Dum tro

Den forbløffende mulighed foreligger, at forskningsministeren er det eneste menneske i den danske forskningsverden, som ikke ved, at det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet er blevet udsat for en bloddryppende nedskæring. Da forskningsministeren i Folketinget fik stillet spørgsmålet ”Anerkender ministeren, at der skæres i undervisningen på universiteterne?” (Spørgsmål 846, folketingsåret 2008/2009) lød svaret (14/1-2009):

Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. (...) Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger.

Fem dage efter blev KU-NAT bombet tilbage til stenalderen.

Det lader sig diskutere, om ministeren overhovedet svarer på det stillede spørgsmål, men lad nu det ligge. Lad os også antage, at Helge Sander taler sandt, for det skal han jo under omstændighederne. Det betyder at ministeren faktisk er så dårligt informeret, at det kun er fra pressen, han kender til nedskæringsrunden. Det rejser som første spørgsmål, hvorvidt kommunikationskanalerne imellem universitetsverdenen og ministeriet virkelig er så katastofalt ringe? Vi taler om et af de betydeligste forskningsmiljøer i Danmark, som tilmed ligger inden for et område, ministeren lægger stor vægt på.
Det mest forbløffende er dog tilbage. Ingen, jeg har hørt om, har angivet interne omprioriteringer som årsag til, at KU-NAT skærer ned på centrale institutter. Ikke engang fakultetsledelsen har forsøgt at bortforklare, at der finder nedskæringer sted af økonomiske årsager. Selv et fuldbårent paradoks lykkes det ministeren at frembringe, idet han på den ene side erklærer sin fulde tillid til ledelsen på universitetet, på den anden side benægter, hvad de selv siger, nemlig at de skærer ned på grund af økonomiske problemer.
Helge Sanders taleform er efterhånden klassisk i universitetsdebatten. Han parerer ethvert ansvar for problemer på institutionerne med, at disse falder under ledelsens beføjelser. Ledelsen på sin side henviser vedblivende til, at den gør, hvad den gør, fordi den må tage højde for ministeriets fordringer. I processen forsvinder ethvert ansvar på det behageligste, mens magten er dejlig intakt.
Men derved lammes handlekraften selvfølgelig også. Ministeren burde selvfølgelig tage ansvaret for problemer inden for sit ansvarsområde på sig og handle ansvarligt i forhold til dem. I stedet har han travlt med at bullshitte sig ud af ethvert medansvar – og det i et sådant omfang, at han stræber imod at fremtræde så uvidende om problemerne, som det er ham muligt. Ingen skal efterfølgende undre sig over, at ministeriet ikke har nogen meningsfuld politisk reaktion på nedskæringerne på KU-NAT.
Men uvidenhed gør ikke nødvendigvis ansvarsfri. Hvis ministeren faktisk ingen selvstændig viden har om nedskæringerne, og han ikke søger yderligere oplysninger, så befinder han sig i det, som juristerne kalder ”dum tro”, idet han holder sig uvidende om noget, han indlysende burde orientere sig om. Det er lige så bevidst ubegavet, som det er ikke at åbne sine rudekuverter, for KU-NAT er ikke blevet mindre skåret ned af, at Helge Sander ikke vil se i øjnene, at det er sket. Hans opførsel er en fornærmelse imod universiteterne. Hvornår tager Anders Fogh Rasmussen sig sammen og fyrer den mand?

Fra Information onsdag den 25. februar 2009.