of view”. Nogle agenter (de dominerende i feltet) vil sikkert hævde, at der overhovedet ikke finder en konflikt sted, men at der er tale om en ligeværdig og demokratisk proces. Andre (fx agenter uden reel indflydelsesmulighed på reformprocessen) vil måske kunne anvende analyseresultaterne til at blive opmærksomme på ”spillet” - om magt og indflydelsesmuligheder eller mangel på samme. Vores analyseresultater kan, optimistisk set, bidrage til en øget erkendelse, bevidstgørelse og ikke mindst offentlig debat om det værdiskifte, der accelererer indenfor uddannelsessektoren, samt sætte fokus på den afdemokratisering, som der er tegn på i de igangværende uddannelesreformprocesser.”

Masterafhandlingen er tilgængelig fra RUC’s website, arkivet her (indgang, pdf-fil).

Spanking til ranking

En af de sjældne nyheder fra universiteternes verden, som nåede TV-avisen den 17. aug. (omtalt i KU-nyt den 23.aug.) var at Københavns Universitet skulle være "det ottendebedste universitet i Europa, i følge en årlig universitetsundersøgelse foretaget af Shanghai Jiao Tong University. På verdensplan er Københavns Universitet nr. 46 og er dermed rykket 10 pladser op i forhold til sidste år." - Det blev præsenteret begge steder som dagens gode nyhed, som noget vi bør være stolte af.
Skal vi så det? I stedet for nu at levere en sønderlemmende kritik af al akademisk ranking (krads blot i overfladen og se hvad Wikipedia skriver om metoden, og glem ikke at læse Shanghai Jiao Tong University's egne forbehold, "there are still many methodological and technical problems. Please read the ranking methodology carefully and use ranking results with cautions"), så vil vi blot med hovedrysten udbryde:

Det er da pinligt at ligge som nr. 8 lige efter det skod-universitet af Utrecht! Som om vi skulle bryste os af det! Der er langt til guldet. Sølv og bronce gider vi slet ikke omtale. Skal vi overhovedet deltage, når alle de andre er dopede af samme præstationsfremmede kemi?

Dope = billige genveje. En genvej er DVIP (= løst ansatte lærere, som ikke forsker) + løskøb fra undervisning (så forskere kan superforske). Måske var dét, hvad der spøgte bag TV-avisens vinkling af historien som en modsætning mellem at være super til forskning og bruge tid på undervisning: Hertil sagde forskeren Jørgen Peder Steffensen meget klogt, "Forskning uden undervisning, er spildte penge". Ja, og lad os tilføje: Uden forskning ingen forskningsbaseret undervisning. Noget, som universitetet skulle overveje lidt, i forbindelse med alle de løstansatte underviser-daglejere, der ikke får løn for at forske. Trækker det mon op eller ned i den "flotte" placering?

Jagten på den skjulte forskningsskat

Dagen begyndte ellers så godt med en rask cykletur langs med havnefronten. Men lidt i ti kom der en mail fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FIST) med overskriften "Jagten går ind på landets vigtigste forskningsområder" -- og så var den dag ødelagt.

Hvilke store udfordringer vil det danske samfund stå over for i de kommende årtier? Hvilke forskningsområder kan skaffe den nødvendige viden til at løse de største problemer og sikre Danmark en fortsat velstandsudvikling?,

spørger FIST, som nu vil kortlægge, hvilke emner som er de allervigtigste at satse forskningsmæssigt på i fremtiden.

Vi starter med at spørge danskerne, siger videnskabsminister Helge Sander.

- I disse år bliver der investeret milliarder i forskning og udvikling. En del af disse midler gives til strategisk forskning inden for væsentlige områder. Men i stedet for, at nogle politikere en sen nattetime udpeger, hvad de selv synes er væsentligt, så vil regeringen og Folketinget gå langt mere metodisk til værks.

Frem til den 7. oktober 2007 vi alle så få lov at gå ind på FIST's hjemmeside http://www.forsk2015.dk/ hvor vi kan "være med til at pege på udfordringer, som samfunds- og erhvervsudviklingen skaber, og som bør tages med i overvejelserne om Danmark fremtidige strategiske forskningssatsninger".

"Alle er velkomne til at give bud", fremhæver videnskabsministeren:

Forskere, erhvervsfolk, foreninger, organisationer og også helt almindelige borgere. Jeg håber alle, der har idéer og forslag, vil afse tid til at gå ind på vores hjemmeside og bidrage til kortlægningen, så vi kan få et så bredt og
fremadrettet grundlag som muligt at arbejde videre på

Det mest positive man kan sige om denne pressemeddelelse er vel at ministeriet mener at framtidens forskningsområder ikke bør fastlægges af "nogle politikere i en sen nattetime", men at man skal gå lidt mere metodisk til værks og give andre aktører -- herunder endda landets forskere -- lejlighed til at ytre sig.

Man spørger sig om Kulturarvsstyrelsen på tilsvarende måde ville sende en pressemeddelelse ud hvor man bad alle og enhver om at komme med forslag om mosefund der bør opgraves og udstilles. Eller om Kulturministeren ville bede erhvervslivet om at komme med forslag om hvilke filmproduktioner, der skal nyde støtte, og landets fagforeninger om idéer til hvilke teaterforestillinger Det Kongelige Teater skal spille i de næste fem år.

Eller om Økonomi- og Erhvervministeret ville udsende en pressemeddelelse til landets borgere, hvor man beder om ideer til hvilke slags virksomheder vi skal have her i landet i de næste tyve år, og gerne også forslag til hvilken finans- og skattepolitik som skal føres for at fremme disse.

Det ville selvfølgelig være utænkeligt. Det ville blive totalt oprør i landets kulturinstitutioner og erhvervsvirksomheder -- ministre ville blive fyret, embedsmænd omplacerede. Men Forsknings- og Innovationsstyrelsen kan nok føle sig sikre.

Ville fx. National Institutes of Health (NIH) være så naive at tro at man kan fastlægge den biomedicinske forsknings- og innovationsstrategi ud fra den slags populistiske høringer?

Deltidsundervisere som daglejere

Universiteternes sociale ansvarlighed kunne måske i første omgang koncentrere sig om at få sikret bedre arbejds- og lønforhold til de løst ansatte! Det er da en skandale, at man påstår, at universitetsuddannelsernes adelsmærke er den forskningsbaserede undervisning, hvis ikke man samtidig sikrer betaling for at der rent faktisk ligger forskning bag undervisningen.
På mange kurser vil institut- og studieledere kun financiere undervisningsdelen, dvs. de betaler s.k. DVIP (timebetalt), hvilket er "billigere" al den stund at en normal fast VIP såvel forsker som underviser, mens en DVIP er en undervisninsassistent eller en "ekstern lektor", der måske genansættes timebetalt for sin undervisning for et halvt år af gangen, år efter år, uden pension, ansættelsessikkerhed, eller reelle forskningsmuligheder. Som dagens Information skriver (se her):
"Staten og universiteterne bruger tusindvis af deltidsansatte universitetslærere til at udfylde de huller i undervisningsbehovet, som de store studenterårgange har skabt. Men selv om mange undervisningsassistenter og eksterne lektorer har været ansat i en lang årrække, må de acceptere arbejdsvilkår, der mest af alt minder om daglejere. Ved at ansætte deltidsansatte universitetslærere slipper universiteterne for at betale løn under barsel, ferie og sygdom og ikke mindst pension."

I øjeblikket gøres der klar til lønforhandlinger rundt omkring på fakulteterne. Et cirkus! Det er under "ny løn" blevet et enormt individualiseret fedterøvssystem, hvor den faste VIP-stab bruger tid og kreativitet på at udfylde skemaer, hvor man genopfinder alle sine meritter, udmærkelser og "særlige" fortjenester, som input til tillidsrepræsentanterne for at få særlige løntillæg - hvis ikke man som professor selv skal lønforhandle og gøre sig populær hos ledelsen. Hvad sker der med de løst ansatte? Ingenting. De faste er ligeglade. Man har i årevist talt om problemet. Ingen gør noget ved det. Heller ikke fagforeningerne. Ikke engang de løst ansatte selv? Strejker på uni? Ha ha ha.
Det er pinligt - ikke mindst for de af os, der selv var løst ansatte engang, alt for længe, men tilsyneladende har glemt hvordan det er.

Forskeres sociale ansvarlighed

Har videnskabsfolk et socialt ansvar? Nogle mener nej, ikke ud over deres almindelige ansvar som borgere i et samfund. Andre, herunder en del forskere selv, mener at de i kraft af deres særlige position og rolle har et særligt ansvar overfor offentligheden og samfundet, og internationalt kan man finde organisationer som Scientists for Global Responsibility, der aktivt søger at øge bevidstheden om dette ansvar. Jeg er lige blevet gjort opmærksom på deres hjemmeside hvor de skriver,

Scientists for Global Responsibility

• promotes ethical science, design and technology, based on the principles of openness, accountability, peace, social justice, and environmental sustainability.
• is an independent UK-based membership organisation of about 850 natural and social scientists, engineers, IT professionals and architects
• carries out research, education, and lobbying centred around the military, environmental and political aspects of science, design and technology
• provides a support network for ethically-concerned professionals in these fields

I deres pressemeddelelse fra i går, "Expanding military influence over science and technology is marginalising social and environmental programmes, says science group", fremføres bl.a. følgende, her i udpluk:

"Flawed government thinking is driving a rapid expansion in the military influence over science and technology, says a new briefing from Scientists for Global Responsibility (SGR). US government spending on military research and development (R&D) is soaring (up 57% since 2001), while the UK government has rolled out two new military technology strategies in the last two years. Factors such as these are contributing to an expansion of military involvement in UK universities.

SGR's briefing argues that government policies, which emphasise the application of military technology in dealing with complex international crises, are driving the continued expansion of military R&D in the USA, UK and elsewhere, despite major shortcomings being apparent - not least in current conflicts such as the Iraq war.

The briefing documents how government funding for military R&D dwarfs that spent on social and environmental programmes across the industrialised world. For example, in 2004, governments in industrialised countries spent a total of $85 billion on military R&D, but only $50 billion on R&D for health and environmental protection, and less than $1 billion on R&D for renewable energy technologies essential for tackling climate change. A similar imbalance can be seen in UK spending."

Er der nogen her som ved, om der findes statistikker for størrelsen af den militære forskning i lille Danmark? Her er der måske et punkt, hvor vi endnu ikke følger i hælene på USA?

Den enes fusion er den andens ...?

For den uvildige iagttager ligner det nye universitetslandkort efter fusionerne mere resultatet af poker - eller kolonitidens tilfældige grænsedragninger - end en gennemtænkt bringen beslægtede forskningsmæssige enheder sammen, for at skabe synergi, opnå kritisk masse, og hvad man nu ellers svang sig op til at påstå som motiv for universitetsfusionerne. Eller hvad? Hvorfor blev sektorforskningsinstitutionen Statens Byggeforskninginstitut til en del af Aalborg Universitet, når det har til huse i Scion-DTU, som er en forskningspark i Hørsholm, tæt på Danmarks Tekniske Universitet? Og hvorfor blev Statens Institut for Folkesundhed, en anden sektorforskningsinstitution, der huses i det gamle Kommunehospital i København, fusioneret med Syddansk Universitet, når det bor dør om dør med det germansk klingende Institut for Folkesundshedsvidenskab, der er en del af det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet? Hvad bestemte vejen fra de mangfoldige og somme tider oplagte organisatoriske muligheder (hvis man endelig ville fusionere) til det nye landkorts faktiske udseende? Faglig logik? Muligheder for at bringe nye tværfaglige samarbejder i stand? Eller institutionsimperialistisk tankegang, organisatoriske rævekager og magtfulde politikere og lederes "noget for noget"-spil? Hvem afdækker egentligt historien om fusionerne?
Nå-hvad, kunne den lille altid-skeptisk-positive så tænke, og indvende: De stillede spørgsmål viser jo bare, at vi i netværkssamfundet stadig forfalder til at tænke i industrisamfundets kategorier for nærhed og distance, men geografien spiller en helt underordnet rolle i dag. Og dette er da kun godt, når det vel snart bliver nødvendigt for Københavns Universitet - som en naturlig del af "kondenseringsprocessen" (nyordet for de nedskæringer, der følger af at universiteter som "selvejende institutioner" nu skal betale husleje) - at flytte ud til billigere arealer i forstæderne. Måske til Ballerup? Jo, for der ligger jo i forvejen en afdeling af Aalborg Universitet, og så kunne de jo passende fusionere...
Hvem var det lige, der gik ind for at fusionere, udover politikere og embedsmænd? Ikke forskerne. Det synspunkt, som Allan N. Gjerding, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Ålborg, fremførte d. 30/1-2006, gælder stadig. Hans mini-analyse slutter således: "I Danmark har vi relativt mange universitetsinstitutioner. At fusionere dem til et lille antal er en farlig vej at betræde. Flerheden betyder nemlig, at der i den danske universitetsverden er mange forskellige forsknings- og uddannelsestraditioner. I forhold til landets størrelse har den danske universitetsverden mange strenge at spille på, og det skaber en stor fleksibilitet, når ny viden skal udvikles, og når nye tendenser i vidensamfundet skal opfanges af forskning og uddannelse. Vejen frem er at styrke universiteternes muligheder for at videreudvikle samarbejdet og danne nye nationale og internationale netværk ved at styrke det økonomiske grundlag. Det giver en langt større dynamik end de fusioner, som der nu lægges op til."

Holder du kæft?

Antag, at du har fået dit ønskejob på et dansk universitet: en fast stilling som lektor. Lad os kalde dig lektor X på universitet U. Du kan nu undervise og forske indenfor det fagområde, forskningsfeltet F, stillingsopslaget beskrev. Man har ansat dig, fordi du havde de fornødne kvalifikationer, og fordi universitetet bedømte dig som den bedste blandt ansøgerne. Du imødekommer forpligtelserne til at forske, undervise og formidle, og alt er godt. Du er med andre ord nu en forsker med et forskningsemne, her kaldet Fx, som er din særlige indsats indenfor F, din profil så at sige, dét, der kendetegner netop dine innovative, originale, internationale forskningsbidrag til F. Det behøver ikke at nævnes, at det har kostet dig adskillige års hårdt slid at oparbejde denne profil, og at tilfredsstillelsen ved at yde et bidrag her, netop er en essentiel motiverende faktor for dig.
Der er bare lige et problem. Ledelsen på universitetet, lad os stipulere dette lidt diffuse begreb som størrelsen L, er kommet til at bemærke dig, og mener nu, at du indenfor F fokuserer på det forkerte. Hvorfor L mener dette kan vi indtil videre lade stå ubestemt, og det er slet ikke sikkert, at du får det at vide. Indenfor ethvert F kan man jo vælge et utal af emner, brede og smalle, nye og klassiske, sikre og usikre. Men i al fald indkalder L, eksempelvis i skikkelse af en afdelingsleder eller en institutleder (og vi kan her igen lade det være ubestemt, om der bag disse skikkelser er højere instantiationer af L), dig til en samtale, og fortæller dig, at L faktisk har besluttet, at du skal skifte forskningsemne, fra Fx til Fy. Begge naturligvis emner indenfor F. Du får nu tre måneder (eller et år, det er underordnet her) til at færdiggøre dine projekter indenfor Fx så du kan begynde at skifte til Fy. Der er ikke tale om et forslag, men et diktat. Måske får du en begrundelse - i stil med "det er i bedre overensstemmelse med universitetets forskningsstrategi at satse mere bredt/smalt, nyt/klassisk, sikkert/usikkert", eller hvad man nu kan tænke sig. Men det står ikke skrevet nogen steder i universitetsloven, at du skal have en begrundelse, eller at L ikke kan tillade sig således at krænke din forskningsfrihed, for det kan L netop ifølge den nuværende universitetslov. Og det er helt horribelt.
Helge Sander mener ikke, at der er eksempler på det. Problemet er: Hvad gør du, når du - lektor X - pålægges at skifte forskningsfelt? Holder du kæft og makker ret? Brokker du dig overfor ledelsen og skaber "samarbejdsproblemer"? (Sjovt nok kan L ikke fyres selvom det er den, der skaber disse). Eller går du til offentligheden, og påpeger, at det er dybt uforeneligt med selve videnskabens væsen, at et universitet den ene dag ansætter en lektor som er specialist i Fx, og den næste dag, eller året efter, begrænser hans eller hendes forskningsfrihed og påbyder emneskift.
Her er problemet, at lektor X også vil tænke på sine fremtidige muligheder for at få et job på et andet universitet, i al fald i Danmark, hvis han eller hun vil fortsætte med Fx. Risikerer X mon at blive "en kontroversiel" person, eller set som en, der er vanskelig at samarbejde med? Risikerer X ligefrem at blive part i en strid, hvis forløb og udfald er helt uforudsigelig, endda med de dårlige odds, at L har loven i ryggen?
Desværre er det meget svært at give Sander konkrete eksempler, når X i de fleste tilfælde vælger at holde kæft. Eller i al fald først sikre sig et job andetsteds. Så det er jo dejligt nemt for L, fordi uønskede X'er søger selv væk fra U, helt af sig selv, udløst af et enkelt uformelt møde!
Men det er meget sørgeligt, for i denne proces er U også ophørt med at være et universitet.

Det turde være klart, at vi her kun kan opfordre alle X til at udvise civilcourage og med det samme gå i offentligheden med konkrete eksempler på krænkelse af forskningsfrihed, såsom frit valg af emne (selv når den sker indenfor "reglerne"!), fordi det er den eneste måde, hvorpå vi alle sammen i fuld offentlighed kan lære noget om de uheldige konsekvenser af den nuværende universitetslov med en topstyring, som i uheldigste fald degenererer forskningsledelse til et diktatur.

Den enkelte forsker har forskningsfrihed

Ifølge Universitetsloven i Danmark er den enkelte forsker ikke garanteret forskningsfrihed. Som bekendt er der den meget omdiskuterede indskrænkning, at ifølge § 17 stk. 2 kan institutlederen "pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer." Der er frit metodevalg, men valg af emne er altså ikke frit! Dette er jo ikke ægte forskningsfrihed. - Man kan tænke sig adskillige emner, som en geschæftig leder af PR-hensyn helst ikke ser, at en ansat medarbejder forsker i, som ville kunne give en uheldig presseomtale. Motiverne til at ledelsen kan vælge at indskrænke den enkeltes forskningsfrihed mht. emne kan være andre, men en forskerleder (en rektor eller en institutleder) behøver jo ikke engang at skulle stå til regnskab for at begrunde en beslutning om begrænsning!

Denne tingenes tilstand førte bl.a. Københavns Universitets rektor til på et debatmøde om forskningsfrihed i maj 2007 at fremføre for behovet for at "befæste" den enkelte forskers forskningsfrihed. Således har bestyrelsen for KU tilsluttet sig praksisudvalgets redegørelse til bestyrelsen af 12/9-2006 ("Den akademiske frihed set i forhold til sektorforskning/myndighedsberedskab", vedlagt KU's Årsberetning 2006), hvori det (på s. 29, i bilag 1's fortolkningsbidrag til § 17 stk.2, som ikke blot vedrører sektorforskning) udlægges således, at "emnevalget - bortset fra pålagte forskningsopgaver - er frit indenfor de rammer, som ansættelsesområdet sætter, og indenfor "universitetets forskningsstrategiske rammer"." Og de nævnte rammer er de, der (ifølge bemærkningerne til lovforslaget) fastlægges i udviklingskontrakten på et overordnet niveau "hvorfor der ikke her ligger et instrument til at indskrænke forskningsfriheden." (s. 30). - Konkret må det læses således, at dette sikrer den enkelte videnskabelige medarbejder imod, at ledelsen pludselig skulle finde på at diktere, at en bestemt forsker skal ophøre med at forske i et bestemt emne, som han eller hende hidtil har forsket i (indenfor vedkommendes faglige kompetence, naturligvis). Det er glædeligt, at Københavns Universitets bestyrelse har taget dette skridt til at gå videre i de lokale bestemmelser end universitetsloven for at sikre ikke blot metodefrihed, men også den enkelte forskers fri valg af emne, indenfor dennes ansættelsesområde.

Der er således intet til hinder for, at det enkelte universitet eller institut kan udforme en forskningspolitik, som skærper sikkerheden for den individuelle forskningsfrihed. Dette er da også sket andre steder. Eksempelvis på Ålborg Universitets Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, som (i juni 2003) har vedtaget en forskningspolitik for instituttet, hvori det hedder, at "Den enkelte forsker har forskningsfrihed, og tilknytningen til forskningsgrupper sker med respekt for den enkelte medarbejders faglige og personlige integritet."
Instituttets forskningspolitik søger at samstemme ønsket om samlet strategi oppefra med forskergruppernes og de enkelte forskeres innovative frihed nedefra: "Den afgørende udfordring for instituttet er at gennemføre en kulturændring, hvor "nedefra" i form af dynamikken og "oppefra" i form af en fælles fastlagt forskningsprofilering spiller sammen på en frugtbar måde." Det er illustreret med denne figur (klik på den for at forstørre), hvis centrale begreber er åbenhed, gensidig respekt, dialog og hensyntagen. Her er inspiration at hente til revision af universitetsloven!

Misforståelse af "uredelighed" og UVVUs rolle

Man læser følgende på Politikens hjemmeside idag (her, tilføjet af red.):

"Ikke bare regeringen bliver i en uvildig undersøgelse kritiseret for sin kritik af DR's dokumentarfilm 'Den hemmelige krig'.

Undersøgelsen slår også fast, at gratisavisen Nyhedsavisen har kritiseret filmen på et forkert grundlag.
Under debatten om filmens redelighed fremførte Nyhedsavisen, at skaberne af 'Den hemmelige krig' manipulerer med en forhørsleders udtalelser ved ikke at oversætte korrekt.

Dårligt kendskab til engelsk
Men i virkeligheden er det Nyhedsavisen, der er på gale spor, står der i rapporten om filmens redelighed.
»Oversættelsen og kommentarerne demonstrerer, at Nyhedsavisen ikke har et nuanceret kendskab til engelsk sprogbrug«, skriver undersøgelsens forfattere.

Det var regeringens, Forsvarsministeriets og Nyhedsavisens massive kritik af filmen, der fik Center for Journalistik på Syddansk Universitet og fagbladet Journalisten til at undersøge, om filmens journlalistiske grobund er solid nok.

Ifølge undersøgelsen havde filmen tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at påstå, at danske soldater overdrog afghanske fanger i amerikansk varetægt, selv om regeringen vidste, at USA ikke overholdt Geneve-konventionerne.

Trads: Tyndbenet kritik
Men Nyhedsavisens chefredaktør David Trads er stærkt uenig i den konklusion.

»Den er uhørt politisk. De gætter på, hvad regeringen har ment. De gætter på Nyhedsavisens motiver, og de har ikke engang ikke spurgt os. Det er meget mærkeligt«, siger han i sin egen avis.
Om kritikken af Nyhedsavisens manglende engelskkundskaber siger han:

»Den er så tyndbenet, at jeg har svært ved at tage det alvorligt. Jeg stiller gerne op til en diskussion med disse mennesker på engelsk«.

Alt i alt er undersøgelsen så tynd, at han vil klage over den.
»Jeg har til aften (i aftes, red.) meddelt rektoren på Syddansk Universitet, at vi agter at klage til de nævn, der tager sig af videnskabelige uredelighed. I forordet takker man Danmarks Radio for velvillig assistance – men man har ikke spurgt Nyhedsavisen«, siger David Trads til Nyhedsavisen."

Det forekommer mig at være på tide, at Universiteteterne tager meget hårdt fat på at præcisere UVVUs stilling. For tiden bruges udvalget som en fast trussel, når forskere på den ene eller den anden fløj har fremført noget, der er kontroversielt i debatten. Hvis ikke den praksis stoppes, udgør den en alvorlig trussel imod det konstruktive og kritiske samspil imellem universitet og samfund, fordi forskere ikke vil kunne ytre sig uden konstant at skulle gardere sig imod denne type af chikane.

Fik de humanistiske dekaner afklaret sagen?

På Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet har forskningsudvalget en pæn hjemmeside hvor man kan finde et dokument af 11/5-2007, "Vedr. den forestående forskningskvalitetsmåling af bl.a. de humanistiske videnskaber", som er fem humanistiske dekaners diskussionsoplæg til FIST (Forsknings- og Innovationsstyrelsen) om måling af forskningskvalitet (i forbindelse med udarbejdelsen af en indikatormodel til fordeling af basismidlerne). Oplægget opsummerer til sidst nogle kritiske problemer ved en forskningskvalitetsindikator på humaniora:

• De humanistiske videnskaber kan ikke vurderes efter citationsindeks eller ”impact factors”, da redskaberne hertil ikke findes i tilstrækkeligt omfang.
• De humanistiske videnskabers publikationsmønster er anderledes end på andre videnfelter, da
  • monografi og antologi spiller mindst lige så stor en rolle som tidsskriftsartiklen.
  • mange tidsskrifter og forlag endnu ikke har omstillet deres redaktionelle procedurer til at omfatte fagfællebedømmelse.
• Kvalitetsmålinger baseret på prioriterede tidsskrifter og forlag kan
  • medføre en træghed i fornyelsen af publikationskanaler og hindre tværfaglighed
  • fremhæve engelsksprogede publikationskanaler og nedprioritere publikationskanaler på andre europæiske eller asiatiske sprog
  • medføre at dansksprogede publikationskanaler underprioriteres og at dansk dermed langsomt går tabt som et egentligt forskningssprog

Dokumentet ender med en optimistisk anmodning: "Dekanaterne anmoder derfor om et møde for at få de nævnte problemstillinger afklaret." - Fik dekanerne så det? Og blev problemerne afklaret på mødet? Vi ser frem til afklarende nyt!

Korporativisering af universiteterne

- er dét mon den mest præcise betegnelse for de universitetsreformer, vi er underkastet? På Wikipedia fandt jeg denne beskrivelse:

"Corporatization is a more precise term for what often is called privatization, for it almost always refers to a process by which formerly public assets or functions are sold or given to corporate entities.
In contrast the term may also refer to the construction of state corporatism, where government-owned corporations are created and delegated public social tasks resembling Corporate nationalism, away from autonomous privatization.
Corporatization can also refer to non-corporate entities like universities or hospitals taking up management structures or other features and behaviours employed by corporations."

Herhjemme skal "taking up" nok oversættes til "pålægges". Det er jo altid rart at vide hvad man taler om. De har også en lang artikel om begrebet korporatisme, som der knytter sig en lang og indviklet sociologisk og statsteoretisk debat til.

Salomoniske Sander på fredagsbar

"Konkurrencestyrelsen har nu afgjort, at det kan stride mod konkurrencereglerne, at universiteterne giver støtte til restaurationsaktiviteter. Men det er ikke det samme, som at alle fredagsbarer nu er truede, siger Helge Sander." — Hans salomoniske udtalelse fremgår i dag af Videnskabsministeriets website (her), hvor samme Sander fremfører, at han "har fuld tillid til, at universitetsbestyrelserne er handlekraftige nok til at afgøre, om der på deres institution findes fredagsbarer, der er i strid med konkurrencelovgivningen – og at gribe ind, hvis det er nødvendigt". Men i hele debatten om, hvorvidt fredagsbarers frie husleje på universiteterne er konkurrenceforvridende støtte, glemmer man jo, at dagens universiteterne jo allerede betaler husleje (og af samme grund er tvunget til at nedskære - "arealkondensere"). Det bør vel få de handlekraftige universitetsbestyrelser til at tage hansken op og skærpe konkurrencen med de omkringliggende barer, cafeer og spisesteder. Tag dog initiativ til at stifte en hel restaurationskæde, som kan bidrage til innovativ videreudvikling af netop den akademiske kapitalisme, som Sanders ministerium fremmer! Og lad hermed agurketiden slutte.