torsdag den 14. juni 2007

Akademisk kapitalisme (III): Branding

Vi har før, under betegnelsen akademisk kapitalisme, omtalt det problematiske fænomen, at universiteterne i deres adfærd på en række punkter efterligner adfærden hos private virksomheder. Et eksempel er branding. En del nyhedsmedier omtaler i dag, hvordan reklamebudgetter på universiteter, handelshøjskoler o.a. tredoblet fra 52 mio. kr. i 1999 til 155 mio. i 2006. Og det forventes, at beløbet kommer pænt over 200 mio. kr i år, fordi konkurrencen om studenterne er intensiveres. Hvis man kan frasige sig reklameaviser, kan man så ikke også sige nej til at universiteterne bruger penge på reklamer? Se omtaler hos FORSKERforum nyheder, Politiken (kopi her), og P3-nyheder.

4 kommentarer:

Thomas Söderqvist sagde ...

Ja, Claus har selvfølgelig ret. Men på den anden side kunne man jo også bøje nakken, følge trenden, og gå aktivt ind i marketing-branchen. Som inspiration til andre har jeg formuleret et forslag til brandingtekst for Medicinsk Museion. Se: http://www.corporeality.net/museion/2007/06/15/template-busting-branding. Kan udnyttes frit (men der findes massevis af andre forebillder derude, kun fantasien sætter grænsen).

Heine Andersen sagde ...

Der er ingen tvivl om, at konkurrencen vil tvinge institutionerne til en forstærket indsats for markedsføring. Det vil også være en følge af den stigende kamp om ressourcer, som nu bliver forstærket ved fremtidig udlicitering af myndighedsopgaver, som universiteterne har overtaget efter fusionerne, og ved at også basismidler (ord, der nu skal overføres til bullshit-arkivet) i fremtiden skal "konkurrenceudsættes".

Der er jo ikke noget galt i at vi gør opmærksom på vores værdifulde bidrag til oplysning, velfærd og kulturliv mv. De skadelige konsekvenser vil opstå, når konkurrence om ressourcer og opmærksomhed kan hæmme åbenhed og kritisk debat (se Katherine Richardsons tankevækkende indlæg i Weekendavisen i dag), og når øget institutionseogisme begynder at blokere for samarbeje mellem institutionerne. Det sidste kan man se tegn på i de såkaldte udviklingskontrakter (ord fra bullshit-arkivet).

Claus Emmeche sagde ...

haha! Tak til Thomas for en fantastisk branding-skabelon! Den vil spare adskillige årsværk på universiteternes afdelinger for marketing!

Sune Auken sagde ...

Jeg tror, jeg vil bruge skabelonen til at lave mig selv som helt personligt brand. Fordelen ved en sådan tilgang er, at så kan man endelig få adgang til al den ros, man egentlig synes, man har fortjent, men som andre er alt for sløve til at give. Selvros er velros!