mandag den 16. februar 2009

Akademisk selvstyre med valgte institutråd og professionel ledelse

Jeg hørte en interessant udsendelse på P1's Orientering, hvor journalist Laura Bøge Mortensen interviewede Peter Harder (aktuel med Hvidbogen fra Videnskabernes Selskab) og en forsker, Jon Kyst, som ikke længere orkede universitetsbureaukratiet. Udsendelsen er omtalt i arkivet (her) hvor det fremgår, at der er gang i den forskningspolitiske debat netop nu. Og der er virkelig bevægelse i tingene. Hvor stemningen for bare et år siden var sådan, at det var usikkert, om vi overhovedet ville få egentlig evaluering af universitetsloven (regeringen ville helst nøjes med et ministerie-styret 'eftersyn'), så er der nu tilsyneladende politisk flertal for at fjerne instruktionsbeføjelsen i lovens §17.
Så vidt så godt. Men det er selvfølgeligt langt fra tilstrækkeligt, og evalueringens kommissorium rummer da også det at se nærmere på selve den uskønne ledelsesstruktur, som Peter Harder karakteriserede således: "Man har sådan et hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker, der før var den eneste, der skulle bestemme over forskningen. Nu er der institutledere, dekaner og rektorer, som alle sammen gerne vil bestemme, hvad der skal foregå."
En bestemt diskursiv modsætning a la Scylla og Charybdis har struktureret tænkningen i den hidtidige debat hos både tilhængere af 2003-loven og dens modstandere som de nu delvis tegnes af Videnskabernes Selskab: Scylla er det gamle, ineffektive, beslutningsuduelige kollegiale selvstyre, hvor tingene fik lov til at selje, og ingen turde prioritere og tage upopulære men 'nødvendige' beslutninger. Det er ikke et dækkende billede af hvordan situationen var i 1980'erne (før instruktionsparagraffen og den styrkede ledelse, der kom allerede med 1993-loven), men det er et retorisk set virksomt billede af 'det gamle system'. Charybdis er et janushovede, for det er på den ene side, og reelt set, den grøft vi er havnet i her og nu med 2003-loven og ministeriets centralistiske detail-styre, og på den anden side, og idealt set, er det den strømlinede effektive erhvervsorienterede top-professionelle ledelse, som kendetegner de mest progressive og innovationsduelige erhvervsledelser, og som forener en reel top-down magt over organisationen med snilde og motivationsskabende teknikker til 'medinddragelse' af initiativrige og omstillingsparate medarbejdere. Det er et retorisk effektivt billede af den ideale organisation, offentlig eller privat, som enhver ledelseskonsulent får sit brød på bordet af. Det er et billede, som selv Videnskabernes Selskab må respektere og tage i ed som den mistelten, man ikke fundamentalt set vil gøre op med.
Men det er man bare nødt til, hvis de akademiske friheder - til fri forskning og undervisning - skal have en chance, dvs. hvis man virkeligt vil af med det "hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker". Der er derfor behov for sociologisk og organisatorisk fantasi til at udtænke bedre modeller for akademisk selvstyre, der kombinerer et rationelt og minimalt bureaukrati; en (af gavn og ikke blot af navn) professionel ansat eller udpeget ledelse; og et egentligt universitetsdemokrati, hvor fagligheden og fri forskning er i centrum. Man må finde en ny balance mellem opadgående og nedadgående stemmer og styringsmekanismer i systemet. Man kunne fx passende overveje at:
— lade bestyrelsens samfundsmæssige kompetencer få større overbevisnings- og gennemslagskraft vil at lade denne være alene rådgivende, og da med initiativret til fremsættelse af nye forslag vedr. universitetets anliggender (en hørbar tænketank i stedet for en selvsupplerende loge og centralkommité);
— lade et demokratisk valgt universitetsråd være det øverste organ, som enten udpeger eller ansætter rektor;
— lade tilsvarende valgte råd fungere på fakultets- og institutniveau;
— og lade disse råd enten udpege eller ansætte egentligt professionelle ledere (svarende til de nuværende dekaner og institutledere), således at en valgt institutrådsformand og en ansat institutleder samlet tegner ledelsen på institutniveau.

Der er mange andre mulige modeller, men det er på tide, at vi undersøger og diskuterer dem, og fastholder et centralt krav i den underskriftindsamling, som over 6000 forskere og studerende sidste år skrev under på:
Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

2 kommentarer:

Jesper Juul sagde ...

Det er en god pointe at der skal beskrives en klar model for hvordan man kombinerer ledelse med universitetsdemokrati (hvis formål jo er at sikre den faglige kvalitet af beslutninger og effektiviteten af organisationen).

Jeg synes det er værd at påpege at der er tusindvis af gode universiteter rundt omkring i verden der netop har sådan en balance. Danmark er som land ikke tvunget til at bruge årtier på at eksperimentere med universitetsledelse - i stedet kunne man tage udgangspunkt i noget man ved fungerer godt.
Det forekommer også at være et stærkt argument i den offentlige debat: Hvis vi skal have universiteter i verdensklasse, skal de også have styreformer i verdensklasse. Vi kan umiddelbart dokumentere at verdensklasseuniversiteter inddrager og beskytter medarbejderne i en helt anden grad end man p.t. gør i Danmark.

I USA kalder man det ofte for "Shared Governance". American Association of University Professors har en række dokumenter der beskriver hvordan sådan et system fungerer bedst. De er samlet her.

Et interessant dokument er Statement on Government of Colleges and Universities, der i store træk beskriver en magtfordeling og samarbejdsform mellem Governing Board (ca. bestyrelse), President (ca. rektor/direktør) og Faculty (videnskabeligt personale).

Fra afsnit 5:
The faculty has primary responsibility for such fundamental areas as curriculum, subject matter and methods of instruction, research, faculty status, and those aspects of student life which relate to the educational process....
Faculty status and related matters are primarily a faculty responsibility; this area includes appointments, reappointments, decisions not to reappoint, promotions, the granting of tenure, and dismissal. The primary responsibility of the faculty for such matters is based upon the fact that its judgment is central to general educational policy. Furthermore, scholars in a particular field or activity have the chief competence for judging the work of their colleagues.


AAUP har også to dokumenter til at vurdere hvor godt beslutningsprocesserne på et universitet fungerer:
1) Indicators of Sound Governance (som umiddelbart ser ud til at pege på de steder hvor der er problemer i Danmark).
2)Evaluation of Shared Governance

***********

En strategi kunne så være at have et klart budskab som vi sørger for bliver gentaget i medierne et par gange om måneden i det næste år eller to:

"Hvis danske universiteter skal være i verdensklasse, skal de også have styreformer i verdensklasse. Vi ved fra udenlandske erfaringer, at de bedste og mest effektive universiteter har en magtfordeling mellem bestyrelse og videnskabeligt personale, hvor det er det videnskabelige personale der har ansvar beslutningskompetencen angående arbejdsgange, struktur for og fagligt indhold af undervisning, og angående forskningens udførsel og organisering. Det er nødvendigt for at sikre kvaliteten af undervisningen, og for at sikre den banebrydende forskning i Danmark."

Er det ikke noget i den stil?

Claus Emmeche sagde ...

Hej Jesper,
ja, det er bestemt noget i den stil!
Mange tak for dine virkelig relevante links (det ene, hvor du skrev "De er samlet her" var linket defekt, men det må være dette).

AAUP's website ser ud til at være et nærmere studie værd, og jeg synes godt om din argumentationsstrategi - der er i høj grad behov for at trække på erfaringer med "delt ledelse" (jeg ved ikke hvordan shared governance bedst oversættes) og det burde man jo have undersøgt før man konstruerede 2003-loven.

Ja, lad os se at sprede det glade budskab.

(Jeg så lige på Folketingets website her at Per Clausen den 13/2 havde stillet Helge Sander dette spørgsmål: " Vil ministeren ændre universitetsloven, således at den individuelle forskningsfrihed skrives tydeligere ind i universitetsloven, som foreslået af en række rektorer og institutledere på ACs høring om evalueringen af universitetsloven?" Det vil Sander tydeligvis ikke, og det ved Per Clausen selvfølgelig godt, så jeg undrede mig over hvorfor mon han egentligt stillede det som et §20 spørgsmål. Måske fordi det kan bruges som baggrund for en Sander-quiz om hvem der kan give det bedste bud på hvad han vil svare - fx at han vil vente med at svare til panelets rapport om evalueringen af universitetsloven udkommer til december i år - men det er en lidt træls quiz. Måske afslører min undren blot hvor lidt jeg forstår af det politiske spil. Men med materialet fra AAUP kan vi i al fald formulere nogle mere tankeåbnende spørgsmål til ministeren).