Forskningspolitik i heterogene organisationer

Med de mange fusionerede forskningsorganisationer er der opstået en bekymring for at den nuværende formelle begrænsning på forskningsfriheden, som består i universitetsforskeren skal forske indenfor instituttets eller universitetets forskningsstrategiske rammer, vil munde ud i reelle pres fra ledelsen på den enkelte forsker, i retning af at dreje sin forskning væk fra bestemte ting eller i retning af bestemte emner. Hvordan ville det kunne foregå? Man kan altid afvise den slags som spekulativt, men lad os tænke konkret på ledelsens motiver og fristelser: Fusioner gælder jo ikke kun mellem universiteter; internt på universiteterne finder man også fusionerede storinstitutter og andre større organisatoriske enheder, der samler flere afdelinger under sig. På de humanistiske fakulteter er der skabt mega-institutter med navne som "sprog, kommunikation og formidling" og de består af en mangfoldighed af mindre afdelinger, tidligere små institutter, hvor forskere har dyrket deres specialiterer, som fx dialektforskning, folkemindevidenskab eller tysk sprog og kultur. På det sundhedsvidenskabelige fakultet på KU findes et stort Institut for Folkesundhedsvidenskab, men ingen forsker jo bare i dette begreb helt abstrakt, og instituttet er da også et frodigt konglomerat af mange ret så heterogene afdelinger, hver med deres forskningsfelter og interesser, og disse afdelinger trives (mht. deres forskningsfelter) formentligt ret autonomt fra den paraplybetegnelse, de er er kommet til at høre under. På det tidligere KVL, som nu er et biovidenskabeligt fakultet, findes også storinstitutter, som fx samler forskning i fysik, kemi, matematik i et Institut for Grundvidenskab. Med den øgede fokus på branding og den deraf følgende stigende betydning af navnes symbolik og ledelsens eventuelle ønsker om at 'trimme' organisationen, er den tanke nærlæggende, at den dynamiske forskningsleder vil ønske at styre organisationen, også hvad angår forskning, i bestemte retninger. Eller måske skille sig af med hele forskningsfelter, som virker sære, kontroversielle, anderledes, eller stikker af fra det ideologiske helhedsbillede af en samlet organisation, som spøger i megen management-tænkning. Dette vil alt andet lige føre til homogenisering af forskningen. Indsatsområde-tankegangen og øvelser som udpegning af 'kernefelter', 'stjernepakker' og hvad den slags nu hedder, peger i samme retning. Når man peger på en kerne, udgrænser man også indirekte en periferi. Kommer der nedskæringer, er periferien mest udsat. Eller skal der konkurreres om midler, vil mindre forskningsfelter let få prædikatet "eksotiske", selvom dette selvfølgelig intet siger om deres kvalitet, relevans eller langsigtede betydning. Og har lederen nødvendigvis fuld forståelse for forskningstyper, som han eller hun ikke selv er opfostret med? Har en atomfysiker, som bliver en del af en universitetsledelse, nogen stor forståelse for den forskning, der foregår på de naturhistoriske museer, hvor Naturen ikke er elementarpartikler, men skærver og ukrudt, biller og danske hvaler? Vi er en hel del personer, der er enige med rektor for KU når han taler for at befæste den individuelle forskningsfrihed (jr. referatet her).

Danmarks forskningsindsats stagnerende?

Dansk Center for Forskningsanalyse udsender et nyhedsbrev, hvis seneste nummer bl.a. lyder sådan:

Pressemeddelelse
Lille stigning i dansk erhvervslivs udgifter til forskning og udvikling i 2005
Den nye forskningsstatistik fra Dansk Center for Forskningsanalyse viser, at dansk erhvervsliv udfører forskning og udviklingsarbejde for 25,9 mia. kr. i 2005, hvilket svarer til 1,67 procent af BNP.

Publikationen ”Erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde – Forskningsstatistik 2005” indeholder en opgørelse over omfanget af forskningen og udviklingen i dansk erhvervsliv.
Statistikken viser bl.a.:
Der er i 2005 anvendt 1,1 mia. kr. mere på forskning og udviklingsarbejde end i 2004. I faste 2005 priser er stigningen på 0,5 mia. kr. svarende til knap 2 procent.
Væksten har fundet sted inden for videnservice erhvervene. Her er udgifterne til egen FoU steget fra 6,1 til 7,6 mia. kr.
33 procent af FoU-midlerne kan relateres til slutprodukter/tjenesteydelser inden for IKT og 32 procent til slutprodukter/tjenesteydelser inden for sundhed.
Virksomhederne finansierede selv 84 procent af deres udgifter til egen FoU.
Der er i 2005 beskæftiget godt 39.000 personer med forskning og udviklingsarbejde, og de har udført godt 28.000 forskningsårsværk.
Der er købt FoU-tjenester for 5,9 mia. kr. – en lille stigning på knap 4 procent i forhold til 2004. Knap 55 procent af FoU-tjenesterne er købt fra udlandet.

Yderligere oplysninger kan fås hos statistikansvarlig Rikke Willemoes (tlf.: 89 42 23 92; e-mail: rwj@cfa.au.dk)
Læs mere i publikationen og i den detaljerede tabelsamling over erhvervslivets FoU-indsats på forskningsstatistikkens egen hjemmeside: www.forskningsanalyse.dk.

Pressemeddelelse (pdf)
Tabelsamling (pdf)
Tabeller (excel)
Metodebeskrivelse og datagrundlag (pdf)

Dansk Center for Forskningsanalyse
Aarhus Universitet
Finlandsgade 4
DK - 8200 Aarhus N
Denmark
(+45) 8942 2394
(+45) 8942 2399 (fax)
www.cfa.au.dk
www.forskningsanalyse.dk

På baggrund af det, som vel umiddelbart lyder som dagens glade nyhed om erhvervslivets stigende investering i forskning, rejser der sig to spørgsmål:

1. Når nu dansk erhvervsliv allerede har et så påviseligt stort engagement i egenfinancieret forskning, hvorfor er det så det vigtigste i regeringens forskningspolitik at få grundforskningsinstitutioner som universiteter til at satse på erhvervsrelateret forskning, med pisk eller med gulerod, herunder den incitamentstruktur, som indikatormodellen lægger op til? Er det nu så klogt?

2. Hvorfor vokser den samlede forskningsindsats i Danmark ikke i forhold til BNP?

Uddybende til det sidste spørgsmål skal man iagttage figur 5 og 6 i publikationen, gengivet herunder (klik på figurerne for at forstørre).

Figur 5 viser udviklingen i FoU-udgifternes andel af bruttonationalproduktet (BNP) i erhvervslivet i de nordiske lande samt EU og OECD i perioden fra 1995 til 2005. Norge har de senere år oplevet en afmatning i forskningsindsatsen. Danmark, Sverige og Finland har på trods af stigende FoU-indsats ikke kunnet følge med det stærkt stigende BNP siden 2003. Set i forhold til det danske bruttonationalprodukt er erhvervslivets indsats således faldet en smule – fra ,69 i 2004 til 1,67 procent i 2005.

Af figur 6 fremgår det, at dansk erhvervsliv ligger lidt under erhvervslivet i Tyskland og USA med hensyn til FoU-udgifternes andel af BNP. Derimod er der langt op til svensk og finsk erhvervsliv med FoU-andele af BNP på hhv. 2,92 procent og 2,46 procent. Fransk og engelsk erhvervsliv har med procentandele på henholdsvis 1,32 og 1,09 anvendt relativt mindre andele på FoU end Danmark. Norsk erhvervsliv ligger også noget under med FoU-udgifter, som kun udgør 0,82 procent af BNP i 2005.

For på den ene side er det korrekt, at virksomhederne anvender mere målt i faste priser - men hele økonomien vokser, og som det ses, er der ikke tale om ændringer i forhold til BNP - eller sagt på en lidt anden måde: erhvervslivets forskning vokser ikke så hurtigt, at den kan følge med i stigningen i BNP - og Danmark ligger under Sverige og Finland (Norge har et stort BNP som følge af deres olieindtægter - derfor ligger de lavt).
Men det ændrer ikke ved, at den offentlige forskning heller ikke vokser (se tilsvarende figur 25 og 26 i den offentlige statistik, http://www.forskningsanalyse.dk/OF2005/OFF2005.pdf)

PS, tak til Kamma (fra CFA og bloggen her) for hjælp til forståelsen.

Tillid er godt, tilsyn er bedre

Dette er hverken Adam Smiths usynlige hånd, eller den usynlige armslængde mellem de "selvejende" danske universiteter og UBST - Videnskabsministeriets specialtropper med Jens Peter Jacobsen og René Bugge Bertramsen i spidsen, også kaldet Universitets- og Bygningsstyrelsen. Det er forsidebilledet af en pjece om kontrol fra samme enhed, Udvikling af universiteter - et moderne tilsyn, øjensynligt skrevet til universiteternes bestyrelser og de øvrige lederlag, så man bedre kan tilegne sig kontrolstofskiftets cyckliske processer (også kaldet tilsynscyklussen). Om pjecen kan man læse denne intro fra kommandoens egen hjemmeside (www.ubst.dk) under nyheder (d. 18-06-2007):

"Universitets- og Bygningsstyrelsen har igangsat et arbejde med at videreudvikle styrelsens tilsyn med universiteterne. Der ønskes en mere systematisk struktur og ramme for Universitets- og Bygningsstyrelsens tilsynsaktiviteter, der tydeliggør sammenhængen mellem de enkelte aktiviteter og gør styrelsens tilsyn mere effektivt, synligt og gennemskueligt. Gennem et mere brugerorienteret tilsyn, der tager udgangspunkt i universiteternes virke, skabes der endvidere grundlag for løbende at vurdere, om der er mulighed for en forbedring af det regelsæt, der regulerer universiteternes virksomhed.
Der er udarbejdet udkast til en rapport, der beskriver rammerne for det fremtidige tilsyn med universiteterne. Universitets- og Bygningsstyrelsen vil over sommeren drøfte rapporten med universiteterne og Rigsrevisionen med henblik på at arbejde videre med det nye tilsynskoncept."

I pjecen (her i pdf) finder man denne formulering:

""Universiteterne er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning under tilsyn af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling."
Det betyder, jf. universitetslovens styringsbestemmelser, at universitetsbestyrelserne er ansvarlige for universitetets virke, herunder forvaltningen af universiteternes samlede ressourcer. Universiteterne har dermed et vidtgående, selvstændigt ansvar for implementeringen af den lovgivning universiteterne er underlagt, herunder de samfundsmæssige og politiske forventninger, der formuleres for universiteternes virksomhed." (s. 8)

Ærgerligt man hverken er sociolingvist eller magtteoretiker, for det er da en interessant sprogbrug. Længere fremme læser man at

"Selvejekonstruktionen har skabt en situation, hvor styrelsen skal udføre tilsynet på en ny måde, blandt andet for at sikre, at tilsynet ikke underminerer selvejet. Med universiteternes selveje er der indført en opgavefordeling mellem universiteternes ledelser og styrelse, der skaber en vis armslængde mellem universitet og styrelse. Sigtet med UBST's nye tilsynspraksis er, at den skal understøtte de intentioner, som lå bag beslutningen om universiteternes overgang til selvejende institutioner. Denne armslængde udvikles samtidig af universiteternes arbejde med at styrke institutionernes egenkontrol.
UBST skal derfor ikke udelukkende fungere som en kontrolinstans, der kun handler, når universiteterne har begået fejl. Tilsynet skal også have et udviklingsorienteret fokus, der sigter mod at understøtte universiteterne i at varetage deres forpligtelser." (s.9)

Som barnet skal lære at ville være lydig mod loven, skal UBST understøtte universiteterne i at tage ansvar for "politiske forventninger, der formuleres". For en naiv læser som undertegnede, er pjecen fyldt med mange gode intentioner, herunder hensigten at - om ikke øge så - tydeliggøre armslængdeprincippet, og skam få den, der tænker ilde derom!

Forskningsfrihed - en prydgenstand?

Befri din tid! Sådan kan man sammenfatte dette uddrag af professor ved Århus Universitets psykologiske institut Dorthe Berntsens takketale ved modtagelse af Rigmor og Carl Holst-Knudsens videnskabspris den 23. maj i år:

"Når man spørger universitetsfolk, hvad der får dem til at arbejde 50-60 timer om ugen til en løn som mange bygningshåndværkere ville afvise, så er svaret næsten altid, at det er på grund af den akademiske frihed. Når man spørger dem, hvorfor de er stressede, så er svaret ikke, at de arbejder mange timer, men at de på trods af de mange timer ikke kan nå til det, de brænder for. Generøsiteten bliver brugt op på alt muligt andet - junk, som de kalder det i USA.

Det er nemlig ikke kun her i Århus eller Danmark, at universitetsansatte akademikere kan føle sig klemt. Jeg kommer lige fra et af de rigeste og mest prestigefyldte amerikanske universiteter, hvor jeg har været gæst. Her er folk er så forarmede på tid, at det overgår enhver beskrivelse. Ligningen tid er penge går ikke op. Penge er der nok af, folk har store fondsbevillinger, men alt for lidt tid. Det er som om, vi er vidner til et verdensomspændende og meget mystisk tidrøveri i det akademiske liv. Jeg ved ikke, hvem røverne er. Det er ikke nogen bestemte personer. Det er nogle uhensigtsmæssigheder i systemet, som kræver nærmere analyser. Noget af det kan utvivlsomt tilskrives øget topstyring med hvad det næsten uundgåeligt medfører af bureaukratisering. Som sagt er det ikke et lokalt, men et internationalt fænomen. Jeg tror, vi er er nødt til i højere grad at indtænke tiden som omkostningsfaktor, når der laves forandringer, findes på nye systemer, søges forskningsmidler, eller laves besparelser i kroner og ører. Hvad koster det i tid?

Tabet af tid er en fare for forskningsfriheden. Ikke fordi det vil fjerne den som princip. Alle er enige om, at det er et vigtigt princip. Selv videnskabsministeren taler varmt for forskningsfrihed som princip. Men det nytter ikke noget at have forskningsfriheden som princip, hvis man reelt ikke har tid til at bruge den. I et skrækscenarium kunne man da forestille sig, at det kunne gå med forskningsfriheden, ligesom det er gået med andre ting som en gang var en helt essentiel del af tilværelsen, men som tiden er løbet fra, og som derfor er overgået fra nytte til pryd. Vi kender dem alle sammen. Høleen som hænger på huset, hjulet fra hestevognen som pryder muren ved siden af og mælkejungen fra nedlagte landbrug, som lever videre som blomsterdekoration på terrassen. Lad os for alt i verden undgå at forskningsfriheden på samme måde bliver til en prydgenstand. Ikke kun for forskningens og forskernes skyld, men for vores demokratis og civilisations skyld."

Organigrammatologi

Den komparative organigrammatologi, videnskaben der studerer organisationsdiagrammer for forskellige organisationer og de historiske, sociale og semiotiske kontekster for disse diagrammer, giver anledning til interessante overvejselser i forbindelse med forsøget på at nå frem til bestemmelsen af et universitets "kvalitetsvægt" - det magiske tal, som for det enkelte universitet skal bestemme størrelsen af de "basisbevillinger", universitetet tildeles. Se fx på disse to organigrammer, først det øverste (original her, eller klik på billedet) over Århus Universitet, der nu omfatter sektorforskningsinstitutionerne Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Jordbrugsforskning samt en Handelshøjskole.
Sammenlign med Københavns Universitet her til højre (fra planen her, følgeskrivelse her, eller klik igen). Ser man bort fra åbenlyst diagramæstetiske forskelle, og det forhold at KU's diagram klart indikerer en bred vifte af nye afdelinger i administrationen som fx innovations- og forskerservice, der naturligt hører til i ethvert postakademisk universitet, så tegner der sig interessante ligheder, såsom mangfoldigheden af forskningstyper, som det må være svært at måle output af på nogen ensartet facon. Man lægger selvfølgelig også mærke til de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner på ÅU, som måske afstedkommer ekstra udfordringer hvad angår opnåelse af enighed om retfærdigheden i det indbyrdes vægtforhold mellem hovedindikatorerne (for kvantum videnspredning, undervisning, forrskning og formidling) som eftersøges. Hvordan skal myndighedsopgaver, fx meget store overvågnings- eller udredningsopgaver, pointgives? Se også en klummen om mysteriet om hvem der beslutter sig for disse ting, i Weekendavisen i dag.

Akademisk kapitalisme (III): Branding

Vi har før, under betegnelsen akademisk kapitalisme, omtalt det problematiske fænomen, at universiteterne i deres adfærd på en række punkter efterligner adfærden hos private virksomheder. Et eksempel er branding. En del nyhedsmedier omtaler i dag, hvordan reklamebudgetter på universiteter, handelshøjskoler o.a. tredoblet fra 52 mio. kr. i 1999 til 155 mio. i 2006. Og det forventes, at beløbet kommer pænt over 200 mio. kr i år, fordi konkurrencen om studenterne er intensiveres. Hvis man kan frasige sig reklameaviser, kan man så ikke også sige nej til at universiteterne bruger penge på reklamer? Se omtaler hos FORSKERforum nyheder, Politiken (kopi her), og P3-nyheder.

Vild analyse af Sanderske paradokser

Rasmus fra bloggen Ursuppen har sendt os dette:

Hej Forskningsfrihed

Et par links mere om Helge Sanders nyeste antics.

http://centerforvildanalyse.smartlog.dk/frihed-under-ansvar-post100795

http://centerforvildanalyse.smartlog.dk/lad-os-skabe-nogle-probemer-post100801

Mvh Rasmus

Det er links til bloggen Center for Vild Analyse, og især det sidste indlæg stiller skrapt på paradokser i Sanders Universitetspolitik. Vi hilser den nye blog velkommen som endnu en bidragyder til kritisk debat af af den herskende forskningspolitik.

En pointmodel vi rejser

Det var den 18. maj 2007 så længe siden at man sidst havde hørt noget til ATV, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, at dets formand Torben Greve så sig nødsaget til i Jyllandsposten denne dato (her) at tage æren for det igangværende modelarbejde for hvordan universiteterne skal rangordnes i det cirkus, der skal tage sig ud som en konkurrence om kvalitet, men som reelt bliver et spil om at score højst på en skala, der er er sammensat af en række parametre for effektivitet, volumen, output, etc. ATV mener, at modellen skal krydres med lidt cigarkasse- eller satsningsområde-tænkning. De vil lade bestyrelsen for Grundforskningsfonden nedsætte et panel og opbygge et sekretariat, der skal "etablere langsigtede forskningsstrategier og sikre, at universiteterne udvikler og prioriterer nye satsningsområder". Det lyder som varm luft i en prøveballon. Se iøvrigt artiklerne i Ingeniøren fra 1. juni (her) som bringer lidt om modelarbejdet.

Forskningsfrihed de næste 2000 dage

Helge Sander fejrede jo for nylig de imponerende resultater, hans ministerium har nået de første 2000 dage. Ved den festlige lejlighed udtalte han bla., at han ikke har bemærket nogen kritik fra forskere eller universiteterne om problemer med forskningsfrihed i den nye universitetslov. Senest har han gentaget dette i et interview i Politiken, d. 4.6., hvor man bla. læser:

"Helge Sander , hvorfor indskrænker en liberal minister forskningsfriheden?
»Det gør jeg heller ikke. Der er ikke ændret en tøddel ved forskningsfriheden i universitetsloven. Tvært imod er der sket en forbedring, idet forskerne fra sektorforskningsinstitutionerne nu er kommet under universitetslovens beskyttelse«.

Men flere prominente rektorer og forskere påstår jo, at de oplever mindre frihed?

»Jeg har bedt dem om at dokumentere, at forskningsfriheden skulle være blevet forringet, men har endnu ikke fået det første eksempel. Jeg tror også, det bliver svært at finde«."

Egentlig har Sander ret i, at der ikke var megen offentlig debat om forskningsfrihed og selve universitetsloven under behandlingen. Emnet er ikke højt på mediedagsordenen, og jeg kender flere eksempler på debatindlæg, der er blevet afvist. Men måske har vi forskere også selv været for passive? Måske skulle vi begynde systematisk at indsamle, dokumentere og offentliggøre konkrete eksempler på begrænsninger i forskningsfrihed og forskeres ytringsfrihed.
Sådan et materiale vil også være meget relevant for det fremtidspanel af udmærkede mennesker, som Helge Sander nedsatte for at rådgive om, hvad han skal lave de næste 2000 dage. (Se udvalgets opgaver og sammensætning her). Vi må bestemt forvente, at de vil pege på sikring af forskningsfriheden som et problem, der skal i fokus de kommende år.

Despekt!

Nå ja, og så er det lige blevet vedtaget at spare 200 millioner kr. på gymnasiers og universiteters indkøb for at finanisere et forlig på politi- og fødevareområdet. Politiken refererer følgende:

»Problemet er bare, at de besparelser, som Finansministeriet mener at kunne finde via de nye indkøbsaftaler, ikke svarer til virkeligheden,« siger rektor for Syddansk Universitet Jens Oddershede, som er formand for rektorkollegiet for landets universiteter.

»På universiteterne benytter vi slet ikke den type computere, som er omfattet af indkøbsaftalen, så vi kan højst hente under ti procent af de bebudede besparelser hjem på indkøb. I realiteten betyder det, at vi må skære ned på undervisningen og andre områder,« tilføjer han. (læs hele artiklen her)

På Sorø gymnasium er de blevet pålagt en besparelse på 685.000 kr., skønt deres indkøbsbudget er 486.000 kr. Det er for parodisk til at lade sig parodiere.

Ord kan ikke udtrykke min despekt. Det viser, for kun Gud ved hvilken gang, hvor megen vægt man skal lægge på de fine fraser om verdens bedste universiteter, verdens bedste uddannelser osv. Hver gang der skal handling bag ordene, viser det sig hvor lavt prioriteret et område, universiteterne er, og hvor lidt politisk interesse der reelt er for vilkårene på universiteterne.

Dissensus konference

I fredags deltog jeg i konferencen Dissensus – Research Politics, Money and Journalism (www.dissensus.dk), som var blevet arrangeret af foreningen for Danske videnskabsjournalister. Det var en overraskende god konference, med en række gode indlæg om videnskabens sande tilstand i det aktuelle politiske landskab. Der var selfølgelig et meget bredt udsnit af tolkninger repræsenteret, lige fra ”det skal nok gå, hvis vi strammer os an” til konkrete opråb til aktivisme. Ministeren meldte afbud med de sædvanlige ritualer om at netop denne konference havde været vigtig for ham, men at der ikke var tid osv.. Mit eget indlæg indholdt en diagnose af både de amerikanske og danske tilstande i forskningsverdenen og kan læses her. Konferences hjemmeside har desuden korte referater og vil muligvis også streame indlæggende på et tidspunkt.

Postakademisk blues

En ny genre er født: postakademisk blues. Lettere at skrive end danskpop. Man tager: fragmenter af notater + andet udslip fra det igangværende meget lukkede og næsten ikke-debatterede udvalgsarbejde, der skal munde ud i reglerne for det store danske universitetsspil (hvilket universitet vinder i kampen om pengene?). Fragmenterne kan fås i arkivet hos Curt Hansen (her), han efterlyser iøvrigt flere råvarer. Notater og rapporter snittes groft med en god køkkenkniv, de flotteste ord tages fra, fyldet kasseres. Der strøs en teskefuld biord over, lidt emotioner, og det hele svitses i varm luft et par minutter. Passer godt til globaliseret rødvin. Her er en prototype, som nok lige skal kvalitetsudvikles:

Oh, Lord, vil du gi’ mig mer’ forskningskvalitet,
indiker mig også gerne
en videnspredningskvalitetsmodel
de andre andre modeller er skredet,
jeg ka’ ik’ financier’ mine basismidler -
uddannelseskvalitet - en neder, seriøst
savner jeg en kvalitetsfinansieringsmodel
de gamle gir’ ik’ de helt store STÅ’er
mine videnspredningsindikatorer er spredt fægtning
omsæt gerne alle kvalitetsmål
for mine basisbevillinger er i bund,
mine benchmarks under middel
under lavmålet for kommercialiserbarhed
indtægter fra kommercialisering af patenter og licenser
er for længst investeret
i konkursramte virksomhedskontakter
som nægter at forskningssamarbejde.
Oh, hvor er mine erhvervsfinansierede ph.d.-studerende?
Mine joint appointments har svigtet
og de indfusionerede sektorforskningsinstitutter
ruller kun trægt i mine årer.
Mavens kvalitetsudviklingssystem undergærer.
Min relevans og incitamentsvirkning er rystet.
De tilskudsfinansierede aktiviteter er så eksterne
som aldrig før, kun tømmermændene og min
omkostningsineffektivitet er høje.
Lader de tilskudsfinansierede aktiviteter
komme til mig, oh Lord, og spred min viden,
viden om, over vandene, som pausekomma, Lord.

God weekend!
PS:
det p.t. sidste fragment i linket ovenfor er en udmærket gennemgang ved Svend Hylleberg af et notat (kopi her) fra ministeriets Universitetsstyrelse (UBST), hvor embedsmændene forsøger at finde måder at sætte tal på det utællelige, her: den mangfoldige betydning universiteterne har for et samfunds niveau af oplysning (teknisk betegnet videnspredning). Hylleberg har flere gode pointer. Han skriver bl.a. at notatet/rapporten er "langt mindre dybtgående og gennemtænkt end man kunne ønske. Rapporten bør derfor udbygges med en langt mere dybtgående gennemgang af de enkelte forslag til indikatorer, ikke mindst en diskussion af hvilken adfærd der promoveres i den incitamentsstruktur, som indikatorerne tegner." — Jeg vil tilføje, at man næppe kan udelukke, at optælling og dokumentation kan have kontraintenderede effekter. Det minder om dengang da folkeskolelærere beklagede, hvordan indførsel af ø-tid var med til at dræbe den entusiasme, der prægede en række overskudsaktiviteter på skolerne, udover selve undervisningen, fordi alt pludseligt skulle ses med en bureaukratisk tidsforbrugskategori-vinkel. Og der er et ekstra, og hermed forbundet problem, som Tobias Lindeberg (i en mere generel sammenhæng) peger på i artiklen "Kvalitetsreform 2.0" (LPF-nyhedsbrev, nr. 1, maj 2007; 10. årg. s. 10-11), nemlig at det koster noget at måle:

"Fortalere for kvalitetsmåling giver ofte indtryk af, at der ikke er en faldende marginal nytte af mere viden om kvalitet. Men der er god grund til ikke at glemme basal økonomisk fornuft, blot fordi talen falder på kvalitet, og der er god grund til også her at formode et faldende 'afkast' på stadig større investeringer" (...) Og desuden: "Kvalitetsmålinger er derfor aldrig bare et spørgsmål om at måle en aktivitet. Det skaber selvstændige krav til aktiviteten."