Af Sune Auken, Lektor Dr. Phil., Københavns Universitet, Institut For Nordisk Studier og Sprogvidenskab, Njalsgade 120, København S
DET POINTSYSTEM til kvalitetsmåling af forskningen, man er ved at indføre på det humanistiske fakultetet på Københavns Universitet, kan ikke måle kvalitet.
Det medgiver prodekanen for forskning, når hun til Jyllands-Posten 22/2 siger:
»Hvis andre forskere vurderer, at ens forskning er god nok til at blive publiceret i et tidsskrift eller en bog, så får man lidt højere point. På den måde er det ikke så meget forskningens kvalitet, vi måler, som det, at andre forskere har sagt god for den. Det er et helt normalt internationalt parameter for forskning.«
Bekræfter kritikpunkter
Dette uddyber hun senere i artiklen: »Den model, som forskningsudvalget har lagt frem, lægger ikke op til at vurdere, om forskningen er god, bedre eller bedst, men skal anvendes til at fordele midler efter, om forskningen offentliggøres på steder, som er anerkendt af andre forskere.«
Disse udsagn bekræfter, at forskningskvalitetsmålingssystemet ikke måler forskningskvalitet. Så må det da skulle have et anden navn. Men hvad mere er: De bekræfter også et af de centrale kritikpunkter, der er rejst imod pointsystemet i den indsigelse, som en lang række forskere ved det humanistiske fakultet har underskrevet på initiativ af lektor, dr.phil. Johnny Kondrup og undertegnede. Vi skriver følgende i indsigelsen:
»Et pointsystem belønner det gode arbejde frem for det fremragende. Den centrale overvejelse i forbindelse med et videnskabeligt arbejde må inden for systemets logik være, om den kan komme ind i den relevante, pointgivende kategori, ikke om den er så god, som den på nogen måde kan blive. I stedet for at belønne forskningen for at stræbe mod det fremragende, vil man belønne den for at lave det tilstrækkelige og skynde sig videre til næste pointgivende aktivitet. På et område, der er så overbelastet med tekst som humaniora, er dette direkte kontraproduktivt i forhold til de faglige behov: Vi har brug for bedre tekst, ikke mere tekst.«
Fremskridt i de bedste arbejder
Synspunktet blev affejet med et ordspil i dekanatets svar på indsigelsen, men nu medgiver prodekanen altså, at det var rigtigt. Systemet kan ikke kende forskel på en god tekst inden for en kategori og en fremragende. Næste trin er at drage konsekvensen: Systemet belønner den, der laver det tilstrækkelige mange gange, men straffer den, der bruger tid på at lave det bedste færre gange.
Dette til trods for, at det oplagt er i de bedste arbejder, forskningen gør sine fremskridt, og forskningskvaliteten er at finde.
Offentliggjort i Jyllands-Posten den 28. februar 2007
7 kommentarer:
Jeg er selv ansat på KU (som TAP på naturvidenskab)
Jeg vil slet ikke deltage i diskussionen om det det nævnte pointsystem er godt eller dårlig. Min indfaldsvinkel er en anden og går på lederroller kontra medarbejderroller.
Vi fik en ny universitetslov. KU fik en bestyrelse, en rektor med prorektor, dekaner med prodekaner og endeligt for nylig nogle institutledere. Alle disse, sammen med diverse direktører, dekanatadministratorer og institutadministratorer, udgør nu ledelsen på KU, hvorimod alle andre ansatte udgør medarbejderne. Denne proces har været i gang siden januar 2005, da det første bestyrelsesmøde blev holdt og mange medarbejdere har utålmodigt ventet på, hvad der rent konkret skulle til at ske på det tidspunkt, hvor denne lederansættelsesproces endeligt var afsluttet. Nu skulle beslutningerne om konkrete forhold tages.
Et af de første tiltag der kom, var det nævnte pointsystem.
Det blev fulgt op af en protest underskrevet af 128 medarbejdere, men var ikke underskrevet af en eneste institutleder. Protestskrivelsen blev stilet til bestyrelsen, men bestyrelsen overlod det til dekanen at besvare (dvs forsvare) ordningen, thi det har man ”folk til” og de folk er betalt for at være loyale.
Kunne bestyrelsen i stedet have ladet en institutleder klare forsvaret? I princippet ja, men alligevel i praksis nej, for protesterne kom fra flere forskellige institutter.
Kunne de protesterenede have fået en institutleder med på protesten? Nej for så ville vedkommende komme i ’bad standing’ hos den øvrige ledelse.
Kunne dekan og prodekan have sagt: ”Venner – I har ret, vi må have det forslag lavet om – vi går til rektor”? Nej – det ville eksponere divergens i ledelsesgruppen og det kan ikke accepteres. Ledelsesgruppen er udadtil af princip enig
Dekan og prodkan gjorde det de var ansat til: De forsvarede ordningen – færdigt arbejde. Prodekanen er netop nu i gang med klare den sidste oprydning.
Jeg kender ikke prodekanen Mette Thunøs personlige mening om pointsystemet, men den er ikke nødvendigvis den samme, som den hun som professionel leder forfægter. Før hun blev prodekan, tilhørte også hun medarbejdergruppen.
Denne sag kunne være grebet an på en anden måde, nemlig gennem tillidsmandssystemet. Den kunne være taget op i samarbejdsudvalget på fakultetet eller evt. på HSU-niveau. Det er derfor vi har en samarbejdsaftale.
Et problem i denne sammenhæng er at Magisterforeningens øverste fagforeningsmand på det humanistiske område på KU, Henrik Prebensen, samtidig er medarbejderrepræsentant i KU’s bestyrelse, så han har to forskellige kasketter på i denne sag og han er bundet til at vælge bestyrelsens kasket. Derfor savner jeg heller ikke hans navn under protesten. Han er stækket af systemet.
At det er blevet sådan kan man ikke bebrejede ham, men VIP-medarbejderne, for da der i efteråret 2004 skulle vælges til bestyrelsen var der blandt VIP-erne katastrofalt lav interesse for hvem der skulle ind på de to VIP-bestyrelsespladser.
Problematikken er den gammelkendte: I en bestyrelse bør tillidsrepræsentanter ikke have plads.
Jeg må hellere lige lave et par rettelser. Bestyrelsen har endnu ikke modtaget indsigelsen. Den vil først blive fremsendt samtidig med, at bestyrelsen får pointsystemet til behandling. Derfor har den heller ikke sendt dekanatet i byen for at forsvare ordningen. Forsvaret er dekanatets eget, og det må være helt i sin orden, at dekanatet forsvarer sit eget system. Jeg er ikke specielt lykkelig for deres måde at føre forsvaret på, og jeg mener, at systemet er en stor misforståelse, men deres ret til forsvaret må være unmistelig.
At institutlederne ikke har skrevet under, er i helt acceptabelt. De er ansat som ledelsens forlængede arm på institutterne, og det ville forkludre deres arbejde kollosalt, hvis deres navne pludselig optrådte i en polemisk sammenhæng som denne.
Tilsvarende med Henrik Prebensen. Jeg synes, han gør et godt stykke arbejde, men hans stillingtagen i bestyrelsen ville være kompromitteret på forhånd, hvis hans navn stod under indsigelsen. Det betyder for mig blot, at han varetager sin rolle i bestyrelsen med integritet. Det må også være i sin orden.
Endelig: Mette Thunø er ikke i færd med at foretage en sidste oprydning, før det hele lukker. Slagsmålet er stadig helt åbent: Vi bliver meget besværlige at rydde op efter. Og det gør vi særligt, da sagen ikke engang behøver at slutte i bestyrelsen, men ubesværet kan føres videre ind i det politiske system, og da problemerne for forskniningsmålingen kun lige er begyndt med vedtagelsen af systemet. Først derefter kommer hovedpinen, når systemet begynder at påvirke og forvride forskningsmønstrene på humaniora.
Korrektion mm.
Jeg er venligt, men bestemt af Henrik Prebensen blevet belært om at min viden om hans gøren og laden er mangelfuld. Siden december har han bl.a. taget diskussionen om pointsystemet op på sit fakulteet, i fakultetes samarbejdsudvalg og i det hele taget været meget aktiv i sin modstand mod dette forslag. Det vidste jeg ikke før nu og jeg undskylder.
Nu var min kommentar ikke tænkt som noget personligt, men mere et forsøg på at udtrykke min mening generelt om medarbejdernes mulighed for medindflydelse på KU som det ser ud nu, netop efter at ledelsgruppen er kommet på plads og med denne pointsystemsag som eksempel.
Væsentligt vil jeg pointere, at at når først en beslutning er taget i ledelsesgruppen, vil det være uhyre svært at få den ændret selv af underskriftsindsamlinger. Det er fint nok at lave en underskriftindsamling
og få sin mening eksponeret i pressen, men jeg tvivler på det ændrer meget, hvis ledelsen allerede har lagt sig fast. Det er derfor jeg nævner SU-muligheden, som Henrik og jeg da heldigvis også er enige om. Jeg mener at medarbejderne ved KU fremover skal opprioritere deres opbakning til SU-systemet. Det har specielt på VIP-siden haltet alt for længe.
Jeg har stadig den mening, at der er et skisma for den tillidsmand der samtidig med at være faglig tillidsmand for sine koleger, er medarbejdervalgt til bestyrelsen. På en side tegner man ledelsen og ledelsens beslutninger og har i visse sager tavshedspligt om sager der kunne være af stor betydning for ens
fagkolleger. På den anden side tegner man medarbejderne, hvis tillidsmand man samtidigt er i forhold til ledelsen, som i sidste ende er bestyrelsen.
Som Henrik selv skriver til mig: " Jeg synes det ville være åndssvagt at skrive under på en protest til mig selv som medlem af et organ der i givet fald skal diskutere protesten. Min protest er på sin plads i
bestyrelsen, når sagen når bestyrelsens bord. Det er dér jeg skal føre mig frem! Men det er fint med den opbakning en underskriftindsamling giver."
Mine påstande om Henrik er af rent hypotetisk art. Jeg har ikke noget belæg for at han er eller har været stækket i denne sag eller i andre sager, der har med bestyrelsesarbejdet at gøre.
Hvis det er rigtigt at en medarbejderrepræsentant i en bestyrelse er splittet mellem på den ene side at skulle repræsentere medarbejderne og på den anden side at skulle "tegne ledelsen" (er det ikke snarere bestyrelsesformandens opgave sammen med rektor?), så er bestyrelser da dybt sære konstruktioner, hvor alle medlemmer må blive schizofrene. Hvorfor skulle man ikke som bestyrelsesmedlem kunne udtrykke uenighed med et evt. flertal af samme bestyrelse? Hvornår er konsensus blevet en gud?
På www.ku.dk/ledelse/bestyrelse/ kan man finde et familiefoto af KU's betyrelse, en "overgangsbestyrelse bestående af 17 medlemmer". De kan da umuligt have samme anskuelser om alt.
Jeg er overbevist om, at det er ualmindelig klogt af Henrik Prebensen ikke at gå ind til en forhandling bundet på hænder og fødder af at have sit navn under en underskriftsindsamling. Han må selvfølgelig gerne, og tvi få den, der ville spærre ham ude, men han har også lov til - fx - at sige "ok, deres andet argument er noget sludder, men det centrale i skrivelsen er jo stadig gældende". Det kan han ikke, hvis han selv står som afsender på beskeden. Det bliver noget værre kasketkludder.
Jeg er i øvrigt modstander af at citere folks private breve til en i en blog. Man har lov at have en offentlig og en privat diskurs, og det bliver et kommunikationsproblem, hvis man risikerer at få sine private breve citeret offentligt.
Nå men mit indtryk er, at der er ved at være så megen opsparet irritation over absurditeterne i den administrative og politiske håndtering af universiteterne, at vi kun har set begyndelsen til den egentlige ballade, og at de respektive ledelser skal være meget omhyggelige med, hvad de gør, hvis ikke de vil havne i alvorlig modvind. Og det er en helt igennem opmuntrende tanke.
See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide...
Jeg beklager de kryptiske omveje i denne diskussion.
Det smukke foto viser ikke en flok skizofrene. Det viser seksten medlemmer af KU’s bestyrelsen samt rektor, prorektor og universitetsdirektør.
Hver af disse seksten bestyrelsesmedlemmer har sæde i betyrelsen i kraft af sine personlig egenskaber og ikke på grund af noget som helst andet andet. De er ikke, eller burde ikke være bundet af andet i deres gøren og laden end hensynet til hvad de hver især mener er ret og rimeligt i forhold til KU og KU’s udvikling i en poitiv retning. I den henseende er der sikker mangt og meget de ikke er enige om.
De fleste er på den ene eller anden måde blevet udpeget. Enkelte er indvalgte (af medarbejderne og af de studerende), men når først et valg er overstået, repræsenterer den valgte ikke nogen. Den valgte er på lige fod med de andre netop bestyrelsesmedlem – hverken mere eller mindre.
Mentalt må der være forskel på at opfatte sig som værende netop bestyrelsesmedlem og som værende medarbejderrepræsentant i bestyrelsen. Det sidste er ingen.
Derfor, når der skal føres faglig politik på KU - og det skal der, jeg er selv tillidsmand - da skal det ikke forgå i KU’s bestyrelse, men i samarbejdsudvalgene. Vælgerskaren ved tillidsmandsvalg og bestyrelsesmedlemsvalg er således også vidt forskellig.
Lige nu er der mindst tre medlemmer valgt blandt de ansatte. (Hvad der præcist er sket efter fusionen har jeg endnu ikke helt styr på). Mindst to af disse er tillige tillidsrepræsentanter for de fagkolleger, der er medlemmer af deres respektive fagforeninger. Mindst ét medarbejdervalgt bestyrelsemedlem har det ikke på den måde. Han har således umiddelbart ikke noget kasketproblem. At de to andre (som jeg personligt har stor agtelse for – der er ikke noget personligt i dette her) ikke i praksis opfatter det som et problem, er da kun glædeligt.
PS. Det citerede var citeret efter aftale med Henrik Prebensen
Debatten om pointsystemet på KUA fortsætter, læs indlæg i Universitetsavisen (af 29/3-2007) af Sune Auken, Johnny Kondrup og dekanen her.
Send en kommentar