»Vi mener, at en stor del af basismidlerne skal være afhængig af universiteternes præstationer. Man kunne starte med at lade ti procent af midlerne være udsat for konkurrence og over tiden hæve det til 50 procent, hvis man har gode erfaringer med modellen,« siger Asbjørn Børsting, formand for Det Forskningspolitiske Råd, der i dag fremlægger sine anbefalinger til dansk forskningpolitik.
Overfor denne fetich har Danske Universiteter i form af Rektorkollegiet været meget spage i mælet med kritik, for ikke at sige optrådt som rene nikkedukker, og det lader til, at det først er nu, at de skræmmende perspektiver fornemmes, selvom der ikke tages noget principielt opgør med konkurrencefantasmet:
"Rektorkollegiets formand understreger, at universiteterne har nikket til at indføre øget konkurrence om forskningsmidlerne. Men det skal ske på lige vilkår, understreger han.
»Og det er jo ikke lige vilkår, hvis f.eks. et tysk universitet med tyske statspenge i ryggen skal konkurrere med os om danske statspenge. Samtidig virker det som en besynderlig form for fri konkurrence, hvis andre landes universiteter får lov til at konkurrere om vores basismidler , mens vi ikke må konkurrere om deres,« siger Jens Oddershede, der frygter en fremtid, hvor der kun bliver forsket i områder, der er økonomisk rentable."
Man kan kun dele rektorformandens frygt. En konkurrenceudsættelse af halvdelen af basismidlerne vil give de mest absurde sideeffekter, når landets forskere af deres ledere vil blive tvunget til at sætte fokus på at skrabe point sammen til det store universitets-konkurrencespil, snarere end gå efter de spørgsmål, deres egne videnskabers frie forskning leder dem frem til. Børsting & co. tror man kan handle med forskning ligesom man handler med grovvarer, og synes det er "en spændende mulighed både at lade udenlandske universiteter komme til Danmark og åbne danske universiteter i udlandet, herunder i Kina, som regeringen vil gøre som led i sin Kinastrategi."
Konkurrence er et flertydigt begreb: Konkurrence på ideer, teorier og opdagelser, konkurrencen mellem forskere og forskergrupper om at komme først med opdagelser, er helt fint og indgår, ligesom samarbejdet mellem forskere, som en frugtbar del af den videnskabelige udvikling på alle forskningsfronter. Konkurrence mellem universiteter om bevillinger er fantasmet, som økonomer og forskningspolitikere i disse år tror skal bringe Danmark i toppen af det såkaldte globale videnssamfund. Men hvem har nogensinde set dokumentation for at dette fantasme, og dets højst reelle adfærdsændrende former, akademisk kapitalisme og trangen til at gøre universiteter til erhvervsvirksomheder, fremmer en sund udvikling af forskningen?
2 kommentarer:
Ja, man skal blot være opmærksom på, at konkurrence her ikke er som på frie markeder, hvor der er mange købere og sælgere. Her er det statsmagten, der nøje definerer kriterier og krav, før pengekassen åbnes. Der er således mere lighed med en centralstyret planøkonomi - jf. også Lars Bo Kaspersen i Forskerforum, nr. 212 Skal der sammenlignes med marked, er der nærmest tale om det økonomerne kalder et monopson, dvs. et marked med en køber og mange sælgere. Et sådant marked vil altid, iflg. økonomisk teori, være suboptimalt.
Alt det spin om marked og konkurrence er faktisk vildledende. Et "frit marked" vil aldrig kunne levere grundviden, og et monopson-styret marked vil være ineffektivt.
Til konkurrencen mellem universiteterne om den ene købers (statens) gunst, og den idealistiske konkurrence mellem ideer, kan man føje den virksomhedssimulerende konkurrence om indtægter fra patenter, jf. den vanvittige sag fra DTU. Lise Richter skriver i dagens Information
"Adskillige medarbejdere på Danmarks Tekniske Universitet har dog under et orienteringsmøde med ledelsen i sidste uge fået at vide, at fritstillingen af Birgitte Ahring , blandt andet handler om, at universitetet skal beskytte sine rettigheder til forskningsresultater. Det bekræfter flere kilder blandt de ansatte på DTU, der dog ønsker at være anonyme"
(mere om sagen her).
Send en kommentar