Dum tro

Den forbløffende mulighed foreligger, at forskningsministeren er det eneste menneske i den danske forskningsverden, som ikke ved, at det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet er blevet udsat for en bloddryppende nedskæring. Da forskningsministeren i Folketinget fik stillet spørgsmålet ”Anerkender ministeren, at der skæres i undervisningen på universiteterne?” (Spørgsmål 846, folketingsåret 2008/2009) lød svaret (14/1-2009):

Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. (...) Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger.

Fem dage efter blev KU-NAT bombet tilbage til stenalderen.

Det lader sig diskutere, om ministeren overhovedet svarer på det stillede spørgsmål, men lad nu det ligge. Lad os også antage, at Helge Sander taler sandt, for det skal han jo under omstændighederne. Det betyder at ministeren faktisk er så dårligt informeret, at det kun er fra pressen, han kender til nedskæringsrunden. Det rejser som første spørgsmål, hvorvidt kommunikationskanalerne imellem universitetsverdenen og ministeriet virkelig er så katastofalt ringe? Vi taler om et af de betydeligste forskningsmiljøer i Danmark, som tilmed ligger inden for et område, ministeren lægger stor vægt på.
Det mest forbløffende er dog tilbage. Ingen, jeg har hørt om, har angivet interne omprioriteringer som årsag til, at KU-NAT skærer ned på centrale institutter. Ikke engang fakultetsledelsen har forsøgt at bortforklare, at der finder nedskæringer sted af økonomiske årsager. Selv et fuldbårent paradoks lykkes det ministeren at frembringe, idet han på den ene side erklærer sin fulde tillid til ledelsen på universitetet, på den anden side benægter, hvad de selv siger, nemlig at de skærer ned på grund af økonomiske problemer.
Helge Sanders taleform er efterhånden klassisk i universitetsdebatten. Han parerer ethvert ansvar for problemer på institutionerne med, at disse falder under ledelsens beføjelser. Ledelsen på sin side henviser vedblivende til, at den gør, hvad den gør, fordi den må tage højde for ministeriets fordringer. I processen forsvinder ethvert ansvar på det behageligste, mens magten er dejlig intakt.
Men derved lammes handlekraften selvfølgelig også. Ministeren burde selvfølgelig tage ansvaret for problemer inden for sit ansvarsområde på sig og handle ansvarligt i forhold til dem. I stedet har han travlt med at bullshitte sig ud af ethvert medansvar – og det i et sådant omfang, at han stræber imod at fremtræde så uvidende om problemerne, som det er ham muligt. Ingen skal efterfølgende undre sig over, at ministeriet ikke har nogen meningsfuld politisk reaktion på nedskæringerne på KU-NAT.
Men uvidenhed gør ikke nødvendigvis ansvarsfri. Hvis ministeren faktisk ingen selvstændig viden har om nedskæringerne, og han ikke søger yderligere oplysninger, så befinder han sig i det, som juristerne kalder ”dum tro”, idet han holder sig uvidende om noget, han indlysende burde orientere sig om. Det er lige så bevidst ubegavet, som det er ikke at åbne sine rudekuverter, for KU-NAT er ikke blevet mindre skåret ned af, at Helge Sander ikke vil se i øjnene, at det er sket. Hans opførsel er en fornærmelse imod universiteterne. Hvornår tager Anders Fogh Rasmussen sig sammen og fyrer den mand?

Fra Information onsdag den 25. februar 2009.

Evalueringer og digital dovenskab

Det fremgår af Videnskabsministeriets sider, at "Evalueringskonsulenterne får kronede dage i 2009, hvor intet mindre end tre store evalueringer igangsættes fra Bredgade 43, hjemstedet for Videnskabsministeriet. Både forskningsrådssystemet, universitetsloven og innovationsfremmesystemet skal kulegraves som led i at tage temperaturen på rammerne for det danske vidensystems kronjuveler."
Ordet kulegraves lyder stort og lovende, men hvad med evalueringernes metodiske kvalitet, hvis det hele udliciteres til konsulentvirksomheder, der "bedst og billigst" udfører undersøgelserne som web-baserede spørgeskemaundersøgelser, der foregår lidt på samme måde som når en hvidevareforhandler tester købernes vurderinger af de enkelte mærker af vaskemaskiner? Jeg har lige været udsat for en undersøgelse af forskningsrådssystemet. Jeg fik en mail fra firmaet Capacent Epinion som skrev

Kære Claus Emmeche
Vi kontakter dig, da du i 2007 har søgt om en bevilling til projektet The Ethos of Nano-technology ved Forskningsrådet for Natur og Univers under Det Frie Forskningsråd (FNU).
Videnskabsministeren og forligskredsen bag lov om forskningsrådgivning m.v. har valgt at igangsætte en evaluering af forskningsrådssystemet. Evalueringen gennemføres af et uafhængigt evalueringspanel nedsat af videnskabsministeren. Evalueringen skal på et overordnet plan svare på, om systemet i sit organisatoriske set-up og om de enkelte råd, komitéer og udvalg lever op til sit formål. Det er hensigten, at evalueringen skal danne grundlaget for den revision af loven om forskningsrådgivning mv., som skal finde sted i folketingsåret 2009/2010.
Et vigtigt element i evalueringen er ansøgernes vurdering af forskningsrådssystemet. Derfor gennemfører Capacent Epinion i samarbejde med Forsknings- og Innovationsstyrelsen en spørgeskemaundersøgelse blandt alle ansøgere ved Det Strategiske Forskningsråd og Det Frie Forskningsråd i 2007. Resultaterne fra undersøgelsen vil indgå i den samlede evaluering, som forventes offentliggjort i august 2009.
I denne forbindelse håber vi, at du har mulighed for at besvare et web-baseret spørgeskema. Din besvarelse vil blive behandlet fortroligt af Capacent, og du bedes svare i relation til ovennævnte ansøgning i 2007.
Det tager ca. 10 minutter at udfylde spørgeskemaet, hvilket du gør ved at klikke på følgende link: Klik her for at gå til undersøgelsen! (kode)
På forhånd mange tak for din besvarelse.
Med venlig hilsen
Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Capacent Epinion

Det spøjse er, at den pågældende ansøgning blev skippet af sted i mit navn, da jeg er centerleder, men det var en til centeret løst knyttet medarbejder vi søgte penge til, og denne person havde i det væsentlige skrevet ansøgningen. Med andre ord: Er det en institut- eller centerleder, en forskningsgruppeleder, eller en aktiv forsker på gulvet, som man vil have en vurdering af forskningsrådssystemet fra? Intet spørgsmål i undersøgelsen forholdt sig til den problematik.
Næste problem: Når en respondent i god tro forsøger at klikke alle "svar" (i stil med "meget tilfreds", "tilfreds", "utilfreds", "meget utilfreds", "ved ikke") igennem på de lovede 10 minutter, vedrørende en ansøgning afsendt for mere end 1 år siden, hvor pålidelige data er det så man får? Når der fx spørges "Hvor tilfreds eller utilfreds var du med opslagets klarhed om formål, krav og retningslinier", kan der ikke umiddelbart svares kvalificeret uden man graver tilbage i sit arkiv, finder og læser ansøgningen, opslaget, svarskrivelser, etc. De afgivne svar risikerer intet at sige om det, undersøgelsen skulle afdække.
Den slags undersøgelser er udtryk for digital dovenskab fra spørgerens side, og animerer til det samme hos informanten.
Hvis en stor del af evalueringen af universitetsloven kommer til at køre på samme vis er det meget uheldigt. Universiteternes samfundsvidenskabelige fakulteter bugner af eksperter, der må kunne gøre den slags meget bedre. Hvorfor bruger man ikke dem?

Akademisk selvstyre med valgte institutråd og professionel ledelse

Jeg hørte en interessant udsendelse på P1's Orientering, hvor journalist Laura Bøge Mortensen interviewede Peter Harder (aktuel med Hvidbogen fra Videnskabernes Selskab) og en forsker, Jon Kyst, som ikke længere orkede universitetsbureaukratiet. Udsendelsen er omtalt i arkivet (her) hvor det fremgår, at der er gang i den forskningspolitiske debat netop nu. Og der er virkelig bevægelse i tingene. Hvor stemningen for bare et år siden var sådan, at det var usikkert, om vi overhovedet ville få egentlig evaluering af universitetsloven (regeringen ville helst nøjes med et ministerie-styret 'eftersyn'), så er der nu tilsyneladende politisk flertal for at fjerne instruktionsbeføjelsen i lovens §17.
Så vidt så godt. Men det er selvfølgeligt langt fra tilstrækkeligt, og evalueringens kommissorium rummer da også det at se nærmere på selve den uskønne ledelsesstruktur, som Peter Harder karakteriserede således: "Man har sådan et hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker, der før var den eneste, der skulle bestemme over forskningen. Nu er der institutledere, dekaner og rektorer, som alle sammen gerne vil bestemme, hvad der skal foregå."
En bestemt diskursiv modsætning a la Scylla og Charybdis har struktureret tænkningen i den hidtidige debat hos både tilhængere af 2003-loven og dens modstandere som de nu delvis tegnes af Videnskabernes Selskab: Scylla er det gamle, ineffektive, beslutningsuduelige kollegiale selvstyre, hvor tingene fik lov til at selje, og ingen turde prioritere og tage upopulære men 'nødvendige' beslutninger. Det er ikke et dækkende billede af hvordan situationen var i 1980'erne (før instruktionsparagraffen og den styrkede ledelse, der kom allerede med 1993-loven), men det er et retorisk set virksomt billede af 'det gamle system'. Charybdis er et janushovede, for det er på den ene side, og reelt set, den grøft vi er havnet i her og nu med 2003-loven og ministeriets centralistiske detail-styre, og på den anden side, og idealt set, er det den strømlinede effektive erhvervsorienterede top-professionelle ledelse, som kendetegner de mest progressive og innovationsduelige erhvervsledelser, og som forener en reel top-down magt over organisationen med snilde og motivationsskabende teknikker til 'medinddragelse' af initiativrige og omstillingsparate medarbejdere. Det er et retorisk effektivt billede af den ideale organisation, offentlig eller privat, som enhver ledelseskonsulent får sit brød på bordet af. Det er et billede, som selv Videnskabernes Selskab må respektere og tage i ed som den mistelten, man ikke fundamentalt set vil gøre op med.
Men det er man bare nødt til, hvis de akademiske friheder - til fri forskning og undervisning - skal have en chance, dvs. hvis man virkeligt vil af med det "hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker". Der er derfor behov for sociologisk og organisatorisk fantasi til at udtænke bedre modeller for akademisk selvstyre, der kombinerer et rationelt og minimalt bureaukrati; en (af gavn og ikke blot af navn) professionel ansat eller udpeget ledelse; og et egentligt universitetsdemokrati, hvor fagligheden og fri forskning er i centrum. Man må finde en ny balance mellem opadgående og nedadgående stemmer og styringsmekanismer i systemet. Man kunne fx passende overveje at:
— lade bestyrelsens samfundsmæssige kompetencer få større overbevisnings- og gennemslagskraft vil at lade denne være alene rådgivende, og da med initiativret til fremsættelse af nye forslag vedr. universitetets anliggender (en hørbar tænketank i stedet for en selvsupplerende loge og centralkommité);
— lade et demokratisk valgt universitetsråd være det øverste organ, som enten udpeger eller ansætter rektor;
— lade tilsvarende valgte råd fungere på fakultets- og institutniveau;
— og lade disse råd enten udpege eller ansætte egentligt professionelle ledere (svarende til de nuværende dekaner og institutledere), således at en valgt institutrådsformand og en ansat institutleder samlet tegner ledelsen på institutniveau.

Der er mange andre mulige modeller, men det er på tide, at vi undersøger og diskuterer dem, og fastholder et centralt krav i den underskriftindsamling, som over 6000 forskere og studerende sidste år skrev under på:

Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

Kritik af rankings

I sidste nummer af World University News gør Uwe Brandenburg (her) sig nogle tanker om de store universitets-rankings én-dimensionalitet, bl.a. dette:

"First, we do not believe in the ranking of entire higher education institutions. This is mainly due to the fact that such a ranking necessarily blurs the differences within an institution. For us, the target group has to be the starting point of any ranking exercise. Thus, one can fairly argue that it does not help a student looking for a physics department to learn that university A is average when in fact the physics department is outstanding, the sociology appalling and the rest is mediocre.
It is the old problem of the man with his head in the fire and the feet in the freezer. A doctor would diagnose that the man is in a serious condition while a statistician might claim that overall he is doing fine."

Det samme kan siges om ministeriets og regeringens fantasme om "Basismidler efter kvalitet", som går ud på at ranke de danske universiteter efter en række indikatorer, herunder "den bibliometriske forskningsindikator", og disses indbyrdes (politisk bestemte) vægtning, for så at fordele det, der tidligere var basismidler, efter den nye algoritme. Som Uwe Brandenburg bemærker om det parallelle problem:

"Second, we do not create values by weighing indicators and then calculating an overall value. Why is that? The main reason is that any weight is necessarily arbitrary, or in other words political. The person weighing decides which weight to give. By doing so, you pre-decide the outcome of any ranking. You make it even worse when you then add the different values together and create one overall value because this blurs differences between individual indicators.
Say a discipline is publishing a lot but nobody reads it. If you give publications a weight of 2 and citations a weight of one, it will look like the department is very strong. If you do it the other way, it will look pretty weak. If you add the values you make it even worse because you blur the difference between both performances."

Lad bibliometrien blive et redskab i selve forskningen, og i dens formidling. Fint, hvis humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning gøres mere synlig. Men drop tanken om at rangordne universiteter og arrangere konkurrencer om indikator-point.

Universitetslovsevaluering

Nu er det tid for evaluering af universitetsloven. Selvom man kan rejse berettiget kritik af det nedsatte evalueringspanel (jf. sidste nummer af bladet FORSKERforum og artiklerne i Magisterbladet nr. 1 fra 16/1, se også i Forskningspolitisk Arkiv) er der håb om, at vi kan råbe politikerne og udvalget op, således, at selv Helge Sander ikke kan blive ved med at hævde, at han aldrig har hørt om reelle problemer (eller det er måske for meget at håbe på).

Kravene kunne være

• sikring af forskningsfriheden, hvilket bl.a. kræver afskaffelse af institutledernes instruktionsbeføjelse;
• et opgør eller i det mindste en modvægt til det hierarkiske ledelsessystem i form af stærkere kollegiale organer, som skal kunne give lederne mistillidsvotum, og generelt bidrage til at skabe sundere "checks and balances" nedefra i systemet;
• mindre afrapporteringstyranni/administratitis (jfr. her) gennem afskaffelse eller justering af de ministerie-dikterede udviklingskontrakter og en fornyet tillid til forskerne og forskningsverden;
  
• sikring af den frie forskning og frie forskningsmiljøer i form af et opgør med tanken at al forskning føre til faktura; sikring af basismidler til både uddannelse og forskning, flere frie forskningsmidler, forskning for hele samfundet og ikke kun for visse dele af erhvervsliv og industri;
• stop den truende klientgørelse af universitetsforskningen i en overlevelseskamp om eksterne midler, og installer mekanismer til sikring af troværdighed og uafhængighed i al myndighedsbetjening, så også myndighedskritik muliggøres;
  
• nej til flere hovsa-fyringer og deraf følgende smadring af forskningsmiljøer som senest på KU-Nat.

Underskriftindsamlingen har sikret, at evalueringen ikke bliver rent proforma, selvom der naturligvis vil være stærke kræfter, der vil kæmpe imod kritik og ændringer. Nu må vi sikre, at kritikken kommer frem og på den politiske dagsorden. Vi har brug for bidrag og flere gode ideer til, hvordan det kan gøres. Både lokalt på universiteterne og nationalt. Det bliver ikke nemt, men det er nu eller vi risikerer syv magre år mere…

Universitetsstrejker i Danmark, Frankrig og world-wide

Følger man netavisen University World News læser man ofte om strejker blandt personalet på universiteter rundt om i verden. Senest (den 1/2 og 8/2) har man kunnet læse at store dele af den franske universitetsverden nu strejker i protest mod regeringens forskningspolitiske reformer og omstruktureringen af forskningsinstitutionerne som direkte vil berøre de ansattes vilkår. — "University professors, lecturers and researchers have united across political divides to oppose the new decree. A national coordinating group of representatives from 46 universities and seven union federations, together with action groups and scholarly societies, met in Paris last month and voted for a 'total and unlimited strike'." — Strejken er støttet af fagforeninger fra både højre og venstre. Det lykkedes lige Sarkozy at puste til ilden, da han om sin holdning til protesterne sagde: J’écoute, mais je ne tiens pas compte … ”Jeg lytter, men jeg tager ikke hensyn til det” (Nouvelobs.com, 20 janvier 2009).

I Danmark kan man, som i tilfældet med 2003-loven og fusionerne efter 2006, foretage mindst lige så vidtgående reformer, og man kan (som i den nuværende budgetkrise på de naturvidenskabelige fakulteter) massefyre forskere og TAP'er og forringe uddannelsernes kvalitet, uden at 'strejke' som muligt modtræk end bringes på bane. Det kan godt undre.

Det er ikke min hensigt at klandre fagforeningernes tillidsrepræsentanter (TR), som har gjort et prisværigt arbejde indenfor de rammer, deres institutionelle roller har tilladt dem. Den oficielle fagforeningsrolle er her begrænset til at modvirke afskedigelser ved at forsøge at påvirke budgetterne (og igen er fagforeningens rolle her begrænset til at bliver hørt i samarbejdsudvalgene) og til at hjælpe de, der kommer i klemme ved nedskæringer. Med hensyn til protester (indenfor det felt der er reguleret af arbejdsretten) er fagforeninger og TR'er bundet af fredspligten, som er en del af overenskomstsystemet, og som betyder, at man kun kan strejke i forlængelse af overenskomstforhandlingerne og at fagforeningen er forpligtet til at hjælpe med til at holde ro på arbejdspladsen mellem overenskomstforhandlingerne. Hvis en TR opfordrer til arbejdsnedlæggelser kan vedkommende blive fyret og fagforningen blive idømt en bod, der kan være af væsentlig størrelse. Så derfor ville DM og andre fagforeninger ikke tillade deres TR'er at opfordre til overenskomsstridige arbejdsnedlæggelser.

Set fra de ansattes side er forklaringen måske mere sociologisk end juridisk. Som institutleder Morten Lassen fra Aalborg Universitets Inst.f. Økonomi, Politik og Forvaltning udtrykte det i et vidnepanel ved AC's åbne høring for nyligt: I tiåret fra 1993-loven til 2003-loven er de universitetsansatte vænnet fra at tænke indenfor rammerne af et kollegialt universitetsdemokrati, og vænnet til at se sig som lønmodtagere (og med skepsis på ledelsens sporadiske forsøg på "medinddragelse", der mere ses som udtryk for fingere demokrati, og hvor ledelsens fordringer så mere mødes med spørgsmål om konkret belønning). Eller som Jørgen Øllgaard bemærker om den tavshed, som Helge Sanders manipulerende konklusioner mødes med ved afslutningen af det forskningspolitiske årsmøde i Videnskabernes Selskab: "fordi forskere såmænd bare er pæne mennesker, som helst undgår at sige Øvrigheden direkte imod". (Forskerforum nr. 221, febr. 2009, s. 15).

Universiteternes patenter på vej ned?

Danske universiteter har de sidste år med udsigten til indtægter fra samarbejder med erhvervslivet og hjemtagning af patenter oprustet administrativt med bl.a. Tech-Trans-kontorer. Et af de åbne spørgsmål har været hvor mange ekstra indtægter universiteterne kunne hente hjem på patentering, og hvorvidt patenter overhovedet samfundsøkonomisk er en god ide. Et bidrag til svar på spørgsmålet om omfanget gives af Loet Leydesdorff og Martin Meyer i artiklen "The Decline of University Patenting and the End of the Bayh-Dole Effect", som kan downloades her. De siger i deres abstract:

University patenting has been heralded as a symbol of changing relations between universities and their social environments. The Bayh-Dole Act of 1980 in the USA was eagerly promoted by the OECD as a recipe for the commercialization of university research, and the law was imitated by a number of national governments. However, since the 2000s university patenting in the most advanced economies has been on the decline both as a percentage and in absolute terms. We suggest that the institutional incentives for university patenting have disappeared with the new regime of university ranking. Patents and spin-offs are not counted in university rankings. In the new arrangements of university-industry-government relations, universities have become very responsive to changes in their relevant environments.

Universitetsstyrelse tilrettelægger evalueringspanels arbejde, og Videnskabsministeriet måler tilrettelæggelsens succes

Betyder en formulering som

“Far tilrettelægger fristilen, så sønnen kan aflevere den inden deadline”

- at det er far, der stiller computer til rådighed, eller hjælper til med lidt inspiration, eller at far skriver hele opgaven? Betydningen er vel lige så ubestemt som i denne formulering:

“UBST tilrettelægger evalueringen, så det uafhængige internationale ekspertpanel kan aflevere evalueringen til ministeren inden udgangen af november 2009.”

Dette er et citat vedrørende evalueringen af lov om universiteter, og er hentet fra s. 7 i det tankevækkende dokument “Resultatkontrakt 2009 mellem Universitets- og Bygningsstyrelsen og Videnskabsministeriets Departement” (se her og her), hvor det bl.a. hedder, at “Kontrakten indeholder de eksternt rettede faglige mål, som UBST vil blive målt på i 2009.” Kontrakten er en spøjs læsning hvad angår “vægtning af de 17 resultatkrav” (sjovt ord, resultatkrav). Evalueringen af universitetsloven får tildelt præcist 9 %-point ud af 100. Det giver anledning til fgl. overvejelser:
- Hvor stor bonus for god opfyldelse får mon UBST-direktør Jens Peter Jacobsen?
- Hvordan vil de i ministeriet måle opfyldelsesgraden i procent? Har man overvejet at indføre 12-skalaen og ansætte en ekstern censor?
- Er det betryggende, at målemanien ikke kun udgår fra ministeriet, men i den grad gennemsyrer ministeriet og dets hele selvforståelse?