torsdag den 4. september 2008

Regeringens spin: Universiteter slippes fri

Politiken bringer i dag en nyhed under overskriften "Universiteterne bliver sluppet fri" (se her og her), hvor journalisterne agerer mikrofonholdere for Helge Sander i en dobbeltartikel, som med store typer hævder, at "Videnskabsministeren imødekommer nu den massive kritik af regeringens detailstyring af universiteterne". Det eneste kritiske spørgsmål til ministeren bliver "hvorfor først nu?". Det ser ud som dygtigt spin, og nærlæser man artiklen, rummer den intet i forhold til de afgørende punkter, vores underskriftindsamling for en bedre forskningspolitik fokuserer på. En ting som nævnes er retten til at ansætte professorer til så høje lønninger man vil, så man kan tiltrække elitefolk fra udlandet: Et led i ideologien om eliteuniversiteter og konkurrencedygtighed i forhold til erhvervslivet. Der er ikke tale om nogen egentlig imødekommenhed. Det ligner mere et forsøg på at definere regeringens position som en der "sætter universiteterne fri". Som også nævnt i FORSKERforum Nyheder, er det da fint, hvis bureaukratiet lettes, om så blot en anelse. Men universiteterne gives ikke 'fri'. Det ligner et politisk forsøg på at lette nogle detaljer (skematiseret på ministeriets hjemmeside her), for at aflede opmærksomheden fra det fundamentale problem i selve universitetsloven og i finansieringen af den frie forskning. Disse 'lettelser' undgår helt at berøre det, som vi protesterer imod, nemlig styreformen på universiteterne, og de strukturelle (direkte som inddirekte) begrænsninger på den akademiske frihed.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Men er vores opgave så ikke at få skabt nogle ordentlige kontakter til journalisterne i de forskellige medier?

Hvis de to journalister Esben Kjær og Anne Andersen havde haft telefonnummeret på nogle der kunne give denne anden vinkel på historien, så havde de muligvis ringet og så havde historien haft flere nuancer.

Jeg er i udlandet, men hvis der var en eller to der kontaktede Politikens journalister og forklarede dem, uden at kritisere dem, at der er en del der har en helt anden opfattelse af situationen, og at tilbød journalisterne de bare kan ringe hvis de har brug for en udtalelse desangående ... så ville vores synspunkter måske være mere prominente en anden gang.

Bare en idé

-Jesper Juul

Claus Emmeche sagde ...

Hej Jesper,
du har da helt ret. Det vil jeg gøre.
Mange hilsner
Claus