søndag den 17. juni 2007

Forskningsfrihed - en prydgenstand?

Befri din tid! Sådan kan man sammenfatte dette uddrag af professor ved Århus Universitets psykologiske institut Dorthe Berntsens takketale ved modtagelse af Rigmor og Carl Holst-Knudsens videnskabspris den 23. maj i år:
"Når man spørger universitetsfolk, hvad der får dem til at arbejde 50-60 timer om ugen til en løn som mange bygningshåndværkere ville afvise, så er svaret næsten altid, at det er på grund af den akademiske frihed. Når man spørger dem, hvorfor de er stressede, så er svaret ikke, at de arbejder mange timer, men at de på trods af de mange timer ikke kan nå til det, de brænder for. Generøsiteten bliver brugt op på alt muligt andet - junk, som de kalder det i USA.

Det er nemlig ikke kun her i Århus eller Danmark, at universitetsansatte akademikere kan føle sig klemt. Jeg kommer lige fra et af de rigeste og mest prestigefyldte amerikanske universiteter, hvor jeg har været gæst. Her er folk er så forarmede på tid, at det overgår enhver beskrivelse. Ligningen tid er penge går ikke op. Penge er der nok af, folk har store fondsbevillinger, men alt for lidt tid. Det er som om, vi er vidner til et verdensomspændende og meget mystisk tidrøveri i det akademiske liv. Jeg ved ikke, hvem røverne er. Det er ikke nogen bestemte personer. Det er nogle uhensigtsmæssigheder i systemet, som kræver nærmere analyser. Noget af det kan utvivlsomt tilskrives øget topstyring med hvad det næsten uundgåeligt medfører af bureaukratisering. Som sagt er det ikke et lokalt, men et internationalt fænomen. Jeg tror, vi er er nødt til i højere grad at indtænke tiden som omkostningsfaktor, når der laves forandringer, findes på nye systemer, søges forskningsmidler, eller laves besparelser i kroner og ører. Hvad koster det i tid?

Tabet af tid er en fare for forskningsfriheden. Ikke fordi det vil fjerne den som princip. Alle er enige om, at det er et vigtigt princip. Selv videnskabsministeren taler varmt for forskningsfrihed som princip. Men det nytter ikke noget at have forskningsfriheden som princip, hvis man reelt ikke har tid til at bruge den. I et skrækscenarium kunne man da forestille sig, at det kunne gå med forskningsfriheden, ligesom det er gået med andre ting som en gang var en helt essentiel del af tilværelsen, men som tiden er løbet fra, og som derfor er overgået fra nytte til pryd. Vi kender dem alle sammen. Høleen som hænger på huset, hjulet fra hestevognen som pryder muren ved siden af og mælkejungen fra nedlagte landbrug, som lever videre som blomsterdekoration på terrassen. Lad os for alt i verden undgå at forskningsfriheden på samme måde bliver til en prydgenstand. Ikke kun for forskningens og forskernes skyld, men for vores demokratis og civilisations skyld."

4 kommentarer:

Thomas Söderqvist sagde ...

Det her med tidsmangel er en filosofisk og samfundsvidenskabeligt meget interessant ting, synes jeg.

Selvfølgelig betyder det noget, at vores samlede forskningstid bliver begrænset af bureaukrater og administrative foranstaltninger. Men er det hele sandheden om tidsmangelen?

Følelsen af at ikke have tid nok er jo ikke noget som gælder specifikt for universitetsansatte akademikere. Hele den "kreative klasse" klager over mangel på tid.

Mangel på tid er i høj grad et subjektivt fænomen. Følelsen af tidsmangel er koblet til forventninger, ambitioner og valgmuligheder. Jo flere muligheder man har at vælge imellem, jo flere projekter man gerne vil nå, jo højere grad af selvrealisering man stræber efter -- desto mindre tid har man. Hvis man sidder i en fængselcelle eller er strandet på en øde ø så lider man vel sjældent af tidsmangel?

Således er følelsen af tidsmangel måske paradoksalt nok et udtryk for en voksende grad af frihed. Med andre ord: man kunne hævde, at det netop er forskere der nyder en høj grad af frihed, der oplever at tiden er knap. Medens de forskere, der er ansat til at løse mere bundne opgaver, vil opleve at de har tid nok.

Claus Emmeche sagde ...

Tidøkonomiens subjektivitet: Jeg kan godt følge ræsonnementet. Lad mig spidsformulere det: Det tegner i så fald lyst for fremtidens universitetsforskere: Flere bundne opgaver, og flere gode oplevelser af tidslig rigdom!

Rasmus sagde ...

Forskerne må kopiere plejehjems-modellen: ansætte nogle flere administratorer til at holde staten stangen.

En anden udvikling kunne muligvis være, at man i højere grad ansatte folk til kun at undervise, så de mere forskningsorienterede lektorer og professorer fik mere tid til deres forskning. Kunne man forestille sig, at regeringen hellere så en sådan, mere amerikansk inspireret, model?

caroline sagde ...

Lidt akademisk 'witnessing':
Jeg er gået fra at have været fuldtidsunderviser i årevis (10 konfrontationstimer om ugen + studieledertjans) til at være phd-studerende uden videre faste opgaver. Jeg har aldrig før arbejdet så hetisk og aldrig før haft det så sjovt! Og der er slet ikke tid nok!