søndag den 8. februar 2009

Universitetsstrejker i Danmark, Frankrig og world-wide

Følger man netavisen University World News læser man ofte om strejker blandt personalet på universiteter rundt om i verden. Senest (den 1/2 og 8/2) har man kunnet læse at store dele af den franske universitetsverden nu strejker i protest mod regeringens forskningspolitiske reformer og omstruktureringen af forskningsinstitutionerne som direkte vil berøre de ansattes vilkår. — "University professors, lecturers and researchers have united across political divides to oppose the new decree. A national coordinating group of representatives from 46 universities and seven union federations, together with action groups and scholarly societies, met in Paris last month and voted for a 'total and unlimited strike'." — Strejken er støttet af fagforeninger fra både højre og venstre. Det lykkedes lige Sarkozy at puste til ilden, da han om sin holdning til protesterne sagde: J’écoute, mais je ne tiens pas compte … ”Jeg lytter, men jeg tager ikke hensyn til det” (Nouvelobs.com, 20 janvier 2009).

I Danmark kan man, som i tilfældet med 2003-loven og fusionerne efter 2006, foretage mindst lige så vidtgående reformer, og man kan (som i den nuværende budgetkrise på de naturvidenskabelige fakulteter) massefyre forskere og TAP'er og forringe uddannelsernes kvalitet, uden at 'strejke' som muligt modtræk end bringes på bane. Det kan godt undre.

Det er ikke min hensigt at klandre fagforeningernes tillidsrepræsentanter (TR), som har gjort et prisværigt arbejde indenfor de rammer, deres institutionelle roller har tilladt dem. Den oficielle fagforeningsrolle er her begrænset til at modvirke afskedigelser ved at forsøge at påvirke budgetterne (og igen er fagforeningens rolle her begrænset til at bliver hørt i samarbejdsudvalgene) og til at hjælpe de, der kommer i klemme ved nedskæringer. Med hensyn til protester (indenfor det felt der er reguleret af arbejdsretten) er fagforeninger og TR'er bundet af fredspligten, som er en del af overenskomstsystemet, og som betyder, at man kun kan strejke i forlængelse af overenskomstforhandlingerne og at fagforeningen er forpligtet til at hjælpe med til at holde ro på arbejdspladsen mellem overenskomstforhandlingerne. Hvis en TR opfordrer til arbejdsnedlæggelser kan vedkommende blive fyret og fagforningen blive idømt en bod, der kan være af væsentlig størrelse. Så derfor ville DM og andre fagforeninger ikke tillade deres TR'er at opfordre til overenskomsstridige arbejdsnedlæggelser.

Set fra de ansattes side er forklaringen måske mere sociologisk end juridisk. Som institutleder Morten Lassen fra Aalborg Universitets Inst.f. Økonomi, Politik og Forvaltning udtrykte det i et vidnepanel ved AC's åbne høring for nyligt: I tiåret fra 1993-loven til 2003-loven er de universitetsansatte vænnet fra at tænke indenfor rammerne af et kollegialt universitetsdemokrati, og vænnet til at se sig som lønmodtagere (og med skepsis på ledelsens sporadiske forsøg på "medinddragelse", der mere ses som udtryk for fingere demokrati, og hvor ledelsens fordringer så mere mødes med spørgsmål om konkret belønning). Eller som Jørgen Øllgaard bemærker om den tavshed, som Helge Sanders manipulerende konklusioner mødes med ved afslutningen af det forskningspolitiske årsmøde i Videnskabernes Selskab: "fordi forskere såmænd bare er pæne mennesker, som helst undgår at sige Øvrigheden direkte imod". (Forskerforum nr. 221, febr. 2009, s. 15).

1 kommentar:

Søren Pold sagde ...

Ja det kan godt være pænheden snart har nået sin grænse... Jeg må indrømme, at det specielt undrede mig, at de forskellige fyringsrunder ikke har givet mere ballade...