arr. Humanistisk Forum
Onsdag d. 2. april 2008 kl. 16 - 18.30
Lokale: 21.0.54 i det nye KUA (Københavns Universitet, Amager)
Program:
Velkommen v. lektor Tania Ørum
Om Humanistisk Forum v. lektor Charlotte Engberg
De glemte traditioner og den nødvendige kritik v. Post.doc. ph.d. Jesper Eckhardt Larsen
Tankens magt v. professor Frederik Stjernfelt
Humanioras betydning og den nødvendige hofnar v. Birgitte Possing, Seniorforsker, adjungeret professor, dr.phil. og fhv. direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.
Mere lederskab og mindre management! v. professor Peter Harder
Diskussion
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Til os der ikke kan være der - Kommer der et referat?
Knus Charlotte
Karen Lisa Salamon har netop skrevet et dybt interessant referat af mødet, der kan læses på Humanistisk Forums website her. Ærgerligt, at jeg ikke selv kunne være med til mødet. Tak til K.L.S.!
PS
interessant at se forskellen i fremstillingen af "humaniora" hos Peter Harder (humaniora med stort H og i bestemt form ental) og Birgitte Possing (med mere plads til en mangfoldighed af humanisttyper som fx den klassisk lærde, den praktiske ekspert og den intellektuelle).
Jeg har i al hast oprettet en blog til brug for diskussionen af humaniora. Indlæggende fra mødet bliver lagt der (og vist også andre steder). See http://meningenmedhumaniora.blogspot.com/
Tak for dit initiativ, Klemens! Og velkommen til den nye blog! Må den blive flittigt benyttet. Det er velanbragte overvejelser du lægger frem, om man overhovedet skal have sådan een bestemt "strategi" for humaniora, du præsenterer på din egen blog (her) og den nye. Jeg har lyst til at citere Birgitte Possings indlæg, som afslutter sådan:
"Erfaringerne for hvordan man har rekrutteret forskere som både outsidere og insidere i spændingsfeltet mellem klassisk humanisme, specialfaglig ekspertise og kritisk videnskab kan udvikles til noget konstruktivt. Det viser avancerede forskningscentre i USA, i en håndfuld europæiske lande og i Australien. Det forekommer væsentligt, at humanisten, eksperten og hofnarren ikke udelukker hinanden, men går i kritisk dialog her i senmoderne, komplekse tider og tager den udfordring op at udfordre forskningslederne (institutledere, dekaner, rektorer, direktører for kulturinstitutioner) til selv til at stille de store spørgsmål om, hvor vi går hen."
Den 26/4-2008 havde Birgitte Possing en kommentar i Politiken, som må svare til hende oplæg. Den gengives her:
***
Politiken d. 26. april, 2008 (Debat s. 6)
Humaniora - hvad skal det gøre godt for?
Der skal stilles spørgsmål til det givne
af Birgitte Possing
Det er et gennemgående træk ved vores offentlige debat, at humaniora de seneste år er blevet forkætret, sat under pres og udsat for konstant kritik for ikke at være salgbar. Meningsdannere har kaldte humaniora for selvoptaget, for indadvendt, ja, helt overflødig i forhold til andre nyttige videnskaber. Men er humanistiske videnskabsmænd og -kvinder da så meget mere nørdede end forskere inden for medicin eller nanoteknologi? Eller er de humanistiske fag blevet lagt så meget mere under pres af myndigheder og tidsånd, at de ikke længere magter at træde i karakter og bevise deres uomgængelige værd?
Hvad er der sket med den humanistiske fortælling, siden den ikke rejser sig i en samlet protest over at blive prügelknabe for en udefinerlig hetz mod højtuddannede specialister?
Hvad er der på spil? Tidligere fik humaniora agtelse og påskønnelse fra stat og myndigheder. Det var dengang, natur- og sundhedsvidenskaber så småt begyndte at omsætte deres resultater til direkte nytte i samfund og erhverv. Humaniora derimod havde en almendannende betydning og fik prestige som sådan.
Det gjaldt for alle de humanistiske fag, nemlig sprogfag og filologi, historie, litteratur- og teatervidenskab, arkæologi, kunst, arkitektur og musikvidenskab, psykologi, pædagogik og uddannelsesforskning, teologi og religionsvidenskab, filosofi og idehistorie. Senere er film- og medievidenskab, antropologi og etnologi og en række fag, der går på tværs af de klassiske discipliner, blevet til.
De sætter alle det menneskelige i centrum for forskningen. De reflekterer over samfundsfællesskabet og det enkelte menneskes selvforståelse. De handler om de rationelle og materielle ting, mennesket har skabt, og om de irrationelle forhold, som menneskers tanker, følelser og erfaring har avlet. Fagene og specialiseringen har udviklet sig over tid. Ligesom i alle andre videnskaber. Det er et fællestræk, ligesom det er fælles for alle videnskaber, at de er udsprunget af en undren, nysgerrighed og stræben efter uforudsigelige svar på konkrete spørgsmål.
Men humaniora nyder ikke længere agtelse. Og det har ikke noget at gøre med, hvilken regering vi har eller har haft de seneste 30 år. Gennem hele perioden har humaniora været under stadigt voksende pres. Og det virker, som om myndigheder, regeringer og til dels forskerne selv har glemt, at humaniora bør være samfundets kritiske bevidsthed om sig selv.
Det er sært. Fordi alle samfund med overskud har gavn af at prioritere den forskning, som sætter spørgsmålstegn ved det, man til enhver tid betragter som givet. Og der har sjældent været større folkelig interesse for at vide mere om forskelligheden og mangfoldigheden i den globale verdens kulturer, sprog, tro og tankemåder. Sjældent været større nationalt og internationalt behov for det samme. Og alligevel efterspørges varen ikke. Er det, fordi myndigheder, magthavere og meningsdannere ikke vil have de nøgterne, komplicerede svar? Eller er det, fordi de humanistiske forskere ikke selv melder ud, hvad de faktisk kan?
Svaret er, at det er et særkende ved humaniora, at den ikke længere kan kaldes almendannende. Den er blevet for kompliceret. Derfor er det vigtigt at skelne. Ikke mellem fag, men mellem typer af humanistisk forskning:
Den første type stiller spørgsmål om en tekst, en ting, en artefakt eller en ny metode og problemstilling, fordi den ikke har været undersøgt før; her går man ud fra, at materialet er værd at udforske i sig selv, fordi det hidtil har været overset. Den måde at stille spørgsmål på hævder, at humaniora er berettiget som et aspekt af en lidenskab, hvor forskere undrer sig og stræber efter at få slukket deres kundskabstørst. Klassiske og især ældre humanister vil hævde, at denne basale søgen efter ny viden er grund nok til, at staten betaler forskningen. Fordi det samme er drivkraften i andre videnskaber. Her har vi humanisten og grundforskeren.
Den anden type stiller spørgsmål af nytteinteresse, fordi et bestemt samfundsproblem skal løses. Den måde at stille spørgsmål på hævder, at humaniora skal være nyttig og bidrage til samfundets problemløsninger. Der skal tænkes hen mod en faktura, så regningen for analysen kan dækkes af indbringende svar. Hvordan udvikles en god oplevelsesøkonomi f.eks. Her har vi eksperten .
Den tredje type stiller spørgsmål af samvittighed, ud fra forskerens ønske om at fungere som samfundets kritiske bevidsthed om sig selv som den intellektuelt reflekterende og nysgerrige på vegne af hele samfundet. F.eks. hvorfor har vi to biologiske køn, der drømmer om ligestilling, men ter sig kulturelt forskelligt? Hvorfor passer visse minoriteter ikke lige ind i den globale dagsorden med deres sprog, tro og tankemåder? Det er den, der ud fra et kulturanalytisk, filosofisk, eksistentielt, kommunikativt, historisk eller æstetisk perspektiv vender tingene på hovedet og spørger: Hvor går vi hen, hvordan gør vi det – og kunne man forestille sig andre måder at gøre det på? Her har vi hofnarren . Hofnar er et godt ord, fordi det betegner en professionel, der er ansat til at sige det provokerende, der bør siges. Og som modtageren bliver både klogere og ydmygere af at lytte til. Hofnarren er kulturforsker.
Eksperten er den, som politikere, myndigheder og institutionsledere elsker at give plads og bevillinger i dagens Danmark. Efter kortsigtede og skiftende politiske interesser.
Men humanisten og hofnarren, grundforskerne, hvis arbejde kræver tid til fordybelse, får stadig sværere kår på universiteter og kulturinstitutioner. Desværre. For vi kan ikke undvære dem. Hvorfor glimrer de humanistiske forskningsledere som dekaner, rektorer og direktører ved deres fravær i debatten? Hvorfor går de ikke i mere offensiv dialog med politikerne, myndigheder og ministre om hetzen mod humaniora? De kender deres forskeres indsigt, så hvorfor går de ikke klart ud og definerer præmisserne, for hvilken forskning der skal prioriteres? I de seneste 30-40 år har de i alt for høj grad overladt det til de bevilgende politikere at definere, hvilke emner der var relevante. Uanset regeringens farve.
Dermed er de kommet til defensivt at prioritere eksperterne, som på længere sigt ikke kan levere resultater uden de to andre, humanisten og hofnarren. Da politikerne så, at vi var ved at gå til i forurening, blev behovet for forskning i sammenhængen mellem mennesker, kultur og miljø sat på dagsordenen. Og når politikerne opdager et nyt behov, vendes bevillingerne hen mod det. Det er en alt for vejrhaneagtig måde at styre forskning på. Vi har ikke råd til at slække på grundforskningen. Humanisten, eksperten og hofnarren udelukker på ingen måde hinanden. Men det er op til forskningslederne at forsvare de tre typer forsknings værdighed og få dem til at blomstre.
***
PS
Possings indlæg, en kronik og et længere referat fra det nye nr. af FORSKERforum her.
Send en kommentar