Erhvervsbladet Jern og Maskinindustrien skriver i dag (s.36), at "DTU sov i timen og mister nu en af verdens førende forskere inden for fremstilling af biobrænsel. Mens Birgitte Ahring får topjob, står universitetet til dumpekarakter for håndteringen af sagen." (Curt Hansens Arkiv har en opsamlingsside her). Sagen giver unægteligt anledning til eftertanke.
Umiddelbart: Det er ikke første gang DTU-ledelsen 'dumper' i universitetsledelse. Hvor længe kan bestyrelsen holde til at se passivt på den slags?
Dernæst: Er sager som denne en forudsigelig sideeffekt af universitetsfusionerne og manglen på universitetsdemokrati?
Endelig spørgsmålet som rejstes i Information d. 10. marts: Kunne balladen ikke lige så godt være opstået på alle andre danske universiteter, som nu skal kommercialisere forskning og agere private virksomheder?
2 kommentarer:
Seneste nyt: Sagen kommer nu op i Folketinget via SF's forskningspolitiske ordfører (se nederst her).
DTU-ledelsens indiskrete arrogance:
Dagen efter at jeg skrev indlægget ovenfor, bragte Ingeniøren (her) udtalelser fra bestyrelsesformand Mogens Bundgaard-Nielsen, som forsøger at nedtone sagen, og til spørgsmålet om dårlig ledelse siger:
»Om topstyring kan jeg kun sige, at ledelsen styrer på en måde, der gør os i bestyrelsen tilfredse. Vi får de resultater, vi gerne vil have, og DTU opfylder resultatkontrakten med Videnskabsministeriet til punkt og prikke. Jeg ser kun på, om ledelsen leverer varen, og for mig at se leverer den en fantastisk vare,«
- en ganske uhæmmet arrogance overfor de ansattes almindelige helt elementære krav på medindflydelse, og en udtalelse, der ville være helt utænkelig fra bestyrelsesformanden for Københavns Universitet, hvilket endnu engang viser, at DTU som institution er meget forskellig fra et klassisk universitet.
Send en kommentar