Debatter med Christine Antorini

Rosværdigt indbyder Christine Antorini fra Socialdemokraterne til debat om universiteternes fremtid på sin blog. Se her:

http://www.virtueltfolkeparti.dk/?p=10


Desværre lider hun fortsat under det indtryk, at ledelsesreformen på universiteterne er en god idé. Hjælp os med at overbevise hende om, at det ikke er tilfældet. Deltag i debatten.

Humanioras betydning i det 21. århundrede

arr. Humanistisk Forum
Onsdag d. 2. april 2008 kl. 16 - 18.30
Lokale: 21.0.54 i det nye KUA (Københavns Universitet, Amager)
Program:
Velkommen v. lektor Tania Ørum
Om Humanistisk Forum v. lektor Charlotte Engberg
De glemte traditioner og den nødvendige kritik v. Post.doc. ph.d. Jesper Eckhardt Larsen
Tankens magt v. professor Frederik Stjernfelt
Humanioras betydning og den nødvendige hofnar v. Birgitte Possing, Seniorforsker, adjungeret professor, dr.phil. og fhv. direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.
Mere lederskab og mindre management! v. professor Peter Harder
Diskussion

Forskningens rolle som dansk kulturbærer truet

Ifølge et længere indlæg fra Jørgen Burchardt, forfatter til hvidbogen om dansk forskningsformidling, er universitetsforlagene truet af det nye pointsystem for forskningen (alias forskningsindikatoren, jr. konkurrenceudsættelse af basismidlerne, ranking af danske universiteter etc). Truslen skyldes bl.a. hvad videnskabsministeriet

"kræver i forbindelse med pointgivningen af danske forskere gennem bibliometriske forskningsindikatorer. Her vil der ikke blive givet støtte til ”lokale publiceringskanaler”, hvilket er udgivere hvor mere end 75 % af forfatterne kommer fra samme institution. Det vil sige, at hvis Aalborg Universitetsforlag har 90 % af sine forfattere fra Aalborg Universitet, så er det ifølge ministeriets bestemmelse en lokal publiceringskanal, der ikke udløser point. Hvilke forskere vil så fremover have deres værk udgiver her?"

På samme måde er den danske urskov af forskningsformidlende tidskrifter truet. Indlægget rummer også en skarp kritik af bibliotekarernes nye roller:

"Hvor bibliotekarer tidligere var hjælpere for forskerne, har bibliotekarerne fået nye roller. Blandt andet er bibliotekarer blevet administratorernes hjælpere, idet sektoren står for det praktiske arbejde med infrastrukturen inkl. Forskningsdatabasen, hvorigennem forskerne fremover vil blive kontrolleret, målt og vejet gennem de bibliometriske forskningsindikatorer."

Der er, med Burchardts ord, behov for at "bringe alle interesser sammen i en kommission, som sammen med frie og uafhængige forskere kunne afdække, hvorledes landet bedst kunne indrette sin formidlingspolitik. " Læs hele indlægget her.

Underskriftsindsamling på vej

Med udgangspunkt i den nu hyppigt omtalte facebookgruppe (hvis medlemstal nu ligger over 1700), er vi (dvs især Claus Emmeche og undertegnede) på vej med en underskriftsindsamling for at dokumentere modstandenpå forskningsinstitutionerne imod den førte forskningspolitik og for at opfordre til en alternativ politik på området.

Jeg hører meget gerne fra folk, der er interesserede i at deltage i en arbejdsgruppe omkring underskriftsindsamlingen (andersbu4@m5.stud.ku.dk)

Livet på Facebook

Muligvis er Facebook et kapitalistisk CIA-initiativ, men derfor kan der jo godt ske sjove ting derovre. Gruppen "Forskningsfrihed?" har i skrivende stund 1666 medlemmer, 7 officerer og 3 administratorer. Gruppen har tre af folketingets forskningsordførere blandt sine medlemmer, nemlig SFs Jonas Dahl, Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og - måske mere overraskende, men ikke derfor mindre glædeligt - Socialdemokraternes Kirsten Brosbøl. Det skulle kunne give grobund for noget større.

Den tekst, hvormed gruppen præsenterer sig, har forskudt sig nogle gange, siden gruppen først blev oprettet. Mest markant er det, at det uddannelsespolitiske er blevet skubbet lidt længere frem, bl.a. fordi gruppens nye, tredje, administrator er Pia Mejdahl Daugbjerg, der er formand for Studenterrådet i København. Den nye præsentationstekst lyder sådan her:

Tidligere var de danske universiteter demokratiske, de havde afskaffet det gamle professorvælde og kunne frit bedrive forskning i hele samfundets interesse. Man har nu indført et topstyret universitet, der snævert har fokus på erhvervslivets interesser, og som ikke styres af dem, der befinder sig på universitetet til daglig. Det interne demokrati er afskaffet og i detailstedet styres undervisning og forskning fra ministeriet. Herfra udstikkes der snærende rammer for, hvad samfundet af i morgen har brug for – hvad kandidaterne skal kunne – og hvilke resultater forskerne skal nå frem til. Gruppen arbejder for at skabe modvægt til denne samfundsmæssigt skadelige udvikling. Da imidlertid en isoleret kritik er gold, arbejder gruppen samtidig for at skabe rum til debat om, hvordan universiteterne bør indrettes, hvordan deres og forskningens samfundsmæssige rolle bør være, og hvordan forskning og undervisning bedst kan sameksistere på universiteterne.

Gruppen "Forskningsfrihed?" hører sammen med bloggen af samme navn (http://professorvaelde.blogspot.com), men er mere end blot denne gruppes ansigt på facebook. Formålet med gruppen er at arbejde for, at diskussionen om uddannelses- og forskningspolitikken ikke føres isoleret i universitetets kredsløb. Hvad der gennemføres i forhold til universiteterne, har omfattende betydning for resten af samfundet. Men denne betydning forbliver ofte uerkendt, fordi universitetspolitik opfattes som uinteressant og ikke prioriteres af de politiske partier. Kan man forandre dette, kan man forandre de vilkår, hvorpå der føres universitets- og forskningspolitik her i landet.

Gruppen er tværpolitisk og samarbejder kritisk og konstruktivt med alle relevante partnere. Den har derfor indledt et indtil videre uformelt samarbejde med Studenterrådet i København på baggrund af de udstrakte fælles interesser.

Forslag til forbedringer modtages med kyshånd.

Birgitte Ahring, DTU og teknikaliteter

I sagen om professor Birgitte Ahrings exit fra DTU virker det besynderligt, at man stadig d. 14. marts på Videnskabsministeriets website kan se en nyhed, viderebragt ukommenteret fra Altinget.dk den 6. marts, om at Ahring skulle være "bortvist", selvom det indgår som en vigtig del af striden, om ledelsen af DTU anvendte denne kategori af fyring først, og siden trak i land og talte om "fritstilling". Ledelsen kalder spørgsmålet en teknikalitet. Måske er degradering, fyring og mangel på rettidig omhu i ledelse blot tekniske kategorifejl? DTU - det' tem'ligt uhyg'ligt!

Et bidrag til kritikken af videnssamfundet

Filosoffen Asger Sørensen, som er med i bloggens netværk, har begået et bemærkelsesværdigt skrift, som sikkert vil interessere læserne. Det er netop offentliggjort på nettet (her; kopi her) og bærer den modhårstrygende titel Videnssamfundet. En undergravelse af videnskab og demokrati. Det fortjener en længere omtale og vil med garanti provokere til diskussion. Jeg vil som appetitvækker i første omgang nøjes med at gengive resumméet:

"Det er blevet almindeligt at omtale vores samfund som et videnssamfund. Spørgsmålet er imidlertid både, hvad der menes med det, altså hvad et videnssamfund egentlig kan siges at være, og om det er en passende betegnelse for den samlede logik i vores nuværende samfund. Det er disse spørgsmål, der vil blive nærmere diskuteret i det følgende specielt i forhold til videnskab, forskning og videregående uddannelser. Konklusionen bliver desværre, at de bærende strukturer og dynamikker i vores nuværende samfund ikke støtter udviklingen af videnskabelig viden trods de mange politiske erklæringer om at prioritere forskning og uddannelse. Vores nuværende fokus på viden kan derfor bedst betragtes som et symptom på, at vi faktisk er ved at miste vores sikre greb om viden, på samme måde som man først begynder at tale om f.eks. tillid og etik, når de ikke længere er selvfølgeligheder."

Forskerflugt og ledelseskrise på DTU

Erhvervsbladet Jern og Maskinindustrien skriver i dag (s.36), at "DTU sov i timen og mister nu en af verdens førende forskere inden for fremstilling af biobrænsel. Mens Birgitte Ahring får topjob, står universitetet til dumpekarakter for håndteringen af sagen." (Curt Hansens Arkiv har en opsamlingsside her). Sagen giver unægteligt anledning til eftertanke.

Umiddelbart: Det er ikke første gang DTU-ledelsen 'dumper' i universitetsledelse. Hvor længe kan bestyrelsen holde til at se passivt på den slags?
Dernæst: Er sager som denne en forudsigelig sideeffekt af universitetsfusionerne og manglen på universitetsdemokrati?
Endelig spørgsmålet som rejstes i Information d. 10. marts: Kunne balladen ikke lige så godt være opstået på alle andre danske universiteter, som nu skal kommercialisere forskning og agere private virksomheder?

Konkurrencefetichisme

En fetich hærger i disse år den danske forskningspolitik. En bestemt idé får lov til at stå næsten helt uimodsagt. Det er tyrkertroen på at konkurrence, som effektiv mekanisme til regulering af varer og priser i en markedsøkonomi, kan overføres som regulator i forskningens verden, hvor den så automatisk vil virke analogt med markedet, og give mest mulig viden af højeste kvalitet for færrest mulige penge. Denne fetich er skræmmende klart udtrykt i udtalelserne fra erhvervsmanden Asbjørn Børsting, administrerende direktør i DLG (Danmarks største grovvareselskab) og formand for Forskningspolitisk Råd, som omtalt nedenfor. I Berlingske d. 4/3 (her) kunne man læse Børstings formeninger:

»Vi mener, at en stor del af basismidlerne skal være afhængig af universiteternes præstationer. Man kunne starte med at lade ti procent af midlerne være udsat for konkurrence og over tiden hæve det til 50 procent, hvis man har gode erfaringer med modellen,« siger Asbjørn Børsting, formand for Det Forskningspolitiske Råd, der i dag fremlægger sine anbefalinger til dansk forskningpolitik.

Overfor denne fetich har Danske Universiteter i form af Rektorkollegiet været meget spage i mælet med kritik, for ikke at sige optrådt som rene nikkedukker, og det lader til, at det først er nu, at de skræmmende perspektiver fornemmes, selvom der ikke tages noget principielt opgør med konkurrencefantasmet:

"Rektorkollegiets formand understreger, at universiteterne har nikket til at indføre øget konkurrence om forskningsmidlerne. Men det skal ske på lige vilkår, understreger han.
»Og det er jo ikke lige vilkår, hvis f.eks. et tysk universitet med tyske statspenge i ryggen skal konkurrere med os om danske statspenge. Samtidig virker det som en besynderlig form for fri konkurrence, hvis andre landes universiteter får lov til at konkurrere om vores basismidler , mens vi ikke må konkurrere om deres,« siger Jens Oddershede, der frygter en fremtid, hvor der kun bliver forsket i områder, der er økonomisk rentable."

Man kan kun dele rektorformandens frygt. En konkurrenceudsættelse af halvdelen af basismidlerne vil give de mest absurde sideeffekter, når landets forskere af deres ledere vil blive tvunget til at sætte fokus på at skrabe point sammen til det store universitets-konkurrencespil, snarere end gå efter de spørgsmål, deres egne videnskabers frie forskning leder dem frem til. Børsting & co. tror man kan handle med forskning ligesom man handler med grovvarer, og synes det er "en spændende mulighed både at lade udenlandske universiteter komme til Danmark og åbne danske universiteter i udlandet, herunder i Kina, som regeringen vil gøre som led i sin Kinastrategi."

Konkurrence er et flertydigt begreb: Konkurrence på ideer, teorier og opdagelser, konkurrencen mellem forskere og forskergrupper om at komme først med opdagelser, er helt fint og indgår, ligesom samarbejdet mellem forskere, som en frugtbar del af den videnskabelige udvikling på alle forskningsfronter. Konkurrence mellem universiteter om bevillinger er fantasmet, som økonomer og forskningspolitikere i disse år tror skal bringe Danmark i toppen af det såkaldte globale videnssamfund. Men hvem har nogensinde set dokumentation for at dette fantasme, og dets højst reelle adfærdsændrende former, akademisk kapitalisme og trangen til at gøre universiteter til erhvervsvirksomheder, fremmer en sund udvikling af forskningen?

Forskningspolitiske overbud

Danmarks Forskningspolitiske Råd har udsendt en årsrapport, der blev fremlagt på et møde d. 4. marts med vel ca. 50 deltagere fra det forskningspolitiske establishment, her i blandt Helge Sander.

Forsknings- og universitetspolitik ligner i disse år indvandrerpolitik ved en monoton overbudspolitik, der går ud på at overgå foregående taler ved at foreslå samme styringsteknikker, bare i hårdere varianter og i kraftigere doser.

Forskningspolitisk Råd var i efteråret ellers foreslået nedlagt, men har alligevel uanfægtet arbejdet videre med rapporten, og tydeligvis valgt at satse på det sikre, mega-overbudsmodellen. Om det er grunden, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er forslaget om at nedlægge rådet taget af bordet.

Rapporten blev præsenteret af rådets formand, direktør i Dansk Landbrugs Grovvareselskab Asbjørn Børsting. Blandt forslagene er: fordeling af midler skal bygge på kvalitet, der skal prioriteres, så høj kvalitet belønnes og svage områder nedlægges, andelen af konkurrenceudsatte basismidler skal øges fra 10% til 50%, og universiteternes ledelse skal påtage sig ansvar for at kvalitetssikre og at drage konsekvenser af kvalitetsmålinger. Rådet kritiserer den norske model, bla. fordi den er bagudrettet og måler kvantitet snarere end kvalitet (hvilket de har ret i). Man foreslår kontekstafhængige indikatorer, der bla. tager hensyn til forskelle mellem fagområder, fx således at citationer og impactfaktor indgår på nogle områder. Spirende og transformative områder skal kunne belønnes særligt. Rådet går desuden ind for ”Rekruttering af de bedst kvalificerede”. 20% af midlerne til forskeruddannelse skal reserveres specifikt til udenlandske kandidater.

Samfundsøkonomisk nytte, innovation og tilpasning til den internationale konkurrence og arbejdsdeling var nøgleord hos dem, Sander har bedt tegne fremtidens forskningspolitik. Gloser som ”fri forskning” eller ”grundforskning” hørte man ikke fra dem. De kom til gengæld fra auditoriet, fra en som man kan håbe Sander også vil lytte til, nemlig Børge Diderichsen, forskningsdirektør i Novo (hvis forskningsbudget overstiger forskningsrådenes): erhvervslivet har brug for at staten sørger for fri og uafhængig forskning, ikke for erhvervsstøtte. Hans indlæg blev dog ikke besvaret eller kommenteret.

Sander roste rapporten meget, og udtrykte at han nu med en god ballast kunne gå til et efterfølgende forskningspolitisk møde i Videnskabernes Selskab (se Sune Aukens indlæg nedenfor).

Da ministeren ikke svarede

Videnskabernes selskabs forskningspolitiske årsmøde blev afholdt igår (4/3-2008). Her havde forskningsminister Helge Sander for en gangs skyld indvilliget i at stille op til spørgsmål. Det er al ros værd. I sit oplæg før spørgerunden fremførte forskningsministeren, for jeg ved ikke hvilken gang, sin påstand om, at det kun er "nogle enkelte" forskere, er var utilfredse.

Jeg tog anledning heraf til at stille ministeren et ganske simpelt spørgsmål: "Hvor mange underskrifter fra utilfredse forskere skal jeg forelægge dig, før du holder op med at tale om "nogle enkelte" utilfredse?". Som "svar" fik jeg først en klassisk sandersk væven, som blandt andet handlede om, hvor få mennesker, der havde været til nogle demonstrationer imod ham. Jeg gjorde ham opmærksom på, at han ikke svarede på mit spørgsmål, han svarede atter ikke. Jeg bad ham atter om at svare på mit spørgsmål, han bad om at få et nyt spørgsmål fra salen.

Hvad er Sander bange for? At virkeligheden skal trænge ind i hans ministerium? At han bliver nødt til at tage en kritik alvorligt? Hvis han er så sikker på sit "nogle enkelte", hvorfor vil han så ikke oplyse et tal? Er 200 forskere stadig "nogle enkelte"? er 500? Hvilke konsekvenser vil Sander drage af det, hvis det kan dokumenteres, at der er en - skal vi kalde den - "vidt udbredt" utilfredshed med den førte forskningspolitik? Ingen?

Derfor gentages spørgsmålet her. Hvor mange underskrifter fra forskere skal ministeren have, før han opgiver at tale om, at modstanden er begrænset til "nogle enkelte"? Jeg kender selv kun ganske få, der ikke eksplicit er utilfredse, når man taler med dem, så det er da en undersøgelse værd.

Invitér vennerne først ...

FI (der engang hed FIST men blev træt af underlige henvendelser) går også under navnet Forsknings- og Innovationsstyrelsen. De udsendte i morges en pressemeddelelse om "Danmarks Forskningspolitiske Råds forskningspolitiske konference 2008", som foregår i morgen, dvs. den 4. marts kl. 9-12 (i Bredgade 68 i Kbh.). Det er store emner der lægges op til at diskutere sammen med vennerne, som må være indkaldt længe før pressemeddelelsen om mødet udsendtes. Der er fokus på sundhedspolitik: "Bedre koordination og implementering af sundhedsvidenskabelige forskningsresultater med henblik på at løfte den danske middellevetid" (formuleringen minder mig om en parole fra valgkampen i november), og desuden vil man bl.a. se på "Krav til en model til kvalitetsbaseret fordeling af universiteternes basismidler til forskning." Dette er som bekendt et temmeligt omstridt punkt. FI's side for mødet (her) er dateret 7. februar, men det havde været rart hvis pressemeddelelsen var gået ud mindst en uge før; fristen for tilmelding var i dag kl. 15.

Hvornår får vi et meningsfuldt svar?

Sagen om Mille Buch-Andersens speciale bliver ved med at klæbe til KU. Når Mille Buch-Andersen kan fremlægge skriftligt bevis for, at der har være et pres fra DRs side, hvorfor skal vi så hele tiden høre om alt muligt andet. Som tingene fremtræder, er der ingen tvivl: Der er begået en alvorlig fejl. Fordi KUs administration insisterer på at bakke op om dem, der har begået fejlen snarere end at lægge afstand, kommer historien i sin helhed til at brænde fast på institutionen. Det mest skræmmende ved hele historien er, at den tydeligt signalerer, at det kan betale sig at lægge pres på KU, hvis man er utilfreds med resultaterne af en undersøgelse foretaget med udgangspunkt i universitetet. Hvem bliver den næste, der ikke kan stå for fristelsen? Og vil KU kunne stå fast på sine grundlæggende værdier om forskningsfrihed og uafhængighed, når det sker?