Forskningsbaseret myndighedsbetjening

SFI, Socialforskningsinstituttet har det svært. Før sommer forlød det, at "Over otte år har Socialforskningsinstituttet mistet 33 procent af deres basisbevilling til forskning - grunden er, at de ikke er fusioneret med et universitet og derfor ikke får del i globaliseringsmidlerne. Flere politikere vil nu kigge nærmere på fordelingsnøglen." (Information d. 30/5). Bemærk ordene "basisbevilling til forskning". I gamle dage, dvs. før det sanderske regime i 2006 gennemtvang at en række sektorforskningsinstitutioner skulle indlægges under universiteterne (hvorved deres økonomi på lang sigt pludselig blev mere usikker og udenfor deres respektive ministeriernes ansvar), var der groft sagt to slags offentligt financieret forskning, universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes. De sidstnævnte lavede forsknings- og udredningsopgaver for fagministerierne. Jeg kender intet til den formelle sondring mellem "forskning" og "udredning". Men i dag er en række sektorforskningsinstitutioner blevet en del af universiteterne og en nyere term, "forskningsbaseret myndighedsbetjening" er dukket op. Som resultatet af et glimrende stykke undersøgende journalistik redegjorde Jesper Tynell i går i P1's program Orientering (her) for de forhold, som udredningsarbejder kan underkastes, når det foregår som bestillingsforskning fra et ministerium, her Beskæftigelsesministeriet (undersøgelser af virkningerne af 300 timers reglen), og hvor forskerne konstant åndes i nakken af en følgegruppe, der består af personer fra selv samme ministerium (der sidder i gruppen ikke som repræsentanter for ministeriet, men i kraft af deres "personlige egenskaber", sic, således at følgegruppens møder undtages fra aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen), og som løbende kan formidle notater om arbejdshypoteser m.v. tilbage til rekvirenten, beskæftigelsesministeren. Kan et udredningsarbejde som dette kaldes uvildig forskning? Tynells udsendelse er klart i Cavling-klassen.

Hvis universiteternes "forskningsbaserede myndighedsbetjening" risikerer at skulle underlægges de samme betingelser som den politisk styrede bestillingsforskning, som udsendelsen gav et bemærkelsesværdigt klart indblik i, vil det slå tilbage på universitetsforskningens troværdighed generelt. Det vil være meget svært og uheldigt for universiteterne at lægge navn til den slags som forskning.
Omvendt, hvis fx Århus Universitet lader DMU hæge om den forskningsmæssige uafhængighed, vil Miljøministeriet måske fremover hellere rekvirere opgaver hos private rådgivende ingeniørfirmaer, og hvordan så financiere de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner? Kan vi ikke få fisioneret sektorforskningen ud af universiteterne igen?