Postakademisk blues

En ny genre er født: postakademisk blues. Lettere at skrive end danskpop. Man tager: fragmenter af notater + andet udslip fra det igangværende meget lukkede og næsten ikke-debatterede udvalgsarbejde, der skal munde ud i reglerne for det store danske universitetsspil (hvilket universitet vinder i kampen om pengene?). Fragmenterne kan fås i arkivet hos Curt Hansen (her), han efterlyser iøvrigt flere råvarer. Notater og rapporter snittes groft med en god køkkenkniv, de flotteste ord tages fra, fyldet kasseres. Der strøs en teskefuld biord over, lidt emotioner, og det hele svitses i varm luft et par minutter. Passer godt til globaliseret rødvin. Her er en prototype, som nok lige skal kvalitetsudvikles:

Oh, Lord, vil du gi’ mig mer’ forskningskvalitet,
indiker mig også gerne
en videnspredningskvalitetsmodel
de andre andre modeller er skredet,
jeg ka’ ik’ financier’ mine basismidler -
uddannelseskvalitet - en neder, seriøst
savner jeg en kvalitetsfinansieringsmodel
de gamle gir’ ik’ de helt store STÅ’er
mine videnspredningsindikatorer er spredt fægtning
omsæt gerne alle kvalitetsmål
for mine basisbevillinger er i bund,
mine benchmarks under middel
under lavmålet for kommercialiserbarhed
indtægter fra kommercialisering af patenter og licenser
er for længst investeret
i konkursramte virksomhedskontakter
som nægter at forskningssamarbejde.
Oh, hvor er mine erhvervsfinansierede ph.d.-studerende?
Mine joint appointments har svigtet
og de indfusionerede sektorforskningsinstitutter
ruller kun trægt i mine årer.
Mavens kvalitetsudviklingssystem undergærer.
Min relevans og incitamentsvirkning er rystet.
De tilskudsfinansierede aktiviteter er så eksterne
som aldrig før, kun tømmermændene og min
omkostningsineffektivitet er høje.
Lader de tilskudsfinansierede aktiviteter
komme til mig, oh Lord, og spred min viden,
viden om, over vandene, som pausekomma, Lord.

God weekend!
PS:
det p.t. sidste fragment i linket ovenfor er en udmærket gennemgang ved Svend Hylleberg af et notat (kopi her) fra ministeriets Universitetsstyrelse (UBST), hvor embedsmændene forsøger at finde måder at sætte tal på det utællelige, her: den mangfoldige betydning universiteterne har for et samfunds niveau af oplysning (teknisk betegnet videnspredning). Hylleberg har flere gode pointer. Han skriver bl.a. at notatet/rapporten er "langt mindre dybtgående og gennemtænkt end man kunne ønske. Rapporten bør derfor udbygges med en langt mere dybtgående gennemgang af de enkelte forslag til indikatorer, ikke mindst en diskussion af hvilken adfærd der promoveres i den incitamentsstruktur, som indikatorerne tegner." — Jeg vil tilføje, at man næppe kan udelukke, at optælling og dokumentation kan have kontraintenderede effekter. Det minder om dengang da folkeskolelærere beklagede, hvordan indførsel af ø-tid var med til at dræbe den entusiasme, der prægede en række overskudsaktiviteter på skolerne, udover selve undervisningen, fordi alt pludseligt skulle ses med en bureaukratisk tidsforbrugskategori-vinkel. Og der er et ekstra, og hermed forbundet problem, som Tobias Lindeberg (i en mere generel sammenhæng) peger på i artiklen "Kvalitetsreform 2.0" (LPF-nyhedsbrev, nr. 1, maj 2007; 10. årg. s. 10-11), nemlig at det koster noget at måle:

"Fortalere for kvalitetsmåling giver ofte indtryk af, at der ikke er en faldende marginal nytte af mere viden om kvalitet. Men der er god grund til ikke at glemme basal økonomisk fornuft, blot fordi talen falder på kvalitet, og der er god grund til også her at formode et faldende 'afkast' på stadig større investeringer" (...) Og desuden: "Kvalitetsmålinger er derfor aldrig bare et spørgsmål om at måle en aktivitet. Det skaber selvstændige krav til aktiviteten."