mandag den 4. juni 2007

Despekt!

Nå ja, og så er det lige blevet vedtaget at spare 200 millioner kr. på gymnasiers og universiteters indkøb for at finanisere et forlig på politi- og fødevareområdet. Politiken refererer følgende:

»Problemet er bare, at de besparelser, som Finansministeriet mener at kunne finde via de nye indkøbsaftaler, ikke svarer til virkeligheden,« siger rektor for Syddansk Universitet Jens Oddershede, som er formand for rektorkollegiet for landets universiteter.

»På universiteterne benytter vi slet ikke den type computere, som er omfattet af indkøbsaftalen, så vi kan højst hente under ti procent af de bebudede besparelser hjem på indkøb. I realiteten betyder det, at vi må skære ned på undervisningen og andre områder,« tilføjer han. (læs hele artiklen her)

På Sorø gymnasium er de blevet pålagt en besparelse på 685.000 kr., skønt deres indkøbsbudget er 486.000 kr. Det er for parodisk til at lade sig parodiere.

Ord kan ikke udtrykke min despekt. Det viser, for kun Gud ved hvilken gang, hvor megen vægt man skal lægge på de fine fraser om verdens bedste universiteter, verdens bedste uddannelser osv. Hver gang der skal handling bag ordene, viser det sig hvor lavt prioriteret et område, universiteterne er, og hvor lidt politisk interesse der reelt er for vilkårene på universiteterne.

4 kommentarer:

Thomas Söderqvist sagde ...

Ja, ord og handling hænger ikke rigtigt sammen. Har lige været inde og kikket på budgetet for mit gamle postdoc-paradis, Stanford University. Udgifterne i 2005/2006 var ca. 2,8 millarder USD, dvs. ca. 16 milliarder DKK. De har ca. 1.800 VIP'er og ca. 15.000 studerende, herunder ca. 8.000 PhD-studerende. De tal siger alt om hvorfor det er dagdrømmeri at tro, at danske universiteter vil kunne være med at lege i topligaen -- andet end på små marginalområder.

Sune Auken sagde ...

Øh, er der ikke en fejl i dine tal? 15.000 studerende herunder 8.000 ph.d.'er. Vil det sige, at der kun er 7.000 almindelige studerende?

Men ellers taler de tal jo deres tydelige sprog. Varm luft er og forbliver varm luft. Det er opmuntrende, at der er steder i verden, hvor tingene ser bedre ud. Hold da helt ferie, hvor må der komme nogen seje kandidater ud af den uddannelse - og nogle seje forskere ud af de vilkår!

Thomas Söderqvist sagde ...

Hmm, det var Wikipedias tal uden årsbetegnelse, men Stanfords egne er ikke meget anderledes:

8.201 immatrikulerede graduate students (dvs. PhD-studerende)
6.689 immatrikulerede undergraduate students (hvoraf 2.472 på hum og nat sammen)

(begge tal for 2007; se: http://www.stanford.edu/home/stanford/facts/graduate.html)

For budgettallene, se http://www.stanford.edu/dept/pres-provost/budget/plans/BudgetBookFY06.pdf (det er 2005/2006-tallene, de er nok ikke blevet meget dårligere i 2007). (Og det skal tillæges at eksterne fondsbevillinger er indregnet i det samlede budget)

Thomas Söderqvist sagde ...

Sorry - url:en til studentertalssiden var kun til "graduate students" -- samtlige tal findes på http://www.stanford.edu/home/stanford/facts